Det nye operahus er angiveligt blevet et eksklusivt værested for de bedre stillede. Derfor overvejer Det Kongelige Teater nu at indføre et såkaldt kvotesystem, der skal sikre en mere repræsentativ fordeling af operaens 1.400 pladser. I dag er det nemlig sådan, at alle pladser beslaglægges af de rige og smukke fra Nordsjælland, der i kraft af abonnement på forestillingerne har forkøbsret til operaens løssalgsbilletter. Og det skal der ifølge teaterets ellers så tænksomme kommunikationschef, Kresten Schultz Jørgensen, laves om på.

Er det genialt eller sindrigt, at indlade sig på noget sådant? Det kommer sandelig an på, hvad målet er. Enhver fornuftig økonom ved, at kvoter skaber utilsigtede forvridninger i markedet, hvorfor det helst skal undgås. Hvis kvoter overhovedet tages i brug, bør de suppleres af en ret til fri omsættelighed, så markedsøkonomiens pragtfuldheder ikke sættes helt ud af kraft. Men vi taler nok ikke om fordeling her. Nej, vi taler nok snarere om legitimitet.

Som nobelprisøkonomen George J. Stigler så fornemt har demonstreret i Director’s Law of Public Income Redistribution, er det helt forventeligt at middelklassen bruger de offentlige kasser til at suge penge ud af de velaflagte og de besiddelsesløse. Fænomenet er særlig udtalt, når det drejer sig om kulturtilbud. Her er de velaflagte og middelklassen nemlig rørende enige om, at det er er de dårligt stillede, der skal betale festen. Og når det bliver alt for tydeligt, rokker det naturligvis ved systemets legitimitet.

Det er nok igennem denne prisme, Det Kongelige Teaters overvejelser skal ses. Man befrygter, at den linde strøm af offentlige driftstilskud til operahuset vil decimeres, hvis pladserne kun er optaget af nordkøbenhavnske bourgeoisere. Modtrækket er kvoter. Det er absurd teater!