Ugens citat: Andrew Sullivan om amerikansk konservatisme

Den britisk-amerikanske skribent og super-blogger Andrew Sullivan giver i artiklen “Crisis of Faith” i det nyeste nummer af sit gamle blad, The New Republic, denne opsang til amerikansk konservatisme:

“Conservatism isn’t over. But it has rarely been as confused. Today’s conservatives support limited government. But they believe the federal government can intervene in a state court’s decisions in a single family’s struggle over life and death. They believe in restraining government spending. But they have increased such spending by a mind-boggling 33 percent in a mere four years. They believe in self-reliance. But they have just passed the most expensive new entitlement since the heyday of Great Society liberalism: the Medicare prescription-drug benefit. They believe that foreign policy is about the pursuit of national interest and that the military should be used only to fight and win wars. Yet they have embarked on an extraordinarily ambitious program of military-led nation-building in the Middle East. They believe in states’ rights, but they want to amend the Constitution to forbid any state from allowing civil marriage or equivalent civil unions for gay couples. They believe in free trade. But they have imposed tariffs on a number of industries, most famously steel. They believe in balanced budgets. But they have abandoned fiscal discipline and added a cool trillion dollars to the national debt in one presidential term.
One reason for conservatism’s endurance in the face of such contradiction, of course, is the extreme weakness–intellectual and organizational–of the opposition.”

Så er dét sagt–men der er mere, og specielt Sullivans distinktion mellem “Conservatives of Faith” og “Conservatives of Doubt” er interessant og tankevækkende, og den kan uden store problemer læses som en slags advarsel udstrækkende sig til, hvad der kan ske med f.eks. danske borgerligt-liberale, når de sætter sig på statsapparatet.

Artiklen er ikke frit tilgængelig på nettet; man skal lade sig registrere, men det er dét værd.

4 thoughts on “Ugens citat: Andrew Sullivan om amerikansk konservatisme

  1. Limagolf

    man kunne vel også læse artiklen på den måde at folk der har en ubøjelig tro på en given ideologi (lad os f.eks. tage jer ultraliberalister) har en tendens til at gøre ting der har en anden virkning end den de tilstræber. netop fordi de tror og ikke tvivler.Det vil jo gøre Anders “liberalismen er død” Fogh til en pragmatiker, der netop sætter spørgsmålstegn ved ortodoksien og flytter sig ideologisk for at skabe konkrete resultater i den virkelige verden.Blot en anden måde at læse de to kategorier på…;-)Men som jeg læser artiklen handler den mere om det enorme spænd der er mellem hvad politikere siger og den politik der føres. Og her taler Fogh (“liberalismen er død”) da rent ud af posen.Det havde været noget andet hvis han havde lovet minimalstaten og vi havde fået det nuværende forretningsministerium.Men det gjorde han jo ikke rigtigt: lovede minimalstaten.Desværre./Limagolf

    Svar
  2. Peter Kurrild-Klitgaard

    Sig mig engang, nu da du–på vores blog–klassificerer os som værende “ultraliberalister”, kunne du så ikke lige gøre os (eller ihvertfald mig) den tjeneste at forklare, hvad det egentlig er dette begreb dækker over? Hvornår er nogen “ultraliberalist” til forskel fra blot “liberalist”? Og hvad er værst: “ultra-” eller “super-“? Hvis forskellen blot er at være “noget” relativt “mere” end andre, hvorfor er det så ikke dem, der er det “mindre”, som har brug for et adjektiv? Ja, jeg spørger bare …Iøvrigt tror jeg, at du delvist fejlfortolker Sullivan–han ville givetvis se f.eks. én som undertegnede, som dét han ser sig selv som, d.v.s. en “conservative of doubt” (Smith, Hayek m.fl).

    Svar
  3. Peter Kurrild-Klitgaard

    Ikke et ømt punkt, men et irriteret punkt.Når folk klassificerer andre som værende “ultra-“, “super-“, o.s.v. liberalister, er det i min erfaring et udtryk for:a) at de pågældende ikke er interesserede i at diskutere indholdet, men primært at sætte etiketter på, som kan signalere, at dette er “way out”, “beyond the pale”, o.s.v.b) at der er tale om et (vedvarende) forsøg på at kidnappe et godt begreb. Fra man i 1800-tallet begyndte at tale om liberalisme som en særlig politisk tradition, indbefattede det en tilslutning til menneskets frihed som den primære værdi, begrænset statsmagt, fri markedsøkonomi, o.s.v. De, der er “ultra-“, “super-“, o.s.v. i et liberalt perspektiv, er da de personer, der fra slutningen af 1800-tallet eksproprierede dette begreb for at benytte det til at betegne helt andre, mere radikale ideer.c) deres egen politiske hældning. Jeg kan først rigtigt tage folk, der taler om “ultra-“, “super-” o.s.v. liberalisme lidt alvorligt, den dag de begynder at referere til Holger K. Nielsen som “super-socialisten”, Pernille R-T som “ultra-marxisten”, og Helle T-S som “fhv. venstre-ekstremist”, o.s.v., o.s.v.

    Svar

Leave a Reply to Peter Kurrild-Klitgaard Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.