Politikens leder peger i dag på behovet for at få de bedst mulige efterretninger, så vi kan undgå den fejlvurdering, der forelå omkring Iraks WMD. Det er en rimelig fair leder, der bl.a. undgår kortslutningen: de sagde, at der var WMD i Irak; det var der ikke, så må de have løjet. Tværtimod fremhæves, hvordan det var en udbredt opfattelse, at Saddam havde WMD. Som nævnt af den tidligere leder af Iraq Survey Group (ISG) David Kay, kom det under afhøringer af Saddams egne generaler og officerer frem, at selv de troede, at andre enheder end lige deres egne havde dem.

Det er en modig leder, der næppe falder i læsernes smag. Kun på et lille, men vigtigt punkt, bliver lederens erkendelse af efterretningstjenestens fejl for vidtgående. Man efterlades med indtrykket af, at Saddam faktisk var helt uskyldig, og at efterretningstjenesterne således tog ganske fejl af ham og hans intentioner. Det er der ikke belæg for, hverken i chefen for ISG Charles Duelfers oprindelige rapport offentliggjort 6. oktober 2004, eller i Duelfers tillæg offentliggjort 25. april 2005.

Tillægget er blevet mest omtalt for sin konstatering af, at Saddam næppe gemte WMD hos Syrien. Mindre omtalt er, at den kritiserer afhøringerne af de irakere, der indgik i Saddams WMD-planer, eller dens omtale af, at udstyr, der er såkaldt dual-use, dvs. kan bruges både fredeligt og til WMD, er forsvundet. Sidstnævnte kan forklare de tilsyneladende selvmodsigende artikler i MSM, hvor man først kategorisk afviste, at Saddam havde produktion til WMD, og dernæst blev forfærdet over, at udstyr til produktion af WMD var forsvundet. Modsigelsen er kun til stede hos MSM, der søger at belyse enhver nyhed fra Irak negativt; der er ingen modsigelse i Duelfers rapporter. Her fremgår det klart, at Saddam gjorde, hvad han kunne for at bevare sine WMD-programmer, men at sanktionerne gjorde det næsten umuligt for ham – på nær et punkt, nemlig raketudvikling, hvor han havde ret til at have kortrækkende raketter, og derfor havde mulighed for i smug at arbejde på langtrækkende raketter, bl.a. med hjælp fra Nordkorea. Efterretningstjenesterne tog altså ikke fejl om alt: Saddam betragtede WMD som helt nødvendige for sin overlevelse, og han arbejdede ihærdigt på at udvikle langtrækkende raketter til brug herfor. Hertil kom alle de mindre sanktionsovertrædelser, indkøb af forbudte produkter, smugling osv.

Da den første Duelfer-rapport kom, blev den i MSM mest omtalt for sin konklusion om, at der ikke var WMD i Irak. Det øvrige indhold blev fortiet. Jeg har fra den gang en kronik om rapporten, som Berlingske desværre ikke havde plads til. Men plads har vi bloggere nok af, så her er nogle uddrag til de tålmodige:

Først må man gøre sig klart, hvad rapporten ikke handler om. Den angår ikke, om efterretningstjenesternes vurdering af truslen fra Saddam var korrekt. Det spørgsmål må besvares ud fra, hvad man vidste før krigen. Det er blevet undersøgt af flere forskellige rapporter. Alle har konkluderet, at efterretningstjenesterne havde grund til at opfatte Saddam som en trussel, men at man ikke tilstrækkeligt tog højde for den usikkerhed, der var knyttet til oplysningerne fra Irak. De fastslog dermed også, at politikerne før krigen havde grund til at opfatte Saddam som en trussel, og at de ikke løj herom.

Selvom ISGs rapport ikke angår, hvad man vidste før krigen, men hvad man nu ved efter krigen, kan den bruges til at tjekke i hvilket omfang, vurderingerne fra før krigen faktisk var korrekte. Her fastslår rapporten, at efterretningerne har vist sig forkerte på langt de fleste områder, både atomare, bakteriologiske og kemiske våben. Der var ikke lagre af sådanne WMD, og Irak havde ikke et storstilet produktionsprogram klar til at fremstille dem. Efterretningerne var derimod rigtige på området for langtrækkende raketter til brug for WMD, hvor Saddam faktisk arbejdede på at udvikle sådanne, bl.a. med hjælp fra Nordkorea. Det var også rigtigt at antage, at Saddam ønskede et arsenal af WMD, og gjorde hvad han kunne for at bevare evnen til at fremstille dem. Hvad man altså undervurderede, var sanktionernes evne til at begrænse hans ambitioner.

Rapporten forsøger at sætte sig ind i Saddams indre liv. Det er nødvendigt, hvis man vil forstå et totalitært diktatur, hvor et menneskes ord er lov, og hvor alle andres overlevelse afhænger af diktatorens vilje og indfald. Forstår man ikke det, forstår man ikke diktaturets væsen. Et kendt eksempel er David Irving. Ud fra det faktum, at man aldrig har fundet specifikke ordrer fra Hitler om jødeudryddelsen, sluttede Irving, at Hitler ikke var ansvarlig herfor. En tåbelig påstand, som Irving er sluppet dårligt fra. I et personfikseret diktatur er diktatorens vilje altafgørende.

Baseret på afhøringer og et kæmpemæssigt materiale har ISG sat sig ind i Saddams verden og søgt at fastslå, hvad hans intentioner var. Det er ikke frie gæt. Hvor der mangler beviser for at underbygge sådanne antagelser, afstår ISG fra at udtale sig om disse og anfører i stedet, at det er uafklaret.

Det er et interessant billede, der tegnes. Saddams besættelse af WMD fremstår meget klart. Han følte, at det var WMD, der havde reddet ham under Irankrigen, og at det var hans store beholdning af WMD, der fik amerikanerne til at afstå fra at afsætte ham efter Kuwaitkrigen. Saddam ønskede derfor at få WMD igen, ikke mindst atomvåben, som Iran er ved at udvikle, og han gjorde, hvad han kunne for at bevare sit beredskab. Atomeksperter fik f.eks. forbud mod at forlade landet og blev sat til andet arbejde, hvor de så vidt muligt kunne bevare deres ekspertise. ISG skønner, at Saddam kunne have genoptaget visse dele af sin WMD produktion på et par måneder, når sanktionerne var væk, mens andre dele ville tage år, herunder navnlig atomvåben, der kræver store investeringer.

Disse oplysninger tilfører ikke noget nyt. Det nye er belysning af, hvor meget sanktionerne, der blev indført efter Kuwaitkrigen i begyndelsen af 1990erne, betød for Saddam.

Saddam undervurderede først deres varighed, og imens forblødte Irak. Befolkningens lidelser er veldokumenterede, selvom tallene er upræcise og formodentlig oppustede af regimet selv. En opgørelse foretaget af UNICEF fra 1999 (Weekendavisen, 12/3 04) viser en overdødelighed på ca. 420.000 børn under fem år i perioden 1991-98. En anden UNICEF undersøgelse angiver en overdødelighed på ca. 65.000 børn i årene før krigen i 2003 sammenlignet med tiden før sanktionerne.

Saddam begynder først at reagere, da sanktionerne truede hans egen overlevelse. Fra da af blev hans hovedmål at få fjernet sanktionerne, så han igen kunne begynde opbygningen af WMD.

Det nye i rapporten er således dokumentationen af sanktionernes grusomme virkning på det irakiske samfund, og hvordan Saddam derefter begynder systematisk at arbejde på at nedbryde disse sanktioner, bl.a. ved målrettet korruption rettet mod de lande, som han forventede vil gå imod USA, i særlig grad Rusland, men også Frankrig og mange flere. Korruptionen knyttet til FNs olie-for-mad program er kendt og under efterforskning, men omfanget af Saddams forsøg på at undergrave sanktionerne og hans succes hermed har været ukendt. Det må her indskydes, at man skal ud på Michael Moore-overdrevet for at tro, at korruption kan forklare Frankrigs og andre landes opførsel i Sikkerhedsrådet. De havde deres egne – typisk indenrigspolitiske – grunde til at handle, som de gjorde. Men at korruptionen rettet mod forretningsfolk og embedsmænd i regionen i betydelig grad undergravede sanktionerne er ubestrideligt.

Det var lige ved at lykkes for Saddam. Så kom terrorangrebet 11/9 2001, der afgørende ændrede amerikanernes vilje til at i
gnorere trusler i omverden
en. Sanktionerne blev strammet, og konfrontationen med USA i Sikkerhedsrådet kulminerede med vedtagelsen af resolution 1441, der pålagde Saddam straks at dokumentere, at hans WMD var opgivet. Som bekendt tog Saddam ikke imod denne sidste chance. Det var hans sidste fejlvurdering, om end den var tæt på at lykkes.

ISGs rapport dokumenterer flere forhold, der var i strid med FNs resolutioner. De fleste tilfælde er kendte, men blandt de mere opsigtsvækkende nyheder er, at sikkerhedstjenesten drev en række hemmelige laboratorier, hvor de eksperimenterede med WMD i små doser. Typisk for regimes menneskeforagt brugte man levende mennesker som forsøgskaniner. Den slags trods alt mindre overtrædelser af resolutionerne kan være en årsag til, at Saddam ikke ville efterkomme resolution 1441. Andre har gættet på, at Saddam ville bluffe. Hans Blix har peget på, at fredsbevægelserne måske gav Saddam en falsk følelse af sikkerhed. Uanset hvad, så valgte Saddam ikke at overholde resolutionerne, og gav dermed USA m.fl. en formel grund til at angribe. En grund, som nogle folkeretseksperter mener, er i overensstemmelse med folkeretten, mens andre er uenige.

Hvad kan vi lære af dette? Vi kan lære, at sanktioner faktisk kan virke, men at de kræver uhyre ofre af civilbefolkningen, og at de kan undergraves, hvis de økonomiske midler er store nok. De kan derfor ikke altid bruges, og de kan navnlig ikke bruges i længere tid.

Et andet spørgsmål er, om krigen var rigtig i betragtning af de ting, som vi nu ved. Duelfers svar under høringen i Senatet var følgende: Saddam efterstræbte WMD, men sanktionerne forhindrede ham. Sanktionerne var ved at smuldre. Var det sandsynligt, at sanktionerne fortsat kunne være effektive? Nej, sluttede Duelfer, og derfor var det bedre at fjerne Saddam.

Det kan man kalde Duelfer-testen. Er man imod krigen, ville man altså have foretrukket en genopretning og videreførelse af sanktionerne og dermed en fortsættelse af det irakiske folks lidelser år efter år ud i en uvis fremtid. På den baggrund synes krigen stadig at være det rigtige valg.
Det var fuldt forståeligt, at man fejlbedømte Saddams regime, men ikke desto mindre en alvorlig fejlbedømmelse, der viser, at vi må have en bedre efterretningstjeneste og bruge de fornødne midler herpå. Men de fejl, der blev gjort, bør ikke få os til at se Saddam som en mindre trussel, end han faktisk var.