Gone fisking

Vi er en relativ ny blog, men har vist endnu ikke haft en rigtig fisking. Angiveligt kommer begrebet fra journalisten Robert Fisk fra The Independent, hvis reportager ofte er præget af en venstredrejet anti-amerikansk ensidighed, der indbyder til en gennemgang, hvor hans passager kritiseres stykke for stykke.

I går roste vi Politikens leder og bemærkede, at den næppe faldt i læsernes smag. Allerede i dag er man på hastigt tilbagetog i en ny leder. Here we go…

AT OPPOSITIONEN nu ønsker en dato for, hvornår de danske soldater skal ud af Irak, viser, at S og R er ved at indse, hvor håbløst det er ikke at kunne lægge afstand til regeringen på så afgørende et område.

Tja, de er ikke nærmere ved denne – virkelig håbløse – indsigt, end at de netop har tilsluttet sig regeringens forslag om en forlængelse. En forlængelse, som klart støttes af den folkevalgte irakiske regering og efter alle meningsmålinger at dømme, også af et massivt flertal af den irakiske befolkning – hvad der naturligvis er irrelevant, da Politikens redaktion selvfølgelig ved bedre.

Da Anders Fogh egenhændigt – ikke engang udenrigsministeren vidste, hvor det bar hen -besluttede, at Danmark skulle i krig i Irak, traf han den mest kontroversielle udenrigspolitiske beslutning, der er truffet her i landet siden den kolde krigs afslutning. Man på trods af beslutningens helt usædvanlige karakter, er det siden det oprindelige brud stort set lykkedes at gøre oppositionen medansvarlig hele vejen.

Vi springer over, at Politiken her alene gætter på, at statsministeren traf sin beslutning egenhændigt, selvom de præsenterer det som et faktum. Det er sjovere at se på henvisningen til den kolde krig. Hvad var det nu lige, som gjorde beslutningen om Irakkrigen så kontroversiel? Var det første gang, at Danmark gik i krig? Næ. Var det så første gang, at Danmark gik i krig på et grundlag, som ganske mange folkeretseksperter mener var folkeretsstridigt? Næ, heller ikke det. Vores militære engagement i både Kosovo og Irak i slutningen af 1990’erne gik vist forud, for den kolde krig sluttede da allerede omkring 1990, ikke? Det var militære indgreb besluttet af igen ringere end Nyrup-regeringen, der som bekendt bestod af Socialdemokraterne og Radikale Venstre. Hvad er det så, der er så kontroversielt? Det er såmænd de samme to partiers manglende opbakning til den kurs, de selv havde fulgt kort tid forinden, dvs. før de blev grebet af oppositionens ansvarsfrie tilværelse. Det gav en splittelse og ubehagelige minder om fodnotepolitikken, som især socialdemokraterne meget fornuftigt så forsøgte at få dækket til igen.

Det er dette jerngreb, S og R nu forsøger at vride sig ud af. Midlet er et krav om, at soldaterne skal vende hjem i juli 2006. Men at det gøres betinget af, »at sikkerhedssituationen tillader det«, viser, hvor fast de stadig sidder i statsministerens greb.

Nu gør man vist både socialdemokrater og radikale uret. Det er ikke kun statsministeren, der synes, det er mere end almindeligt fejt at svigte irakerne og overlade dem til en samling bindegale lystmordere.

Betingelsen gør det svært at skelne deres holdning fra Bush-Fogh-refrænet: at soldaterne skal hjem så tidligt som muligt, men først, ‘når det er muligt’.
Jep. Jeg vil endda påstå, at det er umuligt, men jeg vil nødigt opskræmme nogen…

Men hvad værre er: Betingelsen betyder, at hvis sikkerhedssituationen om et år er uforandret eller forringet, så skal soldaterne ikke hjem.
… den gik ikke, lederskribenten har regnet den ud. OK, du har forstået, hvad det går ud på.

Altså accepterer oppositionen stadig en logik, der går ud på, at der skal kæmpes til den bitre ende, eller, om man vil, til den endelige sejr.
Ja, den er god nok. Du har forstået det. Og nu videre til næste trin af analysen.

At besættelsesstyrkerne lige så meget er en del af problemet som en del af løsningen i Irak, glider helt ud af sigte.

Øh, nu gik det ellers lige så godt. Hvis den folkevalgte irakiske regering beder om vores hjælp til den tid, hvordan kan danske soldater så være en del af problemet? Problemet for hvem? Måske ser lederskribenten det nu fra al-Qaida og saddamisternes synspunkt, det er da alsidigt. Det ville så også forklare, hvorfor tropperne omtales som besættelsesstyrker, hvad de ikke er og ikke har været ganske længe nu.

DERMED HAR oppositionen stadig aktier i de fortrængninger, som regeringens
politik er så præget af.
Når vi nu taler om fortrængninger, så var hentydningen til den “kontroversielle beslutning” vist en meget pæn én af slagsen, men der kommmer måske mere…

Afgørende kendsgerninger er ikke med i regeringens Irakbillede.
… det gør der åbenbart. Og det lyder jo ikke godt. Har regeringen og S+R glemt noget? Den massive begejstring for befrielsen, indførelsen af politisk frihed, herunder ytringsfrihed, det fantastiske valg, hvor en jublende lykkelig befolkning trodsede bomber og terror for at deltage i det første frie valg; scener der har inspireret undertrykte araberere over hele verden? Hvad, hvad kan dog være overset, hvad?

Som for eksempel, at den USA-ledede koalition bliver stadig smallere.
Nå, det? Hvis vi skal lade os inspirere af andre lande og gøre som de, hvorfor skal vi så lige vælge de lande, der trækker sig fra ansvaret? Jeg har f.eks. lidt svært ved at se den nye spanske regering som en rollemodel. Først belønner de terrorister, som lige har dræbt knapt to hundrede af deres landsmænd, med at trække sig ud af Irak, hvad terroristerne i øvrigt er bedøvende ligeglade med, fordi de vil have størstedelen af Spanien tilbage i kalifatet, og dernæst foreslår de, at EU normaliserer forholdet til Cubas diktator Castro, selvom han lige har skruet op for undertrykkelsen nok en tand. Så hellere følge briterne eller amerikanerne og kæmpe for demokratiet.

At oprøret og volden ifølge USA’s egen forsvarschef er lige så omfattende som for et år siden.

Ja, meget fint citat … og nu til resten af, hvad Myers faktisk sagde: at oprørerne er langt fra den maksimale styrke, de har haft i det forgange år, og at kampen mod dem fortsat ser ud til at kunne vindes. Den vurdering passer også med vurderingen fra alle andre iagttagere. Selv sunnierne er begyndt at blande sig i den politiske kamp, fordi de har indset, at det gamle sunni-baserede diktatur ikke kommer tilbage.

At de amerikanske styrker ifølge den altid åbenmundede forsvarsminister, Rumsfeld, slet ikke kan vinde en militær sejr.
Hør, hvad med at give gamle Rummy lidt ros, når han for en gangs skyld skruer ned for mandehørmen og siger, hvad Politiken har sagt længe – men her sjovt nok undlader at gentage: at kampen mod terror ikke kan vindes militært, men kun ved at forbedre livsvilkårene og skabe et sundt og rummeligt demokrati. Den opgave kan irakerne kun selv klare, og det gør de aldeles udemærket indtil videre. Det er faktisk flot, at en befolkning, der i så mange år har levet under diktaturets rædsler, ikke har ladet deres vrede gå ud over det sunni-muslimske mindretal. Det er lige så flot, som de sorte sydafrikaneres selvkontrol efter apartheid-systemets fald.

Er listen slut? Ikke flere eksempler på forhold, som de danske politikere har glemt at tage med i betragtning? Denne teknik med halve citater er altså ikke imponerende.

Uanset at man må håbe, at de nu valgte, irakiske ledere formår at stabilisere situationen, er der stadig gode grunde til, at Danmark ikke bør være en del af den brutale krig, som amerikanerne fører på tredje år – uden at vinde den.

Nå, der er da godt, at Politiken håber på stabilisering af demokratiet. Jeg var lige ved at tro, at det ikke rigtig ragede dem. Men hvilke gode grunde er der? De har ikke nævnt nogle hidtil, kommer de nu?

… og bare for en ordens skyld, indtil videre ser det ud til, at vi vinder. Men ja, den er brutal. Det er vist ret almindeligt med krige. Den 2. verdenskrig var også ret slem, har jeg ladet mig fortælle. Men jeg er da glad for, at nogle lande valgte at gøre modstand mod Hitler, også selvom det var brutalt. Hvis det er nogen trøst, så kan freden være endnu mere brutal. Når så massivt et flertal af irakerne er glade for Saddams fald, skyldes det nok lettelsen over at være sluppet af med et sådant system. De mange massegrave med systemmodstandere, og famlie, og deres børn. Folk, der fik skåret tungen ud foran deres børn; personer i grenhakkermaskiner med fødderne først, etc. ad nauseam.

Selv om man på langt sigt kan håbe på, at der er lys for enden af den irakiske tunnel, så …

Åh, åh. Den slags indledninger plejer ikke at ende godt. Det er lidt som med: selvom jeg ikke er racist, så …

burde oppositionen fastholde, at det desværre er pessimisterne, der fik ret med hensyn til, hvor svært det ville være at skabe et stabilt, provestligt og demokratisk Irak.
Nå, det var dér skoen klemte. Herre Gud, handler det bare om det? De vil bare have ret, de gamle krigsmodstandere.

Beklager, den går ikke. I tog fejl – igen, igen. I advarede om fabelagtige tab og fantastiske flygtningehorder; de kom ikke. Kan I huske floppet med den store tv-indsamling, hvor det så viste sig, at ofrene ikke var der. Ups. Så var der forudsigelsen om, at den arabiske verden ville rejse sig i vrede. Der var I tæt på, og så alligevel ikke, for de rejste sig, men det var for at kæmpe for demokratiet, som de med egne øjne havde set indført i Irak. I tog også fejl af Afghanistan. De arme stakler, der sidder og fryser inde foran Christiansborg, sidder faktisk og protesterer mod befrielsen af Afghanistan; det er bare så umoderne, at selv ikke Ib Michael gider protestere mod den krig mer’. Og nu, hvor I selv bragte den kolde krig på bane: hvem holdt I egentlig med den gang?

Nej, det er helt forståeligt, at man gerne vil have ret. Men krigsmodstanderne nøjedes ikke bare med at sige, at demokratiet ville blive “svært”. De mente, at det ikke var besværet værd. Den opfattelse får de ikke meget ros for af irakerne, eller af historien.

Da forsøget blev indledt i marts 2003, stod oppositionen fast på, at opgaven ikke burde gribes an på den måde.

Ikke på den måde? Hvilken anden måde var der? Alternativet til at vælte Saddam var …. tænk godt over det … ikke at vælte Saddam. Lad nu være med at stikke af fra det valg ved at hævde, at irakerne bare kunne have befriet sig selv. Det er ikke bare åndeligt fejt at søge tilflugt i fantasien på den måde; det er at håne de tusinder af irakerne, der prøvede, og hvis lig man stadig graver ud af Saddams massegrave. Irakerne prøvede, og prøvede, og prøvede. De var ufatteligt modige, og de led ufatteligt, ikke mindst under vores sanktioner, som skulle forhindre Saddam i at sprede sin rædsel til andre lande. Der var kun valget mellem militær magt eller Saddams fortsatte forbliven ved magten. Jeg har fuld respekt for de krigsmodstandere, der begrundede deres modstand i, at krigen ikke kunne vindes, eller at irakerne ikke ønskede demokrati. Men begge dele har vist sig at lykkes. Det burde de hellere glæde sig over.

Før man finder tilbage til en position af lignende klarhed, vil man ikke for alvor have vredet sig ud af Foghs jerngreb om dansk Irakpolitik.
Igor! Eller Stanislaw, hent en ny hjerne til lederskribenten. Og denne gang skal det ikke være Abby Normals.

1 thought on “Gone fisking

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.