Helle the Cannibal

Som vi tidligere har bemærket, er de danske journalister og en del mere eller mindre selvbestaltede eksperter udi valgforskning gået aldeles i selvsving over, at Socialdemokraterne oven på valget af Helle Thorning-Schmidt som formand er gået lidt frem i meningsmålingerne (og således ligger lidt over de historisk ringe resultater, man opnåede ved de to sidste folketingsvalg). Vi har derfor set uforbeholdne journalistiske formuleringer i stil med "Helle kan slå Fogh".

Men hvor meget er der egentlig om snakken? Er Socialdemokraterne lige på nippet til at ville kunne overtage regeringsmagten igen (hvis der ellers var et valg indenfor de næste tre år og 9 måneder)?

Eller er der tale om, som min gamle lærer, Hans Jørgen Nielsen–en af landets førende (rigtige!) valgforskere–har argumenteret i en kronik i Berlingske Tidende, at Socialdemokraterne faktisk er ude i en langt større og dybere krise, end de fleste har anerkendt?

Tja, vi kan jo ikke sige med sikkerhed, hvad fremtiden vil bringe, men vi kan i hvert fald se på, hvorledes det er gået Helle Thorning-Schmidts "Coalition of the Possible" (ABØF-partierne) i de seneste meningsmålinger.

Der er jo–sikkert til stor forbavselse for enkelte danske journalister–ikke tale om, at statsministre kåres alene på deres eget partis fremgang (eller kandidatens udseende). Eller sagt med andre ord: Der er ikke megen fidus i, at ens parti går frem, hvis det sker på bekostning af de partier, der skal udgøre ens parlamentariske grundlag.

Hvis en regeringskoalition opnår ca. 49 pct. af stemmerne, kan man være ret tæt på at opnå regeringsmagten. (Der er et par usikkerhedsmomenter, som gør, at man kan skulle have mere, eller reelt vil kunne klare sig med mindre end 50 pct.–først og fremmest hvor mange "tabte" stemmer ens koalition og modstanderens koalition har, d.v.s. koalitionspartnere, der ikke opnår repræsentation, eller hvor mange stemmer man har i "overskud" i.f.t. de opnåede mandater, men som ikke kan overføres, da listeforbund er udelukket på landsplan. En anden faktor er de Nordatlantiske mandater. En tredje faktor er, hvorvidt nogle partier ikke er dele af en koalition, o.s.v.)

Så hvor tæt er HTS' "Coalition of the Possible" på at nå 49 pct.? Endnu et stykke. Man er gået frem, men faktisk har denne koalition endnu ikke haft et flertal i én eneste af meningsmålingerne efter valget i februar.

Hvor meget skal man–ABØF-partierne–så have for at nå de 49 pct.? Og hvor meget skal Socialdemokraterne gå frem? De to ting er jo–som indikeret–ikke helt de samme. To grafer kan hjælpe hermed: en for forholdet mellem A's og BØF's stemmeandele og en for forholdet mellem A's og hele blokkens stemmeandele.

Lad os først se på sammenhængen mellem Socialdemokraternes stemmepct. og resten af blokkens. En statistisk analyse af disse med udgangspunkt i meningsmålingerne siden valget viser, at der er en statistisk signifikant negativ korrelation mellem de to størrelser. Altså: A tager stemmer fra BØF. Men hvor meget? Analysen viser, at når A går frem med 1 pct.point, er tendensen, at BØF-partierne går tilbage med ca. 0,3 pct.point. (Noget tyder på, at dette er en relativt stabil sammenhæng: ser man kun på de relativt få meningsmålinger efter formandsskiftet, er der tale 0,4 pct.point. Ser man på det meget store antal meningsmålinger under valgkampen, er tallet på mellem 0,3 og 0,4 pct.point.)

A spiser altså med andre ord af sine egne allierede, når man går frem (og omvendt)–om end man altså også tager fra de borgerlige. Og ser man nærmere på A/ABØF-grafen, kunne det endda se ud som om, at der er en ikke-lineær sammenhæng, således at ABØF's stemmeandel bliver "fladere" i tendensen, desto større stemmeandel A får.

Hvis vi antager, at der her er tale om mere end et snapshot, men noget, der antyder noget om A-vælgerne i disse år, kan vi dernæst spørge: Hvor meget skal A gå frem for, at ABØF-koalitionen kan nå de 49 pct.?

Svaret er, at A skal ligge til ca. 32-33 pct. for at man kan være bare lidt sikker på overhovedet at have en chance for at komme til fadet. (Hans Jørgen Nielsen har sagt noget lignende.)

Det lyder måske ikke af så meget–men det er det. Det kræver reelt, at A når tilbage til at opnå den type valg, som man fik i 1990erne–f.eks. 1998 (hvor man fik 35,9 pct.)–men det var partiets næstbedste valg i nyere tid, og hvor det vel at mærke kun var 100 stemmer på Færøerne, der sikrede, at man ikke mistede regeringsmagten.

Kan det lade sig gøre? I politik skal man aldrig sige aldrig, og teoretisk er muligheden der.

Men er den sandsynlig? Skal man tro dét, skal man i hvert fald tro på, at partiet kan skrue tiden næsten 10 år tilbage–til før indvandring blev et så fremtrædende emne i dansk politik, at det reelt kom til at udgøre en 2. dimension i det politiske spektrum.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.