Danmarks Radio oplyste søndag den 1. maj, at der havde været ca. 15.000 til at festligholde arbejdernes internationale kampdag i Fælledparken. Det lød af lidt “lidt” i.f.t., hvad jeg syntes at huske fra mine yngre år–men det var godt i overensstemmelse med en meningsmåling, der siger, at 1. maj er noget, danskerne finder hører fortiden til.

Men hvad er årsagen? Kunne der være tale om et drastisk fald i antallet af medlemmer af sultens slavehær? Eller kunne der være noget andet på spil?

Her er (med hjælp fra Infomedias database med avisartikler) en lille optælling over udviklingen i antallet af deltagere i 1. maj i Fælledparken de seneste ti år:

• 2005 (søndag): 15.000 (ifølge www.dr.dk 1.5. 2005)
• 2004 (lørdag): 25.000 (ifølge Jyllands-Posten 3.5. 2004)
• 2003 (torsdag) (regnvejr!): 10.000-20.000 (ifølge Jyllands-Posten 2.5. 2003)
• 2002 (onsdag): 75.000 (ifølge B.T. 2.5. 2002)
• 2001 (tirsdag): 100.000 (ifølge Jyllands-Posten og Ekstra Bladet 2.5. 2001)
• 2000 (mandag): 100.000 (ifølge Ekstra Bladet 2.5. 2000 og Weekendavisen 5.5. 2000)
• 1999 (lørdag): 100.000 (ifølge Politiken 3.5. 1999)
• 1998 (fredag): 100.000 (ifølge Jyllands-Posten 2.5. 1998)
• 1997 (torsdag): 100.000 (ifølge Jyllands-Posten 2.5. 1997)
• 1996 (onsdag): 100.000 (ifølge Berlingske Tidende 2.5. 1996)

Noget tyder på, at det ikke just går frem med mobiliseringen af klassebevidstheden. På ti år er deltagerantallet faldet fra ca. 100.000 til nu ca. 20.000 de sidste tre år. Man skal godt nok have en meget optimistisk udlægning af den historisk-materialistiske historieopfattelse for at se revolutionen som værende noget, der er lige om hjørnet og båret frem af ungdommen.

Men noget kunne også antyde, at deltagelsen falder, når “fridagen” falder udenfor den normale arbejdstid–eller når det er dårligt vejr.

Alt sammen får det Punditokraterne til at spørge: Er revolutionens fortrop ved at blive rationel? Eftersom enhver rationel aktør ved, at den typiske deltagers indflydelse på en kollektiv handling, der kræver et stort antal deltagere, er så lille, at den går mod nul, så ved vedkommende også, at den forventede nytte af at deltage i fraværet på pisk eller gulerod er lig nul. Så det rationelle er at være ?free-rider?.

Økonomen Gordon Tullock har tidligere estimeret, at aktører i gennemsnit opfører sig snævert egoistisk i ca. 95 pct. af tiden, og indenfor studiet af deltagelsen i kollektive oprørsaktiviteter taler man da også om den såkaldte “5 pct. regel”, d.v.s., at der generelt maks. er 5 pct. af de relevante potentielle deltagere, som rent faktisk er med til oprørsaktiviteter, mens de resterende 95 pct. er passive (enten free-ridere eller personer, der lider af “falsk klassebevidsthed”).

Der var ved folketingsvalget i februar ca. 1,2 mio. vælgere, der satte deres kryds ved et såkaldt “arbejderparti”. Af disse er formodentlig mindst en halv mio. bosiddende i relativ nærhed af hovedstadsområdet. Skulle Tullock og 5 pct. reglen have ret, skulle der være maks. ca. 25.000 deltagere. Så det begynder jo at ligne noget.

Problemet er naturligvis: Hvis flere arbejdere er ved at blive rationelle free-ridere, hvad er så tilfældet for de sølle rester, der har været tilbage de seneste år? Har de ikke opdaget, at 1. maj faldt på en fridag? Læste de ikke vejrudsigten? Eller er de bare dybt irrationelle?

Svaret flyver–som fanerne–i vinden ?