Apropos Grundtvig

Kulturministeriet oplyser, at omkring 45.000 mennesker – hvortil formentlig også regnes børn – deltog i arrangementet “Historiens Dag” for et par søndage siden. Når man tænker på, at der ifølge ministeriet er bevilget 1,6 mio. kr. til arrangementet, som udmøntede sig i ca. 700 “historier” spredt over det ganske land, så giver det en udgift på 35,50 kr. pr. deltager eller godt 2.200 kr. pr. “historie”.

Dette ikke sagt i forargelse, eftersom det faktisk er overraskende billigt – for et offentligt finansieret kulturprojekt.

Hvad der er mere overraskende, er, at det ministerium, der traditionelt – i de glade dage under såvel radikale skønånder som socialdemokratiske teknokrater – anså det for sit ypperste privilegium at bruge penge uden at sige til hvad og hvem eller hvorfor, nu er trådt ind i det 21. århundrede, hvor offentlige myndigheder giver borgerne besked om, hvad deres gysser går til, og det helst i en vis fart, sådan at borgerne har en fair chance for eventuelt at stemme administratorerne til Bloksbjerg en skønne dag.

Det lever Kulturministeriet nu op til og er af samme grund et eksempel til efterfølgelse, selv om man kan mene, at den “skattejagt med over 700 poster”, som kulturministeren roser i en pressemeddelelse, blot er en billig stemmejagt. Stemmejagt eller ej – billig, dét er den. Apropos Grundtvig – som bliver ved med at dukke op på tidens debatsider – så har vi danske i sandhed drevet det vidt, når få ministerier bruger for meget, og færre ministerier oplyser for lidt.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.