Hvad nu hvis …?

Denne punditokrat bliver ofte drillet af kolleger og andre med at Punditokraterne blot er "en avanceret udgave af Groft Sagt." Nu er der jo absolut intet galt med Groft Sagt, og det er helt OK at være en "avanceret udgave" af denne. Men måske er vi nogle gange for "topical," for aktuelle, og for lidt principielle i vores emnevalg? Her er så mit bidrag til en højbrynet diskussion, der i hvert fald ikke er Groft Sagt-agtig.

Vi er mange, der ikke har særlig meget tålmodighed med rettighedsargumenter i liberalismen (Rand, Rothbard). Vi foretrækker en mere robust konsekventionalisme (se fx Leland Yeagers fremragende forsvar for konsekventionalisme i Ethics as Social Science). Men (moralsk) konsekventionalisme kan anfægtes på en ret selvfølgelig måde. Megen klassisk liberal doktrin, særligt den der flirter med klassisk konservatisme, lægger vægt på menneskers uvidenhed, mangel på evne til at forudsige præcist og så videre. Specielt Hayek har grænsende til det fanatiske dyrket dette tema.

Problemet for os konsekventionalister opstår selvfølgelig når udgangspunktet er, at handlinger skal bedømmes efter deres konsekvenser. For hvad er "konsekvenser"? Alle konsekvenser? Hvad med de uintenderede konsekvenser? Den samme klassisk-liberale tradition lægger megen vægt på sådanne. Men uintenderede konsekvenser er også ofte uforudsete konsekvenser, måske fordi de ligger langt ude i fremtiden eller fordi deres fremkost er resultatet af ekstremt komplekse interaktionsmønstre. Hvordan kan man da overhovedet inddrage samtlige konsekvenser af en given handling? Det kan man selvfølgelig heller ikke.

Givet det kunne et svar være at man kun bør inddrage umiddelbare konsekvenser, eller i hvert fald kun konsekvenser, der kan erkendes. Men hvilke (dybere) moralske principper siger, at vi kun skal inddrage de umiddelbare konsekvenser? Hvad der kan erkendes, er til dels et spørgsmål om, hvor mange ressourcer man vil investere i dette — og hvor mange ressourcer er det moralsk at investere?

Vi kan selvfølgelig forestille os en række mulige udfald af handlinger (scenarier), og vi kan da godt lege at vi kan sætte sandsynligheder på dem og veje dem sammen. Men vi kan af epistemiske årsager ikke identificere samtlige mulige konsekvenser og veje dem sammen på denne måde. Hvad nu hvis der faktisk er nogle meget positive uforudsete konsekvenser af, for eksempel, den aktuelle høje beskatning, såsom stigende bevidstgørelse (!) om liberalismens lyksaligheder? Det kan vi vel ikke bare udelukke? Hvad nu hvis man kan sige det samme om en lang række af de andre ting som klassisk-liberale ikke kan lide? Hvad sker der så med klassisk-liberale politikvurderinger?

Bolden er hermed givet op, ikke mindst til Hayekianere, for hvem problemet burde være særligt påtrængende, men også til andre. Otto? Christopher? David (B og G)?

3 thoughts on “Hvad nu hvis …?

  1. Lau Taarnskov

    Hvis en person bliver tvunget til et par runder russisk roulette, men er heldig og undslipper døden, er det så ikke så slemt? Der er jo ikke nogle fatale konsekvenser?Men hvis personen ikke er så heldig, så kan mord også give positive konsekvenser, fx at bringe de efterladte tættere sammen.Det er svært at se hvordan man kan forsvare uretmæssige handlinger ud fra forventninger om positive konsekvenser. Og det er en evig kilde til argumenter for tvang og socialisme.

    Svar
  2. Anonymous

    NF stiller to spørgsmål.1. Hvilke moralprincipper siger, at vi (når vi skal vælge en handling) kun skal forholde os til umiddelbare konsekvenser?2. Kan det være, at visse u-liberale ting i virkelighedens verden faktisk kan have positive uforudsete konsekvenser?Det vil kræve et længere essay at svare ordentligt. Allerførst skal nogle begreber/forhåndsantagelser vel afklares.Ad 1. Hvornår vælger vi egentlig frit? Uden at inddrage Camus og eksistentialismen her mener jeg, at det er højst problematisk at antage, at man kan kalde valget af handlinger for frit sådan uden videre. Alle handlinger vil i min pragmatiske opfattelse være mere eller mindre påvirket af forhold som fx ens personlige historie, personlighed (genetisk eller opvækstmæssigt dannet/bestemt), omstændighederne, andres krav, forventninger, muligheder … Skal jeg fx vælge bolig, vil mit valg være temmelig afgørende påvirket af, hvad jeg har råd til, hvordan markedet ser ud, hvilke alternative krav der er til mine ressourcer osv osv.Derfor ved jeg ikke, om spørgsmålet om at vurdere konsekvenser overhovedet kan lette fra startbanen, så længe de valg, hvor vi skal inddrage flere eller færre konsekvenser, er så betinget af andre forhold …Men videre.Ad 2. Her kan de eneste kriterier for svar vel være (1) historisk erfaring og (2) pragmatisk common sense. NF spørger provokerende, om det danske skatte-afgiftstryk måske i virkeligheden ikke er så skidt, fordi det overbeviser folk om liberalismens fordele. OK, lad os se os omkring. Gør det? Næ. Det har indtil videre konverteret Fogh R. og Kristian Jensen fra liberalisme til socialisme. Og jeg tør gætte på, at det store flertal af danskere egentlig nødig ser en mere rationel beskatning, fx en flat-tax, en udgiftsskat (expenditure tax) eller en skat på fast ejendom, fordi de har interesser bundet op i det nuværende perverse system. Altså: erfaring siger, at skatte-afgiftssystemet ikke fremmer liberalisme, undtagen i særtilfælde, men tværtimod fremmer medianvælgerens tilfredshed med et system, hvor det gælder om at sno sig til tilskud og bruge dem i bund, hvad enten de hedder rentefradrag for prioritetslån eller tilskud til daginstitutionspladser. Mao der er lidet, der tyder på, at den sunde fornuft tager fejl, når den ser skatte-afgiftssystemet som et passiviserende stemmekøbsredskab til befæstelse af magthavernes evige magthaveri.Filosofisk (og teologisk for den sags skyld) har jeg også svært ved at se, at individer kan forventes at tage ansvar for uforudsete konsekvenser, der pr. definition kun indtræffer senere i tid end de valg, der udløser dem. Vi har kun den sunde fornuft og erfaringen at støtte os til. Derfor er jeg nok i dagliglivet pragmatiker a la Richard Posner snarere end konsekventialist, selvom jeg med glæde læser Yeager, tak for henvisningen.Liberale politikvurderinger, og et liberalt menneskesyn i det hele taget, kan i mine øjne aldrig grundes alene på, at de “virker bedre”, men på, at de “giver et bedre billede” af virkeligheden. For at gå ad den vej er det nødvendigt at grunde liberalismen i en antropologi, altså hævde, at frihed (hvordan den end defineres) er den for mennesker bedste eller mindst forkerte tilstand. At mennesket altså retteligt er skabt frit. Denne antropologi skal forfægtes imod den overvældende historiske erfaring om, at mennesker ofte slet ikke bryder sig om at være frie, og at magthavere har så let ved at bestikke folk til at underkaste sig formynderi. Svaret (som langt klogere og mere belæste folk end jeg har forsøgt at give) bliver noget med, at mennesker overladt til sig selv har tilbøjelighed til at kaste friheden af sig, fordi den er krævende, men at de alligevel klarer sig bedst, når de er pisket til at være mere frie.Den franske makrohistoriker Jean Baechler kommer bedre omkring det her end mange. Men for mig er svaret i grunden teologisk og dermed overnaturligt. Jeg tror ikke, man kan bevise frihedens værdi på rent pragmatisk grundlag, selvom man kan komme langt, a la: frihed skaber mere velstand, folk får det bedre, lever længere osv. Men det er alt sammen ledsageomstændigheder, ikke begrundelser.Et sted har frihed også med lidenskab at gøre. Brænder man ikke for den, har den ganske enkelt ikke nogen værdi, og historien viser, at det altid kun er et mindretal, der brænder for den.A propos uforudsete konsekvenser har frihed da haft mange sådanne, ofte skadelige.For at vende tilbage til skatte-afgiftstryk, vil jeg vove at påstå, at her gælder positiv-negativ feedback. Et mere frihedsvenligt skatte-afgiftstryk giver borgerne incitament til at udnytte det for egen vinding, som man så kan håbe også bliver fælles vinding (vi må følge de nye flat-tax lande nøje her). Et tyrannisk som det danske producerer perverse følger, hvor borgernes incitamenter har det kollektive resultat, at alle får det værre, men ingen har så ondt af det, at det betyder noget.David G.

    Svar
  3. Otto

    Tak for invitation til at give mit besyv med (selv om man unægtelig kan få mistanken om, at Nicolai forsøger at lokke havkatte ind i sit hyttefad!). Og tillykke til det fulde punditokrati med en fremdeles imponerende, inspirerende og ikke mindst underholdende blog.Nicolai stiller en række spørgsmål, som har med at gøre, om mangel på viden om konsekvenserne af et givent politisk system eller af en given politik ikke udgør et grundlæggende problem for politiske filosoffer, der begrunder deres filosofi konsekventionalistisk. Det forekommer mig, at Nicolai på visse punkter er unødigt bekymret. Hvis man vælger en konsekventionalistisk tilgang, må det som udgangspunkt være fuldt legitimt at anvende de helt normale principper for rationelle valg mellem alternativer. Kort sagt: Hvis jeg skal vælge mellem to slags rugbrød efter, hvad der giver de bedste konsekvenser for mig, hvorfor må jeg så ikke på principielt helt samme måde vælge mellem to politiske systemer? Normalt vil vi ikke stille krav om, at alle tænkelige konsekvenser er kortlagt, før det er fornuftigt (og moralsk?) at vælge mellem to slags brød? Hvorfor skulle vi så stille krav om fuldt overblik, når det gælder politiske systemer? Især da vi ? som korrekt påpeget af Nicolai ? af epistemiske årsager simpelt hen ikke kan identificere samtlige konsekvenser. Man kan som bekendt ikke være moralsk forpligtet til noget, der ikke er muligt, så hvordan skulle man være moralsk forpligtet til at inddrage alle tænkelige (og utænkelige) konsekvenser? Derimod kan man være forpligtet til at inddrage så mange konsekvenser, man kan identificere, og som gør en reel forskel.I normale valgsituationer er kan det være nødvendigt at udelukke selv nok så betydelige konsekvenser, hvis der ikke er nok viden om dem. Antag f.eks. at jeg kun har to brød at spise og ved at det ene er giftigt, men ikke hvilket. Jeg må jo spise for at overleve. Jeg kan ikke skaffe mig holdepunkter for en hypotese om, hvilket af brødene der er giftigt. Da tilsiger teorien om rationelle valg, at jeg bør vælge det af brødene, som jeg af andre grunde foretrækker. Selv om giftproblemet er langt væsentligere for mig, bør jeg se bort fra det, hvis jeg ikke har relevant information. Surt, men sandt (når Nicolai spørger om, ?vi vel ikke bare [kan] udelukke? meget positive, uforudsete konsekvenser, så er svaret, at det kan vi da være nødt til). Der kan også være situationer, hvor teorien om rationelle valg (i Neuman-Morgenstern varianten) tilsiger, at jeg bør forsøge at sætte sandsynligheder på, så godt jeg kan. Skal jeg vælge mellem to brød hos bageren, og ved jeg, at det ene koster 1 krone mere end det andet, må jeg nødvendigvis gøre mig forestillinger om sandsynligheden for, at det også er en krone eller mere mere værd for mig. Summa summarum er det som udgangspunkt vanskeligt at se, hvorfor de principper, jeg (moralsk?) bør benytte mig af for at træffe private konsekvensbaserede valg, banale som vitale, ikke også bør anvendes, når det gælder valg af politiske tiltag og regimer.Jeg iler med at advare mod den misforståelse, at de to typer af valg er ens i alle henseender. Det er de så langt fra. Vi vil som regel gerne have konsekventionalistiske argumenter til at have almen, interpersonel gyldighed. Det rejser velkendte problemer med interpersonel nyttesammenligning eller ufuldstændige preordninger. Det kan også begrænse mulighederne for at anvende probabilistiske sammenvejninger (hvis der kun er subjektive skøn at gå udfra, hvad så?). Men at specielt begrænset viden om konsekvenserne af at træffe bestemte valg principielt skulle udgøre et problem for konsekventionalismen ser jeg som sagt ikke.Nicolai rejser så spørgsmålet, om argumentet om utilsigtede konsekvenser (hos f.eks. Hayek) ikke er problematisk for konsekventionalister. Her er jeg tilbøjelig til at være mere enig ? i hvert fald når det gælder én speciel, konservativ aftapning. Generelt er det ikke noget problem at hævde, at en bestemt politik eller handling kan have utilsigtede konsekvenser, så længe de er forudsigelige. F.eks. som når Adam Smith påpeger, at egennyttig adfærd kan have gunstige konsekvenser for andre. Uforudsigelige konsekvenser kan også være et gyldigt argument, hvis der f.eks. er tale om, at én politik eller ét regime er mere robust overfor uforudsete konsekvenser end et andet. Men det forekommer mig dybt problematisk at hævde, at den eksisterende samfundsorden er bedre beskyttet mod uforudsete konsekvenser end alternative ordener ville være (?man ved, hvad man har??). Det forudsætter i hvert fald, at man kan påvise, at den eksisterende orden er robust og stabil. Man kan ikke bare forudsætte det ? og da især ikke, hvis man i øvrigt render rundt og postulerer, at alting er meget uforudsigeligt.Som David G. påpeger, kunne man skrive et essay om disse problemer. Og en bog om tilstødende problemer. Men punditokratiet skal vel være her længe endnu?.Otto

    Svar

Leave a Reply to AnonymousCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.