Hard Talk

Min med-punditokrat Nicolai Foss har udsendt en invitation til noget, der vel nærmest må betegnes som et Oxford-møde, hvor liberale rettighedsteoretikere vs. konsekvensionalister indbydes til at gøre deres bekendelser. Således opfordret, vil jeg gerne komme med nogle refleksioner. Men først en lille forbrugeroplysning.

For nogen tid siden gjorde Peter Kurrild-Klitgaard mig og flere andre opmærksom på The Moral Foundations of Modern Libertarianism, der er affattet af Randy E. Barnett. Det er en god og indsigtsfuld artikel, der anlægger den interessante synsvinkel, at liberalister ikke er tvunget foretage et egentligt valg mellem rettighedsetik og konsekventionalisme, idet liberalismen er en politisk filosofi, og ikke som sådan en moralfilosofi. Jeg skal ikke dvæle ved dette rationale. Mit budskab skal blot være, at det i en politisk kontekst er nyttigt at vide, at liberalismen kan forsvares ud fra begge argumentationsformer, og at man som liberal er godt væbnet, når begge kategorier kan bringes i spil.

Så tilbage til åbningstrækket. Nicolai foretrækker en “robust konsekventionalisme” og har tilsyneladende ikke megen “tålmodighed med rettighedsargumenter i liberalismen”. Det har jeg en vis forståelse for, idet rettighedsdiskussioner alt for ofte ender som de rene markvandringer. Diskussionerne kan dog også være ganske frugtbare. Men jeg er overrasket over, at konsekventionalismen opleves som mere tilgængelig. Jeg har undertiden haft stort besvær med at få svar på nogle helt enkle problemstillinger. Så hvad er mere naturligt, end at rejse dem her.

En stringent konsekventionalisme er alene optaget af de virkninger, som en eksekveret eller ikke-eksekveret handling har eller kan få. Vurderingen for eller imod en given handling er således en funktion af den værdi, der tillægges konsekvenserne. Nicolai er ikke blind for udfordringerne i denne position, hvilket understreges af, at han problematiserer flere forhold i relation til definitionen af konsekvenser: Fx kravet om en udtømmende behandling af alle konsekvenser en given handling kan have, tidsaspektet i relation behandlingen, karakteren af konsekvenserne (tilsigtede og utilsigtede) osv. Det fører til en overvejelse om kun at inddrage umiddelbare konsekvenser, men med den tilføjelse, at der savnes et moralsk grundlag for at begrænse sig til dette. Hertil kommer spørgsmålet om at identificere alle umiddelbare konsekvenser, hvilket alt andet lige kan være en bekostelig affære. Og hvor meget skal der investeres i det?

Opgiver man omtalte krav, er man vel i sagens natur tæt på at opgive konsekventionalismen. Men måske kan den reddes ved at præsentere nye afgrænsninger, og et bud kunne være:

1. Sammenlignelighed: Alle umiddelbare konsekvenser er sammenlignelige i den forstand, at de kan rangordnes efter deres vægt eller vigtighed.

2. Universel neutralitet: Evalueringen af mulige alternativer er universelt neutral i den forstand, at den sammenlignelige rangordning af to tilstande er den samme for alle individer.

3. Maksimering: En handling er acceptabel, hvis og kun hvis, dens eksekvering maksimerer værdien eller den forventede værdi for én eller flere agenter.Det er altid en farlig øvelse at præsentere tre kriterier, som efterfølgende kritiseres. Det giver indtryk af, at der blot er tale om en stråmand, der udelukkende er opstillet til nedskydningens formål. Lad mig derfor understrege, at kriterierne er formuleret ud fra et ønske om at yde konsekventionalismen fuld retfærdighed, og at teorien ikke nødvendigvis falder til jorden, blot fordi kriterierne nedbrydes. Der kan være alternative kriterier, som jeg ikke er opmærksom på. Men til sagen.

Kriteriet om sammenlignelighed, må vel et eller andet sted siges at være en grundsætning for konsekventionalismen og derfor ikke særlig restriktivt. Jeg forudsætter også, at konsekvenser rangordnes ordinalt (i modsætning til kardinalt). Det frigør os fra de fleste udfordringer, men de står til gengæld i kø, når vi tager fat på det næste kriterium.
Kravet om universel neutralitet kan forekomme alt for restriktiv for en hayekiansk konsekventionalist, men for en én, der baserer sin argumentation på fornuftens fundament, er kriteriet vel entydigt nødvendigt. Det er dog åbenbart, at det ikke problemfrit at antage, at alle individer ved fornuftens hjælp vil nå frem til den samme rangordning af fx prisstabilitet og beskæftigelse.

Det sidste kriterium, om maksimering, må vel regnes for afgørende i en konsekventionalistisk argumentation. Kriteriet kan skærpes ved at supplere det med et pareto-kriterium, men det vil formentlig ødelægge konsekventionalismens praktiske relevans. Det har jeg derfor bevidst undladt.

Jeg forudsætter, at ovenstående afgrænsning kan tjene som afsæt for den videre debat. Og det leder mig frem til mit foreløbige slutærinde: Hayekianske konsekventionalister har nok svært ved at finde en grimasse der kan passe i forhold til positive, utilsigtede konsekvenser initieret af ikke-liberale handlinger. Men hvordan har fornuftsbetonede, liberale konsekventionalister det med sammenlignelighed, universel neutralitet og maksimering uden pareto-restriktioner? Er disse kriterier tilstrækkeligt robuste? Kræver det mindre tålmodighed at arbejde med disse problemstillinger, end at kaste sig over rettighedsargumentationen? Og hvor meget kan der slækkes på de anførte kriterier, uden at vi som Groucho Marx ender med at sige: “Those are my principles, and if you don’t like them… well, I have others.”?

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.