Kommentarer til: Dommere for Hayek & Rand, forener eder!

Af: Garby

Garby — Mon, 13 Jun 2005 23:23:00 +0000

Jeg synes at have læst et rygte om at Senator John Cornyn (R-TX) skulle være Det Hvide Hus’ bud på en plads i højesteret. Senator Cornyn var inden han blev senator justitsminister (attourney general) i The Lonestar State. Hvordan han agerer på det juridiske område er jeg ikke i stand til at vurdere, men politisk tilhører højre/neokonservative/nyreligiøse-fløjen i sit parti.

Af: Jacob Mchangama

Jacob Mchangama — Mon, 13 Jun 2005 23:23:00 +0000

Jeg har svært ved at se hvordan Clarence Thomas passer en (klassisk) liberal profil. Hans dissens i den omtalte sag skal snarere ses som et forsvar for “states rights” (som indrømmet er bedre end carte blanche til de føderale myndigheder) end for individets rettigheder. Læs hans dissens i Romer hvor han gik ind for at opretholde en Texansk lov der forbød homoseksualitet i private hjem, fordi han, på trods af the ninth amendment, ikke fandt at der eksisterer en ret til privatliv i den amerikanske forfatning. Læs også Rasul v. Bush hvor Thomas sammen med Rehnquist og Scalia stemte for at nægte Habeas Corpus, en af de vigtigste søjler i retsstatsprincippet, til fanger på Guantanamo. Randy Barnett og Richard Epstein ville derimod være fantastiske nye SC dommere, men hverken det religiøse højre eller venstreorientere demokrater kunne drømme om at stemme for dem.

Af: Peter Kurrild-Klitgaard

Peter Kurrild-Klitgaard — Mon, 13 Jun 2005 23:23:00 +0000

Kære Jacob,Point taken–ihvertfald delvist.Der er givetvis _masser_ af ting, hvor man som klassisk-liberal/nyliberal/whatever vil kunne være uenig med Thomas i en eller flere enkeltafgørelser. For mig er der dog tale om to væsentlige ting:1. Han er–og det var min pointe–uden sammenligning den af dommerne, som er mest sympatisk indstillet overfor grundlæggende liberalistiske synspunkter (både når det gælder personlig frihed, økonomisk frihed og generel konstitutionalisme). Bliver han (og ikke Scalia, som for mig er omtrent så slem, som det er muligt) højesteretspræsident, og kommer der en nogenlunde fornuftig ny menig dommer ind, så vil det være et bedre bolværk, end man har haft længe (omend ikke på alle punkter).2. Enhver amerikansk dommer/jurist (inklusiv Randy Barnett, som jeg har kendt i 18 år, og som jeg er en stor fan af i alle henseender) vil nødvendigvis blive nødt til at forholde sig til de retmæssige institutioner og traditioner, som vedkommende opererer indenfor. Hvis RB engang blev dommer, tvivler jeg meget på, at han ville smække benene op på bordet og sige “Fuck staten!”. Som alle jurister ville han blive nødt til at prøve at skrive sine udtalelser med henvisning til en blanding af tradition, præcedens, realpolitik og så et stænk egen politisk filosofi. Den retstraditon, som Thomas arbejder indenfor, kan vel nærmest siges at være en slags lad-os-tage-forfatningen-bogstaveligt-(ord-for-ord)-og-ikke-læse-noget-ind-i-den-som-man-ikke-med-rimelighed-kan-men-iøvrigt-prøve-at-give-stor-forrang-til-de-klassiske-fortolkninger. Det er bestemt muligt at være klassisk-liberal og så samtidigt som jurist være af den holdning, at forfatningen ikke garanterer en ret til privatliv–det mener jeg f.eks. heller ikke, at den gør. Og det er ikke fordi jeg er modstander af en sådan ret (ihvertfald i en eller anden fortolkning), men simpelthen fordi man ikke kan læse 9. tillæg som argument for, at en hvilken som helst “ret”, man kunne komme i tanke om, dermed er noget, som forfatningen ipso facto skal garantere.

Af: Anonymous

Anonymous — Mon, 13 Jun 2005 23:23:00 +0000

Naturligvis er der ingen ret til “privatliv”, hvad det så end skal betyde, i den amr. Forfatning. Myten om en sådan “right to privacy” blev opfundet af Brennan, Blackmun & Co., da de skulle finde på grunde til at omstøde delstatslove, der begrænsede fri abort i 1972. Som alle ved, er “right to privacy” et kodeord for progressive angreb på alle lokale love og standarder, der strider mod den intellektuelle elites seksualmoral og kultur iøvrigt. Det har længe været denne elites metode at finde delstatslove, der iøvrigt næsten aldrig blev håndhævet, som strider mod denne moral, og så føre føderale retssager for at få dem ophævet. Det er så igen lykkedes i Romer. Det er en politisk kulturkamp ført under dække af jura og “rettigheder”, et ord, der bruges til at lukke enhver debat, for hvem kan være imod rettigheder?Thomas’ dissens i Romer var god føderalisme og havde intet med liberalisme-antiliberalisme at gøre. Med mindre man da med (klassisk) liberalisme mener “anything goes”, især hvis det godkendes af New York Times og den akademiske elite. Men det er jo netop her, at amerikansk “liberalism” og klassisk liberalisme skiller sig ad. Førstnævnte er en moralistisk ideologi, der vil bruge statsmagten til at gennemtvinge en bestemt dagsorden uden at spørge borgerne først. Sidstnævnte er eller bør være rummelig og fx have plads såvel til folk, der ikke har ondt af, at Texas havde en lov mod sodomi (var det ikke det, Romer handlede om?), og til folk, der mener, at Texas ikke burde have en sådan lov, men samtidig mener, at hvis den skal ophæves, er det vælgerne i Texas og ikke fem af ni dommere i Washington, der skal træffe beslutningen.Hvorvidt de studehandler, der tillod Janice Brown at slippe igennem, vil tillade nogen af de andre nævnte at blive føderale dommere, er vel uvist.Sagen mod regeringen om at udstrække habeas corpus til Guantanamo var en politisk sag anlagt for at sabotere krigen mod terror. Ingen dommer havde før drømt om, at civile retsprincipper skulle kunne overtrumfe regeringens suveræne militære beslutninger. Igen et eksempel på at eliten fører krig mod Bush med juraen som våben, men med et klart politisk mål.David G.