Forleden havde Berlingske Tidende en tankevækkende artikel om brugen af forstærkende adjektiver i den danske politiske debat, baseret på en optælling foretaget af Anders Kaasgaard. (Se Kim Møller/Uriasposten for en god MSM-kritisk perspektivering + data.) Det er i øvrigt et tema, som nærværende Punditokrat tidligere selv har berørt i en klumme i Politiken–et medie vi vender tilbage til nedenfor.
Det virker som om, at det ikke er helt enestående. I de seneste år er det fra tid til anden sket, at en enkelt liberalists meninger eller vedkommendes person er blevet gjort til "headline news" på en måde, der kan synes helt ude af proportioner med, hvad der er blevet sagt–og som næppe ville have været tilfældet, hvis holdningerne havde haft et andet politisk fortegn, og dermed været mere politisk korrekte:
- En stakkels VU-piges henkastede bemærkning i et meget langt debatindlæg hos de små, uregerlige, libertære fætre på Liberator resulterede sidste år flere måneder senere i, at hun pludseligt blev hovedhistorien i flere TV-nyhedsudsendelser og måtte trække sig fra VUs forretningsudvalg.
- En skribent samme sted, som til hver dag arbejder som specialkonsulent for en dansk politiker, kommenterede i ét indlæg, at Venstre var for "venstreorienteret" og forfægtede i et andet indlæg privat ejendomsret?for derefter at se sig selv portrætteret over et avisopslag med en fiktiv påstand om, at han skulle have sagt, at "Fattige skal sulte ihjel!". En anden avisoverskrift lød herefter, at hans hustru var "gift med en ekstremist". Han fik siden Pressenævnets udsagn for, at overskriften og det meste af artiklens karakteristik af hans holdninger var opspind.
- En årti gammel anmeldelse af en rejsebog af én, der et halvt århundrede tidligere havde været SS-soldat, resulterede i, at en kendt liberalist, der var særlig rådgiver for en kirkeminister, måtte se sig selv portrætteret som nazi-sympatisør og endte inden dagens udgang som arbejdsløs (om end han langt, langt senere endte med en oprejsning og berigtigelse fra de to fremtrædende medier, der havde angrebet ham).
- En journalist, der er kendt for sine liberale holdninger, blev pludseligt i sin fagforenings medlemsblad udskreget som "højre-ekstremist".
Og det er faktisk blot nogle få af en meget stor–og voksende–stak af lignende sager. Berlingskes artikel kom f.eks. kun omtrent en uge efter, at Politiken på lederplads havde langet kraftigt ud efter socialministeren for at ansætte Punditokraternes gode ven, Christopher Arzrouni, som såkaldt "særlig rådgiver". Heri hed det under den interessante, billedlige overskrift "Rådforgiftning" bl.a. så floromvundet:
"[Socialministeren har] ansat den notoriske kamikazeliberalist Christopher Arzrouni. … Han er polemisk ultraliberalist, men paradoksalt nok loyal over for Venstres midtersøgende kurs. … Siden hen er han dog trådt i karakter med ekstreme udtalelser som »Skulle man ikke overveje helt at liberalisere besiddelse af våben?« …
ARZROUNI ER naturligvis i sin gode ret til at mene, hvad han vil – ikke mindst hvis han gør det som privatperson. Men som statsansat embedsmand er han en uheldig figur, ikke mindst, fordi hans holdninger på mange strækninger strider fundamentalt mod basale principper i den danske retsstat. Problemet er dog ikke Christopher Arzrouni som person, snarere socialminister Eva Kjer Hansens mangel på dømmekraft." (fremh. tilføjet)
Mens det må stå hen i det uvisse, hvordan det lige er, at CA's synspunkter kan intet mindre end stride fundamentalt mod basale retsstatsprincipper, må man spørge: Hvor er balancen egentlig henne i Politikens dækning og stillingtagen? Går man tilnærmelsesvis lige så prominent efter at stille spørgsmål ved navngivne offentligt ansatte, når det er nogen med en observans, der er tættere på journalisternes egen? Og hvor hurtigt ville man mon ikke være ude med formuleringer om "berufsverbot" og "MacCarthyisme", hvis andre gjorde det?
Det var emner, som nærværende punditokrat af helbredshensyn (hjertetilfælde, hjerneblødning o.l.) lod ligge, men en anden havde mod og karakter nok til at sige, hvad der skulle siges. Vi har fået lov til at gengive Henrik Gade Jensens læserbrev (10.6.) fra og om Politiken, og han er en mand, der ved, hvad han taler om:
"Et barometer på tidsånden er brugen af ordet 'kontroversiel'. Medierne bruger i dag ordet på samme måde, som kirken i gamle dage lyste personer i band. Når journalisterne udtaler ordet 'kontroversiel', arbejder meningspolitiet, for nu skal en person karaktermyrdes og skubbes ud af det gode selskab.
'Minister får kontroversiel rådgiver', lød overskriften i Politiken 4.6., da Christopher Arzrouni blev udpeget som socialministerens nye særlige rådgiver. Så er ordet sagt: kontroversiel, og så er der åbenbart noget forkert og problematisk ved den person.Politikens leder følger op og kalder Arzrouni ekstrem og taler om forgiftning. »Som statsansat embedsmand er han en uheldig figur, ikke mindst fordi hans holdninger på mange strækninger strider fundamentalt mod basale principper i den danske retsstat«, skriver lederen ud i den tomme vind.Christopher Arzrouni mener, at voksne og myndige mennesker har en moralsk ret til at gøre med sig selv, hvad de vil. Det er faktisk udgangspunktet for menneskerettighederne i deres oprindelse: at menneskers frihed kun begrænses af andre menneskers samme ret.
Christopher Arzrouni har efter min mening klart, åbent og modigt formuleret dette princip og peget på dets praktiske konsekvenser. Så kan man være enig eller uenig. Det er reel debat. Det strider ikke imod retsstaten, at borgeren ejer sig selv og ikke staten, men understøtter snarere ideen herom. Tænk, hvis staten ejede vore kroppe, så vi kun får dem til låns med pligt til at behandle dem ordentligt? Er det så kontroversielt at diskutere det?
Sjovt nok mener Politikens leder få dage senere (7.6.), at 'blodpenge' ikke lyder så dumt i forhold til retsstaten. Det er åbenbart i overensstemmelse med en retsstat at betale sig fra et mord, det mest ufrivillige og ultimative overgreb på et andet menneske. Men at voksne mennesker råder over eget legeme, anser Politiken derimod for ude af trit med principperne bag retsstaten.
Når nu Christopher Arzrouni udnævnes til 'kontroversiel', kunne det være sjovt at se, hvad der ikke er kontroversielt i dagens danske tidsånd.
At Ole Sohn som DKP-formand hyldede et af de værste folkemorderregimer i verdenshistorien, gjorde ikke ham kontroversiel. Har nogen kaldt den pæne SF-mand kontroversiel? At Anne Grete Holmsgaard kunne støtte terrororganisationen PFLP har ikke gjort hende kontroversiel. Det var ikke kontroversielt, da hun blev universitetsdirektør for DPU eller MF for SF. At formanden for 450.000 danske funktionærer og tjenestemænd i FTF er gammel KAP'er, der anså Pol Pot for vejen frem, er heller ikke kontroversielt. At Frank Aaen bifaldt Sovjets indmarch i Afghanistan og bivånede og bifaldt Kabuls fængsler, der gør Guantánamo til ren idyl – det er så rart og hyggeligt og langt fra noget skingert og kontroversielt. At Pernille Rosenkrantz-Theil kunne udtrykke sympati for malerklatter på stats- og udenrigsministeren – det er også en del af dansk hygge og har næp
pe skadet pigens renomme i
medierne. Derimod er det enormt kontroversielt at mene, at noget af alt dette skulle være kontroversielt. De pæne mennesker i dag er horden af gamle venstreorienterede, der sikrer, at det aldrig vil blive kontroversielt i Danmark at ville eksperimentere med tvang og terror i utopiernes navn. Det er dem og medløberne i pressen, der definerer tidsånden og kontrollerer embedsapparatet. En artikuleret liberal mening er i dag kontroversiel. Den slags må ikke få ansættelse i den danske stat. Det skal berufsverbotes. Hvis det stod til Politiken."
Fremragende artikel!Jeg må sige, at et af de største problemer jeg som liberal har i disse tider, er at det faktisk virker som om politiken med flere synes at have overbevist alle – selv folk med liberalt islæt – om, at “liberale” og Df’ere mener det samme. Og at hvis man kalder sig liberal og er uenig med DF, så automatisk bliver betragtet som anarkist eller andet sjovt på venstrefløjen. Det er efter mine erfaringer et fåtal, der er opmærksom på det åbenlyse faktum, at den dimensionering man kører med i dag, er noget forvrøvlet sludder. Rigtigt mange synes at æde løgnene råt. Og når nok mennesker tror det samme, bliver det jo sandt…Vigtigt i den forbindelse er vel blandt andet de politiske kommentatorer og disses kolleger bestående af røde og/eller inkompetente statskundskabslærere på gymnasierne med videre (kommentaren er naturligvis ikke rettet mod den fornuftige punditokrat der har forfattet indlægget eller det fåtal af danske kolleger han måtte have, der måtte være mere eller mindre enig med ham).For hvad er der blevet af den politiske dimensionering i to akser; personlig og økonomisk frihed kontra statskontrol og regulering? Er det de radikale scient.pol’ers fortjeneste, at man bevidst har droppet den relativt meningsfyldte dimensionering og erstattet den med en en-dimensionel akse, som ingen aner hvad handler om? Er det deres fortjeneste at der i lang tid har foregået en bevidst forvirring af begreberne ved at relativere de overordnede politiske standpunkter til det danske system (hvordan kan partier der er vilde med skattesatser over 60% være “midterpartier”?)?Mit bud ville være ja til begge spørgsmål.
Bravo, Gade J. Kulturkampen fortsætter, og hvad de ærede punditokrater end måtte have af mellemgulvsfornemmelser over for den uakademiske DF-vælgerskare, så er sidstnævne i praksis på førstnævntes side.Frihedens side. Set gennem bunden af forskellige flasker, men det er den samme sol, der skinner.
Fantastisk skrevet. Efter 15 år i udlandet er jeg vendt tilbage til Danmark, kun for at finde at 68 generationens “intellektuelle” sidder endnu stærkere på magten nu en de gjorde i 80erne.Jeg har været chokeret over det sprog der bliver brugt selv af “højre orienterede” aviser som Berlingske og JP. Det er som om min generation (1970) som blev bragt op med 68erne i kontrol af medierne og skolerne har fået indprentet nogle “sanheder” som ingen stiller spørgsmålstegn mod i Danmark.Medierne bruger hvisse kode ord, som “vi må tænke på de svage” og så videre, som får selv de mest højre orienterede af mine bekendte her i landet til at holde kæft. For hvordan argumenterer man mod en sandhed (og de er jo nok klogere end os de intellektuelle).Venstre fløjen vil ikke have debat med os, da de mener de har monopol på det. Jeg siger lad dem have det og deres idioti hvis de ikke vil snakke rationelt. Men vi bør som der er sket i andre lande som USA og England bruge internettet til at skabe rigtigt debat.
Tilsyneladende har “anonymous” (som åbenbart ikke ønsker at optræde under eget navn) ikke sat sig det mindste ind i hverken situationen eller lovgivningen på området. Nyrup regeringen gennemførte med borgerlig støtte–efter at være blevet kritiseret for at ansætte politiske medarbejdere i faste, ordinære embedsmandsstillinger–at hver minister kan udpege én og kun én person, som er ansat som ministerens “særlige rådgiver”. Der findes formelle rammer for stillingerne (bl.a. at de ophører med ministerens afgang og ved udskrivelse af nyvalg, og at sådanne ansatte ikke kan give andre i ministerierne tjenesteligt pålæg), men ikke m.h.t. indholdet. Nogle bruger stillingen til at hyre en journalist som pressemand, andre en taleskriver, og helt tredje en fortrolig, politisk sparringspartner. Man kan være modstander af den pågældende ordning (personligt så jeg helst amerikanske tilstande, hvor samtlige top-stillinger blev skiftet ud efter et valg), men der er intet odiøst i, at nogen anvender den til en politisk ansættelse–det er sådan set meningen med denne særlige type stilling.Netop derfor er Politikens leder ekstra usmagelig og Henrik Gade Jensens kritik særligt passende.