Helle the Cannibal II

Jeg havde i går i min lørdags-klumme i Berlingske Tidende en opdateret version af min tidligere analyse af, hvor meget (eller lidt) der egentlig er tilbage af "Helle-effekten".  Ved avisens redigering havde man desværre forvrænget nogle tal, så her kommer den originale tekst, samt et par illustrationer.

Helle defekten

Socialdemokraterne er efter flere måneders fornyelse og fremgang tilbage ved udgangspunktet.

Det måtte næsten ske: At forårets "Helle effekt" blev til sommerens "Helle defekt". Trods uhørt positiv dækning af Socialdemokraternes nye formand, Helle Thorning-Schmidt, i alle medier, meldte hverdagen sig ganske synligt: Med en enkelt undtagelse har partiet i de seneste to en halv måneds meningsmålinger ligget på 26 pct. eller derunder—altså næsten nøjagtigt samme tilslutning, som man fik ved katastrofevalget og med Mogens Lykketoft ved roret.

Men ser man statistisk lidt nærmere på knap 30 publicerede meningsmålinger fra valgdagen til august, står et par andre ting også klart. Når Socialdemokraterne går f.eks. 1 pct. frem, kommer ca. 40 pct. af stemmerne fra den venstrefløj med hvem, man skal udgøre et parlamentarisk fundament (SF, Enhedslisten og De Radikale), mens ca. 60 pct. kommer fra de borgerlige—og tilsvarende når der er tale om en tilbagegang. Det er på den ene side god opmuntring for Thorning-Schmidt: Det viser, at hun rent faktisk kan vinde vælgere henover midten. Men tallene er også dårligt nyt—for op mod halvdelen af stemmerne kommer altså fra hendes egne allierede. Eller sagt med andre ord: Der er en delvis kannibalisme mellem partierne på samme fløj. Det betyder også, at vi ikke uden videre kan slutte, at blot fordi det går Socialdemokraterne godt, så går det nok også oppositionen som helhed godt—og regeringen tilsvarende dårligt.

Så hvor meget skal Socialdemokraterne gå frem for at trække nok til, at man har et nyt flertal? Da der var mest opmærksomhed omkring Socialdemokraternes nye formand, proklamerede DR bl.a. uden forbehold, at "Helle kan slå Fogh", men det synes nu reelt kun at være en hypotetisk mulighed.  En dansk parlamentarisk koalition skal gerne have mindst ca. 49 pct. af stemmerne for at have en realistisk mulighed for at vinde magten—og så er det endda med et par usikkerhedsmomenter, såsom hvor mange partier, man er til at dele stemmerne imellem sig, fordelingen af de nordatlantiske mandater m.v. Anskuet på den måde, er oppositionen endnu et stykke fra magten. Man er som helhed gået 1-2 pct. point frem, men faktisk har denne koalition endnu ikke haft et flertal i én eneste af meningsmålingerne efter valget i februar, og kun en gang har man været tæt på. Det var i maj, hvor opmærksomheden var mest overstrømmende, og hvor Socialdemokratiet kortvarigt lå på ca. 30 pct. Siden begyndelsen af juni har man med undtagelse af en enkelt måling ligget på sammenlagt ca. 46 pct. Man mangler med andre ord at kapre borgerlige vælgere svarende til ca. tre pct. point—uden samtidigt at miste nogen. Noget tyder på, at Helle Thorning-Schmidt uden et større skred i vælgernes holdninger render ind i et glasloft omkring de 49 pct.

Hvor meget skal partiet gå frem for, at oppositionen kan nå et flertal? Svaret er, at Socialdemokraterne skal ligge til ca. 32-33 pct. for at man kan være bare lidt sikker på overhovedet at have en chance for at komme til fadet. D.v.s. en fremgang i forhold til nu på 6-7 pct.point. Det lyder måske ikke af så meget—men det er det. Danske folketingsvalg afgøres som regel af udsving og forskelle, der er betydeligt mindre. Det kræver reelt, at partiet igen får den type valg, som man fik i 1990erne—f.eks. 1998 (hvor man fik 35,9 pct.), men det var partiets næstbedste valg i nyere tid.

Kan det lade sig gøre? I politik skal man aldrig sige aldrig, og teoretisk er muligheden der, og fire år er, som bekendt, kort tid i politik. Men er det sandsynligt, at Socialdemokraterne kan nå op på fordums storhed? Skal man tro dét, skal man i hvert fald tro på, at partiet kan skrue tiden næsten 10 år tilbage—til før indvandring blev et så fremtrædende emne i dansk politik, at det reelt kom til at forrykke hele det politiske landskab. De seneste måneder viser under alle omstændigheder, at forventningerne til, at Thorning-Schmidt ved at være yngre og pænere end gennemsnittet af politikere skulle kunne genskabe Socialdemokraternes storhed var noget optimistiske.

4 thoughts on “Helle the Cannibal II

  1. Kristoffer Bohmann

    > Helle defektenTankevækkende udtryk som både rummer vid og humor. Næste gang en journalist sætter sig til at skrive om Helle Thorning-Schmidt kan man håbe, at en nagende tvivl får journalisten til at skrive et lille d inden han skriver om Helles effekter.

    Svar
  2. Daniel Nyboe Andersen

    Udmærket analyse omend ikke nødvendigvis helt vandtæt. Jeg tilhører selv dem, der ikke er så sikker på at Socialdemokraterne har ramt bunden endnu, og intet tyder på, at Helle kan trække dem fri af hængedyndet. – Hvis man leder efter andre eksempler på markante tilbagegange, så se bare på Konservative i deres storhedstid og sammenlign med de sidste par valg. Den eneste naturlov i politisk matematik er intet er konstant. Hvorfor skulle Socialdemokraterne ikke kunne komme under 20%? (Og hvad sker der, hvis Fogh afløses af Lars Løkke og han jokker i spinaten?)Statistik og procenter er dog taknemmelige – især i kombination af de to. Derfor vil jeg stilfærdigt og uden dagsorden anføre, at virkeligheden ikke støtter din påstand om, at Soc. skal have omkring 32-33% for at regeringsmagten kan tippe. Jeg tager udgangspunkt i Søren Risbjerg Thomsens målinger for Altinget.dk i 2004. I perioden januar 2004 til juli/august 2004 stod oppositionen ifølge Søren Risbjerg Thomsen til at vinde et valg på daværende tidspunkt. I tre af disse otte måneder lå Soc. til under 31% af stemmerne – i juli 2004 sågar på præcis 30.0% På trods af at Rad. i samme måned kun stod til 8%/15 mandater viste kunne oppositionen alligevel skrabe et spinkelt flertal sammen. SF stod til samme vælgertilslutning som i indeværende måned (13 mandater) og det samme gælder for Enhedslisten. Når det korrekte tal nærmere er 30-31% og ikke 32-33% er det ganske simpelt fordi man skal tælle mandater – ikke procent. Det er ikke lige gyldigt hvor stemmerne fx falder geografisk pga. det valgsystem med kredsmanddater + tillægsmanddater vi har i Danmark. Endelig er der naturligvis spørgsmål om “stemmespild” – hvor mange stemmer på KD, CD, M og Z uden at disse kommer ind? I en situation hvor der er spænding om valgresulatet er dette ligeledes faktorer, man ikke må glemme.

    Svar
  3. Peter Kurrild-Klitgaard

    Kære Daniel Nyboe Andersen,Tak for dine kommentarer. Tak for den slags respons–som værdsættes meget mere end usaglige reaktioner (eller slet ingen).”Jeg tilhører selv dem, der ikke er så sikker på at Socialdemokraterne har ramt bunden endnu, og intet tyder på, at Helle kan trække dem fri af hængedyndet.”Helt enig. Jeg mener selv, at SD her var fanget mellem Scylla og Charybdis. Valgte de Frank Jensen tror jeg faktisk, at hans Aukenske strategi ville kunne have givet tilnærmelsesvis samme resultater (omend knap så udpræget)–d.v.s. en mobilisering af måske helt op til +35 pct. af vælgerne (men primært hentet fra venstrefløjen og med parlamentariske problemer med RV til følge). Valgte de–som tilfældet var–HTS, så tror jeg faktisk, at de, på trods af hendes umiddelbare tække, vil have et mere lavt “loft” (fordi hun simpelthen er uspiselig for mange på venstrefløjen), men tilnærmelsesvis ingen “bund” (fordi SD nu, så at sige, har solgt sin sjæl og ikke længere kan regne med traditionelle vælgerupper); tilgengæld er hun så mere parlamentarisk spiselig end FJ.” – Hvis man leder efter andre eksempler på markante tilbagegange, så se bare på Konservative i deres storhedstid og sammenlign med de sidste par valg. Den eneste naturlov i politisk matematik er intet er konstant. Hvorfor skulle Socialdemokraterne ikke kunne komme under 20%?”Helt enig.”(Og hvad sker der, hvis Fogh afløses af Lars Løkke og han jokker i spinaten?)”Det kommer nok an på, hvornår AFR forlader posten, samt omstændighederne. Der vil uden tvivl ske en vis nedslidning af hans status i de næste par år.”Statistik og procenter er dog taknemmelige – især i kombination af de to. Derfor vil jeg stilfærdigt og uden dagsorden anføre, at virkeligheden ikke støtter din påstand om, at Soc. skal have omkring 32-33% for at regeringsmagten kan tippe. Jeg tager udgangspunkt i Søren Risbjerg Thomsens målinger for Altinget.dk i 2004. I perioden januar 2004 til juli/august 2004 stod oppositionen ifølge Søren Risbjerg Thomsen til at vinde et valg på daværende tidspunkt. I tre af disse otte måneder lå Soc. til under 31% af stemmerne – i juli 2004 sågar på præcis 30.0% På trods af at Rad. i samme måned kun stod til 8%/15 mandater viste kunne oppositionen alligevel skrabe et spinkelt flertal sammen. SF stod til samme vælgertilslutning som i indeværende måned (13 mandater) og det samme gælder for Enhedslisten.”Altsammen sandt. Men som jeg selv skrev, så er det netop sikkert, at ting forandrer sig i politik, og det er jo uomtivisteligt, at SD har kunnet vinde valg/regeringsmagten med mindre end 32-33 pct. (f.eks. under Anker Jørgensen). Men i omtrent et år har billedet være det, som jeg tegnede, og under to forskellige ledere–herunder en, som har haft historisk megen positiv omtale i næsten alle medier. Jeg lavede faktisk samme analyser for samtlige meningsmålinger publiceret under valgkampen og fik tilnærmelsesvis samme resultater.”Når det korrekte tal nærmere er 30-31% og ikke 32-33% er det ganske simpelt fordi man skal tælle mandater – ikke procent. Det er ikke lige gyldigt hvor stemmerne fx falder geografisk pga. det valgsystem med kredsmanddater + tillægsmanddater vi har i Danmark.Endelig er der naturligvis spørgsmål om “stemmespild” – hvor mange stemmer på KD, CD, M og Z uden at disse kommer ind? I en situation hvor der er spænding om valgresulatet er dette ligeledes faktorer, man ikke må glemme.”Helt enig. Den slags faktorer måtte jeg i sagens natur (en klumme til en avis) referere til med passagen “og så er det endda med et par usikkerhedsmomenter, såsom hvor mange partier, man er til at dele stemmerne imellem sig, fordelingen af de nordatlantiske mandater m.v.”Bedste hilsner,Kurrild

    Svar
  4. Daniel Nyboe Andersen

    Kære PeterTak for responsen. Jeg tror godt jeg kan købe din analyse af hhv. “top og bund” hos Helle og Frank. Om Helle skulle være mere parlamentarisk spiselig for R, det ved jeg nu ikke. Umiddelbart er min opfattelse faktisk det modsatte. Frank havde et godt forhold til bla. Marianne Jelved og Frank virker ikke som en spin-off af Fogh. For en radikal kan det være svært at se forskel på Helle og Anders.Men din analyse bunder naturligvis i, at det vil være langt sværere at lave de reformer, som radikale efterhånden hungrer efter med Frank end Helle…. …Og så er vi tilbage ved Scylla og Charybdis, så det….Rart at vide ens kommentarer rent faktisk bliver læst af bidragyderne. Så gider man også skrive en kommentar, hvis man skulle føle sig fristes en anden gang.mvh.Daniel

    Svar

Leave a Reply to Peter Kurrild-KlitgaardCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.