Kommentarer til: Subjektiv livskvalitet og staten

Af: Christian Bjørnskov

Christian Bjørnskov — Sat, 08 Oct 2005 00:07:27 +0000

En kort kommentar herfra: Ja, Cepos-undersøgelsen kan måske virke bombastisk. Det er den i et vist omfang også, men der er snævre grænser for, hvor mange videnskabelige forbehold, man kan tage på ni sider. Det bagvedliggende arbejdspapir er 56 sider langt, så for at få det ned i et læsevenligt format, må man nødvendigvis være lidt hårdhændet.Christian H klager også over, at jeg ikke går ind på en diskussion om kausalitet osv. Igen er svaret ganske enkelt fordi formålet med den bagvedliggende undersøgelse er, at teste andre forskeres resultater på en forsvarlig, grundig måde. Alle de tidligere undersøgelser, som vi baserer os på, har konkrete teorier om dette og hint, som de tester mangelfuldt. Så sprøgsmålet er i sin natur rent eksplorativt: Hvilke teoretiske forklaringer holder vand når de bliver ordentligt empirisk testet? Så når vi tester tusindvis af mulige specifikationer og ikke finder en statistisk sikker sammenhæng mellem ulighed og tilfredshed i en eneste af dem, mener jeg godt man kan tillade sig at være lidt skråsikker.Sidst, men ikke mindst, er der en lang række individuelle forklaringer på tilfredshed. Når vi tester dem, skal vi være heldige for at forklare 5-8% af variationen. Når vi kan forklare 75-80% af variationen mellem lande, er der vel et hint om, at en stor del af forklaringen på individuel tilfredshed kan findes i faktorer, der påvirker det omgivende samfund. Hvis ikke, er jeg bage for at man lige så godt kan påstå hvad som helst. Men det er der så også nogen, der gør på begge yderfløje i Folketinget.

Af: Christian H.

Christian H. — Fri, 07 Oct 2005 01:13:54 +0000

Igen er det rart at høre at der er gået nogle overvejelser ind i projektet. Grunden til, at jeg først blev meget irriteret over dit indlæg og reagerede i en lidt skarp tone var, at data lige netop blev fremlagt som var de skudsikre. Når du skriver Når Mette Frederiksen og andre danske politikere fra begge sider af Folketinget lufter deres sociale indignation over uligheden, gør de det derfor stik imod fakta fra den virkelige verden og Åben samfundet, giv individer maksimal kontrol over deres egne midler, og sørg for dynamik i stedet for misundelsesdrevne interventioner. Offentlig velfærd fører i hvert fald ikke til personlig velfærd så sker det med en tone der er så skråsikker at det for nogen der ikke har kendskab til statistisk metode kan virke som objektive sandheder der ikke kan diskuteres. Ulighed kan ikke diskuteres for det er fakta at det ikke skaber øget tilfredshed med livet. Basta!Som forsker mener jeg, at du har et ansvar at leve op til. Eksemplerne på, at statistik er blevet misbrugt er så mange at det burde virke indlysende, at man netop overholder det krav, som jeg nævnte i sidste indlæg: Hold dig inde for de rammer som data tillader. Med hensyn til dine to punkter:- At variationen er systematisk og at så stor del af variationen kan forklares er alt sammen fint. Men jeg vil stadigvæk fastholde at det i bund og grund er problematisk at lave denne slags komparative undersøgelser der måler noget, der i så høj grad er et kulturelt fænomen (jeg var inde på CEPOSs hjemmeside og finde din rapport og her nævner du også at der er systematisk forskelle mellem regioner der umiddelbart må forklares ud fra kultur). Grunden til at jeg ikke er imponeret over den høje forklaringsgrad har med dit punkt nummer to at gøre:- Statistisk lyder det til I har arbejdet yderst grundigt men jeg vil alligevel mene, at det ikke nødvendigvis er god metode. Metoden bliver rent eksplorativ: I undersøger så mange sammenhænge som overhoved muligt og godtager dem der findes. Et godt kriterium for denne slags undersøgelser er vel ellers at der skal være en eller anden form for teoretisk forventning til de sammenhænge der undersøges, og de der findes. Når I også selv i rapporten giver udtryk for, at I bliver overrasket over den manglende sammenhæng mellem tilfredshed og et fungerende sundhedssystem, uddannelse og demokrati og ikke tilbyder nogen forklaring er der noget der skurer i ørene. Det virker til at data er accepteret ud fra ét eneste kriterium: Hvorvidt der er statistisk sammenhæng. Det er uhensigtsmæssigt da man ikke forholder sig til resultaterne teoretisk. Jeg kan også påpege sammenhænge mellem rygning blandt teenagere og kriminalitet eller mellem højde og matematikfærdigheder i folkeskolen men det gør ikke sammenhængene kausale de er blot statistiske. For mig virker det lidt til at være problemet i undersøgelsen. Man har taget en masse variabler (uden at kende dem alle da disse ikke er listet i rapporten så jeg må holde mig til dem i selv nævner gennem analysen) der stort set alle forholder sig til makroniveau (grad af globalisering, grad af statslig indgriben i økonomien, klimaet for erhvervslivet mv. en anden interessant tendens er de mange økonomiske variabler) og tror ud fra disse at man kan forklare personlig lykke. Min umiddelbare mistanke er, at der ligger andre variable bag disse der er de egentlige forklaringer. Du nævner selv i rapporten, at grad af globalisering kan hænge sammen med frisind hos den enkelte var det ikke en idé at undersøge, om det egentlig ikke var den bagvedliggende variabel? Jeg har i hvert fald lidt svært ved at følge den teoretiske forklaring på, hvorfor globalisering i sig selv skulle forklare personlig lykke. Det ville måske være relevant at inddrage variabler som forholdt sig til individniveau såsom antal nære venner og hvorvidt man føler, at man har nogen at snakke med om personlige ting, aspekter som jeg ved er indeholdt i visse globale undersøgelser. Hvis man kontrollerede for disse variable kunne det jo tænkes at der lige pludselig fremkom et andet billede? Men selvfølgelig er det en meget interessant undersøgelse og den har stor værdi og de krav jeg stiller er jo lidt urimelige da ingen undersøgelse vil kunne tage højde for alt. Mit primære problem var, som nævnt i indledningen, at resultaterne blev fremlagt så bombastisk det er efterhånden ved at irritere mig at man bruger tvivlsomme tal til at banke andre i hovedet med som om de var en retteliste til alverdens problemer. Og det er lidt det jeg synes du gjorde i dit indlæg.

Af: ChBj@asb.dk

ChBj@asb.dk — Thu, 06 Oct 2005 23:13:23 +0000

Det er vist på sin plads at jeg kommenterer på kommentarerne til min undersøgelse. For det første ville jeg da være idiot, hvis jeg hævdede at data er skudsikre. For det andet er illustrationen af en million danskere netop det – en illustration med et pædagogisk formål. På den anden side, at hive Tor Nørretranders ind som sandhedsvidne? Come on! Der er naturligvis problemer i at bruge sprøgsmålet, men tag og overvej to punkter:1) At lykke er relationelt er ikke et modargument. Hvis det var den eneste faktor, ville vi forvente helt tilfældig variation på tværs af lande, eller måske endda det samme niveau. Men med en række objektive faktorer kan man forklare 75-80% af variationen på tværs af lande. Er der så ikke noget at komme efter? At variationen er så systematisk, mener jeg er en indikation på at der er en vis mening i galskaben.2) Vores undersøgelse går basalt set ind på præmiserne for denne type forskning, men på en helt anden måde end Layard. Mens de fleste arbejder enten gør som Layard – henter data på forskellige usammenlignelige størrelser og leverer strategisk udvalgte eksempler for at levere en pointe – eller tester forfatternes yndlingshypotese i en 5-10 regressioner, er vi gået anderledes systematisk til værks. Vi har brugt regressionsanalyse og statistiske redskaber fra vækstteori til at analysere stort set alle forklaringer, som litteraturen har givet. Det resulterer i et stykke arbejde, der er baseret på cirka 4½ millioner regressioner. Så igen, hvis et statistisk resultat overlever den mængde tæv, er der så ikke noget om sagen?Alt i alt kan man da sagtens stille store spørgsmålstegn ved lykke-litteraturen. Men hvis politikere vil bruge den til noget, må man som minimum sørge for at teste tingene ordentligt. Det er det, vi har gjort, og det giver altså nogle ret liberalistiske konklusioner – om man så synes om det eller ej.

Af: Christian H

Christian H — Thu, 06 Oct 2005 08:28:57 +0000

Det ville have været overordentligt rart at have set disse fornuftige overvejelser i Bjørnskovs indlæg. Jeg er enig i, at det er god videnskab at forsøge at gentage et forsøg for derved at se, om man når samme resultater. Men det er samtidig god videnskabelig skik at man som forsker er klar over datas begrænsninger. Det er svært at se, hvordan det er overholdt i de meget bombastiske konklusioner (jeg er stadigvæk imponeret over udsagnet omkring hvor mange der ville være mindre lykkelige under kommunisme i Danmark). Problemet er derfor for mig at se, at Bjørnskov ryger i nøjagtig samme fælde som Layard – nemlig at han ikke overholder sidstnævnte kriterium. I forsøget på at bevise, at de myter som er blevet skabt med lignende data ikke holder, skaber Bjørnskov sine egne nye myter, som – uanset om der er metodiske forbedringer i undersøgelsesdesignet – ikke reelt kan bruges til at underbygge det ideologiske standpunkt.

Af: Peter Kurrild-Klitgaard

Peter Kurrild-Klitgaard — Wed, 05 Oct 2005 23:19:25 +0000

Jeg er faktisk enig i dele af denne kritik (hvilket jeg har diskuteret med bl.a. Christian Bjørnskov). Imidlertid mener jeg, at der er en væsentlig pointe ved at sige: Lad os lave en analyse, der undersøger et fænomen på samme (eller bedre) grundlag, som andre har gjort, og lad os se om man ved at gøre det endnu bedre og mere systematisk faktisk når de samme resultater, som de hævder. Med andre ord: Det er ikke trivielt (eller uvidenskabeligt) at sige, hvis A når konklusion X ved at bruge metode Q1, hvad vil konklusionen så være, hvis vi, B, anvender metode Q2 (som er langt bedre end Q1)? Når man så en konklusion X’, er det meget muligt, at dette ikke sker på et vandtæt grundlag, som gør, at vi kan ophøje X’ til en verificeret sandhed, men det fortæller ihvertfald, at vi må afvise konklusion X. Der mener jeg, at Christian Bjørnskovs undersøgelse har ganske betydelig værdi, fordi den hamrer et par søm igennem nogle af de myter, som andre, der har anvendt lignende data, har været hurtige til at konstruere.

Af: Christian H

Christian H — Wed, 05 Oct 2005 03:33:10 +0000

Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde… Metodisk er begge undersøgelser en omgang nonsens. Det er ikke umiddelbart svært at forstå, hvordan folk som Layard og jeres egen undersøgelse kan nå til så forskellige konklusioner da i åbentlyst har ideologiske bagtanker.Spørgsmål af typen “Hvor tilfreds er du med dit liv” er så problematiske, at de efter min mening stort set ikke kan bruges til noget som helst når man har med transnationale undersøgelser at gøre. Som Nørretranders for nyligt i et indlæg i Politiken gjorde opmærksom på, er folks tilfredshed relationelt. Dvs. at man bedømmer ens egen situation ud fra ens omgivelser. Det er derfor metodisk fuldstændigt uforsvarligt at mene, at man kan lave seriøse komparative undersøgelser på internationale forhold ud fra et sådan spørgsmål (er en score på 4 på en 1-5 skala det samme i DK som i Zambia?).Derudover beskriver du hvordan i har brugt regressioner til udregningerne. Problemet med at bruge regressionsanalyse i denne sammenhæng er, at spørgsmålet vedrørende hvor tilfreds man er ikke kan bruges ordentligt i en sådan analyse. Det er nemlig indlysende, at det ikke giver mening at måle “afstanden” mellem de enkelte svar (måleniveauet er kun ordinalt). Hvis jeg svarer 4 på en skala fra 1-5 er jeg så dobbelt så lykkelig som en person der svarer 2? Og er afstanden mellem 4 og 5 ligeså stor som mellem 1 og 2? Tydeligvis bliver sådanne spekulationer ren volapyk. Det er derfor hamrende grinagtigt at læse hvordan 1 mio mennesker ville være mindre lykkelige i DK under kommunisme – det er simpelthen for useriøst.Min pointe er ikke at jeres undersøgelse er mindre god end Layards, den er blot at begge er lige dårlige. Det kan undre, hvordan en erklæret Labour politikker når frem til sine resultater, mens i – vel og mærke i et eksplicit forsøg på at bevise jeres egne holdninger – når frem til det stik modsatte. Begrund jeres ideologiske standpunkt med seriøse argumenter og forsøg ikke at lege talmanipulatorer for dermed at give jeres holdninger et faktuelt præg. Stå ved at jeres overbevisninger i sidste ende blot er holdninger – samfundsvidenskaben vil aldrig kunne give metodisk bevis for en enkelt ideologi!