Hr. Boe om frihed & enerne

Eftersom kammeraterne på Information nu omsider har opdaget og eksponeret, hvad nogle af os har vidst længe (men ikke har villet blamere manden med), sker der vist ingen skade ved, at jeg citerer fra sidste uges portræt af den succesrige unge instruktør Christoffer Boe:

Den 31-årige instruktør Christoffer Boe har altid skilt sig ud fra den gemene hob

Christoffer Boe har altid skilt sig ud og haft en forkærlighed for hyldesten af eneren. På Filmskolen lagde han stort ud med en trilogi – og med sin spillefilmdebut ‘Reconstruction’ markerede han sig – som en vinder. …

Det begyndte allerede, da han var barn i Nordsjælland. Mens andre løb rundt og legede, så han film af jurist-faderens yndlingsinstruktører Howard Hawks, Orson Welles, Fritz Lang og Jean-Luc Godard. Og han var kun 12 år gammel, da han begyndte at interessere sig brændende for den omstridte tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900).

“I stedet for Michael Laudrup var jeg bare interesseret i Nietzsche. Så simpelt er det, og det udartede sig til mange ting. Frem for at tænde for tv åbnede jeg en bog. Dengang læste jeg virkelig meget og havde en målsætning for, hvor mange bøger jeg skulle læse om året,” har han udtalt til Berlingske Tidende.

19 år gammel skrev han to længere artikler i det ultra-liberalistiske tidsskrift Libertas, et blad, der trods placering på den ydre højrefløj var anarkistisk nok til at gå ind for Christianias bevarelse.

Artiklernes interesse for individualistens uindskrænkede rettigheder harmonerer godt med, at Boe – da han i 2003 skulle vælge sine yndlingsfilm til visning i Cinemateket – blandt andet slog ned på King Vidors ellers ret upåagtede Ayn Rand-filmatisering Kun den stærke er fri (1949), som han roste som “et fuldstændig kompromisløst forsvar for individualismen og retten til at være sin egen.”

16 thoughts on “Hr. Boe om frihed & enerne

  1. Susanne Wigotzky

    Vel talt, Crass Børsting! Før Christoffer Boe kan vise os ikke-kulturradikale, at hans film kan sælges på markedet, er det vist næppe heller hverken præcist eller rimeligt at kalde ham for en “fuldstændig kompromiløs forsvarer for individualismen og for retten til at være sin egen.” Det gælder åbenbart kun på det rent teoretiske niveau. Men han er jo også bare en kunstner.

    Svar
  2. Crass Børsting

    Udmærkede, fornuftige holdninger, den unge hr. Boe giver udtryk for. Så mangler vi blot at se, at han på markedsøkomomiske vilkår laver en film, som kan trække et betalende publikum i biografen.

    Svar
  3. Kasper Kyndsberg

    Susanne, man kan ikke leve af sine principper. Man kan arbejde for dem – ja endsige kæmpe for dem, men ikke leve af dem. I verden idag dør man, hvis man holder fast i sin ideologi og gør den principiel.Jeg selv er revisor og størstedelen af omsætningen i vores branche kommer fordi lovgiver laver regler og laver kompliceret beskatning. Jeg står op hver dag og går på arbejde og gør mit bedste for at arbejde for vores klienter inden for lovens rammer, men grunlæggende er jeg imod at bruge mit tallent på ting politikere synes er vigtige.De fleste af Punditokraterne er ansat ved offentlige læreanstalter og deres løn finansieres primært gennem skatteopkrævning.Når alt kommer til alt, hvem kan så i grunden sige sig fri for ikke at modtage penge af staten – direkte eller indirekte? Jeg kender faktisk ikke nogen.Ændringerne kommer ikke ved at andre siger nej tak. Martyriet er hårdt og glemt efter kort tid. Det handler om at argumentere for at afskaffe skatteyderfinansierede tilskud – og helst dem, hvor man også selv bliver ramt.

    Svar
  4. Lars Hvidberg

    Susanne:Må man så heller ikke være offentligt ansat, hvis man er individualist? Eller sende sine børn i offentlig børnehave? Eller gå på det offentlige fortorv?Eller gælder der særlige regler for kunstnere?mvhLars

    Svar
  5. Susanne Wigotzky

    Det var måske nok lidt dårligt formuleret. Hvad jeg mente var bare, at der måske kunne være en uoverensstemmelse mellem det, at Christoffer Boe tilsyneladende er en ægte forsvarer af individuel frihed og autonomi, og så samtidig er dybt afhængig af statens midler. Synes du ikke, at der bør være bare en vis sammenhæng mellem det folk prædiker, og det folk gør? Ikke kun hos politikere, men også hos kunstnere? Det er kun filminstruktørens hykleri, jeg kritiserer. Og det virker i al fald bedre på mig, at juristen også overholder loven. The Lord of the Rings trilogien var en indirekte kritik af staten, og kunne sagtens klare sig på markedsvilkår. Det har jeg bare personligt mere respekt for. Men jeg har ladet mig fortælle, at du også er kunstner, så du får hermed min tilladelse til at betræde offentlige fortove 🙂

    Svar
  6. J. Hansen

    Jeg er fuldstændig enig med dig Kyndsberg. Sådan!Alt andet lige er det efter min mening bedre at give statsstøtte til en film der hylder individualisme, fremfor en film der hylder kollektivisme.Til Wigotzky kan jeg kun sige at Kyndsberg ikke er den eneste der bruger mange ord på at sige noget forholdsvis enkelt. Jeg har faktisk ondt af dig. Mage til nedladende tone skal man lede længe efter. Hr. B., jeg har også et par forslag til emner i denne tråd:Kærestepar og debatterrorismeFolkeskolelærere og individualisme

    Svar
  7. Crass Børsting

    Tillad mig at spørge, hvad den danske revisorstand kan beskæftiges med, når skattelovgivningen i et kommende liberalistisk samfund indskrænkes til nogle få, let forståelige paragraffer? De kan vel ikke alle sammen blive gadesangere eller turistfodtøjspudsere?

    Svar
  8. Susanne Wigotzky

    Jeg synes, at det er glimrende, at du er glad for dit arbejde som revisor. Jeg kan bare ikke rigtigt se, hvad det har at gøre med Boes dobbeltstandard. De fleste danskere modtager, som du korrekt siger, støtte fra staten. Men ikke alle danskere lader som om de er talspersoner for en anti-statslig individualisme. Det gør Boe offentligt. Deri består forskellen. Og deri ligger hykleriet. Hvis jeg skal sige det lidt polemisk, vil jeg sige, at du bruger forholdsvis mange ord på at sige noget forholdsvis simpelt, nemlig at finansieringen af Boes film ikke lever op til de ellers udmærkede idealer, han hylder i sine film, og som han i øvrigt giver udtryk for offentligt. Jeg er ked af det, men sådan har jeg det altså i dette spørgsmål.Kunstnere er ofte barnlige af natur, især når de ikke får deres lommepenge af den alfaderlige stat. Jeg gider bare ikke betale for, at Christoffer Boe, og andre filmkunstnere for den sags skyld, skal realisere sig selv på det store lærred, og oven i købet lade som om, at de er vildt liberale og anti-autoritære. Hvis det ikke var så tragisk, ville det næsten være lidt småkomisk.

    Svar
  9. Susanne Wigotzky

    Er det så også i orden, at skatteborgerne skal betale for, at Jørgen Leth kan udleve sine barnlige seksuelle fantasier med kameraet tændt? Jeg mener bare, Leths “Det erotiske menneske” er jo også en hyldest til individualismen. Han fik oprindeligt 450.000 kroner fra Det Danske Filminstitut til sit nu kuldsejlede projekt, men de er heldigvis blevet taget fra ham igen. Desværre er de givet videre til andre filmprojekter, der kan “berige” os kulturelt.

    Svar
  10. Lars Hvidberg

    Bielefeldt: Måske burde staten snarere give støtte til læsekurser for debattører? Jeg skriver i hvert fald ikke noget sted, at jeg mener at staten skal støtte filmen eller andre kunstarter. Jeg konstaterer blot, at man som menneske i Danmark i praksis er underlagt statens indblanding i alle dele af samfundslivet, og at man ikke som kunstner i SÆRLIG grad skal klandres for at drage de fordele af systemet, som man nu kan – ligesom erklærede liberalister ikke skal høre et ondt ord fra mig for at de sætter deres børn i kommunale børnehaver, eller beklæder forskerposter på offentlige universiteter.Det er jo desværre således, og det gælder især på kunstområdet, at statens støtte har den omkostning, at de ikke-støttede felter har det sværere end de ellers ville have: og derfor er der i praksis for en filmkunstner ingen vej uden om statsstøtten, da ingen producent ved sine fulde fem ville investere egne penge, når han ellers kan få gratis af staten ved at opfylde en række forholdsvist simple betingelser.Statsstøtten har dermed den funktion, at kun det allermest markedsdygtige overlever uden støtte, mens det som i princippet godt ville kunne klare sig uden støtte (mere smal kunst, film m.m.), udkonkurreres af statens ‘gratis’ tilbud, som i tilgift musealiseres og gøres ufarlige. Det er naturligvis utilsigtet, men ikke desto mindre det beklagelige øllebrødsresultat af støtten.Men det er for øvrigt en meget sjov vinkel, at statsstøtten støtter det som er ved at uddø. Det er jo nok ikke helt forkert, selvom det vist ikke var det som var meningen.Om motivet for indførelsen af støtteordningerne i første omgang har de deres ophav i 1960’ernes kulturpolitik, hvor ledende socialdemokratiske politikere (først og fremmest Bomholt) startede den store opdragelsesbevægelse, hvor staten i forening med kunstnerne skulle gøre borgene til gode og ansvarlige mennesker, der bekendte sig til socialdemokratiske værdier. Det var en del af det større ideologiske motiv for indførelsen af velfærdsstaten, opdragelsen af borgeren til at blive et godt og fællesskabssindet menneske, der i stedet for at elske sine jordiske besiddelser og sin familie, elskede hele menneskeheden. Projektet mislykkedes som bekendt, men institutionerne findes stadig i en fordrejet form – hvor kunststøtten nu står som garant for den ‘smalle’ kunsts autonomi, som den ellers var sat i verden for at udrydde (autonomien, ikke kunsten). mvhLars

    Svar
  11. Bielefeldt

    OPS (Oplysning til Punditokraterne om Statsstøttemotiver):Dansk producerede film skal støttes af staten, mener Lars Hvidberg og Kasper Kyndsberg. Når nu skatteyderne skal betale gildet eller ’Festen’, har de så i det mindste ikke krav på en plausibel begrundelse for støtteordningen? Jeg vil gerne have dig, Lars, til at fortælle mig, hvad dit rationale bag støtteordningen er? Svaret er i hvert fald udeblevet indtil videre i denne diskussion, hvor jeg ikke overraskende må erklære mig enig med Susanne og Antonia. Jeg vil gerne forsøge at give mit helt uvidenskabelige bud på, hvorfor staten støtter dansk film: FILMSTØTTEN SKAL STYRKE DET DANSKE FÆLLESSKAB. Ellere rettere: danske film skal (gen)skabe det Danmark, der er ved at gå tabt i en tid med globalisering og grænseoverløbere. Nationalismen spøger bag det håndholdte dogme-kamera. Det siger kulturministeren selvfølgelig ikke, men det er det dybereliggende motiv. Det kan muligvis være ubevidst. Da jeg læste Hvidberg og Kyndsbergs bekendelse til den nuværende filmstøtteordning var min første tanke, at der lå en konservativ kunst- og kulturpolitik bag. Men en konservativ kulturpolitik ville vel ikke støtte det nye. Den ny kunst skal nok blive skabt. Den behøver den konservative ikke støtte. Den konservative vil derimod støtte den kunst, der er truet – fortidens. Det er der ikke tale om her. D’herrer argumenterer for en socialistisk kunstpolitik. Socialisterne har nemlig alle dage villet støtte eksperimenter, fordi de håber, at gårsdagens grænseoverskridende filmeksperimenter kan blive morgendagens folkelige krøniker – ’Den eneste ene’, ’Italiensk for begyndere’ og ’Brødre’. Den liberale bør derimod sige til den konservative og til socialisten: ”Lige et øjeblik…engang kunne (film)kunsten sagtens finansieres, produceres og sælges på det fri marked, hvorfor kan den ikke længere det?” ”Og hvis det er rigtigt, at kunsten i dag er blevet demokratiseret og sekulariseret – at der ikke længere er forskel på høj kunst og lav kunst og på elite og masse – ja så bør kunsten ikke længere være et politikområde, men skal i stedet betragtes som en politisk fiktion, der bruges for at få fat i skatteydernes penge”. Hvor ville det dog være befriende, hvis Venstre eller Liberalisterne skrev dette i deres partiprogram. Mere dogme, mindre dogmatik.

    Svar

Leave a Reply to Simon Espersen Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.