Bushs borgerkrig

Hermed en lidt lang “round-up” for, hvordan Republikanerne i den forgangne uge har været i borgerkrig—eller rettere: bombning af hovedkvarteret:

Mange har—med en vis ret—set de muligheder for udnævnelser af nye højesteretsdommere, som præsident George W. Bush har kunnet disponere over, som hans måske væsentligste mulighed for at påvirke amerikansk indenrigspolitik på langt sigt. Og netop derfor er store dele af den amerikanske højrefløj nu i fuld udblæsning med en endog meget skarp og skrap kritik af Bush—ikke kun for hans udgiftspolitik men også—og i særdeleshed—for netop nomineringen af White House Counsel Harriet Miers til Associate Justice ved US Supreme Court.  Og i modsætning til, hvad danske medier får det til at lyde som, så har kritikken meget lidt at gøre med abort.

Kritikken har derimod alt at gøre med, at man på den amerikanske højrefløj (bredt forstået) i et par årtier har set frem til at kunne brudt med +70 års brug af Højesteret til at udvide forbundsregeringens opgaver.  Det var, hvad Rehnquists “New Federalism” gik ud på, og det er, hvad man nu mener, Bush har set stort på ved at nominere sin egen advokat—en person, der tilsyneladende er uden andre bemærkelsesværdige kvalifikationer end at Bush har talt religion med hende og har “set ind i hendes hjerte”.

Kritikken er ved at nå sådanne højder, at man formodentlig skal tilbage til George H.W. Bushs brud på sit løfte om “No New Taxes” for at finde lignende kritik fra baglandet af en Republikansk leder. Den eklektisk-konservative britiske kommentator og super-blogger Andrew Sullivan har i London Times meget fint sammenfattet problematikken på denne måde:

She has never been a judge and has never, to anyone’s knowledge, even proffered an opinion about the fundamental constitutional issues with which the Supreme Court grapples daily. But last Monday Harriet Miers was nominated to be one of only nine justices on the Supreme Court of the United States. She was, in President Bush’s words, “the best person I could find.” …

Why the outrage on the right?  It’s explicable for both short-term and long-term reasons.  In the short term this president has betrayed every conservative principle with regard to public spending.  Most conservatives bottled up their dyspepsia before the election for partisan reasons, or because they believed that the war on terror was too important to be left to John Kerry. But now that spending is spiralling up again, and Bush seems utterly unconcerned, they’re angry. … Bush blew it. He bypassed any number of superb judges to place his personal lawyer on the court. Hence the explosion of anger.”

Og derfor f.eks. på tirsdagens pressemøde dette overraskende spørgsmål til Bush fra en journalist: “Are you still a conservative?”.

Vores ærede med-Punditokrat Mchangama har allerede forleden skrevet om emnet med henvisning til de første kommentarer fra konservative kommentatorer, men her er nogle flere klip og en delvis round-up:

  • George F. Will, fremtrædende og frygtløs konservativ kommentator (som i 1988 sammenlignede daværende vicepræsident George H.W. Bush med en skødehund), skrev (som jeg selv nævnte forleden) en intet mindre end syrlig klumme.  Den har nu gjort Will så ildeset i Det Hvide Hus, at Bush ved et offentligt arrangement forleden nidstirrede ham.  Will spørger: Kan nomineringen af Miers retfærdiggøres?  Han giver svaret allerede i indledningen: “Senators beginning what ought to be a protracted and exacting scrutiny of Harriet Miers should be guided by three rules. First, it is not important that she be confirmed. Second, it might be very important that she not be. Third, the presumption—perhaps rebuttable but certainly in need of rebutting—should be that her nomination is not a defensible exercise of presidential discretion to which senatorial deference is due. It is not important that she be confirmed because there is no evidence that she is among the leading lights of American jurisprudence, or that she possesses talents commensurate with the Supreme Court’s tasks. The president’s “argument” for her amounts to: Trust me. There is no reason to … He has neither the inclination nor the ability to make sophisticated judgments about competing approaches to construing the Constitution. Few presidents acquire such abilities in the course of their pre-presidential careers, and this president particularly is not disposed to such reflections.”
  • Randy Barnett, juraprofessor og ledende klassisk-liberal retsfilosof, kalder i en kommentar i Wall Street Journal nomineringen for det værst tænkelige eksempel på den type “cronyism”, som forfatningens “founding fathers” advarede imod.
  • Rush Limbaugh, den mest lyttede til talk-radiovært i amerikansk radio, sagde i sit program: “There was an opportunity here to show strength and confidence, and I don’t think this is it … It seems to me from the outset that this is a pick that was made from weakness. … There are plenty of known quantities out there who would be superb for the Court. This is a nominee that we don’t know anything about. It makes her less of a target, but also doesn’t show a position of strength.”
  • Dommer Robert Bork, den fremtrædende jurist som Reagan i 1987 nominerede til SCOTUS, men som blev nedstemt i senatet (og som dermed lagde grunden for det amerikansk verbum “at blive ‘borked’“), kalder i et interview Miers-nomineringen “a disaster on every level … It’s a little late to develop a constitutional philosophy or begin to work it out when you’re on the court already … It’s kind of a slap in the face to the conservatives who’ve been building up a conservative legal movement for the last 20 years.
  • Charles Krauthammer, Pulitzer Pris-vindende konservativ kommentator ved Washington Post, skriver i sin klumme, at nomineringen er intet mindre end skandaløs og opfordrer direkte Bush til at trække nomineringen tilbage: “[N]ominating a constitutional tabula rasa to sit on what is America’s constitutional court is an exercise of regal authority with the arbitrariness of a king giving his favorite general a particularly plush dukedom. The only advance we’ve made since then is that Supreme Court dukedoms are not hereditary. It is particularly dismaying that this act should have been perpetrated by the conservative party. For half a century, liberals have corrupted the courts by turning them into an instrument of radical social change on questions—school prayer, abortion, busing, death penalty—that properly belong to the elected b
    ranches of government. Con
    servatives have opposed this arrogation of the legislative role and called for the restoration of the purely interpretive role of the court. To nominate someone whose adult life reveals no record of even participation in debates about constitutional interpretation is an insult to the institution, and to that vision of the institution. There are 1,084,504 lawyers in the U.S. What distinguishes Harriet Miers from any of them other than her connection with the president? To have selected her, when conservative jurisprudence has J. Harvie Wilkinson, Michael Luttig, Michael McConnell and at least a dozen others on a bench deeper than that of the New York Yankees, is scandalous. … [The] president has ducked a fight on the most important domestic question dividing liberals from conservatives: the principles by which one should read and interpret the Constitution. For a man whose presidency is marked by a courageous willingness to think and do big things, this nomination is a sorry retreat into smallness.
  • John Fund, politisk redaktør ved Wall Street Journal og som sådan noget af en big-shot i amerikanske medier, har i den forgangne uge ændret holdning. Først var han ikke begejstret for Miers-nomineringen, men mente hun skulle have en chance; nu mener han kun det første: “[That] was before I interviewed more than a dozen of her friends and colleagues along with political players in Texas. I came away convinced that questions about Ms. Miers should be raised now—and loudly—because she has spent her entire life avoiding giving a clear picture of herself. “She is unrevealing to the point that it’s an obsession,” says one of her close colleagues at her law firm. … Harriet Miers is unquestionably a fine lawyer and a woman of great character. But her record on constitutional issues is nil, and it is therefore understandable that conservatives, having been burned at least seven times in the past 50 years, would be hesitant about supporting her nomination.”
  • William Kristol, neo-konservativ chef-ideolog og redaktør ved Weekly Standard, siger træk nomineringen tilbage eller gå selv“President Bush’s nomination of Harriet Miers was an out-of-the-blue act of loyalty to a longtime staffer. Is it too much to hope that she might reciprocate by withdrawing, thereby sparing her boss the chance of lasting damage to his legacy that her appointment to the Supreme Court may well represent?”
  • Peggy Noonan, taleskriver for Reagan, Bush 41 m.fl. og skribent ved Wall Street Journal siger, at det er svært at forstå, hvad Bush tænkte på“[The] Miers pick was another administration misstep. The president misread the field, the players, their mood and attitude. He called the play, they looked up from the huddle and balked. And debated. And dissed. Momentum was lost. The quarterback looked foolish. The president would have been politically better served by what Pat Buchanan called a bench-clearing brawl. A fractious and sparring base would have come together arm in arm to fight for something all believe in: the beginning of the end of command-and-control liberalism on the U.S. Supreme Court. Senate Democrats, forced to confront a serious and principled conservative of known stature, would have damaged themselves in the fight. If in the end President Bush lost, he’d lose while advancing a cause that is right and doing serious damage to the other side. Then he could come back to win with the next nominee. And if he won he’d have won, rousing his base and reminding them why they’re Republicans. He didn’t do that. Why didn’t he? Old standard answer: In time of war he didn’t want to pick a fight with Congress that he didn’t have to pick. Obvious reply: So in time of war he picks a fight with his base? Also: The Supreme Court isn’t the kind of fight you “don’t have to pick.” History picks it for you. You fight.”
  • Den konservative forfatter og journalist Rich Miniter foretog først på sin egen hjemmeside og derefter i National Review en morsom punkt-for-punkt sammenligning af kvalifikationerne hos Harriet Miers og hos … den konservative talk-show vært Laura Ingraham.  Sammenligningen var utvetydigt til Ingrahams fordel (og det endda uden at inddrage mere åbenlyse, om end irrelevante, parametre).
  • Fhv. Bush-taleskriver David Frum (som formulerede “Axis of Evil”), hvis kritiserede Miers-udnævnelsen (som Jacob Mchangama omtalte forleden), hvilket har givet ham selv megen kritik fra Det Hvide Hus.  Han forklarer i en post, at han bare simpelthen finder kandidaten … dårlig: “So if I don’t dislike Miers and want the president to succeed, why am I speaking out? Aside from all the substantial reasons I have cited to date, I am speaking out because there are so many others who want to speak but cannot. I have spent hours over the past three days listening to conservative jurists on this topic—people who have devoted their lives to fighting battles for constitutionalism, for tort reform, for color-blind justice, people who fought the good fight to get Bork, Scalia, Thomas, and now Roberts onto the high Court. Their reaction to the nomination has been almost perfectly unanimous: Disappointment at best, dismay and anger at worst. Here’s the tough truth, and it will become more and more important as the debate continues: There is scarcely a single knowledgeable legal conservative in Washington who supports this nomination. There are many who are prepared to accept her, reluctantly, as the president’s choice. Some still hope that maybe it won’t turn out as bad as it looks. But ask them: “Well what if the president had consulted you on this choice,” and the answer is almost always some version of: “I would have thought he was joking.” … The woman is 60 years old, a lawyer for more than three decades. Can you see any instance in this long life and career where Miers ever took a risk on behalf of conservative principle? Can you see any indication of intellectual excellence? Did she ever do anything brave, anything that took backbone? Did anyone before this week ever describe her as oustanding in any way at all? If the answers to these questions is No, as it is, then you have to ask yourself: Why is a Republican president bypassing so many dozens of superb legal conservatives to choose Harriet Miers for the highest court in the land? “
  • James Taranto, redaktør for Wall Street Journals OpinionJournal.com, skriver i en kommentar om, hvordan amerikanske konservative har modtaget nomineringen: When President Bush nominated Harriet Miers on Monday, we saw it as a missed opportunity. It left us underwhelmed, not appalled. But having spent last evening communing here with some 1,000 conservatives at National Review’s 50th anniversary dinner, we see a political disaster in the making.  We talked to quite a few people, a

    nd we heard not a single kind word about the nomination from anyone who wasn’t on the White House staff. … Conventional wisdom still has it that Miers is a shoo-in for confirmation. We’re not so sure. From what we saw last night, the right is furious at President Bush for appointing someone they see as manifestly underqualified and for ducking a fight with the Democratic left.”

  • Den konservative kommentator Michelle Malkin kalder sin blog-round-up om emnet “Utterly underwhelmed”.  Den fremtrædende liberalistisk-konservative politolog-blogger Dan Drezner forholder sig til Bushs anbefaling af Miers’ kvalifikationer: “Whoa, hold the phone—she was a fair and honest Lottery Commissioner? Put this woman on the bench right away!!!”

Det interessante at bemærke her er (bl.a.), at ingen af disse kommentatorer er “evangelske kristne” eller tilhører, hvad der normalt ville blive opfattet som det “kristne højre”; det er derimod, som omtalt i Berlingske Søndag, faktisk blandt den sidstnævnte gruppe, at man finder flest, der støtter nomineringen—og formodentlig fordi hun er imod abort.  I bund og grund skyldes utilfredsheden, at én born-again Christian har udpeget en anden born-again Christian til et af nationens mest betydningsfulde embeder—og uden anden grund.  Derved har han for alvor vist, hvad han er, nemlig som Mark Steyn har udtrykt det: “The president is a religio-cultural conservative who believes in big government and big spending and paternalistic federal intervention in areas where few conservatives have ever previously thought it wise”.

Og hvad med de andre, man kunne have forventet ville støtte Miers-nomineringen?

  • Robert Novak, konservativ journalist og kommentator extraordinaire, fortæller i sin klumme, at Det Hvide Hus og partiledelsen har bedt Republikanske senatorer om at tage ordet i Senatet og støtte Miers.  Det har de generelt nægtet.
  • Den Republikanske formand for Senatets Retsudvalg, Arlen Specter (som skal lede behandlingen af nomineringen), har udtalt, at Miers har brug for et “crash course” i forfatningsret, og at hun ikke vil få svære spørgsmål til at begynde med …
  • Her er en udtalelse (via New York Times) fra en af dem, som Bush administrationen har hyret til at promovere Miers: “Sean Rushton, executive director of the Committee for Justice, said generating enthusiasm for Ms. Miers was proving difficult because “anytime we put out something positive about her it gets shot to pieces by all our allies and the blogs.””

Ouch, ouch, ouch! Med den slags venner … Noget tyder på, at Bush har lagt sig ud med en pæn del af de 45 pct. af amerikanerne, der godt kunne lide ham—og så er der ikke så mange tilbage.

PS. George Will har i øvrigt opsummeret, hvad konservative bør være utilfredse med m.h.t. Buh og Republikanerne i sin artikel i denne uges Newsweek.

10 thoughts on “Bushs borgerkrig

  1. BJ

    En meget god sammenfatning.Jeg har selv spekuleret over, om ikke nomineringen blandt andet afspejler de uheldige konsekvenser af reglen om, at en præsident ikke må sidde mere end to perioder.Du har nemlig ret i, at Bush lægger sig ud med en stor del af vælgermassen med sin nominering. Problemet er bare, at det kan han være bedøvende ligeglad med – han kan alligevel ikke genvælges som præsident, og står derfor ikke til ansvar overfor vælgerne…På den ene side kan man sige, at det er heldigt reglen er der, fordi republikanerne (og resten af USA) så ikke skal udholde yderligere 4 år mere med Bush og et tårnhøjt offentligt forbrug for lånte penge. Men hvis det netop er 2-periodereglen, der får Bush til at opføre sig ansvarsløst, så er den vel et reelt problem. Nogle punditokrater der har gjort sig overvejelser i den forbindelse?BJ

    Svar
  2. Limagolf

    Måske er det ikke begrænsningen på præsidentens embedsperiode der er et problem?Måske skulle man udnævne SCOTUS dommere med tidsbegrænset embede? 8 år eller måske 12?Så betød den enkelte nominering ikke så meget og så kunne man debatterne om nomineringerne finde et mere naturligt leje!Og jeg er uenig med PKK at diverse konservative kommentatorer på nogen måde afspejler Bushs vælgerbase (på samme måde liberale(US-style) kommentatorer ikke afspejler demokraternes vælgere.Idéen om “activist judges” er blevet central i kulturkampen (den Amerikanske, forstås), derfor den ophedede debat! Store dele af Bushs “base” havde forventet noget mere aggresivt konservativt, en ny Bork eller noget i den stil.Ovenpå svaghedstegnene ifm. håndteringen af Katrina er dæmningen bristet. Mange konservative har forsvaret Bush fordi de har ment alternativet var værre, men meget få har elsket ham (det skulle da lige være de evangeliske kristne).Dette er 5 års opsparet frustration der vælter ud og kønt er det ikke./Limagolf

    Svar
  3. Michael Kastberg

    Interessante kommentarer. For nogle dage siden læste jeg artikler og kommentarer på http://www.redstate.org som er et erklæret republikansk site, og de var alle ved at kløjs i det, netop pga. de ikke vidste om Miers var PRO-LIFE. Debatten (hvis man kan kalde det sådan – alle var enige om hun var et dårlig valgt 😉 gik mest på, at hun var en stor joker i spillet, da man ikke kendte hendes syn på Roe vs. Wade.Hvorfor vælge hende, når man havde adskillelige andre som man VIDSTE var velkvalificerede, og som – vigtist – var er klærede PRO-LIFE?Personligt har jeg ingen mening om hendes kundskaber, men hvis hun rent faktisk stemmer for at omstøde Roe Vs. Wade, så vil der fra mine side lyde et ramaskrig!

    Svar
  4. Peter Kurrild-Klitgaard

    Spørgsmålet om Roe v. Wade er på nogle punkter lidt overdrevet–ikke dermed sagt, at abort er et trivielt eller ligegyldigt spørgsmål, for det er det hverken filosofisk eller realpolitisk. Men det er generelt forkert, når Roe v. Wade omtales som en “legalisering” af abort, ligesom en højesteretsafgørelse, der ville tilsidesætte Roe v. Wade, omtales som om, det ville betyde et generelt forbud mod abort. Ingen af delene er korrekte. Dommen gik på, at forbundsstaten nu med henvisning til en “right to privacy” kunne tilsidesætte de regler i delstater, der måtte have forbud mod abort. Hvis Roe v. Wade blev omstødt imorgen ville det givetvis ikke have nogen som helst effekt i overmorgen for langt størstedelen af amerikanerne–men det ville nok kunne få konsekvenser i visse stater (f.eks. i Syden og dele af Vesten) på lidt længere sigt.Iøvrigt kan man godt være tilhænger af (eller modstander af) abort og så have et syn på Roe v. Wade, der ikke nødvendigvis er dikteret heraf. Uanset hvad man mener om abort, er det f.eks. helt oplagt, at Roe v. Wade hviler på et forfatningsmæssigt ekstremt tyndt (for ikke at sige ikke-eksisterende) grundlag. (Det er givetvis noget, som David G. kan supplere med, hvis han “lurker” her.)M.h.t. Miers: Hun er givetvis abort-modstander–det er der meget, der tyder på. Det er John Roberts, Clarence Thomas, Scalia m.fl. også af filosofisk/religiøse årsager, men det absurde ved denne sag er, at det (udover hendes køn og mangel på “paper trail”) formodentlig er noget nær den eneste årsag til, at hun er blevet nomineret–hvilket ikke kan siges om førnævnte, der tillige er fremragende jurister (uanset om man så er enige med dem).

    Svar
  5. Peter Kurrild-Klitgaard

    Det med term-limits er et tricky spørgsmål. Argumentet som du, Limagolf, kommer med bliver i faglitteraturen kaldt for “moral hazard”-argumentet: At folk opfører sig på en forkert/umoralsk/mindre acceptabel/whatever måde, når de ikke længere skal stå til regnskab (i dette tilfælde overfor vælgerne). Det argument er blevet brugt imod term-limits–hvis jeg husker rigtigt bl.a. af den amerikanske politolog Bernard Grofman (men hæng mig ikke op på det).Men logikken kan også virke den stik modsatte vej: Hvis man tror, at politikere (e.l.) opfører sig på en dårlig/uetisk/o.s.v. måde, når de skal jagte “folkesjælen” (medianvælgeren e.l.), så er det nøjagtigt den samme grund til i stedet at være fortaler for term limits. Det er argumentet oftest brugt for f.eks. at indføre term limits for politikere.Så det store spørgsmål er: Forventer man, at de pågældende personer vil opføre sig “bedre” eller “dårligere” af ikke at skulle være på genvalg/tidsbegrænset?Personligt hælder jeg nok i retning af term limits for politikere og ikke for f.eks. højesteretsdommere, men det er næppe et spørgsmål, hvor der er kategorisk rigtige svar uafhængigt af andre faktorer. F.eks. tror jeg, at term limits for medlemmer af USA’s Repræsentanternes Hus ville have positive konsekvenser (mindre uforsvarlig udgifts- og reguleringspolitik), mens den tidligere begrænsning for mexicanske præsidenter helt klart har opmuntret til “moral hazard”.PS. Tilbage til den oprindelige emne: Peggy Noonan skriver idag i WSJ, at Miers bør trække sit kandidatur:http://www.opinionjournal.com/columnists/pnoonan/?id=110007395PPS. Bushs “job approval rating” er nu nede på 39 pct., hvilket er lavere end i september umidelbart efter “Katrina” og tyder på, at det netop er kernevælgerne, der er begyndt at blive utilfredse.

    Svar
  6. Peter Kurrild-Klitgaard

    Tilbage til det egentlige emne … Jeg bryder mig faktisk umådeligt lidt om den konservative kommentator Ann Coulter. Hun er–efter min mening–overvurderet, usofistikeret og forudsigelig (blandt meget andet). Men jeg kunne ikke andet end more mig over hendes seneste klumme om nomineringen af Harriet Miers til SCOTUS, som bl.a. indeholdt denne passage (og andet sjovt):”The only sexism involved in the Miers nomination is the administration’s claim that once they decided they wanted a woman, Miers was the best they could do. Let me just say, if the top male lawyer in the country is John Roberts and the top female lawyer is Harriet Miers, we may as well stop allowing girls to go to law school.”(http://news.yahoo.com/s/ucac/20051013/cm_ucac/doesthislawdegreemakemyresumelookfat)

    Svar
  7. Limagolf

    Ang. Roe vs. Wade – Så vidt jeg lige kan se er det en ualmindeeig dårlig dom (jeg er ikke jurist må jeg dog hellere sige! men man behøver heller ikke at være raketvidenskabsmand for at skælde ud på f.eks. Kelo).Ikke desto mindre kan Republikanerne aldrig være interesseret i at få dommen omstødt!De lever jo højt på fortælligen om “activist judges” og det udbredte antiabort raseri hos basen. Begge dele eksemplificeret af Roe vs. Wade.Desværre er en ganske stor del af Amerikanerne for abort, sådan i daglig praksis – det kunne jo smutte for en selv.Så hvis Roe vs. Wade blev omstødt skulle nogle republikanere nok til at stemme FOR lokale abortlove (eller rettere omvendt) hvis de ellers ville beholde deres politiske poster.Abort ville så ikke længere være en wedge issue fordi Republikanerne ville være tvunget til at nuancere deres holdninger, om ikke andet lokalt.Det er nok derfor de tre sidste Republikanske præsidenter ikke har nomineret hardcore Roe vs. Wade modstandere – den politiske symbolik er meget mere værd en de grimme realpolitiske konsekevenser der kommer ud af en omstødelse./Limagolf

    Svar
  8. Michaek

    Enig Peter, og som du selv skriver, kan det hurtigt blive i et problem i visse stater – jeg vil tro f.eks. Texas og Utah kunne have “interesse” for at (gen)indføre forbud mod aborter, der ikke er strengt nødvendige efter læges anvisning.Selv om det måske er relativ få stater det har betydning for, vil jeg dog stadig mene at det er en katastrofe både for dem der bor i staterne (og som er PRO-CHOICE), og for det politiske signal til omverdenen.

    Svar
  9. Michael Kastberg

    Det er fuldstændig korrekt, at en omstødelse af Roe Vs. Wade ikke automatisk gør abort ulovligt, men det baner vejen for at stater som Texas (som Roe Vs. Wade oprindelig var anlagt i) og måske Utah kan indføre delstatslovgivning der ulovliggøre abort.Dette vil efter min bedste overbevisning være en katastrofe – både for de PRO-CHOICE folk der trods alt bor i staterne – og for det generelle politiske signal til omverdenen.

    Svar

Leave a Reply to Peter Kurrild-Klitgaard Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.