Kommentarer til: They are at it again

Af: Mr. Law

Mr. Law — Sun, 30 Oct 2005 07:07:58 +0000

Kære Bielefeldt,Som det vil stå læserne af denne blog klart, overvurderer du mine analytiske evner, hvilket jeg naturligvis finder både vanvittigt charmerende, men også lidt pinligt at skulle indrømme.Jeg er ikke meget for dette lille diskussionsformat, men et direkte spørgsmål bør vel efterkommes.Lad mig svare sådan, at jeg har den historieopfattelse, at personer spiller en helt afgørende rolle. Man skal vel også tilbage til tidligere tiders mere formørkede munkemarxister for at finde den holdning, at enkeltpersoner er ligegyldige, og at udviklingen forløber deterministisk alene styret af produktionsforhold – vist der da overhovedet har eksisteret så primitiv en tolkning.For at tage dit eksempel med Hitler, mener jeg, at den tyske nationalsocialisme aldrig havde fået det forløb, den fik, uden Hitler.Dette gælder også den anden vej. Hitler havde aldrig fået den magt, han fik, var han blevet født i Danmark eller på Island, og ikke i et nederlagsmærket tysktalende Østrig.Det enkelte menneske påvirkes af sine omgivelser og påvirker dem.Derfor er det centralt at forstå, eller søge at forstå, de mennesker, der har magt. Det gjaldt Hitler, det gjaldt Saddam, og det gælder andre tyraner, som stadig er ved magten.Når jeg – som du – støttede krigen, var det i høj grad ud fra en vurdering af, at Saddam var en konstant og alvorlig fare for Mellemøsten og for Vesten. Vi overvurdere, hvor farlig — ikke så meget, som medierne gerne vil give indtryk af, men dog nok til, at det er pinligt. Men at han var farlig, og kunne være blevet utroligt farlig, var han sluppet af med sanktionerne, er både det mest sandsynlige udfald af situationen i 2002-03, og støttes af Duelfer-rapporten.Tilbage står, hvad der måske er din egentlige pointe: at man skal passe på med at dæmonisere sine modstandere. Det er jeg enig i. Man skal altid forsøge at forstå sine modstandere, hverken mere eller mindre. Man skal ikke dæmonisere dem, og man skal ikke undskylde dem. Det gør det meget lettere at besejre dem.Hvis det var din pointe, er vi enige også på det punkt.

Af: Bielefeldt

Bielefeldt — Sat, 29 Oct 2005 05:51:13 +0000

Ad Mr. Law:Tillader mig lige at bruge dit indlæg til at stille dig et beslægtet spørgsmål…Jeg var for interventionen, der skiftede det gamle irakiske regime ud. Jeg er for engagementet i det ny Irak. Bare lige for at få det på plads. Men jeg sidder her med et problem eller et spørgsmål, som jeg håber, du med dit analytiske overblik kan hjælpe mig med. Lad mig begynde et andet sted end i Irak, nemlig i det tidligere Jugoslavien, nærmere bestemt Kosovo anno 1999. Før, under og efter krigen i Kosovo (som jeg også støttede) var der blandt toneangivende politikere og iagttagere en tendens til at personificere ansvaret for krigen i Kosovo i Milosevic. Jeg har af forskellige årsager beskæftiget mig en del med denne krig, og har derfor et hav af materiale liggende, der klart og tydeligt viser en dæmonisering af Milosevic, som primært kom i stand via en parallellisering af Milosevic og Hitler, men som også havde andre (beslægtede) udtryk som f.eks. en psykopatisering. I forbindelse med Kosovo krigen havde værten på DR2s Deadline inviteret Jørn Beckmann, professor, chefpsykolog, dr. med., ved Odense Universitetshospital i studiet for at forlare, hvad der dog gik eller ikke gik for sig i hovedet på Slobo. Jørn Beckmanns udtalelser til Deadline er et eksempel på, hvordan man umenneskeliggør et andet menneske. Blandt andet sagde han følgende: Han er fuldstændig indsnævret. Han kan ikke se. Han kan ikke se lidelser. Han kan ikke se barmhjertighed. Han kan ikke se andet end den tvangstanke, at han skal hævde sig gennem disse aggressive manifestationer og få andre mennesker…ligesom overlevere sin egen, nærmest psykopatiske holdning. Den bliver transformeret ud i befolkningen, så de bliver grebet af det på samme måde, og derfor sker disse fuldstændig uforståelige, uacceptable, brutale handlinger. Beckmann så i 1999 en tydelig psykologisk parallel til Hitler, og hans vurdering var dengang, at Slobodan Milosevic, som Hitler, ville begå selvmord, hvis han blev fanget og stillet for den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (hvilket han jo så ikke gjorde). Beckmanns afsluttende diagnose lød sådan her: Han er helt fuldstændig blottet for enhver mulighed for terapeutisk rækkevidde. Han er ubehandlelig. Og på spørgsmålet, hvorfor, svarede chefpsykologen noget uprofessionelt: Fordi han er psykopat (Deadline, DR2, 1/4-1999). Ak ja, sådan taler en chefpsykolog altså. Dette her fjendebillede af Milosevic som Grev Drakula i egen person installerede efter min bedste overbevisning en bestemt kausalitet ved at sætte personen Milosevic i centrum for bestræbelserne på at forklare konflikten. Fokuset på personen Milosevic og dennes psykologiske og moralske habitus skyggede efter min mening for andre, mere nærliggende årsagsforklaringer: økonomiske uligheder, den politiske radikalisering i hele regionen, og ikke mindst de ældgamle etniske modsætninger, der var kommet op til overfladen i forbindelse med demokratiseringsprocessen efter Titos død. Milosevic blev tildelt en selvstændig forklaringskraft, som, i hvert fald delvis, var ufortjent. Man spurgte ikke: Hvorfor er denne mand ved magten i Serbien? Man spurgte kun: Hvad er hans irrationelle motiver til hans bestialske handlinger? Nu ved jeg selvfølgelig godt, at der er forskel mellem Milosevic og Saddam, mellem Serbien og Irak og mellem dit og dat. Alligevel: kunne det tænkes, at dæmoniseringen af Saddam op til invasionen som i tilfældet Milosevic fjernede blikket fra de etniske og religiøse spændinger, der lader til at være en integreret del af det irakiske samfund? Man spurgte ikke: Hvorfor er denne mand ved magten i Irak? Man spurgte kun: Hvad er hans irrationelle motiver til hans bestialske handlinger? Hvis jeg har ret i min påstand om, at hitleriseringen og dæmoniseringen af Saddam Hussein inden krigen kom til at skygge for nogle af de samfundsmæssige problemer og spændinger, som amerikanerne og danskerne nu ligger og roder med, bør vi så ikke fremover bestræbe os på at nedtone personliggørelsen af problemer, trusler og konflikter, for i stedet at anlægge et bredere og mere holistisk perspektiv på, lad os bare sige….Iran? Bielefeldt (democracy@worldwide.com)

Af: David G.

David G. — Thu, 27 Oct 2005 05:30:30 +0000

Og så ved Høi eller hans klon ikke, at flertal af kvantum naturligvis er kvanta, ikke kvanti.David

Af: Christian Lindhardt-Larsen

Christian Lindhardt-Larsen — Thu, 27 Oct 2005 00:34:53 +0000

Alle danske medier kalder Joseph Wilson for ambassadør, ikke 'tidligere', givet for at sætte ham i godt lys.En god gennemgang af det ikke konservative og ikke venstredrejede Facht Finder ses her (om Nigersagen)http://www.factcheck.org/article.aspx?docID=222Berlingske Tidende er desværre ikke meget bedre end Politiken, Information for slet ikke at tale om Ritzau der er de værste.