"Gratis" offentlige ydelser i retsvæsenet

Justitsministeriet har efter et forsøg med mediation (retsmægling) ved domstolene lagt op til at, ordningen med offentligt betalt mediation indføres permanent i By- og Landsretssager. Der er meget godt at sige om mediation der med den rette mediator kan medføre konstruktive løsninger på stridigheder der ellers er gået i hårdknude. Derved kan begge parter i en strid i mange tilfælde få en tilfredsstillende løsning på stridighederne, i modsætning til når stridigheden fører til en dom, hvor den ene part typisk vil få medhold mens den anden vil stå tilbage som taber. Endvidere er systemet procesomkostningsbesparende og hurtigere end domstolene, hvor der endvidere er appelmulighed efter 1. instans.

Men, spørger advokat Claus Kaare Petersen meget fornuftigt, hvorfor skal staten påtage sig opgaven mediation når nu en hel række advokater (og andre faggrupper) har specialiseret sig i det?

Claus Kaare Petersens kritik af Justitsministeriets forslag om at lade (en lille gruppe) dommere stå for mediation er overbevisende:

Heroverfor står praktiserende mediatorer i det private erhvervsliv. Der er her tale om mange forskellige faggrupper, men alene blandt advokaterne er der i dag ca. 180 mediatorer, som alle har gennemført uddannelsen – naturligvis for egen regning. Der eksisterer altså allerede i dag et privat marked, hvor udbydere af mediation kan udføre den retsmægling, som Justitsministeriet nu ønsker at gøre til en offentlig ydelse.

I Justitsministeriets skitse omtales den foreslåede permanente ordning som gratis retsmægling. Det er naturligvis en sandhed med modifikationer, idet det reelt blot betyder en retsmægling, der betales af staten. Men hvorfor skal staten konkurrere med det private erhvervsliv ved at betale og stille retsmægling gratis til rådighed? Det er i hvert fald en konkurrence, hvor det private erhvervsliv vil få vanskeligheder ved at hævde sig.

Det kan godt undre, at det er gået på den måde, når man tænker på de overvejelser og bestræbelser, der i øvrigt har været gennemført med henblik på at overføre opgaver fra det offentlige regi til det private, når disse opgaver lige så godt kan udføres i det private erhvervsliv. Mantraet har hidtil været, at det ikke er en statslig opgave at drive forretningsmæssig virksomhed på konkurrenceudsatte markeder, medmindre der er særlige grunde hertil. Der kan eksempelvis henvises til Regeringsgrundlaget fra februar 2005 i forbindelse med overvejelser om statslige aktieposter. Justitsministerens initiativ går i den stik modsatte retning, når hun nu ønsker, at danske domstole skal påtage sig en ny opgave, som allerede løses af det private erhvervsliv, og netop på et tidspunkt, hvor dommerne klager over manglende tid til at udføre deres egentlige arbejde, nemlig »den gode retsledelse« og at skrive »den gode dom«.

De økonomiske aspekter ved denne udvidelse af det offentliges virksomhed har kun sporadisk været overvejet. Antagelsen er, at meromkostningerne vil blive opvejet af besparelser i de sager, hvor mediationen fører til, at der indgås en aftale. Men det har tilsyneladende ikke været overvejet, om denne besparelse også kan opnås, hvis mediationen overlades til det private erhvervsliv. Og det har slet ikke været overvejet, om det ud fra en samlet samfundsøkonomisk betragtning overhovedet kan betale sig, at staten påtager sig denne opgave.

Inspirationskilden i Justitsministeriet er tydeligvis den mæglingsordning, der er gennemført i Norge, og som netop går ud på statslig mediation i domstolenes regi. Det er imidlertid et mærkværdigt sted at søge inspiration.

For det første fordi den norske ordning i faglig henseende forekommer at være bagud i forhold til udviklingen flere andre steder, herunder Danmark. På en konference afholdt af Justitsministeriet og Nordisk Råd den 14. og 15. november 2005 fremgik det, at de norske dommere, der virker som retsmæglere, kun har en sporadisk uddannelse i form af et kursus på to-tre dage, at der endnu ikke foreligger etiske regler for udøvelsen af retsmæglingen, og at dommerne er mere evaluerende i mediationen i forhold til det koncept, som den danske ordning bygger på. Den norske retsmægling svarer således nærmere til traditionel forligsmægling, som danske dommere allerede kan tilbyde parterne, og der er vist ingen, der ønsker denne mulighed fjernet fra domstolene.

For det andet fordi det ville være betydeligt mere relevant at søge inspiration andre steder, f.eks. i det europæiske land, der klart er længst fremme i udviklingen af mediation, nemlig England. Efter en retsplejereform i 1999 går den engelske ordning nu i korte træk ud på, at dommeren i en sag, der er anlagt ved domstolene, kan henstille til parterne at søge mediation, hvis dommeren skønner, at sagen er egnet hertil. Herefter er det op til parterne selv at engagere og honorere en mediator. Mediatoren kan være en advokat, en forhenværende dommer eller en mediator med en helt anden faglig baggrund.

Hvis en af parterne vægrer sig ved at følge dommerens henstilling, f.eks. fordi parten vurderer, at han/hun har en meget god sag, og derfor hellere vil gennemføre retssagen, indebærer vægringen, at parterne ikke tilkendes omkostninger, selvom parten vinder retssagen. Reglen har betydet, at dommerens henstilling i praksis følges stort set altid. Og det har vel at mærke ikke haft indflydelse på antallet af mediationer, der slutter med en frivillig aftale mellem parterne. I England ligger succesraten på omkring 70 procent, altså en smule højere end i Danmark, og inden for særlige retsområder endda højere. Generelt er der i England udbredt tilfredshed med ordningen.[…]

Mediation er et fantastisk konfliktløsningsredskab, som har gået sin sejrsgang i navnlig USA, England og andre engelsksprogede lande. Det er derfor trist, at metoden skal udvandes, fordi Justitsministeriet er optaget af, at retsmægling skal være en statslig tjenesteydelse på trods af, at der allerede findes et stort antal entusiastiske og dygtige privatpraktiserende mediatorer, som imidlertid ikke har en jordisk chance for at konkurrere med et statsligt system, der tilbyder »gratis« mediation for skatteborgernes regning.

Claus Kaare Pedersens indlæg er befriende klar og bramfri kritik af statens tiltagende sig et de facto monopol på et område, der i den grad vil være bedre tjent med en markedsløsning. At forslaget om offentlig mediation kommer fra den siddende regering kan desværre ikke overraske.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.