Kurrilds kanon

“Er vi ved at blive nogle grånende gamlinge, som primært læner os op af [gamle] bøger?”, spørger Peter Kurrild i en post den 3. dec. For derpå at opstille en interessant juleleg om de tre vigtigste samfundsvidenskabelige bøger siden 1980, hvilket allerede har udløst flere kommentater og god debat. Det afslører vist, at nogle af os netop læner os op af bøger, og undertegnede melder sig gerne frivilligt blandt bogormene. Det kan godt være, at virkeligheden raser af sted – bøger eller ej – men gode bøger destillerer virkeligheden og hjælper med orienteringen – og de bedste af dem påvirker deres sam- og eftertid.

Hvis jeg skal pege på tre eksempler siden 1980, må det blive: Allan Bloom: The Closing of the American Mind (1987); Francis Fukuyama: The End of History and the Last Man (1992) og Harold Bloom: The Western Canon (1994).

Tre forskellige bøger, vistså – konservative snarere end liberalistiske i deres udsyn – men det er ikke afgørende. Det afgørende er, at der hver på deres måde, på én og samme gang, portrætterer deres tid og øver stærk indflydelse.

Den første, Allan Blooms mursten, er en slags vandring i den idépolitiske tradition i Vesten – fra Platon og frem – samt en lige højre til venstreorienteringen på de amerikanske universiteter, ligesom den udstiller hele forsøget på at give bestemte kulturer og minoriteter særrettigheder. En klart politisk ukorrekt bog, selv i dag, knap 20 år senere.

Den anden er mere poppet og tilgængelig og solgte endnu bedre; den satte en ny standard for den grundlæggende politiske diskussion på det tidspunkt – efter Murens fald – ved at argumentere for, at det liberale demokrati er det eneste legitime politiske system. Selv om Fukuyama blev udlagt som jubeloptimist, så er han nærmest tragiker, hvis man også læser slutningen om de moderne, modløse mennesker – som taget ud af Nietzsches samtidskritik.

Den sidste, Harold Blooms kanon, er godt nok litteraturhistorisk i sit sigte, men favner alligevel bredere. Ikke så meget pga. de enkelte klassikerportrætter, som pga. forfatterens insisteren på en kanon og visse vestlige dyder, der længe har været under angreb. Bloom opdeler vores historie i en teokratisk, en aristokratisk, en demokratisk og en kaotisk tidsalder, og det virker – undskyld mig – overraskende aktuelt i dag.

Hvis der var plads til flere samfundsvidenskabelige bøger på Kurrilds kanon, ville jeg medtage Ibn Warraqs religionskritik i bogen Why I am Not a Muslim fra 1995 eller Salman Rushdies roman De sataniske vers (selv om den er fiktiv), hvilket også antyder, at diskussionen anno 2005 er en anden end diskussionen efter Murens fald. At islamismen er vor tids totalitarisme, er jeg ikke et sekund i tvivl om. Her begynder en ny duel. Ikke bare på ord, men også på vilje til magt.

3 thoughts on “Kurrilds kanon

  1. Christian Bjørnskov

    Hørt! Harold Blooms kanon er et imponerende – og meget vigtigt – værk, som for mig at se har en altoverskyggende kvalitet, som værket deler med manden: Hans insisteren på, at der eksisterer god og dårlig litteratur. En af de store tragedier i humanistisk forskning såvel som en masse samfundsvidenskabelig og politik tænkning i det, der nogle gange kaldes det ‘postmoderne’ samfund (er der nogen her, der ved hvad det egentlig betyder?) er, at man har opgivet at skelne mellem skidt og kanel. I stedet argumenterer mange for, at alt er kanel! Og hvis det er grundholdningen, hvad er så den reelle forskel mellem Enhedslistens finanslovsforslag og et rigtigt borgerligt forslag? Hvad er så forskellen på Ivan Malinowski og Shakespeare? Jeg ved hvad jeg mener, men et stort hurra for Bllom for at vedholde, at man meningsfuldt kan diskutere den slags ting.

    Svar
  2. Bielefeldt

    Det er bestemt udmærkede værker, men lidt malurt i det hyldestbæger, som Jalving og Bjørnskov skænker til de to Bloom’er, er påkrævet. Malurt er som de fleste havejere vil vide en besk og bitter krydderurt. Det samme kan i en vis forstand siges om de to deracinerede jødiske intellektuelle, Harold og Allan. Jeg har tidligere her på foraet brugt (for) meget plads på Allan Blooms ’The Closing of the American Mind’, så den diskussion lader jeg ligge. Hvad Harold Bloom angår, er ’The Western Canon’ jo et utilsløret forsøg på at gøre litteratur til en ny religion. Kanon skal ophæve litteraturen til en hellig tekst, mens tekstfortolkning bliver en indvielse og fortolkerne præsteskabet. Litteratur skal erstatte kristendommen. Om Dante og Milton siger han således, at deres mål var at skrive et femte eller nyt evangelium til afløsning af Bibelen. Og hans bog indleder med at slå fast, at Bibelen og Koranen – dette har jeg nævnt før på Punditokraterne – er rene fiktioner. GT er skrevet af J, som er en kvinde. Husk her på, Jalving og Bjørnskov, at Blooms aggressivt anti-kristne eller anti-religiøse position(er) skal ses i lyset af den kanon, som gjaldt i 80erne. Den var kristen, ’græsk’, eller religiøs. Og den var T.S. Eliots kanon. Han er skurken i Blooms verden. ’The Western Canon’ er altså et projekt, der har til formål at afkristne og afhellenisere vestlig litteratur og litteraturteori – ’secular criticism’, som det med et fint ord betegnes. Blooms kanon består af 26 forfattere – heriblandt Dickinson, Ibsen, Joyce, Neruda, Goethe og Austen – og den er ikke det mindste opbyggelig. Litteratur er per definition ikke opbyggelig. Bloom er ganske vist tilhænger af vestlige værdier, men kristendommen er der ikke blevet plads til. Det trækker ned i min bog. Bloom siger, at kanon er subversiv ”of all values” (s. 29). Man bliver ikke lykkeligere af at læse kanoniske værker, og ej heller et bedre menneske i etisk forstand. Homers ’Iliaden’ lærer os om det ærefulde i at vinde en konflikt med våben, Dantes ’La Divina Commedia’ fryder sig over alle dem, der er dømt til evig pine og Dostojevskij prædiker antisemitisme og obskuranisme og så videre. Hvad gør et værk kanonisk? Hans svar er ’strangeness’. Det er en form for originalitet, der enten ikke kan assimileres eller som assimilerer os, så vi ikke ser dens fremmedhed. Det interessante ved Blooms sprogbrug om de kanoniske værker er, at den er nøjagtig den samme, som bruges i debatten om ’de fremmede’, og netop ’de fremmede’ er jo en del af årsagen til, at vi igen diskuterer kanon’er – litterære og kulturelle. Shakespeare er, ifølge Bloom, mønstereksemplet på en forfatter, der har assimileret os. Hvad får vi så ud af at læse kanoniske værker? Shakespeare ”may teach us to overhear ourselves when we talk to ourselves” (s. 31), og han kan lære os at finde os i, at vi og de andre forandrer os og sig.Jalving registrerer værkets aktualitet. En rigtig observation. Vi har kun haft få ukontroversielle kanondebatter herhjemme indtil nu, men jeg tror, at der inden for en tidshorisont på 10 til 20 år kommer en fornyet kanondebat i Danmark, som ikke så meget kommer til at handle om ’skidt og kanel’, men om indvandrere og multikultur. Og dermed kommer den sjovt nok til at ligne den amerikanske kanondebat i 90erne, der var en kamp mellem de politisk korrekte multikulturalister, der ønskede at inkludere flere kvinder, afro-amerikanere, indianere, inuit, chicanos på kanonlisten, og de universalistiske konservative, som hyldede det i virkeligheden liberale princip om, at der ikke skulle tages hensyn til race, klasse eller køn. Kanondebatten kom altså i USA (og Canada) til at handle om kampen mellem universalisterne, de konservative, og kulturrelativisterne, de progressive. Den har vi nok endnu til gode. Og kønt bliver det næppe. Kontroversene opstår den dag, hvor en ung dansk-tyrkisk kvinde fra Blågaards Plads skriver en roman, der genskriver vores nationale identitet og moderne nation. Og hendes genskrivning vil afsløre, at nationen ikke er og aldrig har været homogen. Tyrkere og ikke Forfatterskolens elever kommer til at genskrive dansk litteratur. Men det tager tid, før vi kommer til at forstå det. Når det sker, får vi en kanondebat, der vil få indvandrerdebatten til at ligne en hyggelig snak over hækken på villavejen.Coming to a Theater Near You…oh yeah!

    Svar

Leave a Reply to Kim MøllerCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.