Rohderi II

Det har ellers været en meget god uge for Venstres Jens Rohde.  Først brillerer den politiske ordfører med at hævde, at skatternes omfang ikke influerer folks adfærd; det fik han på hatten for både her og af Berlingske Tidendes chefredaktør.  Dernæst skriver han en e-mail til Venstres tillidsfolk, hvori han reelt opfordrer dem til at holde kæft med kritik af statsministerens læggen låg på velfærdsdebatten–og det fik han også på hatten for.

Rohdes e-mail har således affødt sure reaktioner fra baglandet og en (i hvert fald offentlig) irettesættelse fra partiets næstformand.  Så nu hævder Rohde, at e-mailen er blevet helt misforstået; han har såmænd altid ønsket en livlig debat i Venstre, og dét at sige, at Venstres bagland ikke skulle "køre de ideologiske kanoner i stilling", skulle da bestemt ikke forstås som om, at han prøvede at påvirke, hvilken retning (eller hvorvidt) de ideologiske kanoner skulle skyde … 

I øvrigt, siger Rohde, står han naturligvis så meget bag indholdet, at han ikke vil trække den tilbage.  Ja, det er klart.

Men ret beset: Hvad har Venstres tillidsfolk egentlig at være så utilfredse over?  Det er jo ikke i den forgangne uge, at partiets ledelse har forsøgt at undertrykke intern dissens—det har man da såmænd en ganske vist ny men dog længere og snart meget veletableret tradition for.  Det har faktisk været næsten dagens rutine siden 1998.

  • Da Anders Fogh Rasmussen blev partiformand i 1998 opfordrede han således i første omgang rituelt til en levende debat i partiet, især blandt de unge.  Få uger senere dannedes som direkte reaktion kaffeklubben Espresso, hvis første forslag var en skattereform—og det forslag resulterede i, at Rikke Hvilshøj blev spanket, både offentligt og i folketingsgruppen.
  • Da Søren Pind og Tesedrengene M/K for to år siden fremsatte de Ti Teser, skal statsministeren angiveligt have truet med at gå af som statsminister, hvis de ikke blev trukket som resolutionsforslag (Right …! Jeg kan kun sige, at jeg kunne godt tænke mig at spille poker med både Anders Fogh og Søren Pind.).
  • Ved samme lejlighed var Jens Rohde ude med en seriøs og velargumenteret stimulering af Venstres debat ved at karakterisere Pinds forslag om at lade overførselsindkomsterne stige med inflationen som "usympatisk".
  • Med slet skjult adresse til de mere ideologiske elementer i partiets bagland meddelte statsministeren under valgkampen in 2005, at liberalismen som ideologi var "død".  Så var det da klart.
  • Da socialminister Eva Kjer Hansen i september kom for skade i et interview at sige ting, som reelt stod i Venstres partiprogram (og for den sags skyld i alle de andre ikke-socialistiske partiers programmer), blev hun også truet med en ministeriel fyreseddel.

Skulle man være i tvivl om, hvad de langsigtede konsekvenser for debatklimaet i et parti er, når man udsættes for noget sådant, så kan man blot tænke på begrebet "battered wife syndrome", når man i dag kan læse, at 10 ud af 12 amtsformænd i Venstre—overraskende nok—er enige med deres partiformand i hans velfærdsstrategi.

Næ, som sådan Jens Rohde har da såmænd ikke gjort noget forkert.  Han har blot fortsat den linie, som han og andre de seneste år har lagt i Venstre: Hvorfor have debat, når man lige så godt kan kvæle den?  Hvor der i 1980erne og 1990erne var højt til loftet og dybde i debatten indenfor Venstre, er der nu så højt til loftet som i en Dansk Folkepartists parcelhus-krybekælder og så dybsindigt et niveau som i DR-TVs Showtime.

1 thought on “Rohderi II

  1. Zorro

    Politiken bringer i dag det mærkeligste portræt, som tænkes kan. Den portrætterede er Jens Rohde, og mærkværdighederne starter allerede i overskriften:Principfast og bramfriPrincipfast? Så er der da noget, jeg har misforstået. Vil det sige, at han altid har været socialdemokrat?For som politiker har Jens Rohde netop nogle af de egenskaber, som er blevet en sjælden vare i dansk politik. Han siger – i hvert fald oftere end de fleste – hvad han mener. Også når det er alt andet end karrierefremmende.Det er dog den værste gang sludder. Rohde har slikket Venstre-ledelsen i røven hele sidste valgperiode i håb om at blive minister. Da det ikke lykkedes efter valget, blev han så skuffet, at han skiftede strategi og nu lejlighedsvis har andre holdninger end ledelsen, men kun når emnet er tilpas ufarligt – d.v.s. ikke har noget med skat, velfærd og udlændinge at gøre. Men at det skulle gøre ham til en mand, som siger, hvad han mener uanset indflydelse på karrieren, er da en stor fed løgn.AndersFogh Rasmussen har af strategiske årsager trukket Venstre ind mod midten, og han ved udmærket godt, hvilke frustrationer der ulmer i de mere liberale dele af partiet. Det kan hjælpe til at holde de frustrerede i ave, at den politiske ordfører indimellem vifter højlydt med de liberale faner. Præcis som Anders Fogh Rasmussen selv gjorde, da han havde rollen.Hvornår – hvornår!- har Rohde nogensinde hjulpet med at holde de frustrerede liberale i Venstre i ave ved at vifte med liberale faner? Han har da tværtimod gjort lige det modsatte ved at frede efterlønnen, kalde gode liberale forslag for “usympatiske” og i det hele taget tude med på sangen om, at selv små liberale skridt ikke lader sig gennemføre uden at miste folkelig opbakning. Hvordan kan Politiken skrive noget, der er SÅ dumt?Det liberale segment nyder at høre en Jens Rohde proklamere, at socialdemokrat er det værste, man kan kalde ham.Nej, nej, nej! Det liberale segment er ved at kaste op, når det hører på Rohde, for det mener, at Rohde er en hykler, når han siger, at det værste, man kan kalde ham, er socialdemokrat. For hvorfor opfører han sig så som en socialdemokrat?Hvis Politiken ikke har den mindste føling med, hvad der foregår blandt liberale i Danmark, så burde bladets journalister holde helt op med at skrive om emnet. Det andet er for pinligt.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.