Regeringens politiske selvmål

Jeg plejer fra tid til anden at poste mine klummer fra Berlingske Tidende, men her i al den seneste tids snak om velfærd og reformer …  Well, som Clint Eastwood siger i Dirty Harry, altimens han sigter med sin Magnum .44: "In all this excitement, I kinda lost track myself".  Så her kommer den:

Regeringens politiske selvmål

Velfærdsreform-flop. Venstre flytter sig til venstre – og flytter vælgerne samme vej

Mange har i tidens løb spekuleret i, hvad der gemmer sig inde under Anders Fogh Rasmussens statsminister-habit: Gemmer der sig i stedet for en julemand en hulemand, en markedsøkonomisk minimalstatstilhænger? Det tror mange på venstrefløjen, og dét håber i hvert fald nogle borgerlige. Men svaret må oven på regeringens reaktioner på Velfærdskommissionens udspil være, at inden under gemmer der sig – ingenting.

For »ingenting« er formodentlig dén mest rammende beskrivelse, man kan give af regeringens vilje, visioner og værdikamp. Sjældent har man set så mange løbe så hurtigt væk fra ansvaret fra at gøre selv det mindste.

Velfærdskommissionens 43 udspil var ganske vist som helhed hverken særligt opsigtsvækkende eller intellektuelt ambitiøse. De rangerede fra det problematiske (tredobling af skat på ejerboliger) over det ligegyldige (en række nye offentlige udgifter) til det strengt nødvendige (lavere marginalskat, længere arbejdsliv, brugerbetaling osv.). Det eneste overraskende var, hvor hurtigt regeringsledelsen skød forslagene ned.

F.eks. vil beskæftigelsesministeren ikke afkorte dagpengeperioden (selvom det vil give 22.000 færre arbejdsløse), fordi det angiveligt skulle kunne ses som i strid med et løfte om ikke at ændre på satserne. Statsministeren vil ikke røre ved skatterne – ud fra en svært forståelig påstand om, at skatter intet har med velfærd at gøre. De to ministre blev loyalt bakket op af deres egen politiske ordfører, Jens Rohde, som kaldte det »akademisk« at tro, at skatter har nogen indflydelse på beskæftigelsen. Rohde må i givet fald mene, at borgernes adfærd – og dermed statens skatteindtægter – vil være uændrede, uanset om borgerne skal betale 0, 50 eller 100 pct. af deres indkomst i skat. Det er et synspunkt, som næppe mange økonomer vil kunne tilslutte sig, og som lidt venligt må betegnes som »interessant«.

Reaktionen er så meget desto mere bemærkelsesværdig, fordi Venstres strategi igennem de seneste par år først har været systematisk at udskyde debat om ethvert forslag om skatte- eller velfærdsreformer med henvisning til, at det måtte vente til efter Velfærdskommissionen, og dernæst at disse ændringer ønsker befolkningen ikke, og derfor gør Venstre heller ikke.

Derfor har Venstre nu bundet sig selv – og regeringspartneren – fast på, at der reelt kun er to ting, man vil røre ved: Man vil (måske) øge tilbagetrækningsalderen ganske beskedent, og man vil søge at få flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet.

Men er der ikke bare tale om, at regeringen simpelthen har placeret sig dér, hvor man ved, at resultatet i sidste ende må ende? Udover den mangel på politisk lederskab som en sådan tankegang er udtryk for, må man bemærke, at den tilsyneladende også har en anden effekt: Siden Anders Fogh Rasmussen i 1998 erstattede Uffe Ellemann-Jensen og begyndte en omfattende omkalfatring af Venstres politik med udmeldinger om, at marginalskatten ikke skal ned, og om at efterlønnen ikke skal afskaffes, er vælgerne blevet synligt mere venstreorienterede.

En meningsmåling fra Epinion viste i forrige uge, at blot 29 pct. af danskerne mener, at de betaler for meget i skat. I 1990 – hvor skattetrykket var mindre – var andelen hele 63 pct., og i 1998 var andelen 41 pct. Selv blandt V- og K-vælgere er der nu et flertal, der finder skattetrykket passende. Den nye linie har med andre ord haft succes – hvis succes er at få danskerne til at synes om et højere skattetryk.

Samme billede ser man i spørgsmålet om efterløn. Her viste en Gallup-måling fra forrige uge, at efterlønnen måned for måned bliver mere populær. I april i år mente 69 pct. af vælgerne, at den skulle bevares; nu er det 78 pct.

På begge punkter er der altså ikke tale om, at regeringen blot anlægger en mere midtersøgende linie for at tækkes midtervælgerne. Det gør den ganske vist også, men samtidig trækker den borgerlige vælgere til venstre og gør det dermed stadig sværere at komme igennem med de i grunden banale reformer, som selv Radikale ønsker, og som for blot få år siden ville have været ubetvivlelige elementer i arsenalet. Man er – med en gammel Venstre-høvdings ord – godt i gang med at tisse i gummistøvlerne for at holde varmen.

13 thoughts on “Regeringens politiske selvmål

  1. Pelle

    For mig er en af hjørnestenen i liberalisme friheden til at vælge. Derfor synes jeg ikke at man skal presse værdier og holdninger ned over folk, som jeg synes man gør med en statskirke, selv om nogle af holdningerne kan være nok så gode. Problemet med religion er at de (her ment de gjestlige) mener at de også skal bestemme hvordan man skal leve sit privatliv.Fædreland, i det hele taget en underligt konstruktion i vores verden. Hvad definere et fædreland? Der hvor jeg er født? hvor mine forældre er født? Hvor jeg bor? Jeg ser det som et forældet koncept. For mig at se er Danmark eller danskere (jeg selv inkluderet) ikke noget specielt ifht. andre lande/folkeslag. (Måske lige med undtagelse af vores angst for fremmede!)

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    Ja, hvis man er blot den mindste smule liberal er det til at få (endnu flere) grå hår i hovedet af. Men blot to små kommentarer.1) Venstre kan politisk tillade sig at rykke til venstre fordi der ingen alternativer er ude til højre. De vælgere, der politisk lå til højre for Venstre i Uffe Ellemans tid, vil stadig blive nødt til at stemme på Venstre, fordi alternativerne er endnu mere venstreorienterede, selvom partiet Venstre hastigt nærmer sig en traditionel socialdemokratisk position. Før der kommer et troværdigt liberalt alternativ, er statsministerens populistiske strategi omkostningsfri på den konto.2) Jeg tror man skal tage meningsmålingerne om efterlønnen med et gran salt. For det første er danskerne notorisk positive overfor enhver ‘underdog’, og idet efterlønnen er under kraftig beskydning fra snart sagt ethvert fornuftigt menneske, får den karakter som underdog. Så en del af ‘ja-stemmerne’ er måske udtryk for det i stedet for egentlig sympati? For det andet er en del af støtten efter al sandsynlighed strategisk. Mange mennesker vil gerne på efterløn – så længe resten af samfundet ikke gør det og dermed belaster deres pengepung – så de har en konkret, individuelt strategisk interesse i at udtrykke støtte til ordningen selvom de, i de samfundsmæssige perspektiv, måtte ønske den afskaffet.For at runde af, betyder det altså, at jeg egentlig ikke er så voldsomt bekymret for befolkningens holdning til efterlønnen – men nok til dens støtte til de exorbitante skatter vi har! – mens der nok er grund til bekymring på den politiske front. Men andre har nok anderledes synspunkter.

    Svar
  3. Zorro

    Før der kommer et troværdigt liberalt alternativ, er statsministerens populistiske strategi omkostningsfri på den konto.En ordentlig ledelse i Det Konservative Folkeparti ville være nok. Hvis Bendt Bendtsens flok kunne udvise lidt fasthed i kødet, så var der slet ingen grund til at bakse med et nyt parti som Liberalisterne. Ordentlige borgerlige mennesker ville flygte fra V til K, og Venstre ville ikke kunne ignorere kernevælgerne på samme måde, som det sker i dag. I hvert fald ikke uden at blive afstraffet. Men hvem gider stemme konservativt, så længe Bendt Bendtsen er frontfigur?

    Svar
  4. Christian Bjørnskov

    Jeg kunne ikke være mere enig med den kappeklædte hævner. Jeg synes egentlig ikke, Bendt Bendtsen er en dårlig konservativ partileder, men liberal er han ikke. Derfor præciseringen mht. et ‘troværdigt’ liberalt alternativ!

    Svar
  5. Zorro

    Der er efter min mening ingen grund til at skelne så meget mellem liberale og konservative. Ordentlige konservative er (og var jvf. Kurrild: https://punditokraterne.dk/30451_Plus_a_change_…html) antisocialister, og antisocialisme er, hvad vi tørster efter. Udvidelse af den personlige frihed og det personlige ansvar er både for konservative og liberale – et fællesborgerligt projekt.

    Svar
  6. Pelle

    Men konservertisme indebære også skumle kerneværdier som: “gud, konge og fædreland”. Ting som ikke er liberale kernesager. Men bortset fra det, så jo, en stærkere konservativ ledelse ønskes. Ihvertfald sådan så befolkningen kunne se at der findes andet end socialisme, had og De Radikale i dansk politik.

    Svar
  7. Zorro

    Jeg ser intet antiliberalt i Gud og Fædreland. Hvad skulle det være? Gud siger, at vi ikke må stjæle og myrde – han er en god liberalist. Hans regler sikrer, at menneskene i et (civil)samfund opfører sig ordentligt overfor hinanden, så staten kan undværes. Fædrelandet er det konkrete sted, hvor man forsvarer sin frihed mod udefrakommende stater, som vil undertrykke endnu mere end den hjemlige stat. Kongen er en længere diskussion, men hvis vi ser empirisk på det, så havde friheden i Danmark efter bedre vilkår under enevælden end nu.

    Svar
  8. Peter Kurrild-Klitgaard

    Zorro: “Kongen er en længere diskussion, men hvis vi ser empirisk på det, så havde friheden i Danmark efter bedre vilkår under enevælden end nu.”Hmmmm, bum, bum … Jeg er ikke uenig i den generelle pointe i kommentaren (eller den forrige), men lige netop denne udlægning er vel lige lovlig grovkornet. A) Retssikkerheden havde det vel ikke aldeles fremragende under enevælden–hverken generelt eller for det store flertal (ihvertfald ikke før den meget sene enevælde, stavsbåndets ophævelse, udskiftningen af fæstegodset, o.s.v.). B) Ditto med f.eks. religionsfriheden, hvor alt andet end statskirken og enkelte andre reformerede trosretninger (d.v.s. katolikker og jøder) var underlagt ekstremt kraftige restriktioner langt op i 1800-tallet. C) Ditto med den økonomiske frihed, hvor byerhvervene var domineret af privilegerede laug; hvor statsligt priv. selskaber sad på størstedelen af udenrigshandlen; hvor arbejdskraftens ret til at flytte sig frit over landegrænser (eller fra land til by) var ekstremt begrænset. o.s.v., o.s.v. (Jeg læste fornylig et anskueligt eksempel: landstedet Blågård på det nuværende Nørrebro blev i sin tid købt af en mand, der under enevælden havde været ansvarlig for toldkontrollen ved Nørreport).Tingene blev hurtigt bedre fra 1780erne og frem til 1850erne, men enevælden som helhed var næppe i nogen henseende en tid, hvor friheden havde det særligt godt.Næ, skal man pege på en æra, hvor dét var tilfældet, var det nok fra 1840erne og frem til ca. 1914/1920. Det var en periode med liberaliseringer, og hvor magtdelingen i grundloven førte til en velsignet visne-politik … (Jeg har en festlig ven eller to, som på dette tidspunkt gerne ville udbryde et “Leve Ministeriet Estrup!” … 😉

    Svar
  9. Zorro

    Nåja, så de sidste år af enevælden da … Men det er i sig selv en pointe: Under enevælden kunne statsmagten rulles tilbage, fordi der var et erkendt modsætningsforhold mellem borger og stat. Hvornår er den demokratiske stats magt blevet andet end større? Demokratiets største synd er, at det bilder borgerne ind, at staten og de er ét – jo bedre det går staten, jo mere magt den får, jo bedre er det derfor også for borgeren, lyder parolen, som demokratiet forkynder hvert minut. Derfor er statens magt kun blevet udvidet – aldrig tilbagerullet, andet end småtterier – i demokratiets æra.

    Svar
  10. Christian Bjørnskov

    Jeg er altid ked af at belemre folk med resultater fra min egen forskning, men det er vist på sin plads her. Når I diskuterer monarki – enevælde eller ej – er det værd at bemærke, at monarkier har væsentligt mere tillidsfulde befolkninger. Og tillid er en kraftig forklarende faktor for ting som kvalitet i restvæsenet, korruption osv. Så selvom man ideologisk skulle være imod at have en kongefamilie, taler tallene for sig selv. Befolkningen i monarkier er cirka 10 procentpoint mere tillidsfulde, og de 10 point er bogstaveligt talt flere 1000 dollars værd.

    Svar
  11. Peter Kurrild-Klitgaard

    Kære Christian: Det er helt i orden at belemre andre med ens egne forskningsresultater–det er meningen! Meeeen … her taler du vist om monarki i en anden forstand end den, som Zorro gør. Zorro refererede til monarki som styreform og henviste til enevælden (hvor der vitterligt var tale om en styreform). Dit datasæt har derimod givetvis operationaliseret Danmark, Norge, Sverige, Spanien, Storbritannien m.v. som monarkier (hvad de jo ubetviveligt også er i en vis forstand), men der er jo bestemt ikke tale om enevældige monarkier; i Sverige og Spanien er monarkens rolle jo reduceret til alene at være ceremoniel. Jeg har ikke leget med dit datasæt, men mit ukvalificerede gæt er, at hvis du kun skelner/sammenligner A) enevolds-monarkier (Saudi Arabien, Swaziland, Nepal (?) og en håndfuld eller halvanden lande) og B) resten, så forandres dine resultater en del (og bliver måske endda enten negative eller insignifikante). Det eneste tilnærmelsesvise enevolds-monarki, jeg kunne tænke mig at leve i, er formodentlig Liechtenstein, som jo nu–efter fyrstens ultimatum og en folkeafstemning–synes at være vendt tilbage til noget, der minder om oplyst enevælde.

    Svar
  12. Flemming

    Zorro, du skriver at konservative i ligeså høj grad som liberale tørster efter personlig frihed – her vil jeg tillade mig at være uenig, i hvert fald såfremt det konservative folkeparti anses for konservativt.Mit største problem med dem i DK er, at de er så forbandet begejstrede for overvågning, og ikke altid tænker specielt meget i retssikkerhed.Derfor er der brug for et ægte liberalt parti, såfremt man vil have et alternativ til Venstre. De Konservative kan ikke udfylde den plads, simpelthen fordi de er for politifikserede. IMO.

    Svar
  13. Claus Zilmer

    Regeringen bør dog roses for deres afvisning af Kommissionens forslag vedr. ejendomsskatter. Erfaringerne med skattestoppet betyder, at de økonomiske modeller, muligvis også teorien, må skrives om.Lettelse i ejendomsskatten er simpelt hen den bedste måde at skabe vækst på, og er, viser udviklingen siden 2002, mere end 100% selvfinansieret.Med et renteniveau som i dag, skaber 1 mia. i lettelse i ejendomsbeskatningen værdier for omkring 30 mia. Belånes blot ca. 10% af disse og anvendes på det mix af forbrug+investering, som vi har været vidne til indtil nu, er der overskud set fra statskassens synsvinkel, foruden for samfundet som helhed selvsagt.Belånningen er på omkring 25-30%, og merprovenu for omkring 10 mia. kr. kan derfor alene tilskrives skattestoppet fsv. angår ejendomsskatter. Altså skattestop har givet mere provenu.Derfor må nu snart enhver teoretisk snik-snak om omlægning af skat fra arbejde til bolig stoppe. Skat på bolig er en dårlig forretning for samfundet, og lettelser i boligbeskatningen har faktisk mere gavnlig effekt end lettelser i personbeskatningen.Det forslag som Velfærdskommissionen er kommet med vedr. øget ejendomsbeskatning vil reducere provenuet i statskassen, ikke øge det. Samtidig vil det inkl. alle negative implikationer på samfundsøkonomien ikke gøre det billigere at købe bolig, med mindre den øget beskatning fører til egentlig reccession.Og netop pga. mixet på forbrug+investering, er der ikke blot tale om kortvarige positive resultater, men også længerevarende. Økonomer der gransker lidt i erfaringerne, og fortsat vil mene ejendomsskatter er gode skatter, bør have deres skolepenge tilbage. Ejendomsskat er den dårligste skat, både for statskassen og samfundet som helhed.Høje marginalskatter er også dårlige, men faktisk må man erkende, at de negative implikationer er mindre end ejendomsskatter, da man ved opsparing i ratepensioner kan undslå sig disse, og de har ikke samme multiplikatoreffekt fsv. gælder værdidannelsen i samfundet som ejendomsskatter.Den væsentligste driver for væksten i samfundet de seneste 2 år har dog været muligheden for rentefri boliglån. Men det er samme principper der gør sig gældende her, som for lettelser i ejendomsbeskatningen.

    Svar

Leave a Reply to Peter Kurrild-KlitgaardCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.