Kommentarer til: Regeringens politiske selvmål

Af: Claus Zilmer

Claus Zilmer — Thu, 05 Jan 2006 10:26:34 +0000

Regeringen bør dog roses for deres afvisning af Kommissionens forslag vedr. ejendomsskatter. Erfaringerne med skattestoppet betyder, at de økonomiske modeller, muligvis også teorien, må skrives om.Lettelse i ejendomsskatten er simpelt hen den bedste måde at skabe vækst på, og er, viser udviklingen siden 2002, mere end 100% selvfinansieret.Med et renteniveau som i dag, skaber 1 mia. i lettelse i ejendomsbeskatningen værdier for omkring 30 mia. Belånes blot ca. 10% af disse og anvendes på det mix af forbrug+investering, som vi har været vidne til indtil nu, er der overskud set fra statskassens synsvinkel, foruden for samfundet som helhed selvsagt.Belånningen er på omkring 25-30%, og merprovenu for omkring 10 mia. kr. kan derfor alene tilskrives skattestoppet fsv. angår ejendomsskatter. Altså skattestop har givet mere provenu.Derfor må nu snart enhver teoretisk snik-snak om omlægning af skat fra arbejde til bolig stoppe. Skat på bolig er en dårlig forretning for samfundet, og lettelser i boligbeskatningen har faktisk mere gavnlig effekt end lettelser i personbeskatningen.Det forslag som Velfærdskommissionen er kommet med vedr. øget ejendomsbeskatning vil reducere provenuet i statskassen, ikke øge det. Samtidig vil det inkl. alle negative implikationer på samfundsøkonomien ikke gøre det billigere at købe bolig, med mindre den øget beskatning fører til egentlig reccession.Og netop pga. mixet på forbrug+investering, er der ikke blot tale om kortvarige positive resultater, men også længerevarende. Økonomer der gransker lidt i erfaringerne, og fortsat vil mene ejendomsskatter er gode skatter, bør have deres skolepenge tilbage. Ejendomsskat er den dårligste skat, både for statskassen og samfundet som helhed.Høje marginalskatter er også dårlige, men faktisk må man erkende, at de negative implikationer er mindre end ejendomsskatter, da man ved opsparing i ratepensioner kan undslå sig disse, og de har ikke samme multiplikatoreffekt fsv. gælder værdidannelsen i samfundet som ejendomsskatter.Den væsentligste driver for væksten i samfundet de seneste 2 år har dog været muligheden for rentefri boliglån. Men det er samme principper der gør sig gældende her, som for lettelser i ejendomsbeskatningen.

Af: Flemming

Flemming — Wed, 21 Dec 2005 02:32:10 +0000

Zorro, du skriver at konservative i ligeså høj grad som liberale tørster efter personlig frihed – her vil jeg tillade mig at være uenig, i hvert fald såfremt det konservative folkeparti anses for konservativt.Mit største problem med dem i DK er, at de er så forbandet begejstrede for overvågning, og ikke altid tænker specielt meget i retssikkerhed.Derfor er der brug for et ægte liberalt parti, såfremt man vil have et alternativ til Venstre. De Konservative kan ikke udfylde den plads, simpelthen fordi de er for politifikserede. IMO.

Af: Peter Kurrild-Klitgaard

Peter Kurrild-Klitgaard — Mon, 19 Dec 2005 09:10:00 +0000

Kære Christian: Det er helt i orden at belemre andre med ens egne forskningsresultater–det er meningen! Meeeen … her taler du vist om monarki i en anden forstand end den, som Zorro gør. Zorro refererede til monarki som styreform og henviste til enevælden (hvor der vitterligt var tale om en styreform). Dit datasæt har derimod givetvis operationaliseret Danmark, Norge, Sverige, Spanien, Storbritannien m.v. som monarkier (hvad de jo ubetviveligt også er i en vis forstand), men der er jo bestemt ikke tale om enevældige monarkier; i Sverige og Spanien er monarkens rolle jo reduceret til alene at være ceremoniel. Jeg har ikke leget med dit datasæt, men mit ukvalificerede gæt er, at hvis du kun skelner/sammenligner A) enevolds-monarkier (Saudi Arabien, Swaziland, Nepal (?) og en håndfuld eller halvanden lande) og B) resten, så forandres dine resultater en del (og bliver måske endda enten negative eller insignifikante). Det eneste tilnærmelsesvise enevolds-monarki, jeg kunne tænke mig at leve i, er formodentlig Liechtenstein, som jo nu–efter fyrstens ultimatum og en folkeafstemning–synes at være vendt tilbage til noget, der minder om oplyst enevælde.

Af: Christian Bjørnskov

Christian Bjørnskov — Mon, 19 Dec 2005 06:57:49 +0000

Jeg er altid ked af at belemre folk med resultater fra min egen forskning, men det er vist på sin plads her. Når I diskuterer monarki – enevælde eller ej – er det værd at bemærke, at monarkier har væsentligt mere tillidsfulde befolkninger. Og tillid er en kraftig forklarende faktor for ting som kvalitet i restvæsenet, korruption osv. Så selvom man ideologisk skulle være imod at have en kongefamilie, taler tallene for sig selv. Befolkningen i monarkier er cirka 10 procentpoint mere tillidsfulde, og de 10 point er bogstaveligt talt flere 1000 dollars værd.

Af: Zorro

Zorro — Mon, 19 Dec 2005 05:48:09 +0000

Nåja, så de sidste år af enevælden da … Men det er i sig selv en pointe: Under enevælden kunne statsmagten rulles tilbage, fordi der var et erkendt modsætningsforhold mellem borger og stat. Hvornår er den demokratiske stats magt blevet andet end større? Demokratiets største synd er, at det bilder borgerne ind, at staten og de er ét – jo bedre det går staten, jo mere magt den får, jo bedre er det derfor også for borgeren, lyder parolen, som demokratiet forkynder hvert minut. Derfor er statens magt kun blevet udvidet – aldrig tilbagerullet, andet end småtterier – i demokratiets æra.

Af: Peter Kurrild-Klitgaard

Peter Kurrild-Klitgaard — Mon, 19 Dec 2005 05:19:56 +0000

Zorro: “Kongen er en længere diskussion, men hvis vi ser empirisk på det, så havde friheden i Danmark efter bedre vilkår under enevælden end nu.”Hmmmm, bum, bum … Jeg er ikke uenig i den generelle pointe i kommentaren (eller den forrige), men lige netop denne udlægning er vel lige lovlig grovkornet. A) Retssikkerheden havde det vel ikke aldeles fremragende under enevælden–hverken generelt eller for det store flertal (ihvertfald ikke før den meget sene enevælde, stavsbåndets ophævelse, udskiftningen af fæstegodset, o.s.v.). B) Ditto med f.eks. religionsfriheden, hvor alt andet end statskirken og enkelte andre reformerede trosretninger (d.v.s. katolikker og jøder) var underlagt ekstremt kraftige restriktioner langt op i 1800-tallet. C) Ditto med den økonomiske frihed, hvor byerhvervene var domineret af privilegerede laug; hvor statsligt priv. selskaber sad på størstedelen af udenrigshandlen; hvor arbejdskraftens ret til at flytte sig frit over landegrænser (eller fra land til by) var ekstremt begrænset. o.s.v., o.s.v. (Jeg læste fornylig et anskueligt eksempel: landstedet Blågård på det nuværende Nørrebro blev i sin tid købt af en mand, der under enevælden havde været ansvarlig for toldkontrollen ved Nørreport).Tingene blev hurtigt bedre fra 1780erne og frem til 1850erne, men enevælden som helhed var næppe i nogen henseende en tid, hvor friheden havde det særligt godt.Næ, skal man pege på en æra, hvor dét var tilfældet, var det nok fra 1840erne og frem til ca. 1914/1920. Det var en periode med liberaliseringer, og hvor magtdelingen i grundloven førte til en velsignet visne-politik … (Jeg har en festlig ven eller to, som på dette tidspunkt gerne ville udbryde et “Leve Ministeriet Estrup!” … 😉

Af: Zorro

Zorro — Mon, 19 Dec 2005 03:23:30 +0000

Jeg ser intet antiliberalt i Gud og Fædreland. Hvad skulle det være? Gud siger, at vi ikke må stjæle og myrde – han er en god liberalist. Hans regler sikrer, at menneskene i et (civil)samfund opfører sig ordentligt overfor hinanden, så staten kan undværes. Fædrelandet er det konkrete sted, hvor man forsvarer sin frihed mod udefrakommende stater, som vil undertrykke endnu mere end den hjemlige stat. Kongen er en længere diskussion, men hvis vi ser empirisk på det, så havde friheden i Danmark efter bedre vilkår under enevælden end nu.

Af: Pelle

Pelle — Mon, 19 Dec 2005 03:08:39 +0000

Men konservertisme indebære også skumle kerneværdier som: “gud, konge og fædreland”. Ting som ikke er liberale kernesager. Men bortset fra det, så jo, en stærkere konservativ ledelse ønskes. Ihvertfald sådan så befolkningen kunne se at der findes andet end socialisme, had og De Radikale i dansk politik.

Af: Zorro

Zorro — Mon, 19 Dec 2005 01:04:08 +0000

Der er efter min mening ingen grund til at skelne så meget mellem liberale og konservative. Ordentlige konservative er (og var jvf. Kurrild: http://punditokraterne.dk/30451_Plus_a_change_…html) antisocialister, og antisocialisme er, hvad vi tørster efter. Udvidelse af den personlige frihed og det personlige ansvar er både for konservative og liberale – et fællesborgerligt projekt.

Af: Christian Bjørnskov

Christian Bjørnskov — Mon, 19 Dec 2005 00:49:01 +0000

Jeg kunne ikke være mere enig med den kappeklædte hævner. Jeg synes egentlig ikke, Bendt Bendtsen er en dårlig konservativ partileder, men liberal er han ikke. Derfor præciseringen mht. et ‘troværdigt’ liberalt alternativ!

Af: Zorro

Zorro — Mon, 19 Dec 2005 00:43:04 +0000

Før der kommer et troværdigt liberalt alternativ, er statsministerens populistiske strategi omkostningsfri på den konto.En ordentlig ledelse i Det Konservative Folkeparti ville være nok. Hvis Bendt Bendtsens flok kunne udvise lidt fasthed i kødet, så var der slet ingen grund til at bakse med et nyt parti som Liberalisterne. Ordentlige borgerlige mennesker ville flygte fra V til K, og Venstre ville ikke kunne ignorere kernevælgerne på samme måde, som det sker i dag. I hvert fald ikke uden at blive afstraffet. Men hvem gider stemme konservativt, så længe Bendt Bendtsen er frontfigur?

Af: Christian Bjørnskov

Christian Bjørnskov — Mon, 19 Dec 2005 00:15:40 +0000

Ja, hvis man er blot den mindste smule liberal er det til at få (endnu flere) grå hår i hovedet af. Men blot to små kommentarer.1) Venstre kan politisk tillade sig at rykke til venstre fordi der ingen alternativer er ude til højre. De vælgere, der politisk lå til højre for Venstre i Uffe Ellemans tid, vil stadig blive nødt til at stemme på Venstre, fordi alternativerne er endnu mere venstreorienterede, selvom partiet Venstre hastigt nærmer sig en traditionel socialdemokratisk position. Før der kommer et troværdigt liberalt alternativ, er statsministerens populistiske strategi omkostningsfri på den konto.2) Jeg tror man skal tage meningsmålingerne om efterlønnen med et gran salt. For det første er danskerne notorisk positive overfor enhver ‘underdog’, og idet efterlønnen er under kraftig beskydning fra snart sagt ethvert fornuftigt menneske, får den karakter som underdog. Så en del af ‘ja-stemmerne’ er måske udtryk for det i stedet for egentlig sympati? For det andet er en del af støtten efter al sandsynlighed strategisk. Mange mennesker vil gerne på efterløn – så længe resten af samfundet ikke gør det og dermed belaster deres pengepung – så de har en konkret, individuelt strategisk interesse i at udtrykke støtte til ordningen selvom de, i de samfundsmæssige perspektiv, måtte ønske den afskaffet.For at runde af, betyder det altså, at jeg egentlig ikke er så voldsomt bekymret for befolkningens holdning til efterlønnen – men nok til dens støtte til de exorbitante skatter vi har! – mens der nok er grund til bekymring på den politiske front. Men andre har nok anderledes synspunkter.

Af: Pelle

Pelle — Sun, 18 Dec 2005 23:57:28 +0000

For mig er en af hjørnestenen i liberalisme friheden til at vælge. Derfor synes jeg ikke at man skal presse værdier og holdninger ned over folk, som jeg synes man gør med en statskirke, selv om nogle af holdningerne kan være nok så gode. Problemet med religion er at de (her ment de gjestlige) mener at de også skal bestemme hvordan man skal leve sit privatliv.Fædreland, i det hele taget en underligt konstruktion i vores verden. Hvad definere et fædreland? Der hvor jeg er født? hvor mine forældre er født? Hvor jeg bor? Jeg ser det som et forældet koncept. For mig at se er Danmark eller danskere (jeg selv inkluderet) ikke noget specielt ifht. andre lande/folkeslag. (Måske lige med undtagelse af vores angst for fremmede!)