Platon i vintermørket

Vintermørket sænker sig over den nordlige halvkugle og de, der egentlig skulle levere lys, bringer mere mørke. Tag nu f.eks. Erik Jørgen Hansen, professor i pædagogisk sociologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Han er modstander af, at folkeskolernes karaktergennemsnit offentliggøres. Det bliver de nu heller ikke.

Hvor undervisningsministeren gerne ville offentliggøre kendsgerningerne, er professoren imod, og nu lader det til, at ministeren har opgivet kampen. Der er jo også mange andre kampe at kæmpe på netop dét område.

“Det er vanvittigt”, udtalte professoren, da sagen stod på, fordi “den umiddelbare følge er, at forældrene fravælger skoler med lave karakterer”. Tja. Nu skal man som bekendt passe på med at tale på andres vegne, men det virker umiddelbart forståeligt, at forældre gerne vil give deres afkom den bedst mulige start på tilværelsen, herunder en god eller bare rimelig god skolegang. Urimeligt? Nej, det er svært at se.

Til en god start på tilværelsen plejer oplysning at være gavnligt, men ikke hvis man er professor i pædagogisk sociologi. Så er det mere dunkelt. Som en anden Platon véd Erik Jørgen Hansen, hvad der er bedst for borgerne, og det er ikke lys. Lys får de rebelske undersåtter til at tænke rationelt, og det er farligt eller undergravende for den sociale orden, når det nu er meget bedre, at andre tænker professoralt for dem. F.eks. Erik Jørgen Hansen. Kun således sikrer vi, at alle er lige uoplyste og ufrivillige, hvorefter dansken kan fortsætte sin jævne og triste gang på jord til alles ligelige utilfredshed.

Fra dette vintermørke kan det kun gå fremad.

4 thoughts on “Platon i vintermørket

  1. Simon Espersen

    DR er imidlertid en af dem der ligger helt i Front, når det gælder om skabe den mistro, det kræves, for at få befolkningen til at underkaste sig:Eksempel 1)”DR Dokumentar søger medvirkende. ER DU ANTI-FORBRUGER? DR Dokumentar søger medvirkende til en dokumentar-serie, som handler om forbrug. Vi leder efter en familie med børn i alderen 6-10 år. En familie som IKKE følger strømmen. Som ikke bare køber og køber, men i stedet forsøger at genbruge. Eller at være kreative – fx ved selv at lave fastelavnskostumer.”- Det vil sige: tilhører du de få, der ikke er bevidstløse og passive, og som derfor i princippet ville kunne tage vare på sig selv, hvis ikke den rare velfærdsstat beskyttede dig mod erhvervslivet og de mange onde spekulanter?http://www.dr.dk/Dokumentar/kontakt/20060103134716.htmEksempel 2)”Om Krigerne En DR1 Dokumentar i fire afsnit. En snes mennesker bliver testet af psykologer og erklæret for at være normale. Derefter bliver de delt i to grupper, som spiller krigsspil mod hinanden, først uskyldig paintball på en bane i Danmark og siden under militær disciplin ude i de svenske skove . Undervejs danner de to grupper fjendebilleder af hinanden og ender med at prøve på at presse tilståelser ud af deres fanger ved hjælp af noget, der ligner tortur.”http://www.dr.dk/dokumentar/Krigerne/Om%20Krigerne.htmBudskab: uden formynderstaten varer det ikke længe før Danmark minder om Jugoslavien i opløsning.

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    Som et tænkende og forhåbentligt rimeligt rationelt mennesker, er det mig en kilde til konstant undren, at folk på venstrefløjen har så svært ved at acceptere, at offentlig service bliver evalueret. Og det er vel det, Erik Jørgen Hansens protester går ud på. Man kan ikke lade være med at få den tanke, at de ganske enkelt er bange for, at det viser sig at offentlig service ikke er så vidunderlig, som deres ideologi udsiger?På et mere specifikt plan kan det anbefales til alle, der ikke kender til Erik Jørgen Hansen, at se hans optræden i Deadline i efteråret. Manden afslører her sig selv som en af de sidste overlevende, fuldblods marxister.

    Svar
  3. Bielefeldt

    Ja til offentliggørelse af skolernes karaktergennemsnit. Nej til evaluering. Evaluering er et kontrolinstrument; den forringer undervisningen; den er et indgreb i metodefriheden; den afskaber det sunde asymmetriske forhold mellem lærer/elev og underviser/studerende; den er med til at producere mindre vidende børn og unge mennesker; og endelig gør den de studerende til klagende kunder. Evaluering fremmer ikke de kundskaber, som vi vil indpode i de unge lockeanske tabula rasa’er, og derfor bør evaluering hverken være borgerlig politik på undervisningsområdet. Det hele beror på en misforståelse. Hvordan var præstationen?

    Svar
  4. Joachim B

    Nu tilhører Erik Jørgen Hansen jo også en anden generation af samfundsforskningen end de fleste punditokrater. Faktisk er han for nylig trådt ind i emeritiens rækker. Jeg er fuldstændig enig i at meget af hans kritik af vore dages samfundsforskning virker lidt mystisk og hengemt. Det sjove er, at manden sikkert heller ikke har haft det let i de glade 70’ere hvor det at anvende kvantitative empiriske analyser i samfundsforkningen jo i sig selv blev anset for dybt reaktionært. Noget tyder på at han bare altid har været på tværs af tidsånden.

    Svar

Leave a Reply to Christian BjørnskovCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.