Kommentarer til: Bedste "nye klassikere"? II

Af: Peter Kurrild-Klitgaard

Peter Kurrild-Klitgaard — Mon, 09 Jan 2006 00:37:42 +0000

Kære Otto,Tak for dit–som altid–begavede indlæg. Jeg er ikke uenig med dig m.h.t. kvaliteten af Jasay; han er ganske fantastisk. Dog vil det nok være et rimeligt gæt, at hans bog–udover at være god–ikke opfylder det andet af mine kriterier (nemlig at have haft en synlig indflydelse).Jeg har–med skam at melde–ikke læst Nozicks “Invariances”.Resten af din post er jeg generelt enig i–men denne væsentlige undtagelse: “Det er måske rigtigt, at de fleste klassikere har en tendens til at være nogle år gamle. Men vil det ikke altid være sådan? Vi ved først om ti, tyve, tredive år, hvilke bøger der vil vedblive at blive stående i bevidsthederne. Manglende berømmelse i samtiden er ikke bevis mod udødelighed!”Dette er lige præcis det–iøvrigt ufalsificerbare–trøsteargument, som mange frihedsorienterede anvender: Vi laver jo gode værker–problemet er blot, at de andre ikke læser dem! Men om xx år, vil de (måske) nok anerkende deres værdi. Men det er jo lige netop _ikke_ tilfældet med størstedelen af de værker fra perioden 1960-1980, som jeg nævnte i min første post: Friedmans “Capitalism and Freedom”, Buchanan og Tullocks “The Calculus of Consent”, Olsons “The Logic of Collective Action”, Niskanens “Bureaucracy”, Rothbards “For A New Liberty”, Hayeks “Law, Legislation and Liberty”, David Friedmans “The Machinery of Freedom” og–sidst men mest markant–Nozicks “Anarchy, State and Utopia” (m.fl.) var jo alle så godt som “instant classics”. Her var tale om værker, der var så åbenlyst originale, øjenåbnende og tankeprovokerende, at resten af den intellektuelle verden–inkl. dem, der ikke brød sig om dem–næsten øjeblikkeligt forholdt sig til dem, fordi de (næsten) ikke kunne andet. (Måske er jeg her påvirket af, at jeg ihukommer, at jeg i 1982-84 som gymnasieelev i Odense prøvede at tygge mig igennem “Anarchy, State & Utopia”, “Law, Legislation & Liberty”, “For A New Liberty”, “The Machinery of Freedom”; kunne den slags bøger, før internettet, nå til en gymnasieelev i Odense så relativt kort tid efter udgivelsen, så må de sgu’ da være “instant classics” … ;-)Det er dén type værker, som der har været lidt for lidt af i de seneste 20-25 år. Det kan godt være, at det ikke er de/vi liberales skyld; tydeligvis er der jo gode bøger, der bliver skrevet (f.eks. de to–Nozick og Jasay–som du nævner), men så er det ihvertfald ikke nogle, der i bemærkelsesværdig grad når ud til folk. Det kan naturligvis være tidernes ugunst …Men omvendt kan det også være, at “traditionen” p.t. kører for meget i tomgang. Det fantastiske ved de ovennævnte værker (med “Capitalism and Freedom” som en undtagelse) er jo, som sagt, at de sagde noget, der både var 1) kompatibelt med et liberalt program, 2) af en vis vigtighed/relevans, og 3) egentligt “nyt”. Måske problemet er, at “vi” p.t. fejler lidt på nr. 3.

Af: Otto BP

Otto BP — Mon, 09 Jan 2006 00:12:03 +0000

Kære Peter.Jeg sagde jo, at jeg ville prøve mig som Vorherres advokat… Men det var nu ikke ment som ren trøst, at klassikerne ofte først bliver anerkendt som sådanne med tiden. Man kan – som du jo beviser – rigtig nok finde eksempler på “instant classics”. Men hvor mange af dem (Nozick måske undtaget) kunne man være sikre på, ville klare tidens tand? Og eksempler på non-instant classics er ikke svære at komme i tanke om (Humes “Treatise” faldt som han skrev “dødfødt af trykpressen”). Derfor er jeg ikke sikker på, at man skal afskrive de nymoderne helt så hurtigt. Listen med klassikere skal nok vokse sig længere.Men at der er for megen tomgang… ja det er godt nok svært at nægte.

Af: Otto BP

Otto BP — Sun, 08 Jan 2006 05:16:18 +0000

Peters pessimisme fortjener at blive forsøgt imødegået. Lad mig derfor forsøge mig som Vorherres advokat.På et punkt er det meget let. Listen mangler en tænker, som i mange henseender er den bedst tænkende moderne libertarianer: Anthony de Jasay. De fleste af hans bøger siden The State fra 1985 har klassikerpotentiale – min egen favorit er Against Politics fra 1997. Den er altså ret ny – og så er de Jasay ikke amerikaner, men europæer. Man kan indvende, at Against Politics er en essaysamling. Men det er mange nye bøger. Og en del essays udkommer ikke nødvendigvis i bøger overhovedet. Det hænger sammen med den måde, de fleste akademikere arbejder på nu til dags: Standardmetoden er at skrive arbejdspapirer, som drøftes med kolleger og derefter publiceres som videnskabelige artikler. På den baggrund er det måske ikke så mærkeligt, at der ikke kommer så mange bogklassikere (man vil kunne finde en helt tilsvarende tendens inden for f.eks. økonomisk teori, hvor “General Theory”, “Human Action”, “Monetary History of the United States” ikke har mange moderne sidestykker).Et eksempel på en samlet fremstilling er Nozicks sidste bog “Invariances” (2001), som også hører med på listen.Du har allerede nævnt mit tredje klassikerbud, Axelrods “The Evolution of Cooperation” – men bemærk at den også udspringer af en artikel, The Emergence of Cooperation among Egoists, og blot populariserer den.Det er måske rigtigt, at de fleste klassikere har en tendens til at være nogle år gamle. Men vil det ikke altid være sådan? Vi ved først om ti, tyve, tredive år, hvilke bøger der vil vedblive at blive stående i bevidsthederne. Manglende berømmelse i samtiden er ikke bevis mod udødelighed!Men det er rigtigt, at to traditioner knyttet til libertariansk politisk filosofi i nogle år har haft svært ved at vise fremdrift. Det gælder dels den østrigsk økonomiske skole, dels naturretstraditionen fra Rand og Rothbard. De vigtigste pointer fra den østigske skole er imidlertid blevet optaget i mainstream økonomisk teori – heldigvis (de få, som insisterer på at se østrigerskolen som fundamentalt alternativ til mainstream, producerer stort set ingenting nyt). Naturretsteorien har ikke rigtig klaret “er-bør”-problemet.Der er imidlertid mange glimrende økonomiske og politisk-filosofiske forfattere, som er optaget af liberalistisk og frimarkedskonservative ideer inden for rammerne af andre traditioner.Der er så mange, at man kan undre sig over, at der ikke kommer tilsvarende flere virkelig nye ideer og opdagelser. Men det gælder vist for den akademiske, videnskabelige verden generelt. Universiteternes grænseproduktivitet ser ganske klart faldende ud, når det gælder virkeligt fremragende tænkning. Så måske er der alligevel grund til pessimisme

Af: Peter Nedergaard

Peter Nedergaard — Sun, 08 Jan 2006 01:11:25 +0000

Fin præsentation. Lige et par ord om Anthony Downs (1967). Inside Bureaucracy: Det er den første bog, som med rational choice-briller analyserer, hvad der foregår internt i offentlige administrationer. Niskanen fulgte senere op, og hans bog blev bedre og præcisere, men Downs var der først. I den forstand var den banebrydende.

Af: Rasmus Ole Hansen

Rasmus Ole Hansen — Fri, 06 Jan 2006 04:30:11 +0000

Peter, da du ikke har læst The Case for democracy, anmelder jeg den kort for dig.Noget filosofisk forsvar for demokratiet frem for diktaturet er bogen ikke. Dertil er den for lommefilosofisk i sine betragtninger.Bogen er bygget op om de erfaringer Sharansky har fået som dissident i Sovjetunionen, og hvordan disse erfaringer har påvirket og hjulpet ham i det politiske spil i Israel med hensyn til forståelsen af konflikten med Arafat.Det interessante ved bogen er derfor især insiderhistorierne fra Israel-Palæstina konflikten. Den første tese der stilles op i bogen er: Et diktatur har brug for en ydre fjende, derfor kan man ikke skabe fred med et diktatur.Denne tese udspringer af årene i Sovjet og som en kritik af USAs udenrigspolitik over for Sovjet, med Kissinger i spidsen.Dette er dog en tese, han har svært ved at overbevise andre om, da han bliver involveret i israelske politik, når det kommer til den førte politik over for Arafat.Dette er dog bogens mest interessante del, hvor man hører en insider fortælle om sin oplevelse af fredsforhandlingerne med Arafat efter Oslo-aftalen.Kritikken af Israels behandling af sine arabere og kritikernes sammenligning med Sharanskys egen fortid i Sovjet og arabernes vilkår i Israel, får ham til at komme med følgende spørgsmål til om et samfund er frit. Kan man svare ja til spørgsmålene, er det et frit land man bor i:Kan landets befolkning sige hvad de tænker?Kan de publicere deres meninger?Kan de praktisere deres tro?Kan de lære om deres historie og kultur?Hans konklusion er, at det kan araberne godt i Israel, men ikke i de af Arafat styrede områder.Med den sidste tese gør han det dog klart, at demokratiet ikke er perfekt:Demokratiet er ikke en garant for at rettigheder aldrig bliver overtrådt, men et diktatur er en garant for, at de med sikkerhed bliver det.Forskellen er, at der i demokratiet bl.a. pga. ytringsfriheden vil være en konstant diskussion om samfundets indretning, som der ikke vil være i et diktatur. Af den grund vil en eventuel undertrykkelse ikke være permanent i et demokrati.Det skal bemærkes, at der på intet tidspunkt tages stilling til økonomiske frihedsrettigheders betydning, hvilket er en svaghed ved bogen, når man som jeg ikke mener, at de kan adskilles fra de politiske frihedsrettigheder.

Af: Lars Hvidberg

Lars Hvidberg — Thu, 05 Jan 2006 23:59:22 +0000

Fænomenal inspiration. Så er det til Amazon! Eller bare ned på folkebiblioteket…

Af: Rune Toftegaard Selsing

Rune Toftegaard Selsing — Thu, 05 Jan 2006 06:50:07 +0000

Mange tak. Når man er en knægt som mig, er der mange af titlerne, jeg aldrig har hørt om før, og som jeg glæder mig til at læse.mvhRune