Hvordan er danskerne – egentlig?

Som nævnt før er det gode ved JP-balladen, at den viser, hvem der står hvor og for hvad.

Midt i glæden over, at langt hovedparten af danske muslimer opfører sig civiliseret og som gode danske borgere i et velfungerende demokrati, kan man beklage, at nogle danskere bruger anledningen til selvhad.

Det er der ikke noget nyt i. Under Den Kolde Krig kæmpede vi ligeledes med en dødvægt af såkaldte intellektuelle, der langt hellere ville kritisere vores egne små fejl eller tage stilling mod den totalitære trussel. Det var de færreste, som direkte støttede de fjendtlige diktaturer. Langt de fleste led bare af det selvhad, som Karl Popper så levende har beskrevet, og som fremkaldes af frygten for at leve i et åbent samfund, hvor man er tvunget til at tænke selv, og tvunget til at høre og forholde sig til meninger, man ikke bryder sig om. Uanset denne dødvægt vandt vi alligevel, og alt tyder på, at det gør det åbne samfund også i denne omgang.

Dagens kronik i Berlingeren af Hans Jørgen Nielsen indeholder et velgørende opgør med dette selvhad. Han gengiver resultaterne af de seneste undersøgelser af danskernes holdninger til fremmede, og vi har intet at skamme os over. Kun synd at Berlingeren ikke bragte kronikken i går søndag, hvor læserkredsen er større.

Danskerne er tolerante over for fremmede, og vi ønsker dem integreret i vores samfund, så de kan deltage på lige fod med os både i det civile samfund og i det politiske, med samme rettigheder og pligter. Man kan konstatere, at langt de fleste af de danske muslimer har vist sig tilliden værdig.

Kun på et punkt synes danskerne at være, som kritikerne tror: vi er ikke meget for multikulturalisme. Men det er der heller ikke mange andre europæere, der er. I betragtning af undersøgelsernes øvrige resultater, der ikke viser tegn på xenofobi, er det nærliggende, at modviljen mod multikulturalisme ikke skyldes ønsket om en ensretning, men skyldes en bestemt fortolkning af begrebet, nemlig den fortolkning, som selvhaderne har givet det: en værdirelativisme, hvor man f.eks. vægrer sig ved at konfrontere kvindeundertrykkelse og racisme, hvis overgrebene udspiller sig i andre grupper end lyserøde danskere. Med en lille omskrivning fra 1970erne: et eksotisk folk har altid ret.

Nej, det har de ikke nødvendigvis. Og at gøre opmærksom på det, er ikke racisme, men en fortsat kamp for det åbne samfund.

7 thoughts on “Hvordan er danskerne – egentlig?

  1. David G.

    Det er ikke selvhad. Dem, vi taler om — kald dem kulturradikale, gammelmarxister, progressive, I ved hvem det er — hader overhovedet ikke sig selv. De har tværtimod særdeles gode meninger om sig selv. Det er de andre idioter, der har samme pas som de selv, som de hader. Roger Scrutons begreb oikofober — folk der hader deres hjem — passer bedre. For det er netop det, de hader, et hjem som de foragter og ønsker at lave om, og er godt i færd med det.

    Svar
  2. JON

    På godt dansk. De skider i egen rede.Jeg fryder mig over, at Politiken i dag har indrømmet at have trykt en forkert udgave af et dokument fra ambasadørerne. Nu steger “silketråden” i sit eget fedt og det hjælper ham ikke at angribe regeringen, som tamt forsvar på avisens fadæse. Gnæk gnæk!

    Svar
  3. Niels A Nielsen

    David G.Scrutons term Oikofobi er træffende, men er den ikke trods alt temmelig kongruent med selvhad? I Rifbjergs person smelter de to ting glimrende sammen.Både ‘Had din næste som dig selv’ og ‘Had din fader og din moder’ kan vel stå som dækkende overskrift for følgende raceteoretiske bemærkning fra hans hånd: “Som nation ville vi have godt af lidt raceblanding, fremfor at vi løber rundt og ligner en. flok kogte kartofler i hovedet”. Mon ikke han lige havde set sig selv i spejlet, da han skrev det 😉

    Svar
  4. Bielefeldt

    Kommentar: Det handler ikke så meget om en kamp mellem danskhed og kosmopolitisme eller hvad ved jeg, som det handler om to konkurrerende versioner af danskhed. Skal det danske behandles som en egenskab, der automatisk er installeret i enhver dansker (eksklusiv) eller er danskhed snarere en værdi, hvis indhold man kan bekende sig til eller forkaste (inklusiv). Sagen er jo, at de kulturradikale er – og vil gerne være – lige så danske som deres modstandere. Hvem vil have støtte til dansk litteratur, dansk film, dansk kunst? Nej, de hader bestemt ikke Danmark, men de hader den version af danskhed, som deres modstandere abonnerer på. Den version af danskhed, som får den ene (Seidenfaden) til at føle sig hjemme, kan fremmedgøre hans nabo (Gress).

    Svar
  5. Bielefeldt

    Når en dansk kvinde bliver slået af sin mand, kaldes det vold; når en en tyrkisk kvinde bliver slået af sin mand, kaldes det kultur. Heri består venstrefløjens skjulte racisme. Meget snedigt.

    Svar
  6. Niels A Nielsen

    Hvilken forståelse af nationalitet havde Hitler? Lige præcis den, som Bielefeldt ovenfor kalder “inklusiv”. Nationalitet som en ideologi, man enten kunne bekende sig til eller forkaste. Han påkaldte sig det tyske, hvor han mente det nationalsocialistiske totalitære program til skabelse af det NYE ariske overmenneske. Det var en ny tysker, han ville skabe, og han ærgrede sig over, at tyskerne ikke var muslimer, fordi den religion passede meget bedre på den nye mennesketype, han ville skabe, end den blødsødne kristendom gjorde. Nationalitet som historisk virkelighed interesserede ham ikke. Han var en totalitær snylter på fædrelandskærlighed, akkurat som når den store massemorder i kommunismens navn, Stalin, kaldte russernes heroiske forsvar af deres land for Den Store Fædrelandskrig.Jeg behøver heldigvis ikke bekende mig til nogen version af danskhed. Hvor hysterisk! Men jeg regner mig for dansk, fordi det nu er min historie, ogjeg regner dem for danske, som selv regner sig for danske, altså de, der med Grundtvigs ord har for modersmålet øre og for fædrelandet ild. Resten selv som dragedukker sig fra folket udelukker. (Jeg ved ikke hvorfor, jeg kommer til at tænke på Akkari og den vrede, der har rejst sig mod ham og Laban, modsat den enorme velvilje, der strømmer mod Naser Khader. At denne folkelige omfavnelse af Khader sker på trods af, at han tilhører et parti, som mildt sagt ikke er populært i alle kredse, gør kun sagen endnu mere illustrativ)En nation baserer sig grundlæggende på kærlighed, solidaritet og loyalitet, akkurat som en familie. Derfor er nationen som et folks hjem så godt et billede. I mit hjem skal jeg heldigvis ikke bekende mig til noget som helst. Jeg kan være mig selv.

    Svar
  7. David G.

    Bielefeldt:Er det mig, der fremmedgør, eller bliver jeg fremmedgjort? Og fra hvad? Og af hvem? Seidenfaden? Din bemærkning er noget uklar.Hvis folk på Jelved/Seidenfaden/Auken/Søvndal-aksen (ja, hvad skal vi dog kalde dem? Kulturradikale er for snæver en etiket) har en danskhed, lader den (hvis man følger Information, POL, DR eller andre af deres medier) til at bestå af lige dele fundamentalistisk hyldest af “velfærdssamfundet” og blind generøsitet med andres midler overfor folk, de designerer som ofre, nødlidende osv. Og den designation er naturligvis politisk eller rettere multikulturalistisk bestemt.Jeg mindes ikke på noget tidspunkt her i bloggen eller iøvrigt noget andetsteds at have givet udtryk for, at jeg (1) føler mig specielt dansk eller (2) har “min” version af danskhed, og jeg vil have mig insinuationer desangående frabedt. Jeg taler om andres, ikke om egne holdninger. “Danskhed” er for mig et sæt egenskaber, jeg konstaterer, at andre mere eller mindre hylder (DF) eller mere eller mindre forkaster (aksen). Dermed ikke sagt et ord om, hvorvidt jeg selv og i kraft af hvilke kriterier synes, disse egenskaber er rosværdige, fordelagtige, ønskelige, nyttige eller for den sags skyld skadelige og uønskelige. Det er jo ganske uinteressant i denne sammenhæng.

    Svar

Leave a Reply to David G. Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.