Kommentarer til: Hvordan er danskerne – egentlig?

Af: David G.

David G. — Fri, 24 Feb 2006 04:30:31 +0000

Bielefeldt:Er det mig, der fremmedgør, eller bliver jeg fremmedgjort? Og fra hvad? Og af hvem? Seidenfaden? Din bemærkning er noget uklar.Hvis folk på Jelved/Seidenfaden/Auken/Søvndal-aksen (ja, hvad skal vi dog kalde dem? Kulturradikale er for snæver en etiket) har en danskhed, lader den (hvis man følger Information, POL, DR eller andre af deres medier) til at bestå af lige dele fundamentalistisk hyldest af “velfærdssamfundet” og blind generøsitet med andres midler overfor folk, de designerer som ofre, nødlidende osv. Og den designation er naturligvis politisk eller rettere multikulturalistisk bestemt.Jeg mindes ikke på noget tidspunkt her i bloggen eller iøvrigt noget andetsteds at have givet udtryk for, at jeg (1) føler mig specielt dansk eller (2) har “min” version af danskhed, og jeg vil have mig insinuationer desangående frabedt. Jeg taler om andres, ikke om egne holdninger. “Danskhed” er for mig et sæt egenskaber, jeg konstaterer, at andre mere eller mindre hylder (DF) eller mere eller mindre forkaster (aksen). Dermed ikke sagt et ord om, hvorvidt jeg selv og i kraft af hvilke kriterier synes, disse egenskaber er rosværdige, fordelagtige, ønskelige, nyttige eller for den sags skyld skadelige og uønskelige. Det er jo ganske uinteressant i denne sammenhæng.

Af: Niels A Nielsen

Niels A Nielsen — Wed, 22 Feb 2006 10:09:41 +0000

Hvilken forståelse af nationalitet havde Hitler? Lige præcis den, som Bielefeldt ovenfor kalder “inklusiv”. Nationalitet som en ideologi, man enten kunne bekende sig til eller forkaste. Han påkaldte sig det tyske, hvor han mente det nationalsocialistiske totalitære program til skabelse af det NYE ariske overmenneske. Det var en ny tysker, han ville skabe, og han ærgrede sig over, at tyskerne ikke var muslimer, fordi den religion passede meget bedre på den nye mennesketype, han ville skabe, end den blødsødne kristendom gjorde. Nationalitet som historisk virkelighed interesserede ham ikke. Han var en totalitær snylter på fædrelandskærlighed, akkurat som når den store massemorder i kommunismens navn, Stalin, kaldte russernes heroiske forsvar af deres land for Den Store Fædrelandskrig.Jeg behøver heldigvis ikke bekende mig til nogen version af danskhed. Hvor hysterisk! Men jeg regner mig for dansk, fordi det nu er min historie, ogjeg regner dem for danske, som selv regner sig for danske, altså de, der med Grundtvigs ord har for modersmålet øre og for fædrelandet ild. Resten selv som dragedukker sig fra folket udelukker. (Jeg ved ikke hvorfor, jeg kommer til at tænke på Akkari og den vrede, der har rejst sig mod ham og Laban, modsat den enorme velvilje, der strømmer mod Naser Khader. At denne folkelige omfavnelse af Khader sker på trods af, at han tilhører et parti, som mildt sagt ikke er populært i alle kredse, gør kun sagen endnu mere illustrativ)En nation baserer sig grundlæggende på kærlighed, solidaritet og loyalitet, akkurat som en familie. Derfor er nationen som et folks hjem så godt et billede. I mit hjem skal jeg heldigvis ikke bekende mig til noget som helst. Jeg kan være mig selv.

Af: Bielefeldt

Bielefeldt — Tue, 21 Feb 2006 04:02:35 +0000

Når en dansk kvinde bliver slået af sin mand, kaldes det vold; når en en tyrkisk kvinde bliver slået af sin mand, kaldes det kultur. Heri består venstrefløjens skjulte racisme. Meget snedigt.

Af: Bielefeldt

Bielefeldt — Tue, 21 Feb 2006 03:54:08 +0000

Kommentar: Det handler ikke så meget om en kamp mellem danskhed og kosmopolitisme eller hvad ved jeg, som det handler om to konkurrerende versioner af danskhed. Skal det danske behandles som en egenskab, der automatisk er installeret i enhver dansker (eksklusiv) eller er danskhed snarere en værdi, hvis indhold man kan bekende sig til eller forkaste (inklusiv). Sagen er jo, at de kulturradikale er og vil gerne være lige så danske som deres modstandere. Hvem vil have støtte til dansk litteratur, dansk film, dansk kunst? Nej, de hader bestemt ikke Danmark, men de hader den version af danskhed, som deres modstandere abonnerer på. Den version af danskhed, som får den ene (Seidenfaden) til at føle sig hjemme, kan fremmedgøre hans nabo (Gress).

Af: Niels A Nielsen

Niels A Nielsen — Mon, 20 Feb 2006 23:44:04 +0000

David G.Scrutons term Oikofobi er træffende, men er den ikke trods alt temmelig kongruent med selvhad? I Rifbjergs person smelter de to ting glimrende sammen.Både ‘Had din næste som dig selv’ og ‘Had din fader og din moder’ kan vel stå som dækkende overskrift for følgende raceteoretiske bemærkning fra hans hånd: Som nation ville vi have godt af lidt raceblanding, fremfor at vi løber rundt og ligner en. flok kogte kartofler i hovedet. Mon ikke han lige havde set sig selv i spejlet, da han skrev det 😉

Af: JON

JON — Mon, 20 Feb 2006 10:19:13 +0000

På godt dansk. De skider i egen rede.Jeg fryder mig over, at Politiken i dag har indrømmet at have trykt en forkert udgave af et dokument fra ambasadørerne. Nu steger “silketråden” i sit eget fedt og det hjælper ham ikke at angribe regeringen, som tamt forsvar på avisens fadæse. Gnæk gnæk!

Af: David G.

David G. — Mon, 20 Feb 2006 08:27:08 +0000

Det er ikke selvhad. Dem, vi taler om — kald dem kulturradikale, gammelmarxister, progressive, I ved hvem det er — hader overhovedet ikke sig selv. De har tværtimod særdeles gode meninger om sig selv. Det er de andre idioter, der har samme pas som de selv, som de hader. Roger Scrutons begreb oikofober — folk der hader deres hjem — passer bedre. For det er netop det, de hader, et hjem som de foragter og ønsker at lave om, og er godt i færd med det.