Kommentarer til: Et forkølet angreb

Af: David G.

David G. — Thu, 16 Mar 2006 03:04:03 +0000

Kommer i tanker om, at jeg var den sidste, der fik et interview med Ross (bragt i Berl. ca. 1.7.79, han begik selvmord tre uger efter, med typisk logisk konsekvens, han var syg, hans kone var død, og han vidste, at hans tankevirksomhed ikke længere var på toppen). Allerede dengang var jeg imidlertid utilfreds med Ross’ i mine øjne ubeherskede udfald mod naturretstænkningen. Jeg syntes snarere, at det var retspositivismen, som Ross stod for, der var vilkårlig, idet den vulgært sagt siger, at ret er ret, fordi magthaverne har vedtaget det. Derfor må enhver vedtagen lov adlydes. På positivistisk grundlag er det logisk og juridisk umuligt at argumentere, at fx. Nürnberglovene i Tyskland 1935 eller sovjetiske love, der kriminaliserede “statsskadelig virksomhed” ikke var legitime. Og på samme grundlag vil sharia-love naturligvis være legitime, hvis de nogensinde indføres i Danmark. At “Røde Alf”, som han kaldtes, ligesom andre retspositivister var politisk progressiv (i 1930r-betydning; han kunne således næppe have forestillet sig, at det ville være progressivt at gå ind for homoseksuelle vielser eller et skattetryk på 70 pct.) betød, at han personligt gik ind for demokrati, men hans positivisme afskar ham fra at begrunde demokratiet juridisk.

Af: David G.

David G. — Tue, 14 Mar 2006 07:39:43 +0000

Ross var en stor jurist, men han levede altså før Matt Ridley, Steven Pinker og de øvrige adfærdsbiologer. En naturret grundet på videnskabelig erkendelse af menneskets fysio-psykiske natur (med dens varianter) er ikke vilkårlig, men nødvendig. Den nye adfærdsbiologi sætter oplysningstidens fornuftstro og dermed den klassiske liberalisme på det eneste mulige grundlag, nemlig videnskabens. Har vi erkendt det, kan vi komme igang med de virkelig interessante diskussioner. Fx synes jeg ligesom Arzrouni, at Piper er et vrøvlehoved, men at ligestille mødres udearbejde med at “gøre noget for deres børn” er noget af en påstand, som også strider mod ganske megen nyere samfundsvidenskabelig erkendelse.

Af: Poul Højlund

Poul Højlund — Tue, 14 Mar 2006 03:25:35 +0000

Hmm.., jeg vidste jo, at der kunne tænkes og udtrykkes mange kloge tanker om dette. For en bondeknold i det jyske rækker det at vide, at intet tankesystem nogen sinde har begrundet sig selv – uden samtidigt at være totalitært. Det a priori, der ligger udenfor, hvordan håndteres det teoretisk? Hvordan undgår vi at komme til kort overfor Islams selvbegrundende absolutisme?Hvordan fastholde religionens ret uden samtidigt at give den al magt i Himlen og på jorden? Det er ikke gjort med Luthers to-regimente, hvad gør man teorimæssigt?

Af: Per

Per — Tue, 14 Mar 2006 02:24:15 +0000

Iøvrigt kan jeg forsøge at perspektivere kritikken:http://gudernesragnarok.blogspot.com/2006/03/mission.html

Af: Per

Per — Tue, 14 Mar 2006 02:13:29 +0000

"Kunne kritikere af liberalismen dog ikke svinge sig op til bedre, og mere velgennemtænkte modargumenter og spørgsmål, som i højere grad tvang de af os der bekender os til liberalismen til selvrefleksion og måske endda tvivlen? "Hmmm... det er jo lidt lovligt meget at forlange, men man kan jo prøve:Her er en mere end 100 år gammel kritik:http://gudernesragnarok.blogspot.com/2006/03/frihed-hvad-er-det.html

Af: Publikum

Publikum — Tue, 14 Mar 2006 01:39:00 +0000

Hvor kan man læse OBPs paper om “Stirner-problemet”? Det vil jeg fandme læse! (Og svaret på spørgsmål er vel: “Vi giver ham et bank i hovedet”.)

Af: Jacob Mchangama

Jacob Mchangama — Mon, 13 Mar 2006 23:41:20 +0000

Fortsat: Ross’s tilgangsvinkel ender i samme retspositivisme som Benthams utilitarisme, på trods af Ross’s afstandtagen fra Bentham er så en anden sag.

Af: Jacob Mchangama

Jacob Mchangama — Mon, 13 Mar 2006 23:25:20 +0000

Ad Kurrild: Nu skal jeg ikke gøre mig til fortaler for Ross’ “videnskabelige” tilgangsvinkel til lov og ret, som jeg på mange punkter er dybt uenig i, men Ross er på det rene med, at den rene utilitarisme er et blændværk, hvorfor utilitarismen også får en ordentlig omgang tæsk i Ret og Retfærdighed.

Af: Peter Kurrild-Klitgaard

Peter Kurrild-Klitgaard — Mon, 13 Mar 2006 23:16:39 +0000

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg synes, at Ross-citatet er så godt. Jeg er enig i, at der kan skydes større eller mindre huller i forskellige varianter af liberal tænkning, og jeg er selv over det seneste årti eller så gradvist bevæget mig fra en naturrets-rettighedsteori a la Rothbard/Nozick til en … hmmm … mere indirekte-utilitaristisk rettighedsteori (eller en deontisk regel-utilitarisme?) sådan lidt a la Richard Epstein og Randy Barnett. Men mens jeg således er blevet (svagt) mere utilitaristisk og (svagt) mindre naturrets-begejstret, så synes jeg faktisk, at Ross passagen er … ret pauver. Den er en overfladisk recykling af meget 19.-20. årh. naturretskritik, men som (i modsætning til f.eks. Epstein, Barnett og Leland Yeager) mangler at se, at der i den oprindelige naturretstænkning faktisk er relativt kort afstand mellem deontiske retsprincipper og konsekvenshensyn. Utrolig megen naturrets-kritik i det 20. århundrede var af den banale, “nå ja, og skolastikerne troede de vidste det hele … engle på et knappenålshoved … ha ha … nonsens på stylter … hø hø”. Men prøv at se, hvor lidt der skal til at omskrive Ross’ passage: “Som en skøge er utilitarismen til rådighed for enhver. Der er ikke den ideologi der ikke kan forsvares under påberåbelse af utilitarismen. Og hvor kan det være anderledes, når det sidste grundlag for enhver nyttebetragtning ligger i en privat (intrasubjektiv), umiddelbar indsigt, en evident skuen, en intution, kan ikke min nytte være lige så god som din? Evidensen som sandhedskriterium forklarer de metafysiske påstandes fuldkommen vilkårlige karakter. Den hæver dem op over enhver form for intersubjektiv kontrol og slår døren op for ubunden digt og dogmatik.”Jeg tror, at man sikkert kunne gøre det samme med Ross’ passage i.f.t. de fleste andre ideologier.Som jeg ser det´, er liberalismens største teoretiske problem dét, som Otto Brøns-Petersen engang har skrevet et fint paper om, og som han kaldte “Stirner-problemet”. Altså med reference til 1800-tals anarkisten, den radikale individualist Max Stirner (“Den eneste og hans ejendom”)–som nogen engang har kaldt “Ayn Rand når hun havde fået det forkerte ben ud af sengen”. Hvad siger vi til ham, der–når vi har udredt alle vore fine naturretslige/utilitaristiske/kontraktarianske/diskursetiske/religiøse/, etc., etc. liberale ræsonnementer og analyser–siger: “Og hvad så? F*** dig! Og giv mig iøvrigt dine penge”

Af: Poul Højlund

Poul Højlund — Mon, 13 Mar 2006 01:25:06 +0000

Godt Ross citat!Til sidst – eller måske aller først – må de grundlæggende antagelser ind i billedet: forskellen på godt og skidt, det gode og det onde. Det er et spørgsmål om værdier, og de kan som bekendt ikke logisk begrundes, kun konstateres. Dernæst drejer samtalen sig vel ind på religion, – det er næppe helt tilfældigt, at liberalismen hører til i den kristne sfære. Og det er der jo tænkt mange og store tanker om, som jeg ikke skal gøre mig klog på, højst nikke genkendende til.