Kommentarer til: Konservatisme vs. Liberalisme

Af: Ole Birk Olesen

Ole Birk Olesen — Tue, 04 Apr 2006 09:13:32 +0000

Claes G. Ryn har skrevet en ny tekst (http://www.lewrockwell.com/orig5/ryn2.html), og hver gang han gør det, så minder han mig om, at den skyttegravskrig mellem liberale og konservative, som bl.a. Kasper Støvring har forsøgt at tale i gang, er inderligt overflødig og kontraproduktiv. Frihed og tradition er ikke hinandens modsætninger, for de gode traditioner udvikles af frie mennesker, og frie mennesker vælger meget ofte at dyrke de gode traditioner. Traditionen har alle dage haft de bedste kår i det civile samfund, mens kulturelle revolutioner næsten altid er blevet forsøgt iværksat med staten som værktøj. Uden staten kan man ikke undertvinge det almindelige menneskes naturlige tilbøjelighed til at gøre, som man altid har gjort. Skabelsen af nye værdifulde traditioner i det civile samfund sker ved at enkelte mere modige individer forsøger noget nyt, som oftest bliver mødt med skepsis af det resterende samfund. Men den dag, de nye måder at gebærde sig på viser positive resultater, så begynder almindelige mennesker at efterabe, og en ny, god tradition er opstået.Det kunne være rart, om de konservative, som i dag mener, at staten er et nødvendigt redskab for at sikre traditionen, kunne opremse gode traditioner, som oprindeligt blev skabt af staten. Jeg skal ikke udelukke, at der kan nævnes en enkelt, men jeg vil gerne vædde på, at jeg kan nævne mindst ti dårlige statsskabte traditioner, for hver gang de kan nævne én god.

Af: Simon Espersen

Simon Espersen — Fri, 24 Mar 2006 06:49:02 +0000

Et bidrag til belæringsprocessen.http://www.coin.dk/default.asp?aid=565

Af: Søren P

Søren P — Fri, 17 Mar 2006 03:30:01 +0000

Jamen, så vil jeg da rose uforbeholdent! Jeg vidste forud ikke så meget om konservatismen – og det gør jeg vel reelt stadig ikke – men synes det virker bemærkelsesværdigt meget som en form for aggregering af det, der på individniveau kaldes for et “status quo bias”?Men her er måske én, der kan belære mig om konservatismens fundamentale entiteter? Så jeg ikke går rundt og tror, at det blot handler om en form for nationalisering af værdier.

Af: Jacob Mchangama

Jacob Mchangama — Wed, 15 Mar 2006 23:29:50 +0000

Vi ser frem til evt. kommentarer/konklusioner, udsendelsen måtte afføde.

Af: Peter Kurrild-Klitgaard

Peter Kurrild-Klitgaard — Tue, 14 Mar 2006 23:49:08 +0000

Jeg ser frem til at høre programmet, omend jeg givetvis vil være lidt forudindtaget fra begyndelsen. Der har sjældent været nogle kompetente konservative tænkere–ikke fordi de ikke har været kompetente tænkere, men fordi den sag, de har forfægtet, har været så håbløst usammenhængende fra begyndelsen af. Mest morsomt–på en tragikomisk måde–er det, at de fleste af de mere nationalistiske, statskonservative, der fra tid til anden dukker op for at rulle med Sisyfos-stenen, for et halvt eller et helt århundrede siden ville være blevet stenet ud af enhver konservativ forsamling som værende nogle håbløst venstreorienterede tågehorn. De er nationalromantikere opflaskede fra barnsben med socialisme til at dyrke et ideal, der aldrig var der.Hvilket bringer mig til noget helt andet (og dog så ikke helt) …: Jeg faldt netop i aften tilfældigvis over denne artikel (http://www.arkaisk.dk/minut-ku-fascisme.htm) fra websitet/bloggen “Minut”, hvor en Jesper Kurt-Nielsen skriver således:”I 1980’erne tiltrak KU liberalt indstillede unge, der ingen forståelse havde for den nationale tanke og med murens fald ophørte KU med at være en dynamisk kraft i dansk politik, idet man uden truslen fra Sovjet, ikke havde nogen politisk platform. Den liberale ideologi blev fremført i konkurrence med VU og Radikal Ungdom, der af naturlige årsager forfægtede de liberale synspunkter med større talent og langt større succes.”Jeg ved ikke specifikt, hvem forfatteren er, og jeg ved slet ikke, hvor eller hvad han var ca. 1989-90, men jeg kan sige (og det med en vis autoritet), at stort set alt i ovenstående passage bogstaveligt er vås. KU tiltrak ikke i særlig grad liberalt indstillede i 1980erne; de blev det af at _være med_ i KU. KU’s medlemskollaps skete ikke _efter_ Murens fald, men begyndte og slog igennem _før_ det (faktisk officielt allerede med medlemstallet for 1988 men reelt nok 3-4 år før det), og det skyldtes givetvis et hav af andre årsager. (En ikke uvæsentlig var, at KU’s popularitet i nogen grad fulgte moderpartiets, som toppede i 1984.) VU og RU klarede sig ikke specielt godt på dette tidspunkt; RU gik ligeledes næsten i spåner ca. 1990, og VU klarede sig kun komparativt godt, fordi de fleste andre klarede sig katastrofalt. Og intet–_intet_–af dette havde det mindste at gøre med, at man “ikke havde nogen politisk platform”.Forfatteren er angiveligt B.A. i historie; man må håbe, at hans historieskrivning på andre områder er lidt mere faktuelt baseret end ovennævnte passage antyder.