Something completely different

Advarsel: Denne post har intet med Muhammed-tegningerne, ytringsfrihed e.l. at gøre …  Læs kun videre på eget ansvar!

Den har derimod en del at gøre med det evigtaktuelle Punditokrat-tema: Selvpromovering.  For netop i denne uge er min antologi “The Dynamics of Intervention: Regulation and Redistribution in the Mixed Economy” udkommet.  (Det er bind 8 af Advances in Austrian Economics.  Udgivelsesdatoen i bogen siger 2005, men min kalender siger altså noget andet …)  Bogen har været længe undervejs, og den er–som alle antologier er i varierende grad–en blandet landhandel kvalitets- og fokusmæssigt.  Men den er ihvertfald et forsøg på at fokusere på en generelt negligeret, men yderst interessant, del af den østrigske økonomiske skoles studier af staten, og at bringe disse teoretiske indsigter i clinch med både den empiriske virkelighed og public choice teori.

3 thoughts on “Something completely different

  1. Nicolai Foss

    Kære Kurrild,Lyder spændende med antologien/Advances. Apropos fik jeg en idé omkring interventionismens dynamik. Jeg ved ikke om den er god. Here goes:En dominerende teori i økonomi og management om virksomheders diversifikation går ud på, at handlinger/handlingsmønstre rutiniseres over tid (af en lang række årsager som det fører for vidt at komme ind på her). Det frisætter ressourcer. Alternativomkostningerne ved at anvende ledige ressource (f.eks. ledelseskapacitet) er 0. Det giver et stærkt incitament til at pløje de ledige ressourcer ind i alternative anvendelser — såsom diversifikation (altså at virksomheden begynder at konkurrere i nye markeder i tillæg til de eksisterende). Det holder så management beskæftiget et stykke tid, indtil ledelses(og andre)ressourcer igen er blevet rutiniseret. En testbar implikation er at virksomhedens vækst er serielt ukorreleret. Teorien er oprindeligt formuleret i 1959 af Edith Penrose. Der er masser af seriøs backing for den, både formelt og empirisk.Er dette en historie der kunne aktiveres i en offentlig sektor sammenhæng? Altså offentlige bureaukratier rutiniserer deres aktiviteter, etc., og det frisætter ressourcer som så blandt andet kan bruges til nye offentlige aktiviteter — mere interventionisme??Bare mine 2 ører.

    Svar
  2. Peter Kurrild-Klitgaard

    Interessant kommentar, kære Foss–og plausibelt. Det er ikke noget, jeg selv har overvejet, og jeg kender ingen “østrigske” økonomer, der har beskæftiget sig med det (men det udelukker jo ikke, at sådanne findes). Men en tanke slår mig: Mon ikke noget sådant pudsigt nok ville være a la noget, som en James March/Johan P. Olsen’sk “ny-institutionalisme” ville kunne finde på at advokere? (og som noget positivt).

    Svar
  3. Nicolai Foss

    Jo, man kan meget vel forestille sig at det var noget March & Olsen kunne finde på (givet deres interesse i “læring”). Nu har jeg den største respekt for gamle Jimbo (fraset hans mærkelige præference for det Demokratiske Parti), så det er ikke nødvendigvis et problem. Motivationen for min kommentar var også at den østrigske/Miseske tilgang til interventionismens dynamik måske er inkomplet. Normalt fremstilles det som et spørgsmål om uintenderede konsekvenser som giver behov for yderligere intervention og så videre. (Det er klart at et Hayekiansk vidensargument kan støtte det). Men hvad nu hvis bureuakraterne faktisk ved hvad de gør? Det kan vel ikke udelukkes? Min historie var et (primitivt) forsøg på at forklare hvorfor der kan være dynamik i form af tiltagende intervention, selv i en situation hvor bureaukraterne er velinformede og forudseende.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.