Af: Jørgen Møller

Jørgen Møller — Sat, 25 Mar 2006 00:26:42 +0000

Kære David G.Tak (endnu engang) for nogle yderst indsigtsfulde kommentarer. Du har ret i, at jeg og det er jo på sin vis lidt paradoksalt har forenklet historien ganske meget. Hensigten var at kontrastere historieopfattelserne i deres ekstreme udgaver, og den slags koster naturligvis.For der er ganske rigtigt tale flere forskellige oplysninger. Og den skeptiske har jo haft en meget stor indflydelse på vores syn på det forgangne. Gibbon overvejende jeg slet ikke i det lille indlæg, hvilket er lidt af en undladelsessynd. For ham ville jeg nødigt være foruden.Samtidig er min beskrivelse af én dominerende historieopfattelse indtil oplysningstiden selvsagt en forsimpling af rang. Det er jo for eksempel muligt at argumentere for, at mens den klassiske historieopfattelse gik ud på, at alt gentager sig, intet nyt opstår, så bragte kristendommen historieopfattelsen ind i en ny bane ved at opstille et mål, som historien bevæger sig frem imod. Det er i så fald det nye testamente, og ikke det gamle testamentes beretning om syndefaldet, der har gjort forskellen.Men og det var mit ærinde ingen af disse nuanceringer ændrer ved, at den lidt hånlige indstilling til den historiske bevidsthed, eller hvad vi nu skal kalde det, har haft gode vilkår i de seneste to hundredeår. Det synes jeg er en skam.

Af: David G.

David G. — Fri, 24 Mar 2006 02:08:24 +0000

Det er altid en fornøjelse at møde en, der har et mere end overfladisk kendskab til idéhistorien. Jeg er enig i din (og Humes) konklusion, som forekommer mig elementært selvindlysende, men derimod ikke i din læsning af holdninger til fortiden før og efter Machiavelli og heller ikke om Oplysningstiden.Et par stikordsagtige kommentarer ledsaget af et hjertesuk over, at jeg for sjældent har mulighed for at beskæftige mig med disse ting, som jeg finder uendelig mere interessante og vigtige end alskens avistegninger, velfærds- og globaliseringsdebat osv. 1. Machiavelli kan ikke uden videre tilordnes den tradition, der fandt de gyldige mønstre i fortiden. Han skrev selv, at hans indsigter om politik og samfundsorden stammede fra hans viden “de le cose moderne”, om moderne, altså ikke antikke ting; om den faktisk førte politik, han oplevede som gesandt og embedsmand, og ikke om den politik, han kunne læse om hos Livius, Tacitus osv. M. forsøgte snarere at kombinere sine indsigter hentet i “le cose moderne” med inspiration fra antikken, men det er min på en del læsning af og undervisning i ham begrundede fornemmelse, at de antikke ting var eksempler og illustrationer, og at hans egentlige hensigter og forslag så afgjort var hentet i samtiden. Derimod kan han ikke tilskrives nogen fremskridtstro (altså en tro på, at fremtiden kan, vil eller må blive bedre materielt og/eller moralsk end nutiden), dertil var han for meget realist. Se Virolis bog om M. samt Pierre Manent, Histoire intellectuelle du libéralisme, kapitlet om M.2. Det er ikke rigtigt, at den kristne middelalder før Machiavelli og Renæssancen enstemmigt hyldede tesen om, at al historie siden Edens Have er et langt forfald, og at fortiden derfor altid er bedre end nutiden, fordi den er nærmere sin guddommelige oprindelse. Tværtimod var netop denne tese heftigt omstridt. Hos Augustin møder vi såvel en fremskridts- som en forfaldstese. Richard Southern er blandt de moderne forskere, der har beskrevet debatter mellem, hvad du ville kalde “tesen om de gode gamle dage” og “tesen om den gyldne fremtid” hos tænkere fra 11- og 1200-tallet. (Oprindelig i foredrag optrykt i Transactions of the Royal Historical Society ca. 1971-73, nu i ét af Southerns artikelbind). Fremskridtsoptimisme blev ikke opfundet af Voltaire eller nogen anden frankofon oplysningsmand. Du kan fx finde et ganske udmærket eksempel på den hos Cicero, De natura deorum, såvidt jeg husker 1.150ff. eller også er det 2.150ff. (Det er 33 år siden jeg læste den).3. Men du har ret i, at den frankofone oplysning efter den æra, Paul Hazard i sin indflydelsesrige bog fra 1937 definerede som “la crise de la conscience européenne” (ca. 1685-1720) groft sagt og grosso modo blev fremskridts- og fornuftsoptimistisk. Nu ved vi jo imidlertid, at der fandtes andre oplysningstider, fx den amerikanske og den britiske. Du citerer selv Hume. Vi bør ikke lade den ekstreme version af den frankofone oplysning blive afgørende for, hvordan vi definerer Oplysningstid. I den anglofone Oplysningstid spillede historien en kolossal rolle; tænk på Edward Gibbon. Iøvrigt gjorde den det også i Frankrig; én af Oplysningstidens inspirationer var opfindelsen og anvendelsen af hvad vi ville kalde moderne kildekritiske metoder i den historiske analyse, som havde mange af sine pionerer i Frankrig.(Gibbon er virkelig central. Han havde valgt at skrive den første forsvarlige og ikke-teologisk bestemte version af den største af alle forfaldshistorier i den vestlige kultur, nemlig Romerrigets fald, som han i sin berømte vending tilskrev “the triumph of barbarism and religion”, en vending, der er betydelig underfundigere og dybere, end den ser ud. John Pococks flerbindsværk _Barbarism and Religion_, fire udk. til dato, fra Cambridge University Press forsøger at pille “Gibbons Oplysningstid” fra hinanden og forstå, hvad Gibbon og hans samtid mente med kultur, samfundsorden, fremskridt, historisk erfaring og meget andet).4. Spændingen står mellem (a) opfattelsen af fortiden som “dengang alt var bedre”, (b) fortiden som raritetskabinet (og museer som underholdningscentre), hvilket hurtigt fører til reaktioner a la “nej, hvor var de dog mærkelige, underforstået, vi er godt nok blevet klogere” og (c)fortiden som noget grimt og fordærvet, som man derfor gør bedst i overhovedet ikke at beskæftige sig med (den arketypisk amerikanske holdning, markant repræsenteret af Emerson og Whitman). Den møder vi idag i den selvretfærdige kulturradikal/multikulti ideologi, der indgår en vanhellig alliance med “forskning-til-faktura” idiotiet som vi hører hos Helge Sander.4. Og Firenze er da ikke fjernt fra alfarvej. Firenze, Dantes og Machiavellis by, er alfarvej, og Danmark er fjernt derfra. Heldige asen!Men jeg kan som sagt umuligt være uenig i grundtesen: historia magistra vitae, og det holder naturligvis ikke op med at være fornuftigt og godt, selvom kulturbarbarerne mere ihærdigt end nogensinde fremmer fordummelsen ved at forfladige eller rent ud udrydde den historiske viden.

Kommentarer til: De gode gamle dage

Af: Jørgen Møller

Af: David G.