Søges: Post; Haves: Meget villig kandidat

Den tidligere landsformand, politiske ordfører og gruppeformand for Centrum-Demokraterne, og 1982-2001 on/off MF, MEP og MA mmm, Peter Duetoft, nåede i sin lange, glorværdige karriere i det lille familieparti (der som bekendt i sin tid splintrede af fra Socialdemokratiet), aldrig en ministerpost.  Det siger i sig selv noget, givet at det lille parti i hans tid som leder og MF'er var med i regering flere gange og undertiden havde så få folketingsmedlemmer, at man dårligt kunne besætte posterne.  Men torsdag meddelte Duetoft, at han nu var "kommet hjem på gården", som Bendt Bendtsen ville sige.  Altså, at han nu–hvor CD givetvis permanent er ude af Folketinget, og hvor der efter flere års interne slagsmål er ryddet grundigt op i rækkerne af kommende socialdemokratiske ministerkandidater (Jensen, Brink, Blach Hansen, Stavad, o.s.v.)–er blevet betalende medlem af det (halv-)store, gamle parti, som CD havde sine rødder i.

Det kommer iøvrigt i kølvandet på, at Duetoft for mindre end et år siden meddelte, at han ikke længere var medlem af CD, men da gerne ville være borgmester i Hjørring på en lokal borgerliste, hvis man ville have ham.  Det ville man så ikke.  Men nu er hans motiv til at blive socialdemokrat den ganske uselviske, at han gerne vil give den nye formand "moralsk opbakning" …, samt at hans eget menneskesyn ligger tættest på Socialdemokraternes.  Og så har Duetoft sikkert også ihukommet den gamle socialdemokratiske vise om et samfund med "plads for alle, der vil" …  For villig er han da bestemt:

Vil du så stille op til Folketinget?

– Mit medlemskab er jo meget nyt, så nu skal vi lige lære hinanden at kende. Men hvis man kan bruge mig til noget …

Punditokraterne vil ihvertfald gerne ønske alle parter tillykke.  Det er rart at vide, at i nødens stund kan åndsfæller finde hinanden til fælles gevinst.

1 thought on “Søges: Post; Haves: Meget villig kandidat

Leave a Reply to Christian Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.