Kommentarer til: En italiensk historie

Af: Repsak

Repsak — Fri, 26 May 2006 03:03:41 +0000

Berlusconis forsøg på at undslippe vælgernes dom tjente ham bestemt ikke til ære. Han skulle hellere have gået af og fortsat sin kamp mod den påståede svindel udenfor regeringskontorerne, som han gør det i dag.Jeg synes bestemt, det er betænkeligt, at han bliver ved. Og et eller andet sted ville man jo også selv blive ved, når man ser på den regering, der har afløst Berlusconis regering. Tænk bare på hvor ofte der stadig tales om 1998-valget, selvom Nyrups regering bestemt klædte Danmark bedre, end Prodis regering klæder Italien. Berlusconis regering var ikke var køn, men trods alt ikke så slem, som den der sidder i dag. En tidl. kommunistisk præsident og flere kommunistiske ministre herunder en udenrigsminister. Hvor var ramaskriget i de danske medier? FT og IHT skreg, men det var åbenbart ikke højt nok.Polen regeres måske nok af et par konservataive bonderøve, men præsidenten og regeringschefen er tilhængere af et frit marked (så frit det nu kan blive, når man er medlem af EU), og de har taget fat om roden de steder, hvor Polen faktisk trængte mest. Derfor er regeringen populær i Polen. Imidlertid er Polen udsat for hovedrysten og desillusionerede skriverier, der har meget svært ved at blive forsvaret. Sådan er det ikke gået Italien, der regeres af en uskøn blanding af socialister og kommunister. Nej, her koncenterer man sig stadigvæk om Berlusconi.Se bare denne såkaldte nyhed, der minder mere om en kommentar:http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2006/05/26/143458.htm?nyhederSilvio Berlusconi er som Jørgen skrivert historien om Italien. En historie, som man skal lade være med at skrive om, hvis man ikke engang vil prøve at forstå den.

Af: David G.

David G. — Tue, 18 Apr 2006 23:06:38 +0000

Netop hjemvendt fra støvlelandet forbereder jeg en række artikler til JP om politik, kultur og samfundsforhold dernede, herunder en analyse af de økonomiske problemer som vil komme i bladets erhvervssektion. Foreløbige tanker: Jørgen har fuldstændig ret i, at den egentlige liberalisme har trange kår i Italien. Det liberale parti har altid været meget lille og forståelsen for liberale ordninger også beskeden blandt politikere og selv finansfolk. Grundene hertil er naturligvis dybt forankret i historien (path dependence såvel i institutioner som i tankevaner).Italien har faktisk skabt ret mange arbejdspladser de senere år, problemet er, at de ikke er særlig værdiskabende. Produktiviteten pr. medarbejder står stille eller falder. De bedste analyser synes at tyde på, at et problem er, at for få virksomheder anvender IT-redskaber til at maksimere produktivitet. Vejen frem er at gøre det mere tillokkende for mellemstore virksomheder at ekspandere. Det kan gøres, men incitamenter mangler. Familismen kan her være en blokering, men ikke den alvorligste.

Af: Jørgen Møller

Jørgen Møller — Mon, 17 Apr 2006 09:42:59 +0000

Kære NikolaiJeg ser bestemt ikke familien som roden til den liberale tankes kvaler hernede. For det er naturligvis en falsk modstilling. Men “male breadwinner”-tankegangen ligger til grund for hele arbejdsmarkeds- og velfærdssystemet i Italien, og det er her skoen trykker. Der er frem for alt tale om et institutionelt problem, og derfor var brugen af ordet “værdier” lidt misvisende. Men hele pointen i mit indlæg er jo også institutionel. Det er konstitutionel liberalisme, der er en mangelvare i den italienske model, ikke en bestemt kultur. Så selv om din indvending er taget til efterretning, har jeg svært ved at se, at indlægget gør familien til “root cause”.

Af: Limagolf

Limagolf — Sun, 16 Apr 2006 04:09:22 +0000

Man kunne tilføje at der i ugens Weekendavis er en artikel om mafiaen på Sicilien, og nogle flere eksempler på hvordan den gode Silvio har fået lavet love der holder hånden over den organiserede kriminalitet (bl.a. gjort det lettere at hente illegalt tjente penge til Italien, WTF?!).Men vi kommer da til at savne hans til tider ualmindligt bizarre udsagn!/Limagolf

Af: Nicolai Foss

Nicolai Foss — Sun, 16 Apr 2006 03:19:04 +0000

En fortrinlig kommentar, Jørgen, men jeg undrer mig egl over denne argumentation: “Sådan kunne vi blive ved. Hele samfundet er ret beset bygget op om værdier, der er uliberale. Mest væsentlig er nok familiens store betydning [er det uliberalt?]. De italienske familier holder sammen [ditto]. Det er der intet forgjort ved, men det levner ikke meget plads til den enkelte [hvad vil det sige? Jeg kender da nogle italienske familier og kan ikke se at de adskiller sig fra danske familier i denne dimension]. Af alle italienere i den arbejdsduelige alder (15 til 64 år) er det blot 57 procent, der rent faktisk er i beskæftigelse[Er det nødvendigvis uliberalt?]. Det tal er det laveste i Vesteuropa, og det skyldes frem for alt, at kvinderne kun i beskedent omfang er kommet ud på arbejdsmarkedet [ditto?]. Velfærdsystemet spejler sig i dette mønster – retten til sociale ydelser følger familiens forsørger, ikke borgeren [ditto?]. Det er heller ikke noget tilfælde, at 40 procent af de 30 til 34-årige stadig bor hjemme hos forældrene [komisk måske — men nødvendigvis “uliberalt”]. De italienske husholdninger er kollektive på en helt anden måde, end vi kender det i Danmark [øhh? Kvalitativt forskellige? Eller hvordan skal det forstås]”Jeg forstår heller ikke sammenkædningen af familieorganiseringen med den række af mærkværdigheder i det italienske samfund du peger på. Det lyder af fremstilling nærmest som om familieorganisering er “root cause,” men det mener du formentlig ikke …?