Pressefrihed

To journalister på Berlingske er blevet tiltalt for at have offentliggjort de oplysninger, som Frank Grevil lækkede fra fortrolige FE-rapporter.

Som sagen foreligger oplyst for by- og landsret, var det rigtigt at straffe Grevil for hans brud på tavshedspligten. Hans handling var ikke begrundet i “almeninteresse”, men i ønsket om at sværte sin tidligere arbejdsgiver ved at fremstille dem som inkompetente. Først da han var afsløret, kom forklaringen om, at Fogh havde løjet om rapporternes indhold. Da rapporterne løbende forelægges Folketingets kontroludvalg, var det aldrig videre sandsynligt, at Fogh skulle have løjet herom. Det burde enhver kunne regne ud, og da rapporterne blev offentliggjort, fes sagen i medierne ud.

Men selvom Grevil måtte være dømt med rette, og vi mangler stadig at høre Menneskerettighedsdomstolen herom, er det ikke ensbetydende med, at journalisterne også bør straffes.

Der bør være forskel på, hvad en journalist kan tillade sig, og hvad en ansat i FE kan.

Selvom de to journalister næppe konkret har bidraget væsentligt til debatten i denne sag, er det vigtigt at fastholde det generelle princip om, at journalister har en vidererækkende ytringsfrihed, hvilket har betydning for fremtidige sager. At kræve symmetri mellem den, der giver oplysningerne, og journalisten, som offentliggør, er ikke sundt for debatten og kan dermed skade demokratiet.

Med forbehold for de tilfælde, hvor en journalist ligefrem opfordrer andre til et strafbart brud på tavshedspligten, eller offentliggør livsvigtige hemmeligheder uden nogen synderlig grund, bør journalister kunne nyde en sådan vidererækkende ytringsfrihed.

For at holde det internationale perspektiv kan vi nævne den besynderlige Plame-sag. Som omtalt flere gange her på bloggen, er der intet indhold i sagen af betydning for vurderingen af Irak-krigen, selvom MSM gør sig ihærdige forsøg på at antyde det. Tværtimod fremgår det af sagen, at Bush-regeringen søgte at forsvare sig imod påstandene om at lyve om efterretningsrapporterne ved at fremlægge disse, og alle senere offentlige undersøgelser har da også afvist påstandene om løgn. Indholdet i Plame-sagen er dermed alene, at det var strafbart at lække, at ambassadør Wilsons kone var i CIA, fordi hun tilfældigvis var hemmelig CIA-agent.

Oplysningen om, at hun var i CIA, var imidlertid ganske relevant, da meget tyder på, at oppositionskredse i CIA har ført en stillingskrig, bl.a. ved prekære lækager til medierne, imod den siddende regering. Wilsons angreb, der senere udviklede sig til selv at være løgnagtigt, kunne dermed ses i lyset af, at hans kone var i CIA.

Som del i dette interne politiske opgør i CIA er f.eks. Mary McCarthy, der gjorde en påfaldende hurtig karriere under Clinton, for nyligt blevet fyret, angiveligt fordi hun lækkede oplysninger, der kunne kompromittere Bush-regeringen. Den venstredrejede del af MSM (og det er de fleste) blev forargede over, at hun skulle fyres, blot fordi hun lækkede oplysninger, hvilket passer dårligt med deres forargelse over lækagen i Plame-sagen. Som påpeget i denne leder fra WSJ er det en upassende gang hykleri fra mediernes side.

Medierne har brug for lækager og bør i ganske vidt omfang kunne offentliggøre disse. Det kan så være, at et brud på tavshedspligten bør straffes, fordi det ikke var rimeligt begrundet. Men medierne selv bør gå fri som altovervejende hovedregel.

Vi bruger meget tid her på bloggen til at kritisere MSM for deres venstreorienterede ensidighed, og fordi deres kritikløshed gør dem alt for nemme at narre. Men vi og samfundet i øvrigt kan ikke undvære dem.

9 thoughts on “Pressefrihed

  1. Repsak

    Jeg er helt enig, og det var godt at se den gamle tante vise tænder. Jeg var bange for, at tandløsheden var udtryk for, at gebisset var helt forsvundet, men hun har åbenbart stadig sit gebis at tage i munden, når det virkelig gælder. Lederen på forsiden var på sin plads, selvom man stadig undres, hvorfor lige Berlingeren valgte at tro på en tosse som Frank Grevil. Information, naturligvis. Politiken, måske. Men Berlingeren? Måske gjorde de to journalister klogt i at søge til en anden avis, der deler deres mål og sigte, når sagen har lagt sig.

    Svar
  2. David G.

    Er der stadig nogen, der ikke har opdaget, at Berlingske forlaengst er blevet en konform progressiv avis?Det er jo ikke maerkeligt. Alle danske journalister er dannet eet sted, Journalisthoejskolen, og holdningspaavirkes i een retning. Det ville vaere hoejst maerkeligt, hvis der var forskel paa journalister paa Berl, Pol og de andre, og det er der da for det meste heller ikke.At redaktionerne og dermed lederne saa stadig er forskellige, er da rigtigt, indtil videre i hvert fald.

    Svar
  3. Publikum

    David Gress har måske ikke opdaget det endnu, men journalister uddannes tillige på Syddansk Universitet og Roskilde Universitetscenter nu om stunder. Og så tror jeg ikke, at man bliver specielt rød af at gå på journalisthøjskolen i dag, og sådan har det været længe (det er sgu ikke meget holdningsbearbejdning, der foregår der) – tilfældet er snarere, at ansøgerfeltet er nogenlunde homogent segmenteret og har en tendens mod centrum-venstre. Det kan man så spekulere over grundene til, men fri os fra snakken om den røde rugbrødsfabrik.

    Svar
  4. JR

    “…at ansøgerfeltet er nogenlunde homogent segmenteret og har en tendens mod centrum-venstre.”Mener du ikke venstre-venstre hvis vi ser på værdipolitikken?Hvis befolkningen stemte som journalisterne havde RV, SF og Enhedslisten forresten flertal i Folketinget:http://www.journalisten.dk/sw3311.asp

    Svar
  5. Publikum

    Radikale + venstrefløjen beskrives vel meget godt med centrum-venstre. Ved ikke hvorfor jeg skulle snævre det ind til værdipolitik.

    Svar
  6. Peter Kurrild-Klitgaard

    Publikum: “Næh, Radikale plus venstrefløjen er vel netop centrum-venstre.”&”Radikale + venstrefløjen beskrives vel meget godt med centrum-venstre. Ved ikke hvorfor jeg skulle snævre det ind til værdipolitik.”Ja, sådan ville jeg _normalt_ også begrebsliggøre det danske politiske spektrum og bruge betegnelserne. Spørgsmålet er blot, om det endnu er tilfældet? “Centrum” eller “midten” giver jo ikke rigtigt mening uafhængigt af, hvad partiernes relative styrke er, og hvad deres de facto placering er i det politiske spektrum–og her bliver det nyttigt at tænke på det i medianvælger terminologi. Og hvor RV i størstedelen af det 20. århundrede var medianpartiet i stort set alle afstemninger i Folketinget, har dette jo helt åbenlyst ikke været tilfældet siden 2001. Siden det valg har Dansk Folkeparti været medianpartiet i FT–og muligvis også i vælgernes holdninger. Det gælder endog uanset om, man kun taler om en enkelt, traditionel højre-venstre dimension eller emnemæssigt splitter den op i to, hvoraf den anden er indvandring. Med andre ord: Man _kunne_ argumentere, at givet at DF så er “midten” i dansk politik, må RV nu være blevet et venstrefløjsparti … 😉

    Svar
  7. Peter Kurrild-Klitgaard

    “Herfra hvor jeg står forsøger alle partierne at klumpe sig sammen på midten, som de tror ligger langt over til venstre.”Det er jeg bestemt ikke uenig i, på det personlige og mere ideologiske plan. Men …”Normalt gider jeg slet ikke bruge højre- og venstrefløj, fordi det ikke giver en særlig god beskrivelse af noget som helst.”Nej, ikke hvis vi taler om universet af teoretisk mulige (og ønskværdige!)politiske beslutninger; noget lignende har jeg ihvertfald i mange år argumenteret for. Men når det er sagt, vil jeg som mere “wertfrei” forsker (host, host) dog sige, at det i de senere år er gået op for mig, hvordan det i praksis er slående, hvor meget af partiernes_relative_ positionering (og for den sags skyld vælgernes ditto), som faktisk _kan_ presses ind i en højre-venstre model. Ser man på f.eks. afstemningsmønstre i Folketinget eller vælgernes synspunkter i meningsmålinger, er det bemærkelsesværdigt, hvor let det er placere aktørerne langs en akse i et en-dimensionalt politisk univers–og vel at mærke en, der ser ud som de fleste formodentlig ville placere partierne/vælgerne (f.eks. med Ø i den ene ende og med V/C i den anden). Lidt afhængigt af tidsperioder, sammenhænge, emner, o.s.v., er det min erfaring, at man som regel i mindst 80-85 pct. af tilfældene vil se denne holde i praksis, og nogle gange kommer den meget tæt på 100 pct. (Dette synspunkt er så iøvrigt ikke uforeneligt med det førstnævnte–at aktørerne i praksis er klumpet sammen på en relativt lille del af det politiske univers.)Det interessante er så, at RV–hvis position, som “centrum”, jeg indledningsvist anfægtede–synes at være svagt til “højre” på økonomiske spørgsmål og pænt til “venstre” på kulturelle spørgsmål, og som sådan måske er det eneste parti, der i praksis operer to-dimensionalt …Set i det perspektiv er det faktisk ikke helt uinteressant, at der synes at være ting, der tyder på, at hvor medianvælgeren (medianpolitikeren?) i 1990erne var en lettere politisk korrekt, kapitalismefjendsk, offentligt ansat skolelærer med en baggrund fra landet, så er medianvælgeren (medianpolitikeren?) i dag en udgiftselskende, indvandrerfjendsk person med en fortid/fremtid på overførselsindkomst …

    Svar
  8. Publikum

    Normalt gider jeg slet ikke bruge højre- og venstrefløj, fordi det ikke giver en særlig god beskrivelse af noget som helst. Jeg brugte centrum-venstre i en traditionel forståelse – hvis vi begynder at kigge på verdens reelle tilstand, så får vi straks problemer. Herfra hvor jeg står forsøger alle partierne at klumpe sig sammen på midten, som de tror ligger langt over til venstre.

    Svar

Leave a Reply to Publikum Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.