Klappe klappe kage …

Hjemme hos denne Punditokrat byder tiden p.t. mere på "klappe klappe kage, imorgen skal vi bage …" med den 10 måneder gamle Frk. Punditokrat end på filosoferen over "A = A" eller regressionsanalyser af sammenhænge mellem institutionelle arrangementer, frihed og økonomisk vækst.

Noget lignende gør sig tilsyneladende også gældende i et af de utallige mellemstore danske midterpartier, Socialdemokraterne: Her interesserer man sig også for sammenhængen mellem at klappe i dag og at kunne bage i morgen.  Ihvertfald kunne dagbladet Politiken (2.V.2006) (i en iøvrigt også som helhed ganske morsom og interessant artikel) berette følgende fra Helle Thorning-Schmidts 1. maj turné:

"»Det var smaddersjovt«, siger hun alvorligt, inden hun stiger i Toyotaen for sjette gang. Nu venter Slagelse. Med hestevogne, fjordheste og hornmusik.

Det er eftermiddag her, og dagen er ligesom for gammel til politiske taler. Men der bliver alligevel klappet på alle de rigtige tidspunkter. Det sørger en fyr i stribet bluse for. Han har hænderne løftet op foran brystet – beredt til klap. Det er femte gang, han hører talen i dag. Alligevel klapper han begejstret på de helt rigtige steder. Det får de andre til at klappe med. Han kender talen vældig godt. Ikke kun har han fulgt med partiformanden hele dagen. Han er også ansat af partiet."

Og videre går det: Dagbladene Jyllands-Posten (2.V.2006) og Berlingske Tidende (3.V.2006) citerer også den fhv. formand for det dengang store parti, Anker Jørgensen for følgende tankevækkende kommentar, da han 1. Maj havde hilst på Helle Thorning-Schmidt i Fælledparken, hvor hun blev mødt med "Helle, Helle, Helle"-råb og klapsalver:

"Det er udmærket, hvis de har gjort det af egen fri vilje. Men det har man jo folk til."

Der er–mindst–to interessante ting ved dette.

For det første: Har man rent faktisk fra Socialdemokraternes side ansatte klakører, som 1. maj turnerede rundt og klappede af HTS?  At de politiske partier organiserer klakører til f.eks. valgkampe er velkendt–jeg har selv oplevet KU'ere, VU'ere og DSU'ere, hvis "spontane" begejstring var noget påfaldende.  Men der hører det jo ligesom til "showet"–ingen er rigtigt i tvivl om, at de unge mennesker er fragtet landet rundt, har fået udleveret fælles materialer og på forhånd indøvet råb og slagsange.  Men til et 1. maj møde …?  Hvis det er sandt, så siger det nok så meget om tingenes tilstand i Camp Thorning, herunder hvordan man selv synes, at det går.

For det andet: Er det mon værd at bemærke, at det er netop Dagbladet Politiken (med en årtier lang tilknytning til Auken-fløjen) og Anker Jørgensen, der simultant antyder, at begejstringen for HTS er orkestreret?  Jeg tror ikke på, at der her er tale om en konspiration, men mindre kan såmænd gøre det: Måske det bare er rygter, der florerer vidt og bredt i visse dele af det socialdemokratiske bagland?  Selv dét siger nok noget om tingenes tilstand, især når det kommer oven på udspil, som skulle rykke partiet til venstre og en rokade i partiledelsen med samme formål.

PS. Frk. Punditokrat på 10 måneder har iøvrigt andet tilfælles med Socialdemokraterne end at klappe: Hun brokker sig, når man ikke vil lege med hende; går lidt usikkert rundt i landskabet; lægger meget vægt på de umiddelbart synlige goder; er meget ensidigt fokuseret på at øge udgifterne; har ingen respekt for budgetrestriktioner eller -sammenhænge; ditto manglende forståelse for forudsætningerne for velstandsskabelse; slet ingen respekt for privat ejendomsret; er i det hele taget en stor daglig fortaler for asymmetri-tesen; giver ikke så mange konstruktive in-put til, hvordan det skal blive lettere at være dansker (bortset fra hende selv), o.s.v., o.s.v.  Hvis jeg ikke passer på, kan hun indenfor 10-15 år nå at blive en af partiets ordførere …

2 thoughts on “Klappe klappe kage …

  1. David G.

    Enig med Nic. Du har your work cut out, Peter-fatter.Jeg har opfattet reportagerne fra HTS’ optræden som et klart eksempel på, hvordan politiske holdninger og magtkampe styres af behovet for at have og foregive positivt etiketterede følelser. Hertil hører i Danmark følelsen “jeg gør noget for de svage, miljøet, freden, osv.”. Det er umuligt at vinde hvis vælgerne tror, man ikke deler disse følelser. Og så er det flintrende ligegyldigt, om ens handlinger rent faktisk gør noget for de svage, miljøet osv., end mindre om det er en god ide (ud fra en overordnet målsætning om at maksimere velfærd) at gøre noget for de svage, miljøet osv., og end mindre endnu om det giver nogen mening at ville gøre noget for de svage, miljøet osv.Jeg håber virkelig ikke HTS er så ubelæst, primitivt tænkende og barnagtig, at hun faktisk tror, hvad hun selv siger. Eller rettere, jeg tror at hun både tror på det og i andre øjeblikke sagtens kan forstå elementære sammenhænge. Problemet er at forståelsen af de elementære sammenhænge ikke forslår en pind, når der afkræves følelsestilkendegivelser.Mundus vult decipi, verden vil bedrages, er desværre ikke blevet mindre sandt siden oplysningstiden.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.