Liberalisme er humanisme

Hvordan kan liberalisme være humanisme? Det er der nok mange, der gerne vil have svar på. For mens humanisme almindeligvis associeres med noget positivt, så opfattes liberalisme oftest som noget negativt eller egoistisk, og de to begreber kan derfor ikke have noget med hinanden at gøre.

Men så bekvemt er det ikke.

Hvis vi nu begynder med liberalismen, så er den mere menneskelig, end man normalt antager, ja, den er humanistisk. Den skotske oplysningsfilosof og økonom Adam Smith har forklaret hvordan.I værket Nationernes velstand fra 1776 – der faktisk kom i en dansk oversættelse som en af de første overhovedet – betoner han igen og igen, hvordan mennesket næsten konstant har brug for medmennesket. Hermed mener han ikke noget abstrakt medmenneske, men andre, konkrete menneskers konkrete hjælp. Det kan være med hensyn til at klare dagen og vejen, det kan være med henblik på at opbygge en stat, det kan være i kærlighedsspørgsmål osv. Vi har alle brug for hjælp. Derfor kunne det berømte slogan om, at intet menneske er en ø, sagtens være formuleret af Adam Smith. Det er andre menneskers medvirken, der sætter os i stand til at nå vores mål. På dette sted tilføjer Smith så: Og den, der forventer hjælpen alene som udslag af andre menneskers godgørenhed, venter forgæves.

Mennesket tiltrækker nemlig andres hjælp ved at friste andres behov. Hjælpen kommer med andre ord ikke af sig selv som en Røde Kors-pakke eller velfærdscheck. Forinden er gået en udveksling af en eller anden slags, typisk et arbejde eller en handel. Det er denne udveksling eller bytteveksling, Smith navngav den usynlige hånd, et udtryk, der er gået ind i sproget som en metafor for de fri markedskræfter.

Det er oplagt, at udvekslingen begynder hos den enkelte i form af en lyst eller et behov, der kan være nok så synligt. Uanset hvad, så må denne lyst eller dette behov alliere sig med en andens nok så usynlige behov eller lyst for at blive indfriet. Smith taler om, at arbejdsdelingen, dvs. udvekslingen af behov, har en naturlig oprindelse. Den udspringer af mennesket, men involverer medmennesket, ligesom man kan sige, at den begynder med nytten, skønt den oplyses af dyden forstået som andre menneskers mellemkomst.

Udtrykket den usynlige hånd lyder måske lidt diffust, men er ikke andet end et udtryk for menneskers forbundethed – helt konkret. Markedet er heller ikke noget spekulativt, men en aktivitet, der finder sted på mikroplan – hver gang vi f.eks. er sultne eller tørstige eller søger information.

Liberalisme er humanisme, fordi den betoner, at mennesket altid tjener sin egen fordel ved at tjene andres fordel, f.eks. ved at arbejde. Liberalismen griber ud efter andre, ikke for at undertvinge dem, sådan som man plejer at mene, men for at nå kontakt og udveksle et eller andet til begge parters fordel.

Denne definition af liberalisme som humanisme afviger fra den sædvanlige eller traditionelle definition af sidstnævnte, hvor humanisme betyder at se mennesket som et mål i sig selv – og aldrig som et middel for noget andet. Omvendt kan man sige, at mennesket netop bliver et middel for andres behov, når det forsøger at efterstræbe sine egne mål, eftersom målene ikke indfrier sig selv. Der må mennesker til – mennesker af kød og blod, dvs. mennesker, der ikke alene er i besiddelse af smukke mål, men som også har blik for midlerne.

Det er en anden opfattelse af humanisme, der har været fremherskende i Danmark. Den danske humanisme er meget farvet af særligt én person, forfatteren Villy Sørensen, hvis virke var omsiggribende og dybtgående og kun meget sjældent mødte kritik. Han lagde simpelthen sit publikum ned, hvad enten det var i litterære, akademiske eller alment kulturelle kredse. Respekteret, beundret, frygtet.

Villy Sørensen var da langtfra også en almindelig pladderhumanist, men han var alligevel med til at fremme en forståelse af humanismen, der lagde vægt på abstrakte og bløde værdier. I Villy Sørensens humanisme finder man således en stærk tendens til at italesætte mennesket som et abstrakt Menneske, ligesom man finder en forestilling om Menneskeheden i modsætning til en mere konkret humanisme, der ikke nærer en større drøm på menneskets vegne end at fremme menneskets frihed.

Villy Sørensen lagde allerede ud i et radioforedrag fra 1956, hvor han udstak den kurs, der skulle blive gældende for humanisme på dansk. Humanisme sikres af velfærdsstaten, mente han, fordi den fjerner de “sociale traumer for menneskene”, sådan at de kan pleje deres “individuelle personlighed”. Humanisme plejes således ikke af andre menneskers frivillige mellemkomst, men af velfærdsstaten, dvs. ved lov og politisk indgriben. Velfærdsstaten “søger at frigøre den enkelte fra massen”, sagde den unge Sørensen, og dens formål er personlighedens dannelse hos den enkelte, et tema, der også findes i den senere og meget læste debatbog Oprør fra midten (1978). Humanisme betyder at finde frem til noget, som den enkelte har for sig selv, næsten en slags hemmelighed. Villy Sørensens humanisme er dermed også noget, der skiller, snarere end samler, mens den liberale humanisme er noget, menneskene har tilfælles.

Villy Sørensen havde mere at sige om den danske humanisme. I et foredrag fra 1973 definerer han humanisme som kunst og som en art stoicisme forstået som mildhed og ro. Roen er symboliseret ved den romerske forfatter og filosof Seneca, hvem Sørensen også viede en hel bog. Seneca beskrives her som en sjæl fanget i en barbarisk verden, dvs. som en humanist placeret i en inhuman verden – uden velfærdsstat. Som Sørensen formulerer det: “Der var nok at gøre for en humanist i Rom, og næppe meget at gøre” (2000, s. 107). Med Villy Sørensens fremstilling af Seneca ved Neros hof har vi den toneangivende definition af humanisme. Digterfilosoffen (som Sørensen selv) vs. tyrannen. Humanisten vs. ikke-humanisten. Enten-eller.

Humanisme i denne fortolkning er derfor også forskellig fra magtkamp – for naturen har skabt os til det rette. “Det er ikke muligt at sætte humanistiske idealer igennem ved magt”, fastslår Sørensen (s. 110). Denne forestilling gennemsyrer ikke blot den danske humanisme, men hele vores debatkultur. Hvis der er noget, vi skyer, er det magten, særligt vores egen. Sørensen fortsætter: “Humanisme er den hovedstrøm i vor kultur, som den skylder alle store sociale fremskridt, selv om (fordi?) den aldrig har været ved magten” (s. 155). Det i parentes indsatte “fordi?” rummer forklaringen. Det er ifølge Sørensen en fordel ikke at være ved magten – endda på trods af, at humanismen ifølge samme akkurat er kommet til og trives ved hjælp af magten, dvs. velfærdsstaten. Det er paradoksalt, hvis ikke selvmodsigende. Han vil gerne definere målet uden midlet, selv om han tidligere har sagt, at velfærdsstaten er midlet.

Villy Sørensen medgiver, at erklærede humanister gennem tiderne har lagt for megen vægt på omgivelserne frem for individet, hvilket har ført til umyndiggørelse af den enkelte og overdreven rationalisme. (s. 112). “Og følt sig for gode til at tage del i kampen” (s. 155). Når det er sagt, så bliver Villy Sørensens ideal en “romantisk oplyst humanisme” (s. 113), og her er vi tilbage ved Seneca.

Men Seneca er måske ikke den bedste historiske figur at lade sig inspirere af, når man skal definere, hvad humanisme er. Må undertegnede i stedet foreslå et andet afsæt, ikke mindst fordi humanisme i en bredere forstand opstod langt senere, nemlig med den europæiske renæssance ca. 1450-1650, hvor den bl.a. udmøntede sig i det berømte centralperspektiv i kunsten, i kompasset og det mekaniske ur inden for videnskaben samt i Niccolo Machiavelli i den politiske verden. Humanismen satte, som ordet antyder, mennesket i centrum, ligesom humanismen udfordrede kosmologien og forestillingen om skæbnen.

Med ordet tænker man måske uvilkårligt på noget ophøjet eller menneskekært, i hvert fald på noget godt eller dydigt. Hvad der e
r dydigt er imidlertid ikk
e nødvendigvis godt, ligesom det gode ikke altid er nyttigt. Et hastigt tilbageblik på renæssancen afslører da også, at perioden indeholdt en hård selvkritik, som tog de bløde værdier ved vingebenet.

Det storslåede ved den berømte renæssanceby Firenze er i én forstand således slet ikke Domkirkens kuppel, som alle kender eller valfarter til, men den florentinske realisme i politik, krig og økonomi, som mange enten ikke kender, eller slet ikke vil kendes ved.

Det var realismen i politik, krig og økonomi, der gjorde humanismen til det, den er i dag. Realismen i politik gav os individualisme. Realismen i krig gav os selvforsvar. Realismen i økonomi gav os kapitalisme. Og alle tre dele indgår i liberalismen sammen med bevidstheden om, at man er nødt til at have med andre mennesker at gøre.

Til at begynde med kommer vi ikke udenom 1500-tallets Niccolò Machiavelli, der er realismens store fortaler. Ligesom tidens øvrige humanister var han i modsætning til middelalderens intellektuelle ikke teolog. Machiavelli vægter bystaten over Gudsstaten, dvs. han foretrækker det lokale perspektiv frem for det kristne imperium og dets forestilling om paradis, som f.eks. digteren Dante var talsmand for. Machiavellis stat er en mindre stat end Dantes stat; og den er en begrænset stat i forhold til ambitionsniveauet hos den kirkelige og skolastiske tradition op igennem middelalderen.

Hvor begrænset får man et godt indblik i ved at læse det lille skrift La Vita di Castruccio Castracani, som måske er det mest bastante, Machiavelli overhovedet skrev. Skriftet blev dedikeret til en gruppe politiske venner og var komponeret med henblik på at opnå medicinernes gunst, da de stod og manglede en historiker til at forfatte deres historie i Firenze.

Emnet var lige så krigerisk som velvalgt. Castruccio (1281-1328) blev i en ung alder feltherre og fyrste i den toscanske bystat Lucca, som var på næsten kronisk krigsfod med de omkringliggende bystater, herunder Firenze. Sidstnævnte bestod fortrinsvis af guelfere, dvs. pavetilhængere, mens borgerne i Lucca var ghibellinere, dvs. tilhængere af den tysk-romerske kejser. Machiavelli går imidlertid ikke ind i disse politiske stridigheder. Skriftet er først og fremmest en beskrivelse af en karismatisk leder, og det, der fascinerer forfatteren, er, at Castruccio var elsket, fordi han var stærk, snarere end stærk, fordi han var elsket.

Castruccio er i Machiavellis optik en mand af sjælden statur og udmærkelse; flink over for sine venner, grusom over for sine fjender. Retfærdig over for sine undersåtter, troløs over for fremmede. Hvis han kunne sejre ved hjælp af snilde og list, ville han aldrig benytte magt. Det var sejren, der talte, ikke måden den blev til på.

Machiavelli fungerer i dette skrift som en slags krigskorrespondent, og resultatet er en art “Illiade” i miniature. Krigsepisode på krigsepisode genfortælles, hovederne ruller, også i politik; det er konkret lyrik, holdt i en tør, saglig stil, som da det lakonisk meddeles, at det afgørende slag mellem Lucca og Firenze kostede Castruccios lejr 1.570 soldater, mens florentinerne mistede 20.231 mænd. Castruccio er mere krop end sjæl, mere animo end anima, hvor førstnævnte kan oversættes til dydens råmateriale, mens sidstnævnte er dydens indpakning. Og det er råmaterialet, der tæller: kroppen, modet, mandigheden. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at det italienske ord virtù, der betyder dyd, kommer af det latinske virtus, som refererer til vir, mandens dyd.

Castruccio lod bøgerne stå på hylden og valgte våbnene og intensiv fysisk træning. Når feltherren messer sit “Kend dig selv!”, så hentyder han ikke til sjælens dybde, men til statens militære formåenhed. Meningen er paradoksalt nok, at man må sætte sit liv på spil for at redde det, og at man må prøve alting for ikke at frygte noget. Ifølge dette livssyn er hverken kold fornuft eller hed lidenskab nok hver for sig, men blandingen, den rette blanding er uhyre effektiv. Det gælder med andre ord om at være fleksibel, for i krig og politik er der masser af falske venner. Selv en gammel ven kan lynhurtigt forvandle sig til en ny fjende.

Machiavellis skrift er livligt og velskrevet snarere end præcist eller sandt, hvilket var helt på linje med den historiografiske smag dengang. Det opdigtede ses især i begyndelsen, hvor det berettes, hvordan lille Castruccio bliver fundet i naturen af en præstefamilie, og til sidst, hvor vi præsenteres for noget, der skal forestille at være heltens tale på dødslejet. Selv døden kommer til tiden. Heltens teatralske død skygger dog ikke for fortællingens karske realisme, der rummer en underminering af datidens moralforestilling om, at de rene viljer bør være de eneste viljer. Sådan så hverken Machiavelli eller Castruccio på sagen; de fandt, at den gode vilje ikke altid rækker i kampen mellem mennesker, byer og stater, og de indledte begge et opgør med den figur, som den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij senere skulle navngive “Idioten” i romanen af samme navn, det apolitiske og næstekærlige menneske, der frasiger sig brugen af vold. Hvis den barmhjertige og troskyldige samaritaner var idiotisk og naiv, så var den konsekvente og snu fyrste lig med den kloge overlever, som kunne holde sammen på en stat.

Renæssancens politiske realisme bakkes op af dens militære realisme, endda fra uventet kant. Mange af de moderne museumsgæster, der har stået og beundret Leonardo da Vincis maleri “Mona Lisa” med det på én gang forførende og kølige smil på Louvre i Paris, er nok ikke bekendt med, at kunstneren også var konstruktør og militæringeniør. Hvis han var en ånd – og det var han – så var han ikke blot en skønånd, men dybt involveret i tidens militærtekniske kompleks, mens han trygt overlod de metafysiske spørgsmål til præsterne og filosofferne.

Det er endda ikke spor hemmeligt. På hans museum i fødebyen Vinci og på det tekniske nationalmuseum i Milano kan man f.eks. se flere af hans krigeriske kreationer eller købe bogen Leonardo da Vinci’s Machines, der indeholder tegninger og skitser af opfinderens flyvemaskiner, hydrauliske maskiner og krigsmaskiner og et kapitel om hans mekanik. Tegningerne er brutale i sig selv og taler et logisk og fysisk sprog – illustration og demonstration – som Leonardo, den italienske Faust, også mestrede på skrift. Her er et udpluk fra, hvad den 30-årige Leonardo skriver til hoffet i Milano:

“Jeg har forstand på den teknik, det kræver at invadere et territorium (…) Jeg véd, hvordan man ødelægger enhver forskansning, der ikke er bygget på klippegrund. Jeg véd også, hvordan man konstruerer kanoner, der er lette at flytte, og som kan affyre en storm af små sten (…) med stor ødelæggelse og forvirring til følge (…) Jeg kender mange instrumenter, som kan anvendes til søs, både til offensive og defensive manøvrer (…) Hvis granaterne fejler, vil jeg opfinde katapulter, kontravægte, fælder eller andre ualmindelige og utrolige instrumenter; kort sagt vil jeg til enhver situation konstruere et stort udvalg af maskiner til forsvar såvel som angreb.”

Brevet var – ligesom Machiavellis skrift – en jobansøgning, og den unge kunstner, som stadig var en håndværker snarere end et geni, fik jobbet. Eftersom kontrollen med den politiske situation på Leonardos tid afhang meget af fysisk magt, søgte magthaverne gerne ekspertise hos specialister, og Leonardo tjente hertugen af Milano i næsten 20 år.

Når man betragter tegningerne og mærker hensigten, ryster man en smule. Her er alt, hvad en militant og no-nonsense hertug kunne ønske sig. En gigantisk armbrøst, ildkastere, katapulter, militærbroer, angrebsstiger og -vogne side om side med kanoner i alle størrelser og ballistiske udregninger. Der er måske ikke kælet for detaljen, men der er mange af dem. Konstruktionerne udspringer måske ikke af naturvidenskaben, som den tog fart blot 100 år efter Leonardos levetid, men hans maskiner

er teknik parret med kunst. Og kunst og krig går forbløffende godt i spænd sammen.

Leonardo foretrækker lette våben, der kan flyttes af fodfolket, ikke mindst fordi de mobile våben gør det muligt at justere projektilbanerne, ligesom han eksperimenterer med et alternativ til krudt; ikke af økologiske grunde, men ud fra et snævert taktisk hensyn, hvorfor han designer en dampdrevet kanon, som han hævder at have kopieret fra den græske matematiker Arkimedes. Hvis nu krudtet skulle slippe op.

Men det bedste er måske de specielle kanonkugler. Leonardo blev klar over, at tunge kanoner og jernkugler er ugunstige imod et kavaleri eller infanteri i hurtig bevægelse, og han opfinder derfor de eksplosive kanonkugler, eller hvad der ligner en prototype på vor tids klyngebombe. “Det er den mest dødelige maskine, der findes”, noterer Leonardo. “Når kanonkuglen eksploderer, vil kernen antænde de andre dele, og de vil gå i brand, inden man kan nå at sige Ave Maria!”. Her hjælper altså ingen kære mor. Portrættet af kunstneren som ung mand er portrættet af en kriger. Hvis mennesket er en maskine, og universet er en maskine, så lad os da opfinde nogle flere!

I Leonardos verden er der ikke langt fra politik til krig eller fra liv til død eller fra idé til handling, delene hænger sammen som en avanceret maskine, hvis tilblivelse afhænger af nøjagtig observation og sansernes vidnesbyrd. For Leonardo er den præcise og uhildede observation vigtigere, end det der observeres, og empirien kommer før teorien. Vi befinder os i øjets imperium, ikke hjertets, verdens, ikke selvets.

Den politiske og militære realisme suppleres af renæssancens økonomiske realisme. På torvet i den lille, men travle stofby Prato, 10 km. vest for Firenze, står en statue af byens mægtigste mand, Francesco di Marco Datini (1335-1410), købmanden fra Prato.

Francesco var en typisk toscansk direktør, selvgjort, individualistisk, energisk og mistænksom over for sin nabo, men med mange internationale forbindelser. En klassisk forretningsmand, hvis floriner er hårdt tjente; rejsende i våben, uld, metaller, hvede og slaver og med filialer langs Middelhavets kyster og helt oppe i Avignon. Han er en af renæssancens mange entreprenører og grundlagde banker i Prato og Firenze, hvor han i 1399 blev optaget i pengeudlånernes forbund, “Arte del Cambio”. Som Iris Origo beretter i sin bog The Merchant of Prato, der udkom tilbage i 1957 og siden er kommet i mange oplag, betalte Francesco for sin velstand med en evig frygt for tab, f.eks. at et af hans skibe skulle gå ned eller bliver overfaldet af pirater. Han var alt det, som Dante nedladende kaldte for “en vis nyslået florentiner, der driver bank og handel”, dvs. en kræmmer, ja, næsten en uren.

Prato var som flere andre af renæssancens handelsbyer et prosaisk samfund, der med Origos ord hverken var sofistikeret eller højtravende, men måske så meget desto mere uskyldigt; et mikrokosmos, hvor folk ifører sig bytøj, men stadig ejer bondens ligefremhed og praktiske sans. Derfor var pengeudlåning ikke tabu, som det var andre steder, ikke mindst på grund af kirken. Pengeudlånerne var enten de helt små pantelånere, som tilbød beskedne lån mod høje renter, eller pengevekslere, der omsatte forskellige mønter og værdifulde sten, eller endelig de internationale købmandsbanker, der tillige anvendte veksler, checks og værdipapirer som betalingsmiddel. Da checken blev introduceret, imødekom den et akut behov for kredit og monetær tillid på tværs af by- og landegrænser. Checken var datidens kreditkort, og repræsenterede et løfte om pekuniær belønning – og var dertil lettere at transportere end mønter. På pladsen i Prato står Francesco derfor også med en stak veksler og checks i hånden, og man fandt mere end 5.000 af dem i hans gemmer.

Der var også andre løfter at aflægge. Francesco brugte selv udtrykket “I Guds og profittens navn”, og det er sigende. De to hensyn gik hånd i hånd. Hvis verden er et handelshus, og det er rentabelt, så rummer det profit nok til dette og det næste liv med. Francesco kunne sagtens forlige kapitalismen med kirken, for selv om man som ung måske er styret af sine drifter, og siden af penge, så vender vi som regel tilbage til Gud. Sådan var i hvert fald Francescos egen livsbane, men forinden havde han tjent en formue. Det ene udelukkede ikke det andet.

Skal man tro beretningen om Francesco, må han altid have haft blæk på hænderne. Hans regnskabsbøger, korrespondance og skriftlige ordrer til utallige modtagere rundt i forretningsimperiet optog ham dagligt i mange timer, og blækhæfterne fortæller deres egen historie. For som den tyske sociolog Max Weber har understreget i sine analyser af den tidlige kapitalisme, så var det nye ved den ikke grådighed eller hurtig profit. Den har altid eksisteret. Det nye – og krævende – ved Francescos indsats handler om rationelt købmandsskab, der forrenter sig over en længere periode.

I Webers skrifter fremhæves det, at kapitalismen blev født i Vestens byer med håndværk og industri inde i landet, dvs. f.eks. i Firenze eller Prato, hvor også borgerskabet stod stærkt. Det er derfor snarere købmanden i Prato end købmanden i Venedig, der bar den økonomiske realisme frem ved hjælp af flid, risikovillighed og kalkulation, renter og tillæg.

Francescos foretagende er et foretagende, der tilfredsstiller en gruppes hverdagsbehov, og hans kapitalregnskab gav ham et overblik, som man ikke havde haft tidligere – med eller uden blækpletter. Francescos gemmer blotlægger den moderne bogføring i sin ungdom, en bogføring, der med Webers ord hviler på “menneskers kamp mod mennesker”, og med den tager vi de første skridt ind i en kapitalistisk tidsalder, hvor markedschancer og masseafsætning bliver afgørende for nationernes velstand og alt det, Adam Smith siden beskrev.

Inden for områderne politik, krig og økonomi møder vi i renæssancen et særdeles realistisk temperament og udsyn, og man går derfor galt i byen, hvis man tror, at renæssancehumanismen smed om sig med bløde værdier og nuttet barmhjertighed. Der er også langt fra renæssancens humanisme til den humanismen i velfærdsstatens billede – som forfægtet af Villy Sørensen. Med et moderne udtryk kan man konkludere, at humanisterne ikke var pladderhumanister. De var heller ikke liberalister. Men alle liberalister er og bliver humanister.

NOTER

Niccolò Machiavelli: Life of Castruccio Castracani, Hesperus Press (2003); Marco Chianchi: Leonardo da Vinci’s Machines, Edizioni Becocci (u.å.); Iris Origo: The Merchant of Prato, Penguin (2002); Max Weber: Udvalgte tekster 1-2, Hans Reitzels Forlag (2003); Villy Sørensen: På egne vegne, Gyldendal (2000) og Hverken-eller, Gyldendal (1961).

Dele af denne tekst har tidligere været bragt i Weekendavisen.

5 thoughts on “Liberalisme er humanisme

  1. Peter Buch

    “Vi har alle brug for hjælp” – jeg mener det er et falsum, men det er en meget normal tankegang hos en stor del af menneskene der har glemt at det kan lade sig gøre både at være eneboer, menneske, liberal og – humanist. Der behøver således ikke være andre aktører til stede på planeten end én eneste for at opfylde betingelserne for eksistens af en eneboer, et menneske, en liberal og en humanist på jorden. Efter min mening.Hvis liberalisme er defineret betinget af flere mennesker og aktioner mellem disse er den tænkte eneste jordbo i ovenstående eksempel således per definitionen umulig at betegne som liberalist.”Det var realismen i politik, krig og økonomi, der gjorde humanismen til det, den er i dag. Realismen i politik gav os individualisme. Realismen i krig gav os selvforsvar. Realismen i økonomi gav os kapitalisme. Og alle tre dele indgår i liberalismen sammen med bevidstheden om, at man er nødt til at have med andre mennesker at gøre.” samt”Liberalisme er humanisme, fordi den betoner, at mennesket altid tjener sin egen fordel ved at tjene andres fordel, f.eks. ved at arbejde.” Meget er i dagens samfund forbundet med penges omløb og man skal nok være meget opfindsom for ganske at undgå dette i vore dage. Jeg mener menneskers behov for socialt selskab i udgangspunktet er meget forskellige og lige såvel som meget kan opfyldes ved socialt selskab kan meget opnås ved ikke at have dette.For eksempel som selvstændig i en virksomhed af diverse art.Nok om det – nok et spil solitaire venter mens der overvejes hvad eventuelt skulle medtages til bakkerne ved bjergene!

    Svar
  2. Peter Buch

    Hvem er da eneboeres forsvarere når humanisme kobles til- de mange?Som udgangspunkter kan vælges forskellige blandt yderpunkterne eneboer og samfundet forstået som den samlede gruppe af mennesker inden for definerede afgrænsninger.Set fra mit synspunkt er det primært fornuftigt som udgangspunkt at have rådighed eller medejerskab over/til ejendom og midler til livets eksistens dvs. blandt andet fødevarer og energi af diverse art; derpå kunne følge hvad kunne komme af socialt samvær. Men selvforsynedne bønder er naturligvis sværere at styre end så mange andre, som min bekendte i Alperne siger fældede man store kastanier da der fandtes et ordsprog der sagde “To store kastanier er lig en fri mand”.

    Svar
  3. Peter Buch

    Tilsyneladende ikke lige i øjeblikket.Der er jo en del der gennem tiderne har diskuteret om mennesket in se eller per se er den generaliserede rette metode at se mennesket på. Nogle har muligvis fået nok af se-suppen og har andet at tage sig til.

    Svar

Leave a Reply to Peter BuchCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.