I fredagens Politiken kan man  læse, at uligheden i det danske sundhedsvæsen stiger. Det er ord der givetvis får det til at gyse i de fleste danskere da sundhedsvæsnet jo er en  af hjørnestenene i det danske velfærdssamfund. Uligheden skyldes naturligvis den i samfundet omsiggribende tendens til profitmaksimering, som altså nu også har ramt sundhedsvæsnet og dets aktører, der åbenbart ikke holder sig for gode til at tjene penge på syge mennesker. Dette har resulteret i stigende anvendelse af private sygeforsikringer og privathospitaler. Og det er en alvorlig udvikling kan man forstå på eksperterne:

Konsekvensen er, at uligheden i samfundet stiger, mener sundhedsøkonom Jakob Kjelberg fra DSI Institut for Sundhedsvæsen.

»Der er ingen tvivl om, at det er med til at øge uligheden i Sundhedsvæsenet, som hidtil har været kendetegnet ved, at høj som lav skulle kunne komme lige hurtigt til«, siger han til MetroXpress.

Dennis Kristensen, som er forbundsformand i FOA påpeger, at samfundet bliver opdelt, hvis man får en bedre behandling med penge på lommen.

»Hvis væksten i sundhedsforsikringer og andre private ordninger fortsætter, vil vi få en opdeling i et A- og et B-hold. Al erfring fra udlandet viser, at det ikke er sundt at opbygge et parallelsystem til det offentlige sundhedsvæsen«, siger han.

Der mangler først og fremmest politisk engagement i, hvad det offentlige sundhedsvæsen som minimum skal levere, og hvad der skal overlades til markedskræfterne, mener direktøren for brancheorganisationen Forsikring og Pension, Per Bremer.

Artiklen er et skoleeksempel på, hvorledes lighedstanken er blevet fordrejet fra dens oprindelige betydning, hvor lighed alene var ensbetydende med en formel lighed for loven. Nu drejer lighedstanken sig i overvejende grad om materiel lighed. Samtidig med denne udvikling er lighedstanken blevet nærmest indiskutabel, og hensynet til den materielle lighed trumfer alle konkurrerende hensyn i offentlige beslutningsprocesser, som vi har set så mange deprimerende eksempler på.  

Hvis vi går tilbage til eksemplet med det danske sundhedsvæsen kræver artiklen først et par præciseringer, der kan sætte diskussionen i relief. Ligesålidt som alle danskere, der betaler topskat har alle danskere med privat sygeforsikring "speedbåd og hus i Skovshoved". I stedet for at glæde sig over det faktum, at hvad der en gang var forbeholdt en lille eksklusiv elite nu er blevet tilgængeligt for den almindelige dansker, begrædes det, at nogle danskere ikke har denne adgang. Om de danskere der ikke har adgang til det private sundhedsvæsen får det ringere af, at en gruppe har adgang dertil synes ikke at blive berørt.

Det ignoreres også, at private sygeforsikringer og private sygehuse betyder, at der opstår attraktive jobs i Danmark (hvis lønindkomster beskattes), samt at der bliver investeret i essentiel viden og teknologi, som på sigt vil komme alle tilgode.

Det mest skræmmende er dog forslaget om politiske indgreb. Både fra et individuelt rettigheds- og et mere utilitaristisk synspunkt er et indgreb eller forbud mod private sygeforsikringer og sygehuse angribelig. Først rettighedsvinklen: Vil man virkelig forbyde mennesker (og virksomheder), at anvende deres egne optjente penge på at holde sig sunde og raske? Vil man virkelig forbyde læger og sygeplejersker at tjene til dagen og vejen ved at udbyde deres højt værdsatte kundskaber? Sådanne forbud ville være indgribende i både den private ejendomsret og næringsfriheden. 

Dernæst nytteværdien:

Hvor private sygeforsikringer og sygehuse muligvis medfører, at nogle får bedre behandling end andre (men velsagtens fastholder et uforandret og acceptabelt(?) bundniveau for behandling af sygdomme) vil et forbud mod private sygeforsikringer og sygehuse med sikkerhed medføre, at danskere der ville kunne være blevet behandlet hurtigt og effektivt for alvorlige sygdomme nu ikke ville have samme mulighed herfor. Køerne på de offentlige hospitaler ville endvidere forlænges, og der ville være flere patienter om det samme udstyr, personale m.v., hvorfor behandlingsmulighederne for de der allerede må "nøjes" med det offentlige ville forværres. Det ovenfor nævnte vedrørende teknologi og arbejdspladser er selvfølgelig også relevant her. 

Endvidere ville mange dygtige herboende læger og sygeplejersker givetvis vælge at udføre deres gerning i udlandet. Man ville i praksis vende tilbage til dagene, hvor kun de allerrigeste ville kunne få hurtig og effektiv behandling, for millionærerne ville jo blot tage til udlandet. Med mindre man selvfølgelig forfulgte den smukke lighedstanke til ende og forbød danske statsborgere privat behandling i udlandet således, at vi alle kan få det lige dårligt.