Irak og det liberale dilemma

‘Projekt Irak’ er ikke gået som planlagt, og det er efterhånden på sin plads at spinde en kommentar over. Invasionen var en forholdsvis smertefri affære. Men det viste sig snart, at Saddam Husseins Baath-regime hverken havde skjulte lagre af kemiske og biologiske våben eller et hemmeligt kernevåbensprogram. Det umiddelbare mål – at eliminere truslen fra Iraks masseødelæggelsesvåben – gav derfor ikke rigtig mening. Det fik fortalerne for krigen til at betone det langsigtede mål: at bringe frihed og demokrati til irakerne. Udsigterne er desværre heller ikke særligt opmuntrende på dette punkt. I stedet for et velfungerende demokrati har den menige iraker indtil videre stiftet bekendtskab med en ulmende borgerkrig.

Den nedslående irakiske virkelighed har fået selv erklærede tilhængere af Bush-administrationens ‘regime change’-dagsorden til at sætte spørgsmålstegn ved i hvert fald udvalgte dele af projektet. Den mest interessante, eller i hvert fald mest sobre, kritik kredser om statsmagtens muligheder for at omskabe virkeligheden i demokratiets og frihedens tjeneste. Der er tale om bestemt udgave af en ældre intellektuel strømning: af advarslen imod det, der i den angelsaksiske verden går under navnet ‘social engineering’.

Den amerikanske politolog Francis Fukuyama – berømt og berygtet for sin bog om Historiens afslutning og det sidste menneske – har netop affyret en sådan salve. Fukuyama er erklæret ‘neokonservativ’. I modsætning til ‘realister’ som den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger sætter han sin lid til aktiv demokratifremme. Men Fukuyama var modstander af Irak-krigen fra dag ét. Det var der flere grunde til. Ubehaget ved storstilet ‘social engineering’ var en af de vægtigste.

I America at the Crossroads, der netop er blevet sendt på gaden, sætter Fukuyama ord på sin kritik af den nye amerikanske dagsorden. Han lader kollegaen Ken Jowitt forklare, hvordan Bush-administrationens store projekt adskiller sig fra budskabet om historiens afslutning og det sidste menneske. Jowitt skriver:

“Bush-administrationen har konkluderet, at det er nødvendigt at give historien en hjælpende hånd med på vejen, at gribe styrepinden og lede den i en bestemt retning. Det er yderst ironisk, at administrationens bestræbelser på at bekæmpe terrorisme gennem ‘regime change’ og i forlængelse heraf skabe en demokratisk, kapitalistisk verden har fået den til at føre en aktiv ‘leninistisk’ udenrigspolitik; en antitese til Fukuyamas passive ‘marxistiske’ forventning om, at historien på længere sigt af sig selv går i denne retning”.

George Walker Bush og hans håndgange mænd har altså – ifølge Jowitt og Fukuyama – sat sig for at hjælpe den historiske nødvendighed på vej, ganske som Lenin forsøgte det for små hundrede år siden.

Nu er der naturligvis forskel på at fremme demokrati og at fremme proletariatets diktatur. Det er da også sigende, at invasionen af Irak ikke har ført til massemord, massedeportationer og hungersnød – som Lenins store projekt gjorde det. Levevilkårene for den menige iraker er blevet bedre, ikke værre, de borgerkrigslignende tilstande til trods. Irakerne behøver ikke længere at frygte Baathpartiets jernnæve, de har set sanktionerne blive ophævet, og genopbygningen har bragt økonomisk vækst med sig. Tingenes tilstand er, som vi ofte har berørt her på siden, ikke nær så sørgelig, som den bliver fremstillet i medierne.

Men det ændrer ikke ved, at Bush-administrationen har bestemt sig for som en anden ‘social ingeniør’ at lade samfundets fjedre snurre mellem dens fingre. Hvad har reaktionerne på dette politiske program været? Lad os prøve at besøge en af de mest prominente tilhængere af ‘projekt Irak’ for at kaste lys over sagen.

Det britiske tidsskrift The Economist bakkede, i modsætning til Fukuyama, op om invasionen af Irak. Dets begrundelser var yderst sobre, og de er værd at opremse, fordi alt for mange kritikere i dag undlader at sammenligne aktionen med dens alternativ: at lade tingene gå deres skæve gang.

For det første var selv krigens europæiske kritikere overbevist om, at Saddam Hussein rent faktisk besad masseødelæggelsesvåben. For det andet havde 13 års sanktionspolitik vist sig helt og aldeles fejlslagen. Sanktionerne svækkede ikke Hussein-familien og dens håndlangere, men den førte en humanitær katastrofe – i hvilken op imod en halv million irakiske børn omkom af underernæring og sygdom – med sig. For det tredje tvang sanktionspolitikken USA til at fastholde en betydelig militær tilstedeværelse i Saudi-Arabien; en tilstedeværelse der i den grad skadede USA’s omdømme i de arabiske befolkninger.

The Economists har per 31. marts 2006 skiftet chefredaktør. Den afgående chefredaktør, Bill Emmott, benyttede sin ‘afskedsleder’ til at forsvare sin beslutning om at støtte Irak-invasionen ved at henvise til de tre argumenter, jeg netop har lagt vejen omkring. Men han erkendte samtidig, at det liberale tidsskrift svigtede på ét, meget væsentligt punkt:

“Der er i mine øjne kun ét argument imod vores beslutning, som for alvor rammer plet. Et tidsskrift, der aldrig forsømmer en lejlighed til at udtrykke sin skepsis over for staten, skulle have været mere skeptisk med hensyn til regeringen Bushs evne til at gøre tingene ordentligt i tilfældet Irak”.

Det ligger både Fukuyama og The Economist meget på sinde at understrege, at amerikanerne er nødt til at blive i Irak, indtil der er skabt i hvert fald nogenlunde levedygtige politiske institutioner. Den europæiske strudsepolitik er – ganske som før krigen – ikke en farbar vej frem. Men deres samstemmende ubehag ved Bush-administrationens forsøg ud i ‘social engineering’ er interessant. Det er ikke tilfældigt, at sådanne udmeldinger kommer fra personer, vi i en dansk sammenhæng vil kalde ‘liberale’.

Liberalismen udmærker sig nemlig ved sin helt entydige modstand imod ‘social engineering’. Allerede 1700- og 1800-tallets store liberale tænkere afviste, at det giver mening at lade staten omskabe samfundet i et bestemt ideals billede. Og deres efterfølgere i det 20. århundrede, mænd som Friedrich Hayek, Isaiah Berlin samt – til dels – Karl Popper, erklærede sig enige i denne pointe.

Modstanden imod det, Popper døbte ‘utopisk socialt ingeniørarbejde’, springer fra et bestemt syn på politiske midler. Det er ganske enkelt ikke muligt at skabe en fager ny verden med den menneskelige fornufts byggematerialer, lyder indvendingen; og det er slet ikke muligt for staten.

Så langt, så godt. Det liberale dilemma opstår, når politiske mål som personlig frihed, økonomisk frihed og demokrati bliver inddraget i ligningen. For så er det, at tilhængerne af det liberale program alt for ofte har vist sig parate til at smide deres skeptiske syn på statens forjættelser over bord. Det var den overvældende opbakning bag ‘projekt Irak’ et eksempel på – som Fukuyama da heller ikke tøver med at gøre opmærksom på.

Det er ikke noget underligt i, at liberale gerne vil eksportere frihed og demokrati. Men det er netop, når målene er tiltalende, at det er nødvendigt at lægge vejen omkring advarslen imod midlerne. Det er værd at erindre, at den klassiske liberalisme – eller Whiggisme, som Friedrich Hayek har kaldt den – var yderst konservativ, når det kom til mulighederne for at ændre på tingenes tilstand. Den britiske historiker Lord Acton har indfanget hele tankegangen i sin overbevisning om, at liberale mål skal realiseres med konservative midler.

Det er denne latente modsætning mellem mål og midler, der på det seneste er blusset op i forbindelse med Irak. Hensynet til målene, demokrati og frihed, har i lang tid overskygget ubehaget ved midlerne, ved ‘social engineering’. Men det er, som såvel Fukuyamas ny
e bog som The Economis
ts
begyndende indrømmelser viser, ved at ændre sig. Selvransagelsen vil næppe blive mindre i de kommende år.

Det liberale dilemma har i hvert fald tre århundreder på bagen, og de seneste årtiers globale fremgang for frihed og demokrati har bestemt ikke gjort det mindre relevant. Der er noget selvmodsigende ved det ene øjeblik at afvise, at staten gennem sit indenrigspolitiske virke kan føre sine egne borgere frem til et lighedens eller frihedens forjættede land for så det næste øjeblik at sætte sin lid til, at statens gennem sit udenrigspolitiske virke kan gøre det under fremmede himmelstrøg.

Den modsigelse bliver de liberale nødt til at forholde sig til; og det er det, der er ved at ske for tiden. Der er intet galt i at være parat til at kæmpe for det, man tror på – specielt i mødet med en totalitær udfordring. Men der er grund til være på vagt, når kampens erklærede mål er at bruge statsmagtens ressourcer til at omkalfatre den virkelige verden i en idés navn.

Fukuyama, Francis (2006), America at the Crossroads. Democracy, Power and the Neoconservative Legacy, Yale University Press, New Haven and London.

Emmott, Bill (2006), “An editor’s valedictory thoughts”, The Economist, 1.-7. april.

24 thoughts on “Irak og det liberale dilemma

  1. David Pontoppidan

    Kære Jørgen MøllerJeg synes du fremsætter en yderst sober og interessant pointe, og du har meget ret i at der ingen grund er til at tro, at staten skulle kunne udøve social ingeniørkunst udenrigspolitisk, når det altid går galt indenrigspolitisk.Det er klart at der fremstår noget fundamentalt grotesk i, at det er staten snarere end borgerne der kræver frihed og demokrati – og helt galt er det, at det endda var en koalition af udefrakommende stater, der indførte demokratiet.Endvidere har valget af Hamas som regering i Palæstina ved deres første demokratiske valg sat demokratiseringsstrategien til debat.Man kunne for noget tid siden påstå, at man på sigt måtte bedømme om valget af Hamas ville føre til en demokratisering af organisationen, da det jo er set før, at demokratisk valgte ledere med fortid i terrororganisationer har udviklet sig. Det var i sin tid min holdning.Det synes imidlertid nu at være udelukket, og præcis som Hitler kom til magten ved demokratiets hjælp, bæres den mellemøstlige fascisme nu også frem af folkeafgivne stemmesedler og frie valg. Er det derfor forkert at føre en “demokrati-krig”? For det første er der et moralsk aspekt i at være tilskuer til rædsler og diktatur, selvom liberale og konservative nok kan diskutere det moralske i at tvinge dette igennem på trods af folkelig uvilje, historie og traditioner. Ser vi historisk tilbage på optakten til Irak krigen, var der imidlertid al grund i Vesten til at tro, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben, på baggrund af hans status som diktator, og den mangeårige farce der havde udspillet sig mellem Irak og FN. Vi må ikke glemme, at havde han haft masseødelæggelsesvåben, og det havde man god grund til at tro, kunne konsekvenserne have været katastrofale.Hvem vil være den ansvarlige overfor hundredetusinde døde, som følge af en juridisk semantisk uenighed om indholdet i resolution 1441? Efter 11. september kunne USA ikke leve med den usikkerhed Saddam udgjorde, og den manglende samarbejdsvilje han udviste overfor FN’s våbeninspektører, og en krig var derfor uundgåelig. Man kunne selvfølgelig vælge at have indsat en amerikansk vasal på posten, istedet for demokrati, men delvist inspireret af neocons, og især på baggrund af erfaring, valgte man en anden strategi. Det er jo tidligere set hvordan det er gået med vestlige vasaler – netop en sådan var Saddam jo en årrække, da det var Iran som var fjenden. Hvorvidt demokratiseringsstrategien var en forkert strategi, er endnu til debat, men jeg mener ikke der kan herske tvivl om, at verden er sikrere uden Saddam Hussein, og at verden generelt set er sikrere jo mere demokrati og frihed den indeholder. Hvordan det så end opnås. En krig mod Irak var derfor også nødvendig, set i sin historiske kontekst og med det trusselsbillede Irak udgjorde. Uanset hvad vi i dag kan efterrationalisere os til, og uanset hvor vigtigt det er at diskutere og reflektere over krigen og dens konsekvenser.For at citere den klassiske krigsteoretiker Sun Tzu fra det 6. århundrede:”Warfare is the greatest affair of the state, the basis of life and death, the Tao to survival or extinction. It must be thoroughly pondered and analyzed”.

    Svar
  2. Mr Law

    God posting og fin kommentar.Her en kort kommentar fra ferielandet.1) Er fjernelsen af et diktatur og indførelsen af selvbestemmelse reelt ‘nation building’, eller er det en frigivelse af folkets mulighed for at styre sig selv? Det første er sværere end det sidste.2) Der er massiv opbakning til demokratiet og befrielsen fra Bath-regimet samt modstand mod terroren i den irakiske befolkning, jf. fx. PIPA’s meningsmålinger. Projektet er ikke slået fejl (endnu).3) En gradvis udvikling mod demokrati virker ikke sandsynlig – hvis vi overhovedet har den luksus at have tid til at vente. Når presset lettes, trækker de arabiske magthavere reformerne tilbage. Demokratiet i ‘Vesten’ blev født af revolutioner. Den arabiske verden er næppe befolket med mennesker ringere end vi, men de vil nok opleve de samme trængsler og forbigående tilbageslag, som vi gjorde.

    Svar
  3. Repsak

    Jeg enig i, at Jørgen har skrevet en både sober og interessant kommentar, som David og Mr. Law også gør opmærksom på. Det er en ¬– befrielse – at diskutere situationen i Irak uden al den polemik, man ofte møder. Jeg synes dog dine konklusioner er forhastede. Først og fremmest vil jeg gerne minde om, at det tog rigtig mange år at opbygge Vesttyskland efter invasionen i 1945 og de amerikanske soldater bestemt ikke var populære i Vesttyskland (ligesom de sovjetiske ikke var det i Østtyskland). Jeg tror næppe noget land i verden kan lide at være besat, og ligeså stor tilhænger jeg var af befrielsen, ligeså lidt huer det mig at være en besættelsesmagt. Jeg er ikke sikker på, at exit strategien var den rigtige, men jeg er sikker på, at befrielsen var rigtig.Samtidig synes jeg, du glemmer, hvor stort et land Irak er. I det danske (britiske) område går udviklingen så hurtig frem, at det største problem er strømsvigt. Bagdad er ikke Irak. Irak er så meget andet. Dernæst kommer, at der intet bevis er for, at opbakning til demokratiet og befrielsen fra Bath-regimet er blevet mindre i Irak, som Mr. Law så rigtigt skriver. Modstanden mod de daglige terrorangreb er intakt. Angrebene bliver ikke opfattet som frihedskamp, men netop som terror. Du skriver, at der er noget selvmodsigende ved at afvise, at staten gennem sit indenrigspolitiske virke kan føre sine egne borgere frem til et lighedens eller frihedens forjættede land for så det næste øjeblik at sætte sin lid til, at statens gennem sit udenrigspolitiske virke kan gøre det under fremmede himmelstrøg. Jeg er ikke uenig, men jeg tror bestemt heller ikke, at de ledere, der støttede befrielsen af Irak, ville afvise, at staten kan føre sine egne borgere frem til et lighedens eller frihedens forjættede land (Bush, Blair, Aznar, Howard, Kwaśniewski, Fogh m.fl.)Dertil kommer, at man sandelig godt kan være tilhænger af befrielsen fordi man mener, at folket skal have mulighed for at styre sig selv. Jeg må blankt afvise påstanden om, at fordi araberne i selvstyreområdet i Israel vælger Hamas, så er det et nederlag for os, der ønsker demokrati i Mellemøsten. Det mener jeg bestemt ikke det er. Det er frihed til at vælge sin fremtid. Jeg tror ikke, at en Hamas-regering er den rigtige vej til et bedre liv for araberne i selvstyreområdet, men det tilkommer ikke mig at give andre folkeslag gode råd om, hvilken vej de skal vælge med mindre de beder mig om det. Til gengæld mener jeg, det er verdenssamfundets opgave at give dem muligheden for at vælge.Til sidst må jeg samtidig tilstå, at jeg er ikke så lidt træt af Fukuyama. Han er bestemt ikke de neokonservatives talsmand, og en mand, der 10 år før terrorangrebet den 11. september kunne skrive en bog ved navn “The End of History and the Last Man”, giver jeg ikke meget for, selvom jeg godt er klar over, at modstanderne af at sprede frihed og demokrati med magt om nødvendigt, fryder sig over, at han nu igen har skiftet standpunkt (og solgt en masse bøger).

    Svar
  4. Jørgen Møller

    Kære David, Mr. Law og RepsakTak for nogle rigtig gode (og sobre) tilbagemeldinger. Min idé med indlægget var ikke at male fanden på væggen i tilfældet Irak. For situationen er ganske rigtig – som indlægget også påpeger – ikke nær så slem, som medierne udlægger den. Jeg tilslutter mig bestemt heller ikke den underlige påstand, at irakerne over en bred kam, og af dunkle årsager, skulle være modstandere af demokrati og frihed. Slet ikke. Dernæst er jeg enig i, at der er em klar forskel på at fjerne et diktatur for at give plads til selvbestemmelse på den ene side og at ville opbygge et kunstfærdigt demokratisk urværk helt ned til den mindste fjeder på den anden. Og endelig mener jeg ikke, at vi skal stikke halen mellem benene. For at gentage en af indlæggets pointer: den europæiske strudsetaktik er lidet værd i den nuværende konflikt.Når det er sagt, så er jeg ilde til mode ved, at en række mennesker, der normalt kun alt for godt forstår, at statens forjættelser er begrænsede, har ladet hensynet til målet (demokrati og frihed) skygge for dette ubehag over midlerne. Det tror jeg, man skal vare sig for.I tilgift er jeg så – som Repsak også er inde på – ikke helt sikker på, at politikerne bag ‘projekt Irak’ generelt set har den store forståelse for statsmagtens begrænsninger, når det kommer til verdensforbedrende projekter. Her kommer vi tilbage til sondringen mellem at give plads for selvbestemmelse og at ville lege social ingeniør. Jeg synes, at Bush-administrationen (både nationalt og globalt set) er betænkeligt nær ved strategi nummer to.

    Svar
  5. Mr Law

    Kære Jørgen,din skepsis er sund og værd at dele.Sjovt nok går en væsentlig del af kritikken af det irakiske projekt netop på fraværet af en detaljeret ‘plan’ for nation building.Så kritikken af den slags naivitet er vigtig.

    Svar
  6. Peter Kurrild-Klitgaard

    I en ellers meget læseværdig post synes jeg, at der har sneget sig en simplificering ind:”Det umiddelbare mål – at eliminere truslen fra Iraks masseødelæggelsesvåben – gav derfor ikke rigtig mening. Det fik fortalerne for krigen til at betone det langsigtede mål: at bringe frihed og demokrati til irakerne.”Det er rimeligt klart, at det sådan set var det sidste, som tidligt motiverede mange af de neokonservative, samt folk i Bushs inderkreds, og at det snarere var masseødelæggelsesvåbens-argumentationen, der var en praktisk og pædagogisk simplificering heraf. Det er ihvertfald kronologisk ukorrekt at påstå, at det sidste var en slags efterrationalisering–uanset hvad man så synes om hele projektet.

    Svar
  7. David G.

    Repsak11/9 var intet modbevis mod Fukuyamas tese om historiens endeligt, som er tænkt i århundreder. Man kan være uenig i tesen, men så er man nødt til at gå i lag med Platon, Hegel og Alexandre Kojève, som er ophavsmænd til dens centrale elementer; Fukuyama blot dens popularisator. Tesen går ud på at menneskehedens historie defineret som konflikt mellem uforenelige opfattelser af retfærdighed og det gode liv principielt ser sin afslutning i møde i det øjeblik den endegyldige politisk og psykisk tilfredsstillende samfundsform er konciperet, hvilket iflg Fukuyama kulminerede med Kants moral- og erkendelseslære (snarere end med Hegel). I indledningsfasen til afslutningen, som altså foreløbig har varet 200 år og sagtens kan vare lige så længe endnu, vil der være modstandskampe udløst af dem, der ikke er enige i, at den endegyldige samfundsform er under udvikling, eksempelvis fascister og islamister.Såvel jeg som Flemming Rose har iøvrigt analyseret Fukuyamas meninger i hans nye bog i JP for flere måneder siden, så helt frisk er den ikke.

    Svar
  8. Repsak

    Jeg tror, vi et langt stykke hen ad vejen er enig, Jørgen.En af de mest interessant udenrigs- og sikkerhedsrådgivere i nyere amerikansk historie er Richard Perle. Flemming Rose er vist den eneste danske journalist, der har været fornuftig nok til løbende at interviewe Perle om udenrigs- og sikkerhedspolitik. Forrige år fortalte Perle til Jyllands-Posten, at han og andre neo-konservative talte for, at man med det samme skulle overdrage regeringsmagten til irakerne, så man var sluppet for at havne i en situation som besættelsesmagt. Han sagde også, at begivenhederne i Irak ikke kunne adskilles fra Iran og Syrien, hvorfor Perle og andre neo-konservative ønskede, at der blev talt meget mere håndfast til Iran og Syrien, men det lykkedes ikke at overbevise det diplomatiske og politiske establishment om det. I dag ser vi resultatet af de neo-konservatives nederlag.Hvorfor mon ingen lagde mærke til, at han gik af umiddelbart efter befrielsen, og hvorfor mon ingen har spurgt ham, hvorfor han gik af netop der, hvor det stod lysende klart, at man ikke ville forlade Irak i en rum tid, selvom Saddam var væk, og landet frit?Det havde været det rigtige at gøre. Endvidere viser diskussionen, at Bush, Cheney, Rice og Rumsfeld ikke er neo-konservative, hvilket der ellers altid påstås. Flere af deres rådgivere og viceministre er bestemt herunder FN-ambassadør Bolton, men ikke de ledende ministre. De er snarere en hybrid af realister og Wilsonister. Jeg kan se at Kurrild i dag har postet et indlæg om kritikken af Bush-regeringens Nation Building stratgei, hvilket jeg finder yderst interessant. Dén post må man nødvendigvis læse, hvis man følger denne diskussion.Til de historieinteresserede var Perle i øvrigt også modstander nuclear arms control aftalerne med Sovjetunionen. Han var således medlem af Reagan administrationen på trods af, at han var demokrat (om end Scoop Jackson-demokrat). Det var i denne periode, han fik titlen “Prince of Darkness”, men han skulle vel nærmere have fået titlen ”Prince of Freedom”. Andre husker måske Perle fra i midten af 1990’erne, hvor han var formand for komiteen med det udtryksfulde navn ”Komiteen for Uffe som NATO-generalsekretær”.

    Svar
  9. Citizen Dane

    Det er alt sammen meget godt, men midt i al denne diskussion kan vi så i det mindste ikke blive enige om, at det nok havde været en god idé at sørge for lov og orden i det besatte land i tiden efter man besatte det, sådan som den 4. Haag Kovention og senere den 4. Geneve Konvention rent faktisk foreskriver det? (Hvis jeg har galt fat i konventionsnumrene, så undskyld mig venligst – det står der et sted.)Eller mener Repsak virkelig, at man skulle have smidt Saddam på porten, sagt tak for kaffe og så kørt hjem igen?At efterlade et absolut magtvakuum med en venlig bemærkning og så skride, det kan man altså ikke. Jeg er ked af det, men det kan man altså ikke. Hverken moralsk, menneskeligt eller juridisk. Så nej, Repsak – man kunne ikke med det samme have overladt regeringsmagten til irakerne og daffet af. Hvem fanden skulle have administreret noget som helst i en situation, hvor hele det irakiske samfund var vendt på hovedet og hvor alle autoriteter og magtinstitutioner var blevet ødelagt?Jeg er ked af det, men det her lugter altså noget af, at der er nogen, der går og brygger på en eller anden undskyldning for det hele a lá den patetiske venstrefløjsting a lá “vi har aldrig set virkelig praktiseret kommunisme i funktion” – har vi gang i en “vi har aldrig set virkelig neokonservatisme i funktion, så derfor er neokonservatismen slet ikke blevet diskrediteret”-ting her?Og hvis det så er min indre konspirationsteoretiker, der er i sving, then so be it …

    Svar
  10. Repsak

    Repsak mener ikke, at man skulle have smidt Saddam på porten, sagt tak for kaffe og så kørt hjem igen! Men Repsak mener, at man skulle have overladt magten til irakerne med det samme og koncentreret sig om at vejlede den nye administration og derudover sikre grænserne militært. Man skulle så at sige have kopieret genopbygningen af Vesttyskland efter Anden Verdenskrig, hvor man smed nationalsocialisterne på porten, vejledte og hjalp med at genopbygge samtidig med at militæret blev i landet (og iøvrigt stadig er der).Jeg er ked af at skuffe Citizen Dane, men Mellemøsten er altså ikke i brand på grund af de neo-konservative, men snarere fordi ingen hørte ordentlig efter, hvad de neo-konservative sagde.

    Svar
  11. Mr Law

    Jeg tror bestemt, at Citizen Dane har fat i noget rigtigt her. Ikke nødvendigvis i forhold til Repsak eller Buckley, for Bush lader en del tilbage at ønske.Hans compasionate conservatism ikke bare lyder som big government democrats, det ligner åbenbart også.Der er lige så åbenbart et forsøg i gang fra visse neo-cons på at afvise ethvert ansvar for fejl. Det er forståeligt i betragtning af den 24/7 ensidige dækning i MSM af Irak, men er både umulig og unødvendig.Selvfølgelig kunne man ikke befri en failed state som Irak, hvor der længe havde været en lav intensitiv borgerkrig fra sunni mod det øvrige befolkningsflertal og så blot daffe af. Og tilsvarende synes det naivt at tro, at flere tropper havde skaffet ro. Det havde næppe fjernet irakernes frygt for på ny at blive en koloni, eller dæmpet deres modvilje mod fremmede tropper, der iflg PIPA undersøgelsen fra jan 06 er næsten lige så stor som deres had til terroristerne.Neo-cons så rigtigt, at ‘realismen’ har slået spetakulært fejl i MØ, men de bør tage ansvaret for den førte politik og have tålmodighed til at kæmpe færdig.Det bliver en lang sej kamp at bekæmpe den anti-moderne fjende. En erkendelse, som Bush var intelligent nok til at bemærke efter 9/11, og som neo-cons ikke bør være dummere end at følge.

    Svar
  12. Mr Law

    Jeg er enig med Limagolf i, at neo-cons bruges om en ret diffus gruppe, og at en del heraf virker dybt naive i deres tro på, hvor omkostningsfrit man kan kæmpe for friheden. Mon ikke det skyldes deres baggrund i marxismen?Men det er forkert, at vi ikke blev hilst sombefriere i Irak. Misforståelsen skyldes især to forhold.1) Bath-partiets SS (fedayeen) var posteret i alle større byer, hvor de skulle terrorisere befolkning og genere fremrykningen. Det var fx tilfældet i Basra, hvor de allierede simpelthen valgte at gå uden om byen. Først da Bath-regimet var faldet, forsvandt fadayeen og gik over til den guerillakrig, vi har set siden.2) De tilfælde af jubelscener, som der faktisk var, blev ikke rapporteret i MSM, hvor man travlt ledte efter det Vietnam, man forgæves havde søgt i Afghanistan. Den slags skal man søge i milblogs efter.At irakerne gerne vil have de fremmede tropper ud (bortset fra kurderne, der ikke helt stoler på deres arabiske landsmænd), bør ikke opfattes som en afstandstagen fra befrielsen. Den seneste PIPA undersøgelse viser, at et massivt flertal af de 4/5 sf befolkningen, som Bath-regimet terroriserede, finder befrielsen alle ofrene værd gennem de sidste tre år. Tallene liggee over de 90 pct, så selv med det gran salt, som meningsmålinger altid kræver, er støtten til befrielsen utvetydig. Irak før befrielsen var et helvede langt værre end nu.Som krigsmodstander kan man naturligvis sige som gale Galloway gjorde til Salem Pax, at han var bedøvende ligeglad, om irakerne var glade for befrielsen, han syntes stadigvæk ikke, at det var værd at ofre britiske soldaters liv på.Men hvis man ikke vil lyde så afstumpet, må man som krigsmodstander i stedet hævde, at man kunne have befriet Irak på en ‘bedre måde’. Det er blot skæbnens ironi, at så lyder man unægtelig lige så naiv og postulerende, som de mest foragtelige neo-cons.Der er ikke rigtig nogle nemme løsninger her.

    Svar
  13. Limagolf

    “Jeg er ked af at skuffe Citizen Dane, men Mellemøsten er altså ikke i brand på grund af de neo-konservative, men snarere fordi ingen hørte ordentlig efter, hvad de neo-konservative sagde.”Du skulle tage at læse hvad Wolfowitz sagde om mujahedinerne i Afghanistan i 80´erne… 😉 Han brugte bl.a. ordet “brand”.De neo-konservative (hvis man da kan tale om en sammenhængende politisk bevægelse) opfører sig som en flok førsteårs universitetsstuderende, der fuldstændigt uden sans for virkeligheden, vil omskabe verden.Desværre diskuterer de ikke semiotik i lukkede cirkler, men har en reel indflydelse på USAs udenrigspolitik.Husk på at flere af de toneangivende politikere i Pentagon, mente at Irakerne ville hylde Amerikanerne som befriere, og USA kunne tage hjem efter 6 måneder. Jamme så læs dog efter hvad de rent faktisk sagde dengang i vinteren 2002/2003!De “neo-konservative” har 100% miskrediteret sig selv, da intet af det de ville opnå er lykkedes. Ingen af deres handlinger har ført til de ønskede resultater. Derfor var det måske også en god ide at holde op med at lytte til dem nu! Man kan ikke basere sin politik i Mellemøsten på ønsketænkning./Limagolf

    Svar
  14. Citizen Dane

    Repsak – så var man jo stadig endt som besættelsesmagt, hvad enten du vil det eller ej. Og så er vi lige vidt i forhold til irakernes dybe frygt for at blive permanent besat af USA, eller?Mr. Law har da fuldstændig ret i, at der ingen nemme løsninger er længere. Men jeg vil nu gerne have lov til at insistere på at tro, at hvis man havde taget sit ansvar som besættelsesmagt alvorligt, hvis man havde gennemført besættelsen – den såkaldte Fase 4 i operationsplanerne – med det antal soldater, som Shinseki o.a. anså for nødvendigt, så havde vi været et andet, og rarere sted i dag. Det havde, er jeg sikker på, været en bedre måde – også selv om det er postulerende og letkøbt.Det ville også have skabt luft til at gennemføre en plan, der kunne minde om Repsaks.Som Mr. Law også skriver, så er det absurde jo, at man mange steder rent faktisk blev modtaget med både åbne arme og blomster – men uden tilstrækkeligt mange soldater på vej frem bagfra til at sikre de befriede områder, så var man i fuld gang med at udstede en masse løfter, som man ikke kunne holde.Man kan diskutere om det var nogen skide god ide at invadere Irak – men det kan efter min mening ikke diskuteres, at det fra politisk hold blev gjort på den mest elendige og amatøragtige måde, man overhovedet kan forestille sig. Man havde ikke planlagt for en skid i tiden efter Saddams fald, og det kan man ikke uden kæden hopper af; og det er altså ikke de store samfundsændrende planer, jeg snakker om, men blandt andet noget så banalt som hvordan man havde forestillet sig at opretholde ro og orden i landet.Det kan godt være, at det i sig selv ikke diskrediterer neokon’erne 100%, men det siger for mig at se to ting: 1) Sådan en militær-aktivistisk quasi-revolutionær udenrigspolitik kan ikke føres “on the cheap”. Hvis man insisterer på at fare rundt og invadere lande, så bliver man altså nødt til at gøre det ordentligt. Det er en absolut nødvendig, men absolut ikke tilstrækkelig forudsætning for, at projektet kan lykkedes. Og hvis ikke man vil betale prisen, så skal man holde fingrene væk.2) Rumsfeld skulle have været fyret for lang, lang tid siden.

    Svar
  15. Limagolf

    Mr. Law,korrekt at de allierede i et eller andet omfang blev budt velkommen, Saddam var ikke voldsomt populær.Men min pointe var at Rumsfeld, godt bakket op af de neo-konservative chickenhawks, havde troet at Irak ville fungere uden den store indblanding efter et halvt år.I de oprindelige planer var USAs engagement i Irak nede på 30.000-40.000 mand i efteråret 2003… Hvad siger det om planlæggernes totale naivitet?!Shinseki blev stort set fyret på gråt papir fordi han formastede sig til at mene at man skulle bruge ca. det tredobbelte antal soldater end Rumsfeld mente til fase IV operationerne.Ja, eksemplerne på Rumsfelds fejlvurderinger er så mange, at jeg kun kan erklære mig enig med Citizen Dane: han skulle have været fyret for længst!Rumsfeld og Bush kan jo ikke siges at være neo-konservative, men de “neo-konservative” har fuldstændigt ukritisk, og meget diletantisk, støttet op om operationerne som de er ført, inkl. en frygteligt masse våsede og hjernelamme efterrationaliseringer.Derfor kan jeg ikke tage denne gruppe politikere-light seriøst. Og hvis de siger noget (“bomb Iran!”, “bomb Damaskus!”, “bomb HizbAllah!”) har jeg en tendens til automatisk at mene det modsatte, selvom det naturligvis er intellektuelt dovent. ;-)/Limagolf

    Svar
  16. Limagolf

    “Dermed er kritikken gratis. Kritikerne bør stå til ansvar for et udenrigspolitisk standpunkt der kan angribes, hvis de vil tages for andet end brokhoveder.” Det er sgu lidt svært at beskrive en komplet udenrigspolitisk doktrin i kommentarfeltet på en blog.Men jeg vil gerne understrege at jeg aldrig har været modstander af en militær intervention i Irak, men det er tydeligt for enhver at nogle af de forudsætninger der blev lagt til grund for krigen var meget naive. Derfor kommer der senere en manglende sammenhæng mellem mål og midler.Desuden må man blande kynisme og idealisme i enhver udenrigspolitik, det er ikke enten eller. Man skal blot huske på hvad de politiske mål er, og føre den militære krig med dem for øje (Om Krig, kapitel 1).Hvis målet er demokratisering af Mellemøsten skal man måske overveje at bruge de militære midler lidt mere målrettet, og hele tiden give politiske indrømmelser før og efter man bomber.Jeg forstår godt hvis befolkningerne i Mellemøsten ikke har den store tiltro til Bush-regeringen (og dermed Vesten), for det er saftsuseme svært at få øje på nogen linie i politikken som den bliver ført lige i dag./Limagolf

    Svar
  17. Limagolf

    Halløjsa,Catos udmærkede podcasts behandlede netop for et par dage siden “the neoconservatove conundrum”.http://www.cato.org/dailypodcast/podcast-archive.phpDet er faktisk en podcast I godt kunne reklamere for. Jeg må indrømme jeg ligger noget tættere på Cato i mine holdninger en den trafikulykke den nuværende Amerikanske administration er…/Limagolf

    Svar
  18. Citizen Dane

    Kimpo: Hvis nogen gør A med henblik på at nå et mål B, men på grund af ualmindelig stor stupiditet ender i Q i stedet for, så vil jeg altså have lov til at brokke mig.Min holdning til Irak er i øvrigt ikke ny – jeg har haft det rigtig rigtig skidt med Irak siden Saddam faldt og USA lod pøblen herske i Bagdad med omkringliggende pastorater, altimens D. Rumsfeld – forsvarsminister i USA af Guds Nåde – udtalte noget i retning af, at ingen behøvede at gøre noget ved den omsiggribende plyndring og almene lovløshed, “because they’re just blowing off steam”.Det er så forrygende en useriøs indstilling til det ansvar Rumsfeld havde påtaget sig som fortaler for og eksekutor af invasionen af Irak, at det ikke alene skriger til Himmelen, det skriger til det samlede kendte Univers.Hvordan kan en mand, der siger noget sådant, blive siddende som forsvarsminister i USA i ret meget mere end 3,5 milisekunder efter, at han har lukket munden?????Men nok om det her, hvis nogen skulle være interesserede, så kan de dampe over til mig selv og søge på Irak. Der har jeg forklaret mig én gang, det må være nok.Med hensyn til, om USA skulle bære prisen selv: Jamen ja. Det lykkedes ikke GWB at overbevise resten af verden om, at invasionen af Irak var nogen rigtig rigtig god ide, og når halvdelen af ens “Coalition of the Willing” består af lande, hvis samlede væbnede styker kan tælles i et-cifrede tusinder, så må man altså selv betale prisen, hvis man insisterer.Shinseki blev fyret på gråt papir for at fortælle GWB hvad prisen var, og nu betaler vi så alle sammen – og ikke mindst irakerne – prisen for, at man ikke ville lytte til fagkundskaben.Det er ikke sikkert, at tingene var gået bedre, hvis man havde taget Shinseki et. al.’s råd til sig, men det kunne den onde lynene mig ikke have gået værre.

    Svar
  19. Kimpo

    Det forkommer mig at der tages billige points af de sædvanlige. Måske den vigtigste årsag til Irak-krigen var skiftet i udenrigspolitisk doktrin fra kynisme til idealisme. Et skift bl.a. baseret på dårlige erfaringer med kynisme. Dette forholder kritikerne sig ikke til så vidt jeg kan se.Dermed er kritikken gratis. Kritikerne bør stå til ansvar for et udenrigspolitisk standpunkt der kan angribes, hvis de vil tages for andet end brokhoveder. Hvis de mener at det havde været bedre at fortsætte den kyniske doktrin, skulle de mande sig op til at forsvare det direkte. Hvis de mener at USA alene skulle bære omkostningerne ved en mere massiv indsats, burde de står til ansvar for deres (formentlig helt nye) holdninger (citizen dane).Perles hurtigt ind og hurtigt ud virker i mine øjne enten meget naiv eller meget kynisk! Hvis man anlægger den kyniske vinkel, er den vigtigste effekt af denne strategi en styrkelse af USAs og vestens rygte. Man ville da have ryggen fri, have overdraget ansvaret for Irak til det irakiske folk. Nogle vil imidlertid mene at dette svarer til at befri en folk børn for deres børnemisbrugende forældre for derefter at overlade dem til sig selv. Iraks befolkning er næppe moden til total selvstyring fra dag 1.Andre vil simpelthen mene at Irak fik for få tæsk. Der var for få døde og for få ødelæggelser. Irak kan i hvert fald ikke ligestilles med Tyskland efter WW2. Den menige tysker vidste at han havde tabt til en overlegen modstander, og accepterede sejrherres ideologi. Og tyskerne havde immervæk et civilisationsniveau irakerne langt fra har nået.

    Svar
  20. Kimpo

    Jeg har svært ved at tage din kampagne som andet end udtryk for dit ønske om at skade USA. USAs fjender kan have totalt modsat rettede udgangspunkter. Det der forener dem er hadet til dygtig moderne “hvid” civilisation.Ville det have været OK at lade Saddam blive siddende og diktere hvem, hvor og hvornår han skulle inspiceres?

    Svar
  21. Citizen Dane

    Kim – jamen, så er vi dér, hvor enhver kritik af Bush ikke må udtales, for det kunne jo skade sagen.Man køber hele pakken, med hud og hår, eller også er man en forræder.Den næste logiske konsekvens er vel, at præsidentvalget i 2008 skal aflyses og Bush skal fortsætte på livstid, fordi et valg uundgåeligt vil indebære kritik af Bush-administrationen; en kritik der altså kun vil skade USA?Mht Saddam – næææh. På den anden side er der så mange andre diktatorer rundt omkring i verden, som vi aldrig kunne drømme om at løfte en finger for at befri. Desuden kan det vel diskuteres, om ikke han rent faktisk gav sig til sidst, da han fik pistolen for panden, men at USA valgte at trykke af alligevel?Og så vil jeg da gerne gentage: Hvis man insisterer på at fare rundt og invadere lande, så kan man i det mindst tage at gøre det ordentligt.Som situationen ser ud lige nu, så har USA i omegnen af 140.000 mand bundet i Irak, 140.000 mand der ikke rigtig gør en hel masse andet end at rykke ud på patruljer fra deres svært befæstede FOBs. 140.000 mand der, hvis et oprør bryder ud i det sydlige Irak, vil være afskåret fra at blive genforsynet og i et worst case scenario vil blive nødt til at kæmpe sig tilbage til Kuwait mens de bliver genforsynet fra luften (jeg har set tal, uden at kunne citere, der siger, at man realistisk kun vil kunne forsyne styrken 25 pct på den måde). 140.000 mand der IKKE er noget effektivt pressionsmiddel mod Iran.Irak er et godt stykke på vej mod total kaos og opløsning, selv USA generalstab er alt andet end optimister. Libanon er også i kaos og opløsning – den eneste vinder af begge krige er Iran, der stille og roligt befæster sin position som regional stormagt. Vel vidende at udover kernevåben har USA reelt ikke noget at true med – med noget, der p.t. ligner 110 procents belastning af USA jordstyrker.Hvor smart er det?

    Svar
  22. Mr. Law

    Jeg har ikke bidraget til kommentarrækken på det seneste, da jeg stadig står ved min seneste kommentar ovf., herunder navnlig betragtningen om den tilsyneladende beskedne forskel på neo-cons og anti-neo-cons, der begge synes at mene, at der ikke havde været nævneværdige problemer i Irak, hvis man blot havde sat væsentligt flere tropper ind. Måske med rette, måske ikke.Men jeg vil gerne imødegå CDs vurdering. Det går ikke så skidt, så MSM gerne vil give indtryk af. Hverken i Irak eller i MØ generelt. Medierne har travlt med at udråbe Hizbollah som sejrherrer, alene fordi de ikke er blevet totalt udslettede af IDF; det er et tåbeligt mål at vurdere efter. Det afgørende er, om Hizbollah fortsat kan fungere som en stat i staten Libanon og som proxy-arme for Syrien og Iran, når kampen engang slutter. Det tror jeg ikke, at de kan i samme omfang, som før. Deres nuværende opbakning blandt deres “landsmænd” er dels fremkaldt af frygt, dels og i det omfang den er ægte, af ren trods mod Israels (mod-)angreb.Når kampen er slut og den kølige eftertanke melder sig, så tror jeg, at både libaneserne og palæstinenserne har indset, at grupper, der vil udslette Israel og aktivt forfølger den politik uanset indgåede våbenhviler og lign., ikke er egnede til at bringe fred i området. Måske overvurderer jeg deres dømmekraft, men jeg tror det ikke.

    Svar
  23. JTO

    Jeg har lige en kort bemærkning til hele spørgsmålet om det irakiske samfund kan demokratiseres og om den irakiske forfatning. Forleden læste jeg en interessant artikel (http://www.campus-watch.org/article/id/700) hvor det fremgik at en af hovedkræfterne bag den nye irakiske forfatning var en ung amerikansk-jødisk juraprofessor på 32 fra New York ved navn Noah Feldman, der har grader fra Yale, Harvard og Oxford universiteterne. Det er jo fint nok alt sammen, men det artiklens forfatter, Martin Kramer, pegede på var at Feldman havde været fortaler for en demokratisk forfatning med islamiske elementer indbygget, fordi han åbenbart har en doktorgrad i islamiske studier!Jeg vil så gerne spørge om der er noget at sige til at det ender galt. Jeg er mildest talt chokeret over at den amerikanske regering vælger en sådan person, der er så grøn bag ørerne til noget så vigtigt som at skrive Iraks første forfatning nogen sinde. Samarbejdet sluttede da også hurtigt og ingen ved hvorfor. Endelig skriver Kramer at der er god tradition for at jødiske forskere bliver fascineret af islam. Det kan man læse om her:http://www.geocities.com/martinkramerorg/JewishDiscovery.htmTak for opmærksomheden.

    Svar

Leave a Reply to RepsakCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.