Skiftedag hos Punditokraterne

Så er det “Store Skiftedag” her på bloggen.  Adskillige småbørnsfædre iblandt os søger mere effektive udnyttelser af deres sparsomme tid:

  • Som allerede omtalt her på stedet, så er Dr. Jalving blevet souschef på Berlingske Tidendes debatredaktion–tillykke med det, også selvom det koster Punditokraterne en skribent, mens Tanten til gengæld får en centralt placeret fuldtids-Punditokrat.
  • Ved samme lejlighed er nærværende Punditokrats kommentator-tilknytning sammesteds blevet udvidet, så jeg udover min faste klumme også overtager Jalvings plads i “Groft Sagt”-panelet.  (Til dem, der endnu ikke har opdaget dét, har jeg til evt. forlystelse eller forargelse nedenfor gengivet mine tre første “grovkorn”.)  Da jeg i forvejen har et fuldtidsjob, samt mindst to-tre arbejdsopgaver af halvtidsjobs-omfang, må noget vige, og jeg synes i den forbindelse, at det også har været tiden at lade nye kræfter kommer til.  Så jeg forlader redaktørposten, men vil fortsætte som menig skribent, omend på kraftigt neddroslet niveau.
  • Samtidigt har den eneste forsker, jeg kender, som har to professorater og to blogs, Nicolai Juul Foss, meddelt, at han også gradvist vil neddrosle sit bloggeri, om end der ikke er sat en endelig dato på.  Så er det nævnt allerede nu.

Men for alle der faldt, er der–som bekendt–ny overalt, og ihvertfald flere end man skulle have troet end for blot et par år siden.  Ny redaktør er vores skattede Jyllands-korrespondent, Christian Bjørnskov fra Handelshøjskolen i Aarhus.  Han får samtidigt to helt nye, men erfarne, skribenter: Vores distingverede gæste-blogger og en af de få danske akademikere af internationalt format, David Gress, og et yngre skud på stammen, ph.d. stipendiat Jens Ringsmose fra Syddansk Universitet.  Velkommen til dem.

Jeg synes, at det har været virkeligt sjovt at lave denne blog og være med til at skrive den.  Jeg kender ikke rigtigt andre danske blogs, der minder om den, og jeg har dagligt glædet mig til at læse med-Punditokraternes indlæg.  Men jeg er også typen, der synes, at det er sjovere at sætte noget i gang end at lege status quo, og når det går så godt, som det p.t. gør–ca. 5-600 unikke besøgende per dag–så er det et godt tidspunkt at sige stop.

Så, “Let the word go forth from this time and place, to friend and foe alike, that the torch has been passed to a new generation …”.  Naah, måske ikke helt, alderen taget i betragtning (og ihvertfald ikke i dén forstand), men der skal dog herfra lyde et passende tak til alle for det forgangne halvandet år, og held og lykke til os alle i fremtiden.

Over and out.

PS.  Og så dog lige, som lovet, lidt fra min nye boldgade:

Tesedrenge og tøsedrenge
Venstre, Danmarks såkaldt Liberale Parti, har kastet sig ud i at skulle revidere sit partiprogram op til efterårets landsmøde, og det tegner til et langtrukkent intellektuelt harakiri. Først fremsatte Søren Pind & Co. for et par år siden ti teser, som de så trak tilbage, fordi statsministeren sagde, de først skulle diskuteres i år. Så fremsatte Pind & lidt mindre Co. i år fire andre teser, som var så snusfornuftige, at ingen ville kunne have noget imod dem, og som de derfor øjeblikkeligt trak tilbage igen, hvorefter de fire øjeblikkeligt blev genfremsat af nogle helt andre tesedrenge.
Hele miseren har dog vist, at der i Venstre er i hvert fald én politiker, der ikke er en tøsedreng, men til gengæld har vid og visioner, nemlig Frederiksbergs rådmand Jan E. Jørgensen. Han har ræsonneret, at hvis man tager en tese og samtidig dens negation, så har man udtømt sættet af logiske muligheder. Så hvad kunne være mere illustrativt for den ideologiske tilstand i Venstre end at fremsætte teser, der siger det stik modsatte af Pind & Co.s? Altså, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde. At høje skatter ikke er et problem. At det offentlige gerne skal være (meget) større end det private. At de offentlige udgifter skal stige hurtigere end private indkomster.
Det er da et klart valg! Så kan Venstres landsmødedelegerede for alvor tage stilling: enten de fire teser eller deres anti-teser. Men mon dog, at det går sådan? Næ, et godt tip vil være, at de delegerede forkaster det hele, og så har vi da fået bekræftet, at Venstre er blevet partiet, man overhovedet ikke aner, hvor man har.

Enden er nær
Tirsdag blev det meddelt, at Fidel Castros 53 år lange karriere som
revolutionær nærmer sig enden – eller i hvert fald en tarmoperation, som midlertidigt sætter ham fra den oprejste stilling.
I den forbindelse er det jo pudsigt endnu en gang at kunne bemærke, hvorledes de danske medier titulerer denne kommandant i den ene af verdens to endnu tilbageværende marxistisk-leninistiske koncentrationslejre. Ritzau omtaler ham ærbødigt som Cubas »leder«, så det samme gør naturligvis Radioavisen, Politiken og Berlingske, mens TV2 mere formelt holder sig til »præsident« – og Jyllands-Posten bruger begge betegnelser.
Det er sådan set fint og faktuelt nok, men hvad når farven skifter? Lur mig ikke om mediernes dækning af såkaldt »højreorienterede« figurer som Pinochet, Salazar, Franco og Mussolini givetvis ville inkludere anvendelsen af arbejdstitlen »diktator«. Men hvorfor er en venstreorienteret diktator for medierne altid en »stor leder«, mens en ikke-venstreorienteret ditto – passende nok – bare er en fæl diktator? Det kan vel næppe være freudianske fortalelser? Mens journaliststanden filosoferer over det, kan vi andre så skænke os selv en Cuba Libre og fryde os over, at enden for Cubas regime nu i mere end én forstand formodentlig er ganske nær.

Pias fornemmelser i hovedet
I B.T. fortæller lederen af regeringens støtteparti, Pia Kjærsgaard, at hun i krisesituationer får støtte af sin mormor – som ganske vist døde for ti år siden. »Jeg har en følelse af en gang imellem at have kontakt med et menneske, som ikke er her mere. Og så kan det give et ryk. Jeg oplever hende meget intenst. Jeg kan høre hendes stemme og se hende foran mig i bestemte situationer. (…) Det har været en støtte at fornemme hende igen. (…) jo, jeg tror, der er noget mellem himmel og jord, som jeg ikke kan formulere.« Vi er til gengæld nogle, der synes, det forklarer en hel del. F.eks. dybden i partiets finans- og velfærdspolitiske overvejelser. Eller at man nu vil have, at socialminister Eva Kjer Hansen skal have en mere synlig profil – efter at man ellers sidste år forlangte hendes afgang, da hun højt profileret sagde noget, der måtte være den logiske konsekvens af, hvad der står på henholdsvis første og sidste side i Dansk Folkepartis principprogram fra 2002. Kan logikken skyldes »fornemmelser« fra … hinsides? Vi kan lige høre det for os: »Lille Momse-mor, skal ham Flemming Hansen ha’ et mistillidsvotum? Bank én gang for ja, og to gange for nej«. »Skal vi lette skatten i toppen eller i bunden? Bank på loftet for toppen og i gulvet for bunden.« Men hvorfor ikke blive et gennemført New Age-parti? I stedet for at lege »den som flaskehalsen peger på« på næste sommergruppemøde kan aftenunderholdningen klares med en gang »Ånden i glasset«. Søren Espersens presseanalyser kan udskiftes med kabbala-horoskoper. Thulesen Dahls valgstrategi klares med numerologiske analyser af kandidaternes navne. Det vil næppe glæde partiets præster, men det vil være folkeligt.

14 thoughts on “Skiftedag hos Punditokraterne

  1. David Pontoppidan

    Tusind tak for et fantastisk stykke arbejde, og for Punditokraterne, der som du selv siger er uden dansk sidestykke. Jeg håber stadig at kunne læse dine posts fra tid til anden.Også naturligvis et stort tillykke til Christian!

    Svar
  2. Martin Rannje

    Tillykke med Groft Sagt posten – og tillykke til de nye medlemmer + redaktør.Betyder dette at der bliver færre (politologiske) indlæg om amerikansk politik, SCOTUS mm.? Eller er dette et område som Gress også vil dække?Mvh

    Svar
  3. Peter Kurrild-Klitgaard

    MR: “Betyder dette at der bliver færre (politologiske) indlæg om amerikansk politik, SCOTUS mm.? Eller er dette et område som Gress også vil dække?”Er det et ønske eller en frygt? Jeg har nogle gange følt, at jeg måske har postet lidt for meget om amerikansk politik. Men sådan er det nok, når der er noget, man interesserer sig meget for, men ikke har nogle andre umiddelbare “outlets” for.Jeg skal nok poste lidt om det fra tid til anden (men markant mindre), og jeg kan forestille mig, at både Gress, Mr. Law og Mchangama nok skal dække lidt af feltet også.

    Svar
  4. Harry Manback

    Jeg synes bestemt ikke at du har postet for meget om amerikansk politik! Det er et af denne blogs bedste features. Det er sjældent at man får så indsigtsfuldt et indblik i amerikansk politik i de danske medier. Du er vores ‘inside man’ i amerikansk politik.’ – Jeg kan kun beklaget hvad posteringsfrekvensen falder.Og held og lykke på Berlingeren. Håber at du fortsat poster ‘grovkornene’ her.

    Svar
  5. Martin Rannje

    PKK: “Er det et ønske eller en frygt? Jeg har nogle gange følt, at jeg måske har postet lidt for meget om amerikansk politik. Men sådan er det nok, når der er noget, man interesserer sig meget for, men ikke har nogle andre umiddelbare “outlets” for.”Næh, det var skam mest et ønske egentlig. Jeg interesserer mig generelt ret meget for amerikansk politik, og synes at emner som føderalisme og forfatningsdomstolens rolle er rimeligt interessant. Og der er ikke ret mange steder på det danske net at man finder en seriøs dækning af emnet – dvs. om de mere interessante politilogiske og institutionelle emner, fremfor de evige historier om Bushs religiøse fundamentalisme/manglende uddannelse eller den amerikanske administration og de personligheder der besætter posterne i den.Mvh

    Svar
  6. David Garby

    Man kan aldrig blogge for meget om amerikansk politik – kun for lidt…Held og lykke med det nye arbejde.Og til dem der kommer kommer til at savne Peters analyser kan jo komme forbi amerikanskpolitik.blogspot.com .

    Svar
  7. Nicki Niemann

    Selvom punditokraterne mister det medlem, der utvivlsomt har de mest spidse albuer – Mikael Jalving, hvis nogen skulle være i tvivl – bliver det nu alligevel spændende med David Gress som fast skribent.Alt i alt håber jeg, at skiftedagen markerer et interessant kursskifte snarere end et kursfald.Fortsæt det gode arbejde!M.v.h.

    Svar
  8. Peter Kurrild-Klitgaard

    @Harry Manback:”Håber at du fortsat poster ‘grovkornene’ her.” Lige dét kan jeg af ophavsretsårsager næppe gøre, men du/I kan da lige få dagens “grovkorn” som et lille ekstranummer før tæppefald:”Falsk varebetegnelse”De danske mediers dækning af konflikten ved den israelsk-libanesiske grænse er ret konsekvent – også i denne avis. Man refererer således til, at Hizbollah gerne vil »udveksle« de tilfangetagne israelske soldater med »fanger« fra israelske fængsler. Som om sidstnævnte måske var fumlegængere, fartsyndere eller i det mindste politiske samvittighedsfanger.Så lad os lige minde om, hvilke »fanger« det egentlig er Hizbollah vil have frigivet. Øverst på listen er Samir Qantar, som Politiken for nylig bragte et tårepersende portræt af, hvor mandens familie fortalte, at de savner ham ved familiefesterne, og at han blot er en frihedskæmper. Han og tre andre angreb ved midnat på en sabbat i 1979 en beboelsesejendom i Nahiriya med maskingeværer og granater. Det kostede en politimand livet, og i huset boede et ægtepar med to små piger, på fire og to år. Moderen gemte sig på loftet med den mindste datter, som hun holdt for munden, så angriberne ikke kunne høre hendes skrig – det gjorde hun så panisk, at barnet blev kvalt i hendes arme. Qantar fangede de to andre; faderen skød han i hovedet for øjnene af datteren, hvorefter han kvaste den fireåriges lille hoved med sin geværkolbe mod en sten. Qantar blev idømt 542 års fængsel, og han har siden udtrykt, at han var stolt over sine gerninger.Det er den slags, medierne med Hizbollahs egen retorik kalder »fanger«. For »fængslede forbrydere« kunne jo næsten lyde partisk. Men lad os kalde en spade en spade. Eller i dette tilfælde »fanger« for banditter, bombemænd og barnemordere. Peter Kurrild-Klitgaard

    Svar
  9. MrSoprano

    Peter: Så sandt, så sandt.Det eneste denne blog mangler er et konsekvent forsvar for staten Israel. Mon ikke David Gress er mand for det…

    Svar
  10. Jakob

    Peter, undrer mig, at du ikke bruger betegnelsen ‘terrorister’ om disse personer.God kronik i tanten om Adam Smith forleden.MVHJakob

    Svar
  11. Peter Kurrild-Klitgaard

    @Jakob:”Peter, undrer mig, at du ikke bruger betegnelsen ‘terrorister’ om disse personer.”Det kunne jeg såmænd også sagtens have gjort; det var alene stilistisk motiveret. Karakteristikken skulle komme til sidst, og så faldt jeg–for effektens skyld–for et klassisk initial-rim x 3 (“b, b & b” a la Clinton’s “Justice will be swift, certain and severe”, o.s.v.). Det skønnede jeg ville virke bedre end bare endnu engang at sige terrorist.”God kronik i tanten om Adam Smith forleden.”Tak!

    Svar
  12. Peter Kurrild-Klitgaard

    Kære Thomas,TBJ: “Puha. Det var godt Peter. Jeg var begyndt at tro du var en slags overmennekse med at det du gabte over.”Mange tak. Det var pænt sagt. “Yes, there were times, I’m sure you knew,When I bit off, more than I could chew. …” 😉

    Svar

Leave a Reply to Harry ManbackCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.