Af: Philip

Philip — Sun, 20 Aug 2006 02:00:11 +0000

Jeg er ingen ekspert på området og må med skam sige, at jeg bortset fra uddrag og en enkelt roman har Popper og Dostojevskij tilgode, men jeg har læst et par essays af forskellige sociologer og antroploger. Så vidt jeg kan se, er der en tendens til, at man i de kredse i stigende grad anser forestillingen om magthaveres hemmelige planer og aktioner for at være en naturlig udløber af selve magtrelationen, snarere end en afvigende tænkemåde. Antagelsen er, at magt ALTID beror på en vis grad af hemmeligholdelse; at det, at det fulde omfang af magten ikke afsløres, er en del af selve magten. Hvis du med nøjagtighed ved hvad din fjende er i stand til at udrette, er han også sårbar. Således har staten, kongen, arbejdslederen etc. en reel interesse i ikke at afsløre alt om sig selv. Omvendt er en forudsætning for at magten anerkendes som sådan, at befolkningen antager, at there’s more than meets the eye. Det kan meget vel være en af grundene til sammensværgelser er så svære at debunke, og at påstanden om “gennemsigtighed” generelt er lidet overbevisende. Hvis dette er indfaldsvinklen, kan konspirationsteorier sjovt nok både ses som en anerkendelse af den givne autoritet og en modstand mod den.Endvidere betyder det, at en magtinstans ikke nødvendigvis har interesse i at aflive de fantastiske historier, der fortælles om den. Hertil kommer, at disse ikke altid handler om den moralske råddenskab, magtens korridorer skjuler. I den danske sagntradition findes en del fortællinger om konger, der rejser rundt i landet incognito for ved selvsyn at konstatere, hvordan det står til – en slags vogtende engel. Vi bør altså ikke alene undersøge, hvorfor der fortælles fantastiske historier, men også hvorfor de nu om dage tager bedrag og koldblodighed for givet. En normativ konklusion kunne være, at ledere og regenter i et vist omfang fortjener de historier, befolkningen fortæller om dem, selv om disse ikke er umiddelbart sandfærdige. Det er dog en farlig konklusion, for hvad med de historier et folkefærd fortæller om et andet? Men det er måske også netop det, der er globaliseringens største problem.Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor sammensværgelsestankegangen er mindre udbredt i det åbne samfund. Jeg er heller ikke sikker på, at det er helt rigtigt, selvom jeg må medgive, at den her er mere diskret. Den ser jo i øvrigt ud til at have fået en renæssance: indtil flere journalister på DR har mere eller mindre ladet sig overbevise om, at den amerikanske regering iscenesatte 11. september. Måske synger det åbne samfund på sidste vers…

Kommentarer til: Myterne om 9/11 II

Af: Philip