Farvel til Webers arbejdsetik

Dagens post er som så ofte på denne blog om velfærdsstaten, men lad mig starte et helt andet sted: Med min far, Kai Bjørnskov. Eller nærmere med en privat anekdote om min far, og hvordan han håndterede sin mangeårige stilling som forstander for voksenuddannelsen i Haderslev, og senere (og i dag) som souschef for det samlede sønderjyske voksenuddannelsessystem.

Jeg kom nemlig til at tænkte på en specifik hændelse, da jeg læste Weekendavisens leder her til morgen (eller for at være ærlig, her til formiddag). En gang sidst i 80'erne var jeg på besøg på min fars kontor da en elev kom ind med et skamfuldt blik og en halv tværstang fra gelænderet på hovedtrappen. Han havde rutschet ned ad gelænderet og havde bremset ved at sætte sin fod ind mellem tværstængerne – og det kunne de ikke holde til. Min far så på eleven med sit mest myndige blik – og det er myndigt, kan jeg fortælle – hævede sin pegefinger formanende og sagde til ham: "Jeg bliver nødt til at idømme dig skolens strengeste straf". I det øjeblik ventede jeg næsten at se en våd plet brede sig ned ad elevens bukseben, men han blev helt perpleks, da min far – stadig med pegefingeren i vejret, med stentorrøst udbrød "Fy!" Jeg ved ikke, hvad der var værst for eleven, den fuldstændige forvirring af at der ikke skete andet, end den dybe skam over at blive sendt ned til pedellen med den halve stang, men på sin vis virkede straffen. Der var nemlig ingen, der var i tvivl om, at forstander Kai Bjørnskov mente hvad han sagde.

Og hvorfor kom jeg så til at tænke på den historie? Jo, Anne Knudsens leder i Weekendavisen kom naturligvis ovenpå de seneste dages diskussion om flaskehalse på det danske arbejdsmarked, og hvordan danskere ikke vil have de jobs, der er. Holdningen er, at hvis man har skrevet speciale på universitetet om ligestilling i 1400-tallets Island, bør man sandelig ikke acceptere et job som pædagogmedhjælper. Og hvad værre er, er der ikke noget egentligt økonomisk incitament til at sige ja alligevel. Som AK skriver:

"Der står idiot på ryggen af den ledige, der tager et lavtlønsjob. I denne uge har vi igen set beregninger, der viser, at det skæpper 22 kroner i kassen efter skat hver eneste dag, hvis man skifter kontanthjælpen ud med et job som kassedame, postbud, ekspedient eller lignende. Hvis man altså kan cykle til arbejde på en reparationsfri cykel. Hvis man skal med bussen, nærmer gevinsten sig hurtigt et minus. Og uanset, hvor sundt det er med arbejde, må man jo nok indrømme, at det tager en pokkers tid, at det kan være anstrengende, og at det har en tendens til at komme i vejen for andre gøremål."

AK's ærinde er først og fremmest at pointere, at selvom vi i princippet har muligheden for at fratage folk deres kontanthjælp, hvis de nægter at acceptere et anvist job, er det politisk umuligt. Som hun skriver, kan man "nemt forestille sig den mediestorm, der ville rejse sig, hvis blot et enkelt menneske satte sig ud på gaden og delagtiggjorde journalisterne i den elendighed, bortfaldet af kontanthjælpen havde hensat hende oh hendes familie i". AK karakteriserer temmelig rammende beskæftigelsesministerens indsats som at sige "Bøh".

En gang udkastede den tyske sociolog Max Weber teorien om den protestantiske arbejdsetik for at forklare, hvorfor de protestantiske tyske regioner – og for den sags skyld Skandinavien – klarede sig bedre økonomisk end de katolske regioner. Den forklaring gav god mening i mange år, idet vi i blandt andet Danmark på mystisk vis arbejdede mere og mere effektivt end de fleste andre steder i verden. Gennem den protestantiske tro – eller i det mindste en protestantisk tradition, uanset om man troede på det religiøse mumbo-jumbo – hvilede samfundet på en norm der sagde, at enhver er ansvarlig for sin egen skæbne, og at enhver dermed havde en pligt overfor sig selv til at sørge for sig selv og sine egne. Den norm har velfærdsstaten nu ganske effektivt undermineret, så mange danskere mener, at arbejde er til for at man kan realisere sig selv. Hvorfor skulle jeg klare mig selv, når jeg kan få samfundet til at gøre det?

Når vi har valgt en samfundsform, der fjerner ethvert individuelt økonomisk incitament til at tage et lavtlønsjob, er der kun to muligheder tilbage: 1) enten ændrer vi systemet, og fjerner dermed noget af det socialdemokratiske velfærdskorthus; 2) eller også indfører vi troværdige økonomiske sanktioner mod dem, der nægter at påtage sig et arbejde. Det første vil naturligvis være det mest effektive, og vil endda med stor sandsynlighed gøre os rigere på sigt, men det er også politisk det mindst sandsynlige. Det andet valg er det, vi nominelt har besluttet os for, men uden at sanktionerne er bare i nærheden af at være troværdige. Og her er det så, at min far kommer ind i billedet. Da eleven stod med den tværstang på forstanderens kontor, var et 'fy' den eneste straf – i første omgang. Det var et fy med stor troværdighed. En brækket tværstang kunne accepteres, men Gud hjælpe den elev, der ikke respekterede det 'fy'! I dagens Velfærdsdanmark bliver vi bare ved med at sige fy, som om det på magisk vis en skønne dag virker. Det gør det bare ikke, for ingen tror på det længere. Effekten er ikke blot det, men også at man effektivt underminerer den arbejdsetik, vi engang havde, fordi den der følger den i dag, i overført betydning får et offentligt stempel med 'Idiot' i panden. Resultatet er ikke bare en brækket tværstang hist og pist, men et økonomisk tab af gigantiske proportioner.

16 thoughts on “Farvel til Webers arbejdsetik

  1. René Andreasen

    Jeg er helt enig med såvel Christian Bjørnskov som Anne Knudsen. Det er jo en bizar og absurd situation vi er kommet i, når man kan anse sig selv for ‘for fin’ til den ene eller anden slags arbejde og når de der så har en arbejdsmoral ‘af den gamle skole’ er så udtrykkeligt til grin, at de praktisk talt taber penge på at gå på arbejde.Man kommer meget hurtigt til at tænke på Ayn Rands “Atlas Shrugged”.. måske det er på tide at vi, der arbejde og jævnligt føler os til grin insisterer på at tingene bliver ændret.Det eneste alternativ synes efterhånden at finde andre og varmere himmelstrøg, hvor den ‘gammeldags’ arbejdsmoral stadig lever i bedste velgående!

    Svar
  2. René Andreasen

    Jeg er helt enig med såvel Christian Bjørnskov som Anne Knudsen. Det er jo en bizar og absurd situation vi er kommet i, når man kan anse sig selv for ‘for fin’ til den ene eller anden slags arbejde og når de der så har en arbejdsmoral ‘af den gamle skole’ er så udtrykkeligt til grin, at de praktisk talt taber penge på at gå på arbejde.Man kommer meget hurtigt til at tænke på Ayn Rands “Atlas Shrugged”.. måske det er på tide at vi, der arbejde og jævnligt føler os til grin insisterer på at tingene bliver ændret.Det eneste alternativ synes efterhånden at finde andre og varmere himmelstrøg, hvor den ‘gammeldags’ arbejdsmoral stadig lever i bedste velgående!

    Svar
  3. Poul Højlund

    Borgerløn på SU- eller folkepensionsniveau, privat forsikring med fradrag eller opsparing med fradrag, nedtrapning af understøttelsen over 6 måneder, etc. etc. Der er masser af økonomiske mekanismer til rådighed, men som Bjørnskov også pointerer: totalt fravær af politisk mod.Samfundet degenerer stille og roligt indtil det påunkt, hvor de travle, der betaler gildet, siger stop! Men lige nu har de ikke tid til andet end at arbejde. Og skandalen består jo ret beset i, at det går forrygende.Danmark forekommer at være verdens mest vellykkede socialistsystem til dato; det er lykkedes for de mange at få de få til at betale gildet, ikke blot med penge, men med det langt mere kostbare: vores tid!Og systemet er nedvædigende for alle parter, – gratister såvel som betalere.Lad os så hellere få Stauning eller sågar Kragh tilbage; de ville begge have korset sig (eller tilsvarende indenfor de kredse) over tingenes nuværende tilstand.

    Svar
  4. US

    Se dér var et synspunkt, jeg ikke havde forventet at støde på på denne website: “Lad os så hellere få Stauning tilbage”…Nej, spøg til side: Enig i AK’s betragtninger. Jeg tror personligt ikke på, at de to løsninger CB præsenterer kan skilles ad – du får ikke et opgør med det nuværende system uden at gøre op med kræve-mentaliteten og omvendt. Personligt tror jeg også mindre og mindre på, at der nogensinde kommer sådan et opgør, men det er en anden diskussion.Som en lille tilføjelse sådan en lille smule off topic vil jeg gerne bemærke, at man i mine øjne godt fra liberal side kunne gøre lidt mere ud af også at pointere, at der bestemt ikke er noget i vejen med lavtlønsjobs som sådan. Det er ikke en særlig stor diskussion herhjemme, fordi alle politikere synes at være enige om, at “vi” (hvem?) ikke skal have den slags her til lands, men der er en sund diskussion, som ligger og venter. Når idealet om vidensøkonomien indebærer, at der skal etableres en uddannelsesstruktur, som vil medføre at 80-90% kommer til at ligge over gennemsnittet, så er der et eller andet galt med dette ideal.

    Svar
  5. Peter Nedergaard

    Et eller andet sted virker den protestantiske arbejdsetik nu alligevel. Når så mange mennesker går på arbejde i vor del af verden på trods af, at der ingen fordel er forbundet hermed, må der være noget andet på spil. Hvilket andet begreb har vi, som er bedre forklaring herpå, end den protestantiske arbejdsetik?Og lad så endnu engang hylde de gode gamle protestanter, som var årsagen til denne økonomisk gavnlige adfærd: Luther, Tausen, Hus, Zwingli, Calvin osv. Det er svært at overdrive deres positive betydning.

    Svar
  6. René Andreasen

    Jeg er altså uenig med ML og den konservartive arbejdsmarkedsordfører Jakob Axel Nielsen i vurderingen af, at mange af de ledige ikke kan varetage et arbejde.I dag er der omkring 800.000 personer på offentlig forsørgelse. Heraf er godt 120.000 ledige – det vil sige, at de selv og AF/kommunen vurderer, at de kan varetage et arbejde og dermed står til rådighed for arbejdsmarkedet.Hvis man ‘har slået sig på livet’ og dermed ikke er i stand til at arbejde – ja så indgår man ikke i denne gruppe af 120.000 ledige. Virkeligheden er nok i højere grad, at store dele af de 800.000 ville kunne varetage et arbejde – herunder store dele af efterlønsmodtagerne!Grundlæggende set må og skal det være sådan, at når man står til rådighed for arbejdsmarkedet – ja så påtager man sig ethvert arbejde der måtte findes. Det ville være en fornuftig start. Det næste skridt er jo det helt oplagte, at få afskaffet efterlønnen, så vi ikke på en og samme tid står og mangler arbejdskraft, mens vi betaler sunde og raske folk for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.Herefter kunne den såkaldt ‘borgerlige’ regering jo gøre alvor af de skattelettelser de omtaler ved festlige lejligheder. Det kan jo påvises, at en skattelettelse i bunden vil give de ledige et større incitament til at tage arbejde og at en skattelettelse i toppen vil betyde, at de af os, der betaler topskat måske ville påtage os en ekstra tjans – hvis vi altså vidste, at vi fik frataget 2/3 af vores løn!

    Svar
  7. ML

    Jakob Axel Nielsen søgte netop at sige, at mange af de 120.000 reelt ikke kan varetage et job, og at de derfor var fejlplaceret i systemet. Hvis man ikke vil arbejde, fordi man ganske enkelt ikke gider, er det selvfølgelig en anden sag. Det understregede, han i øvrigt også. Grunden til, at det bliver tydeligt nu er den lave arbejdsløshed. Vi er nede at skrabe bunden, og når man gør den slags dukker der altså ting op, som har været godt gemt. Det er min vurdering, at han har ret. Der kommer i hvert fald ikke meget godt ud af at skrige højt og skingert, som beskæftigelsesministeren i mine øjne gør.Og det er da rigtigt, at hvis man står til rådighed for arbejdssmarkedet, så skal man også påtage sig de jobs, der er. Men man bør vel heller ikke miste overblikket i blind, ideologisk retorik. Hvor fremtidssikret er det, at nyuddannede akademikere straks skal ud at dele gratisaviser ud. Det er lidt paradoksalt at bruge flere ekstra milliarder på forskning og uddannelse og på at fremtidssikre Danmark og så sende slutproduktet ud som avisbude.Sat på spidsen. Jovist. Men jeg synes Claus Hjorts retorik er underlig skinger og populistisk, og hvis det virkelig er budet på, hvad det vil sige at være borgerlig i Danmark 2006, så må jeg takke nej. Men glæder mig, at der trods alt er en borgerlig politiker, der kan se, hvor hult det er. Ærgerligt at hans partiformand ikke har lidt mere mod og udsyn.

    Svar
  8. Peter Nedergaard

    Angående de 800.000 på offentlig forsørgelse vil langt hovedparten ikke kunne tage et arbejde. Men der er gruppe, som ville kunne tage et arbejde, nemlig delle af førtidspensionisterne. Efter de gamle regler kunne man få førtidspension, hvis man ikke mere kunne varetage den type arbejde, man hidtil havde haft. Kunne en flyttemand ikke længere være flyttemand på grund af dårlig ryg, kunne han få førtidspension, selv om han kunnet have fået arbejde som f.eks. pedel. Nu er reglerne lavet om, men der findes stadig betydelig gruppe af førtidspensionister, som kunne stå til rådigheden for arbejdsmarkedet til jobs, som blot ikke ligner det job, som de havde tidligere. Kommunerne kunne tage de gamle sager op, hvis de ville, men de gør det tilsyneladende ikke.

    Svar
  9. ML

    Jeg er enig med PN. Folk arbejder jo alligevel, og når de er på arbejde, så tyder flere undersøgelser på, at produktiviteten og kvaliteten er endog meget høj her i landet. Mange har det godt, og Danmark er komparativt set et lykkeligt land.Men i mine øjne går den aktuelle debat ind i hjertekulen af diskussionen af, hvad det vil sige at være borgerlig. Som jeg ser det, kan man meget groft sagt være det af to årsager. 1) Fordi alle bør være deres egen lykkes smed, og det enkelte menneske kun har reel frihed, hvis systemet er indrettet med dette for øje2) Fordi man synes det at være borgerlig hviler på et positivt menneskesyn. I modsætning til socialismen, der bygger på ideen om menneskers begrænsninger. Folk skal have en chance for at hjælpe sig selv og hinanden, før “systemet” træder til. Men træder ingen til, så skal der være et socialt sikkerhedsnet til at samle op.Måske er distinktionerne så tilpas værdiladede, at det er tydeligt, at jeg støtter 2eren. Derfor irriterer beskæftigelsesministeren retorik mig også grænseløst. Jeg vil ikke sættes i bås med det menneskesyn, han repræsenterer. Jakob Axel Nielsen har jo ret. En stor del af disse mennesker kan reelt ikke arbejde. Lad os da erkende det i stedet for at hæve tonen til et unødigt, hysterisk niveau. Det går godt i Danmark, men hvis man – inkl beskæftigelsesministeren – tror det er en drømmedestination at være på offentlig forsøgelse, så tror jeg, man har mistet forbindelsen med virkeligheden. Det er ikke noget, folk drømmer om. Men man kan slå sig på livet. Det behøver man ikke være socialdemokrat for at erkende.Men i mine øjne bør god borgerlighed handle om at skabe muligheder – ikke at slå dem i hovedet, der prøvede, men slog sig.

    Svar
  10. E. Normark Sørensen

    Beretningen om Forstander Bjørnskov, som sagde “fy” til eleven, som havde ødelagt et gelænder, mangler lidt i at være en dækkende metafor.Hvis nu forstander Bjørnskov ikke havde ret til at sige “fy”, men skulle sende eleven til f.eks Elevsammenslutningen, som synderen er frivilligt kontingentbetalende medlem af, med besked om, at forklare sin brøde.Elevsammenslutningen ville næppe sige “fy” og selv om den gjorde, så ville det ikke have den store effekt, og hvorfor skulle den da også lægge sig ud med et indtægtsgivende medlem.Næ, den ville nok sige “nå da da – du havde nok travlt, og det er nok noget dårligt stakit, de har på den skole. Det var da godt, at du ikke kom til skade.Sådan er det jo. Arbejdsformidlingen sender folk til A kassen som så skal sige “fy”, men hvorfor skulle de dog det.Her er en del af kærneproblemet. A kasserne bør ikke bestyre dagpengene.Men de klamrer sig til dagpengene, fordi de derved kan bilde en del af medlemerne ind, at de ved at stå i fagforeningen også får ret til dagpenge. Dertil kommer så den mulighed for individuel behandling af medlemmer, som AF har villet tage dagpengene fra. Nogle er gode medlemmer ( læs – de har partibogen i orden)og dem vil man beskytteAndre kan det være ligemegte med.Overfør dagpenge anvisningen til AF og nedlæg fagforeningernes A-kasser.Med hensyn til arbejdsformidling hørte jeg for et par år siden, at AF højst står bag ca. 12% af de ansættelser som indgås på det danske arbejdsmarked. Tænk på dig selv kære læser. Hvor mange af de jobs, du har haft i tidens løb fra avisbud til dit nuværende, er blevet sat i stand af Arbejdsformidlingen?

    Svar
  11. Eva Thisted

    Ja, jeg undrer mig også over, hvorfor en liberal regering med et Folketingsflertal bag sig ikke tør sætte emnet på dagsordenen, nu hvor vi har en stærk økonomi og mangel på arbejdskraft. Hvis ikke nu, hvornår tør man så?Hvad er man bange for?

    Svar
  12. René Andreasen

    Den såkaldt ‘liberale’ regering er bange for vælgerne. De startede en kulturkamp, der faldt med et brag og nu er de åbenbart tilfredse med bare at sidde på ministerposterne og ikke så optaget af at dreje samfundet i en borgerligt/liberal retning.Det fremgår jo tydeligt i dagens udspil til finanslov for 2007.Man kan kun begræde, at der ikke lader til at være ordentlig og seriøs opbakning til et nyt politisk parti på den økonomiske højrefløj!

    Svar
  13. Eva Thisted

    Jeg tror ikke, vejen frem er et nyt parti. Det ville være bedre, hvis man kunne få de partier, der nu udgør det borgerlige flertal, til at leve op til deres egne idealer.

    Svar
  14. René Andreasen

    Det er et naivt håb, som jeg også har haft i nogle år. Men efter 5 år med den nuværende regering må man jo nok sande, at det ikke er muligt at få de nuværende partier til at føre en politik, der lever op til deres idealer.Hvis den nuværende regering er heldig (jf. Børsens leder i dag), så vil de måske overleve næste valg. Men med den nuværende politik overlever de med garanti ikke det efterfølgende.Man kan altså højst forvente, at den nuværende regering bliver siddende i 8 år endnu. Med de resultater den har præsteret indtil videre ved jeg snart ikke om det er godt eller skidt!I øvrigt vil et nyt borgerligt/liberalt parti kunne trække Venstre og de konservative væk fra midten. I dag har de jo ingen konkurrence fra den økonomiske højrefløj.Thomas Larsen har for nylig beskrevet situationen ret præcist i Ugebrevet A4 (http://www.ugebreveta4.dk/view.asp?ID=11665):»Der er helt klart en vis frustration i dele af det borgerlig-liberale Danmark, hvor mange mener, at man skal satse markant på at få skattelettelserne igennem. Men der er jo ikke et alternativt parti, som er parat til at gribe dagsordenen. Derfor vil Anders Fogh Rasmussen godt kunne holde til at satse på velfærd frem for skattelettelser,« siger Thomas Larsen, politisk kommentator ved Berlingske Tidende.

    Svar
  15. Eva Thisted

    Ja, A kasserne bør ikke bestyre dagpengene. Når de gør det, er det vel fordi man i gamle dage kun havde de penge til uddeling, som medlemmerne selv havde indbetalt i kontingent. Men efter hvad jeg ved, er det ikke sådan længere. Man bør oplyse om, at medemsskab af en Fagforening og medlemsskab af en Arbejdsløshedskasse er to forskellige ting. Man bør rationalisere ved at samle arbejdsanvisningen og udbetalingen af dagpenge hos Arbejdsformidlingen. Så ville det være mere gennemskueligt, og man kunne reagere hurtigere, i tilfælde af at arbejdsduelige personer næger at påtage sig anvist arbejde. Det ville også gøre det nemmere at skifte fra et arbejdsområde til et andet, og derved kunne man modvirke flaskehalse i produktionen.

    Svar
  16. Poul Højlund

    Enhver ydelse udbetalt af A-kasser (dagpenge, uddannelse, etc.) refunderes 100% af staten. Kontingent går alene til administration m.v.Norge afskaffede A-kasserne før krigen. Understøttelse er en ret for alle, der har oppebåret lønindtægt, og den udbetales direkte af staten.Efterløn betales fortsat udelukkende af staten. Når Nyrup-reformen slår helt igennem, betaler den enkelte mellem 1/4 og 1/6 af sin efterløn, resten betales af staten. Med de seneste ændringer er efterlønnen udelukkende en statsbetalt belønning for medlemsskab af A-kasserne.Både understøttelsen og efterlønnen samt alle de uddannelsestilbud, som ledige A-kassemedlemmer får, er et klokkerent bevis for, at den socialdemokratiske bevægelse erobrede statsmagten i sidste århundrede og drejede dens funktion til egen fordel.Ikke engang en borgerlig liberal regering tør sætte emnet på dagsordenen. Måske nogle af de munge unge liberalister vil opleve en reform på området engang ad åre, – men jeg tvivler.Vi har brug for en debat om statens funktion som neutral garant for lige behandling af alle borgere og ligestilling af alle med hensyn til ydelser fra staten.Jeg melder mig som tilhænger af den såkaldte borgerløn (søg selv yderligere information via nettet), hvilket i princippet er en ret til en skattefri basisindtægt, samt en tilsvarende udbetaling til alle de, der af den ene eller anden grund ikke kan oppebære en basisindtægt. Borgerløn kan afskaffe kontanthjælp, understøttelse, børnepenge, folkepension etc. etc. og kun efterlade særlige invalidepensioner, – vi skal naturligvis fortsat hjælpe hvor der for alvor er hjælp behov. Sammen med borgerlønnen forsvinder statens ulidelige og nedværdigende detailkontrol med borgeren. Borgerlønnen påvirkes ikke af hverken indtægt eller fradrag.Se, det er et tiltag, der batter, – i stedet for regeringens flueknepperi med den såkaldte velfærdsreform.

    Svar

Leave a Reply to Peter NedergaardCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.