11. september 2001 in memoriam II

Jeg hader datoen 11/9 så meget, at jeg som regel glemmer, at en meget god ven har fødselsdag netop den dag–og jeg er ihvertfald endnu ikke klar til at skrive en kronik som Mr. Laws.  Så her er lidt genbrug: En kronik, som jeg–efter at have stået på Greenwich Street og set South Tower styrte sammen og efter at have frygtet for familie og venner–skrev på en internet café i Greenwich Village tre dage efter, og som Bent Blüdnikow var flink nok til at bringe om søndagen.

Frihedens tårne

Berlingske Tidende 16.  september 2001, 1. sektion, side 12

Kronik: Terror-angrebene i USA var angreb på det frie marked og det frie samfund.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, Ph.d. og gæsteforsker ved Columbia University og New York University

World Trade Centers to tårne er som regel det første, jeg ser, når jeg går ud fra vores hus i Greenwich Village, og de er som regel det sidste, jeg ser om aftenen, når jeg kommer hjem. Og hver eneste dag tænker jeg højt: »Hvor er de smukke! Hvor er det fantastisk at bo her i New York!«.

Og aldrig har jeg set dem smukkere end for to måneder siden, den 4. juli, på 225-årsdagen for den amerikanske uafhængighedserklæring, hvor vi stod på taget af et hus og beundrede festfyrværkeriet over vandet mellem Frihedsgudinden og World Trade Center.

Og nu er de væk – og med dem er forsvundet ikke blot milliarder af dollars, men også i tusindvis af uskyldige mennesker, som ikke gik i krig, men som blot gik på arbejde. Og som var så uheldige, at nogle fanatikere mener, at det, at man er amerikaner og arbejder i verdens finansielle centrum, er grund nok til at skulle dø.

For World Trade Center var et symbol på handel, markedet og kapitalismen, på internationalisering og globalisering, på det åbne samfund og den moderne verden. Kort sagt på vestlig civilisation. Som sådan symboliserede de to tårne alt det store, som mennesket kan – når det vil, og når det får muligheden.

Der findes nok af monstrøse monumenter bygget af stater for at glorificere dem selv og deres ledere. Pyramider bygget af slaver som grave for døde faraoer. Triumfbuer bygget for kejsere til minde om krig, eller for præsidenter til minde om dem selv. Her var derimod et kompleks, der i både symbolik og praksis kun tjente et fredeligt formål: at bringe handlende parter sammen til gensidig fordel, og som derfor var fyldt med driftige, kreative mennesker. De to tårne var en daglig hyldest til mennesker, der opdager, opfinder, skaber, køber og sælger – og som dermed gør deres til, at vi alle har det en lille smule bedre i dag, end vi havde det i går.

Men i dag har vi det ikke bedre end forleden. Angrebet i tirsdags er for liberale, markedsøkonomiske retsstater, hvad rigsdagsbranden i Berlin var for de demokratiske partier, og hvad Krystalnatten var for jøderne. Hverken mere eller mindre. Det var et angreb, der var lige så symbolsk ment som de symboler, man bogstaveligt jævnede med jorden. Og hvem det end var, der stod bag terrorangrebet, så er de ikke alene.

Selvmorderiske mordere, der med et »Allah er stor« på læberne udslettede tusinder på sekunder, har, trods forskelle i religion, retorik og symboler, en lang række naturlige åndsfæller iblandt os i Vesten.

ATTAC-medlemmer der med molotovcocktails bekæmper frihandel og kæmper for nationalisme.

Nationalsocialister der med knipler slås mod indvandrere og for den ariske race.

Miljøfanatikere der brænder butikker, fabrikker, marker og mennesker for dermed at redde en højere og finere »natur«.

Autonome fra Nørrebro som med brosten angriber McDonald's som symbol på kapitalismen og som forsvarer et eller andet, som ingen kan huske, hvad var.

For trods forskelle er disse bevægelser grundlæggende skåret over samme læst og har tre centrale præmisser til fælles. At vold er et acceptabelt middel til at nå politiske mål. At mennesker er skyldige eller uskyldige alene i forhold til, hvilken kollektiv gruppe de tilhører. Og at personlig frihed og økonomisk frihed er det ondeste onde. Og når alt det er lagt til grund, så kan der ikke være nogen større fjende end USA og amerikanerne, og så kunne der ikke være noget mere oplagt symbolsk mål end World Trade Center.

Men åndeligt og moralsk medskyldige er ikke blot de palæstinensere, der tirsdag jublede på Vestbredden og i København. Det er også, omend i det mindre, de mennesker, der verden over selv dagligt puster til hadet til alt, der er amerikansk, og som den naturlige forlængelse heraf også til alt, der f.eks. er israelsk.

Som den midaldrende munkemarxist der sidder i sin trygge universitetsstilling og med lys i øjnene fryder sig, når der er krise på kapitalmarkeder eller begyndede recession, fordi det altsammen er det første – og uomgængelige – tegn på kapitalismens uundgåelige kollaps.

Som de repræsentanter for den ene mere moralsk og retsligt derangerede stat efter den anden der i forrige uge mødtes i Durban for angiveligt at modarbejde racisme, men hvis dagsorden fra først til sidst var, at USA og Israel skulle fordømmes.

Man kan ganske vist ikke sige, at USAs regeringer gennem tiderne altid har været helt uden skyld i, at der i dag er millioner rundt om i verden, der ser USA som en fjende. Men ved i denne situation blot at antyde, at »det var amerikanerne selv ude om«, så gør man det uacceptable at sætte lighedstegn mellem den kollektive enhed, som man kalder en stat, og de enkelte mennesker, der tilfældigvis bor der. Og aldrig nogensinde har USA gjort noget, der blot tilnærmelsesvis retfærdiggør at slå tusinder af uskyldige mennesker ihjel.

Men uanset hvor mange der døde, og hvor uhyggelige angrebene var, må al talen om dette som »det 21. århundredes første krig« ikke få os til at falde i en fælde. Den engelske 1700-tals forfatter Samuel Johnson skrev advarende, at patriotisme er en slyngels sidste udvej, og det er et lige så velkendt udtryk, at i krig er sandheden det første offer. Men hertil kunne man tilføje, at det andet offer er tolerancen, og det tredie er retssikkerheden.

Det bør man huske på i disse dage, hvor anti-arabiske og anti-muslimske følelser let kan løbe løbsk, og hvor man i Vesten let kan komme til at begå samme fejl som før. Amerikanernes behandling af japanerne under Anden Verdenskrig er den dag i dag med rette et ømt punkt, og danskerne begik i kølvandet på besættelsen mange uretfærdigheder mod hinanden og mod tyskere og italienere i Danmark. Begynder man i denne triste situation at behandle muslimer og arabere som én kollektivt skyldig gruppe, og benytter man lejligheden til at give de vestlige stater ubegrænset magt, så undergraver man i virkeligheden den selvsamme frihed, som fredelige mennesker i New York og Washington arbejdede og døde for.

Der er mange, der allerede har sagt, at denne tragedie skyldes islam og muslimerne, og at det hele dermed først og sidst er et spørgsmål om religion. Men det er det tydeligvis ikke alene. Både kristendommen og jødedommen har som organiserede religioner hver deres i titusindvis af uskyldige ofre på samvittigheden, og der findes omvendt millioner af tolerante, fredselskende muslimer. Gør man denne tragedie til et valg mellem den ene religion eller den anden, mellem denne eller hin nationalitet, så gør man den samme fejl som de terrorister, der førte flyene mod uskyldige civile.

Dette er snarere, først og sidst, et spørgsmål om institutioner og kultur, om civilisation. Det er, som Shimon Peres sagde det forleden, et valg mellem lys og mørke, mellem civilisationen og jungleloven. USA og Vesten er fuldt berettigede til at sætte ind over for de uhyrer, der stod bag angrebene, men ma
n bør være meget forsigt
ig med ikke samtidig at hælde benzin på bålet ved selv at angribe uskyldige civile.

Faktum er, at uanset hvor mange tilholdssteder man vil kunne bombe i Afghanistan, Irak eller Sudan, og uanset hvor mange sikkerhedsforanstaltninger man gør sig i USA og Europa, så vil man aldrig kunne gardere sig 100 procent mod begivenheder som i denne uge. Ikke uden at forvandle Vesten til én stor politistat i permanent undtagelsestilstand. Paradoksalt nok er det redskab, der i længden vil kunne sikre, at terrorister fra Den Tredje Verden ikke hader USA og Vesten, det selvsamme redskab som har bragt os ud af middelalderen, og som de nu har angrebet, nemlig markedet. Der har aldrig været en mere civiliserende kraft i verdenshistorien end netop den globale kapitalisme, som World Trade Center stod for. Ved at sørge for at handle med disse lande og dermed bringe dem op på vores levestandard, vil vi kunne sørge for, at de i længden vil have lige så stor en interesse i vores velbefindende, som vi i deres. Spørgsmålet er så, naturligvis, hvor langt det lange løb er, og hvad vi gør, indtil det er nået.

Indtil videre håber jeg, at jeg en dag kan se ned ad Greenwich Street igen, og at der så igen står to tårne, men endnu højere og endnu flottere, der som vartegn fortæller mig og hele verden, at den menneskelige civilisation kan være grænseløs.

9 thoughts on “11. september 2001 in memoriam II

  1. Peter Kurrild-Klitgaard

    Tak for de venlige bemærkninger.Jeg var iøvrigt i går–på selve dagen–til en særfremvisning/forpremiere af “World Trade Center”, som ellers først har premiere 22.IX, arrangeret af USA’s Ambassade på Cinemateket. (Der var en Punditokrat-læser eller tre blandt de andre gæster–samt enkelte man skulle have troet var gået ideologisk forkert …). Filmen er omtalt her:http://www.scope.dk/film.php?id=4664http://www.dr.dk/Film/Temaer/terrorfilm/12322212121/20060811111752.htmJeg er egentlig ikke meget for Oliver Stone film; han er en talentfuld filmmager, men det er ligesom om, at hans evigt politisk korrekte perspektiver har en tendens til at gå ud over filmenes andre kvaliteter (om end “Greed is good” monologen i “Wall Street” naturligvis er en god klassiker i egen ret …). Men lad det være sagt med det samme: Det er der ikke spor ansats til i denne film. Den er–sikkert fordi han har anstrengt sig for at være meget dokumentarisk nøjagtig og for ikke at blive skudt i skoene, at han manipulerer–meget autentisk, og derfor også måske en anelse mindre dramatisk højspændt end flere andre af hans film, eller i.f.t. hvad den kunne have været. Men filmen er altså dejligt renset for politisk korrekthed og politisk “kommentar”, og det er en–til tider–meget bevægende film, der fremfor alt viser hvordan heroiske hverdagsmennesker kan opføre sig, når pligten kalder. Den er iøvrigt–selvom den er nok så dramatisk–behageligt fri for splatter-agtige scener. Det virker langt stærkere at høre en “dump”-lyd og så vide, hvad det er, der rammer jorden, end det er at få det billedmæssigt udpenslet. Og så er den iøvrigt teknisk ret godt lavet, givet at alle ved, hvordan omgivelserne skulle se ud–og hvor store proportionerne er.En god film–måske fire af fem stjerner–, som jeg kan anbefale.

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    En fem år gammel kronik, men mindst lige så sand og tankevækkende som den var dengang. Og et af de flotteste indlæg Punditokraterne nogensinde har bragt!

    Svar
  3. bjarne Thyregod

    jeg skræmmes af d.9/11 det er dagen hvor tyranner slår til for at indføre deres udemokratiske styrer.I 1973 besluttede USA’s præsident og kredsen omkring ham sig for at afvikle det chilenske demokrati.derfor blev de USA uddannede officerer fra “tortur og undertrykkelsesskole”Escuelas de la Americas sat igang med et militærkup og mord, tortur og undertrykkelse af Chiles befolkning.Som cremen på det liberalistiske USA’s undertrykkelses kransekage blev eksperimental-liberalisten Milton friedeman importeret til at ekspimerentere med Chiles økonomi. Liberalisme under facistisk undertrykkende rammer – ja det var liberalismen når den skal forsøhe med eksperimenter – diktatur og økonomiske eksperimenter.Den 9/11 har liberalisterne desværre glemt, men den blev aktuel igen da Osamas terrorister slog til.

    Svar

Leave a Reply to ppCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.