Krav til akademikere, myter om deres løn og dansk forskning

En del af regeringens globaliseringsstrategi handler om, at Danmarks forskning skal bringes op på absolut internationalt topniveau. Det skal blandt andet gøres ved at der stilles større krav til forskerne, og at man i højere grad end hidtil rekrutterer udenlandske topforskere til de danske universiteter. Samtidig ønsker man naturligvis at højne uddannelsesniveauet så danske studerende og deres fremtidige arbejdspladser bliver bedre stillet i den internationale konkurrence, og man vil tiltrække flere PhD-studerende, så man også i fremtiden får en stor pulje danske forskere at trække på.

Strategier der går ud på at styrke dansk forskning er indlysende rigtige, og ikke blot fordi jeg er en af dem, der kunne gå hen at blive styrket. Forskning i ny viden – hvad den end viser sig at være – har været en af hemmelighederne ved Vestens fantastiske fremgang de sidste 400 år. Ideen med at stille krav til sine ansatte er også god – selvfølgelig skal man det. Men der er et problem.

Dette problem gælder i og for sig ikke kun universitetsforskere, men også andre grupper såsom jurister i centraladministrationen, der også oplever stigende krav til at producere resultater, og helst politisk synlige resultater. Problemet er lønnen, og i særdeleshed almindelige menneskers forestillinger om den.

I 2002, da jeg som PhD-studerende deltog i en i øvrigt fin debat hos Folkekirkens Nødhjælp, oplevede jeg for første gang dette problem. Efter at have fremlagt mit syn på emnet der blev debatteret, rejste en ældre, svært overvægtigt mand ved navn Per sig og råbte rasende, at sådan nogen svin som mig der tjente 50.000 om måneden bare ikke gad hjælpe de fattige. Per var tydeligvis udenfor pædagogiske rækkevidde, men en del andre blandt publikum var også meget overraskede da jeg fortalte, hvad jeg i virkeligheden tjente. Den samme forbavselse møder mange danske akademikere gang på gang når emnet løn kommer op.

Nu vil jeg gerne, før jeg går videre, understrege at jeg ikke skriver denne post for at skabe sympati. Min indtægt dækker udmærket de udgifter min livsstil indebærer. Min pointe – det dilemma der er gemt her – kommer derimod fra det paradoksale i at danskerne er gode til at stille rimelige krav. Vi kræver ikke at den 17-årige gymnasiepige henne hos bageren ved præcist hvor jordbærrene i ens kage søndag eftermiddag kommer fra. Hvis vi derimod køber en flaske St. Emilion til 400 kroner, accepterer vi ikke at manden bag disken ikke kan fortælle, hvad der var særligt ved netop dén årgang.

Og deri ligger problemet, for vi ved præcist hvad vi betaler for kagen og vinen, og derfor hvad vi rimeligvis kan stille af krav. Paradokset kommer af at befolkningen som helhed også har relativt klare forventninger om, hvad danske universitetsforskere eller statsansatte jurister tjener. Mens jordbærkagen ved min lokale bager koster 19 kroner – det står der på den så det ved jeg – er folks ideer om akademikeres indtægt derimod som oftest meget forkerte! Men det er de ideer, der bestemmer hvad de mener man kan stille af krav, ikke virkelighedens lønninger.

Forskellen på, hvad folk tror, og hvad akademikere i virkeligheden tjener, kan ikke overvurderes. Sidste år tjente jeg således lige knap 360.000 kroner som adjunkt med landets højest mulige uddannelse. Jeg arbejdede i gennemsnit 55 timer om ugen – og det er der ikke overtidsbetaling i, for begrebet arbejdstid eksisterer ikke i forskerverdenen – og holdt fire ugers ferie, alt inklusive. Selvom man er flink og regner med, at jeg nok har slappet lidt af i sommermånederne, ender man alligevel på en timeløn på omkring 140 kroner. Som omtalt før her på stedet, er det mindre end den mindsteløn som visse fagforeninger påtvinger polske håndværkere i København. Det er også mindre end den timeløn min søster får som uuddannet folkeskolevikar.

Det vigtige er, at det i særdeleshed er mindre end den løn, almindelige mennesker tror jeg tjener. Med den sædvanlige antagelse om, at universitetsforskere nok tjener lige omkring en halv million om året – Per regnede åbenbart med 600.000 – holder de almindelige seks ugers ferie og arbejder omkring almindelig arbejdstid, ender man på en timeløn på omkring 250 kroner. Det er dén betaling, folk danner deres rimelige krav på baggrund af – og det er de krav, politikerne stiller til danske akademikere. Der er derfor ikke et, men to sammenligningsgrundlag: Det folk tror man tjener – grundlaget for de krav der bliver stillet – og de krav, der reelt stilles til konkurrenterne. For man kan naturligvis ikke stille mindre krav til ens konkurrenter, ellers bliver man hurtigt udkonkurreret.

Så hvad tjener konkurrenterne og hvem er de? For at tage det sidste spørgsmål først, er de typisk fra amerikanske, britiske, og i mindre grad andre europæiske, japanske og koreanske institutioner. På mit eget område (samfundsvidenskab) i særdeleshed er det de østkystamerikanske og enkelte engelske universiteter, konkurrence kommer fra. Verdens topuniversiteter, som Helge Sander så brændende ønsker at vi kan konkurrere med, er steder som Oxford, Colombia, Harvard og en række andre mindre prestigiøse steder. Her tjener en almindeligt dygtig adjunkt netop omkring den halve million, som mange danskere tror, vi andre tjener (og så har vi ikke talt skat). Så et eller andet sted er kravene til at danske samfundsforskere kan konkurrere med dem jo på pervers vis helt rimelige!

Problemet – eller dilemmaet, om man vil – er derfor at danskerne stiller helt rimelige krav til forskningen, men selvfølgelig givet de ideer de har om forskernes belønning. Og politikerne kan derfor stille krav, der er på niveau med toppen af den internationale forskning uden at betale for det. At give forskerne væsentligt højere lønninger ville jo være helt urimeligt, da folk tror de i forvejen tjener ganske pænt!

Hvorfor gider jeg bruge tid og energi (i min fritid) på at skrive denne post? Jo, fordi det dilemma, jeg mere eller mindre klart har forsøgt at opridse her, er en godt skjult bombe under den danske universitetssektor. På et punkt har forskningsministeren ret, nemlig at man bør tiltrække internationale topforskere til danske universiteter. Men når jeg taler med mine udenlandske kolleger om det ønske og spørger, om de ville flytte til Danmark, slår de fleste – de dygtige af dem – for det meste en høj latter op. De flinkeste klasker måske en på skulderen og spørger, om det ikke er tid til at gå i baren. Ingen – siger og skriver ingen – tager spørgsmålet alvorligt, og en del af dem har endda spurgt hvorfor jeg gider at arbejde i Danmark.

Bundlinien er, at man stiller internationale krav i vores land, og at man stadig har internationalt anerkendte forskere som blandt andet Punditokraternes tidligere redaktør, men det er ved at ændre sig. Det eneste, der holder dygtige danske forskere i landet, er enten kærlighed til familien, kærlighed til landet, eller rene tilfældigheder. Det samme kan man i og for sig sige om dygtige akademikere i centraladministrationen og hvorfor de ikke flygter til det private. Der er ganske enkelt ingen økonomiske incitamenter til at blive, kun enkelte svage, sociale grunde, og dem kan man ikke bygge en vidensbaseret fremtid på. Enten må man betale hvad det koster at stille konkurrencedygtige krav, eller også må man sænke kravene til det man er villig til at betale for. Jeg skal ikke bestemme hvad man bør gøre – min mission her er udelukkende at gøre dilemmaet og balancen tydelig for folk – men det er på tide for politikerne at gøre det. Ellers bliver det lynhurtigt svært at blæse og have mel i munden på samme tid. Og det er det, de prøver at gøre.

22 thoughts on “Krav til akademikere, myter om deres løn og dansk forskning

  1. Tarras

    Den kedelige udvikling, at specifikke erhverv ikke aflønnes efter fortjeneste er en logisk følge af, at vi dette land skal være lige. Derfor bevirker De Forenede Socialdemokratiers stræben efter ”lighed” at middelmådigheden fremmes og det ekstraordinære har vanskelige betingelser.

    Svar
  2. nai

    Nu skal jeg jo ikke gøre mig alt for klog på netop dit område, men indenfor humaniora er der ingen tvivl om at forskervejen har udviklet sig til en vej a) de ideologiske som ser et kald; b) dem som ikke lige kunne finde på andet at tage sig til. Det samme har jeg fra førstehåndskilde ladet mig fortælle gør sig gældende for de naturvidenskabelige studier på KU. Problemet er imidlertid større end det du skitserer, for oven i den lavere løn end hvad man kunne få med tilsvarende kvalifikationer, skal man også finde sig i et absurd niveau af mismanagement. Bare det at få tilkæmpet sig et kontor med rimelige forhold (lys, vindue, netadgang mv.) kan vare måneder, der er ingen central styring af fundraising og mange må derfor bruge kostbar forskningstid på at søge midler, manglende sekretærstøtte (de er jo forresten også dyrere end en forsker) betyder at man selv skal bruge tid på arrangement af rejser, teknik til undervisning, kopiering osv. M.a.o. er meritokratiet på danske universitet tilføjet to primære faktorer før man begynder at vurdere fagligt indhold 1) vil du finde dig i en løn under dine kvalifikationer, 2) vil du finde dig i administrative umuligheder.David Friedman skrev på et tidspunkt en analyse, hvor han hævdede at offentlige forskere var tabere, der ikke turde lade deres viden være i fri konkurrence. Så slemt er det nok ikke, men der er ingen tvivl om at danske universiteter i eklatant grad mangler mekanismer som sikrer et velfungerende meritokrati, men mon ikke det begynder at gå den anden vej. Professionalisering af ledelsen har betydet gevaldige løft i lønnnen. Jeg forventer da også det kommer til at gælde ned i hierarkiet på den måde at de forskere som kan sikre funding og publikationer får en højere løn, mens andre længere ned i hierarkiet (læs undervisningsassistenter…) får ringere vilkår. Så må man bare håbe, at vi inden da får lavet ordentlige mekanismer i vurderinger, så det ikke længere er tilstrækkeligt at være tilknyttet den rigtige vennekreds og have de rigtige holdninger.Nicolai

    Svar
  3. nai

    Nu skal jeg jo ikke gøre mig alt for klog på netop dit område, men indenfor humaniora er der ingen tvivl om at forskervejen har udviklet sig til en vej a) de ideologiske som ser et kald; b) dem som ikke lige kunne finde på andet at tage sig til. Det samme har jeg fra førstehåndskilde ladet mig fortælle gør sig gældende for de naturvidenskabelige studier på KU. Problemet er imidlertid større end det du skitserer, for oven i den lavere løn end hvad man kunne få med tilsvarende kvalifikationer, skal man også finde sig i et absurd niveau af mismanagement. Bare det at få tilkæmpet sig et kontor med rimelige forhold (lys, vindue, netadgang mv.) kan vare måneder, der er ingen central styring af fundraising og mange må derfor bruge kostbar forskningstid på at søge midler, manglende sekretærstøtte (de er jo forresten også dyrere end en forsker) betyder at man selv skal bruge tid på arrangement af rejser, teknik til undervisning, kopiering osv. M.a.o. er meritokratiet på danske universitet tilføjet to primære faktorer før man begynder at vurdere fagligt indhold 1) vil du finde dig i en løn under dine kvalifikationer, 2) vil du finde dig i administrative umuligheder.David Friedman skrev på et tidspunkt en analyse, hvor han hævdede at offentlige forskere var tabere, der ikke turde lade deres viden være i fri konkurrence. Så slemt er det nok ikke, men der er ingen tvivl om at danske universiteter i eklatant grad mangler mekanismer som sikrer et velfungerende meritokrati, men mon ikke det begynder at gå den anden vej. Professionalisering af ledelsen har betydet gevaldige løft i lønnnen. Jeg forventer da også det kommer til at gælde ned i hierarkiet på den måde at de forskere som kan sikre funding og publikationer får en højere løn, mens andre længere ned i hierarkiet (læs undervisningsassistenter…) får ringere vilkår. Så må man bare håbe, at vi inden da får lavet ordentlige mekanismer i vurderinger, så det ikke længere er tilstrækkeligt at være tilknyttet den rigtige vennekreds og have de rigtige holdninger.Nicolai

    Svar
  4. Nicolai Foss

    Et par kommentarer:1) Den halve million du nævner for en “dygtig adjunkt” på et udenlandsk top-universitet er på mange felter helt hen i vejret. På mit område (erhvervsøkonomi) kan en dygtig adjunkt visse steder tjene op til 1, 5 mio. dkr. (slet ikke usædvanligt indenfor regnskab og finansiering). En adjunkt på London Business School tjener min. 800k. dkr. En Full Professor med en endowed chair i US kan komme i nærheden af de 2 mio. dkr. På et skod-uni i US er det ikke ualmindeligt med op til 1 mio. dkr til fx en professor i English Literature. Til en _noget_ lavere skat. Og som regel (ihvertfald de gode steder) langt mindre undervisning (mine US kolleger på gode business schools underviser ca. 2/3 af hvad jeg gør). 2) Jeg tvivler på at du har ret i at befolkningen og politikerne har urealistiske forventninger til de offentlige forskeres lønninger. Jeg har typisk oplevet at “lægmændene” har en rimelig realistisk forestilling — men at de stadig synes at det er for meget ;-)3) Det kan jo være lidt vanskeligt at tale om “for meget eller for lidt” når der ikke rigtig er noget marked for det vi går og laver. Det kan da være at vi, eller i hvert fald nogle af de offentlige forskere får for meget. (Jeg tror i den forbindelse at der vil komme meget mere løndifferentiering i fremtiden). Markedskræfterne slår kun relativt let igennem, men måske er en indikation på under-betaling det faktum at universitetslærerne synes at have mere arbejde ved siden af end andre (jeg mener at en undersøgelse for nogle år siden dokumenterede dette, men jeg har glemt specifics). 4) Regeringen bliver først rigtig sat under pres når der begynder at ske en seriøs udvandring af forskere. Men mange steder i Europa er lønningerne faktisk ikke bedre. Og at flytte til US er en ret så stor beslutning for de fleste, særligt med børn og familie. Jeg får tit at vide af US kolleger at jeg er “under-placed” hvor jeg er nu, og jeg har fået en del lukrative jobtilbud, men det er altså et stort spring … Mine 2 ører…

    Svar
  5. Lennart Kiil

    Det er helt typisk for den måde, der føres forskningspolitik på i Danmark.Mange fine ord, men politikerne forstår simpelthen ikke, hvad disse ord indebærer.Derudover er det jo altid problematisk at forsøge at regne sig frem til et stykke arbejdes værdi. Markedet afgører vel, hvad et stykke arbejde er værd?

    Svar
  6. Christian Bjørnskov

    Tak for kommentarerne, og kun et par ekstra ting herfra. For det første har Nicolai helt ret i, at de 500.000 er ‘helt hen i vejret’. Det er sådan cirka det en almindelig adjunkt kan få på et godt – men ikke top – universitet som f.eks. SUNY Stonybrook. Og det er vel realistisk det niveau vi kan konkurrere på?Mht. hvad lægmænd tror om vores løn, er mit indtryk som jeg skrev, at dem jeg møder næsten altid tror jeg tjener meget mere, end jeg egentlig gør. Men om de tror man tjener mere, eller de ikke synes man er sin løn værd er hip som hap. Det er stadig det signal politikerne reagerer på, når de fører forskningspolitik.Og til sidst en kommentar til løndifferentiering. Det ville være vidunderligt hvis der kom mere differentiering, men jeg er ikke optimist på det punkt. For det første strider det mod danskernes idiotiske lighedsdrift – tænk hvis nogen får mere end andre for det ‘samme’ arbejde (læs: samme titel). Og for det andet er kravene til tillæg osv. der kunne differentiere lønnen jo noget, man forhandler om. Hvem står for de forhandlinger? Nok ikke de mest produktive forskere – de har bedre ting at bruge deres tid på. Så det er bunden der kommer til at bestemme kravene, der egentlig skulle hæve toppen.

    Svar
  7. David G.

    Nicolai: “Og at flytte til US er en ret så stor beslutning for de fleste, særligt med børn og familie”.Hvorfor dog? Jeg har undret mig storligen over, hvad en person med en så salgbar ekspertise som din dog bestiller her i landet, og jeg undrer mig endnu mere nu.Fatter det ikke. Der må være en masse masochisme med i spillet … en eller anden pervers glæde ved at give en masse penge ud for meget lidt tilbage.Forskerudvandringen er nok ikke en effekt, der batter, fordi den er næsten umærkelig på kort sigt. Og der kan lappes på den med at importere topforskere i naturvidenskaberne under forskerskattereglen, bare de kun bliver i tre år. Humanister og samfundsforskere er der jo alligevel ingen, der tager alvorligt.Men jeg har iøvrigt lovet vor redaktør at komme med nogle indlæg selv, så det skal snarest ske. Det her var bare et emne, jeg også tænker på, hver gang jeg ser endnu en gang præk i medierne om at vi skal konkurrere på viden og derfor tiltrække de “bedste hjerner”. Kynisk latter er den eneste passende reaktion. De mener jo ikke et pluk af det.Og jo, der kommer lønløft. Til hvem? Til rektorer, dekaner og andre af magtens tjenere. Dekaner skal såvidt jeg ved nu til at tjene omkring 900.000. Hvis to af dem er gift med hinanden, kan de ovenikøbet få råd til at bo i København.I USA er det jo også normalt, at dekaner og administratorer tjener mere end professorerne. Men som Nicolai nævner så kan en humanist også sagtens runde de 120-150.000 USD.

    Svar
  8. cm

    Tjener man ikke mere som professor?Jeg er i dyb chok så alle ideer om at lige “snuppe” en ph.d efter min kandidatgrad er vist udelukket.Mig og nogle SDU medstuderende diskuterede engang hvor meget vores undervisere mon tjente. Vi kom også frem til at lønniveauet lå omkring de 40-50.000 om måneden.Jeg synes det lød fantastisk at få den sum penge for at drikke kaffe og ryge smøger ( når man ikke lige brugte et par timer på hyggelige forelæsninger og så skrive en artikel eller to )Men hvis det kun er 30.000 så er det lige før man bliver nødt til at få et rigtigt job :0)

    Svar
  9. scipio

    Alle meget gode og relevante kommentarer, men folk synes at glemme at ihvertfald Ph.D. studerende er usædvaneligt godt lønnede i Danmark.Når det er sagt vil jeg godt lige sige at lønproblemet er om muligt endnu større for os i den natur- og tekniskvidenskabelige branche. Det private tilbyder simpelthen meget meget bedre aflønning, og fryns oveni …Hvorfor så være offentlig forsker? Typisk er det et spørgsmål om personlig frihed, men når så forskningen skal måles og vejes og alle universiteter skal have udviklingsplaner, så forsvinder den frihed lige så stille og roligt …Mon det er ved at være tid til at forlade elfenbenstårnet ???

    Svar
  10. Nikolaj Hawaleschka Stenberg

    Først og fremmest kunne man jo starte med at nedlægge AC og fjerne det absurde lønrammesystem. Tænk, at man stadig tænker i “klasser”…

    Svar
  11. David G.

    CM skriver: “40-50.000 om måneden. Jeg synes det lød fantastisk at få den sum penge for at drikke kaffe og ryge smøger”.Hmm. Jeg har ikke undervist så meget i Danmark, men jeg kan garantere for, at underviser man i USA, går der adskillige timer til for- og efterberedelse for hver undervisningstime, hvortil kommer vejledning af studerende, retning af opgaver m.m. Hertil kommer så egen forskning. Selv en prof der ikke har administrative forpligtelser når let op på en arbejdsuge på 60+ timer især i eksamensperioderne, hvis man ellers er så smålig at tælle, hvad jeg aldrig har gjort, eftersom arbejdsugen ikke afgøres af timetal, men af, når opgaverne er løst. Og bemærk jeg sagde UDEN administrative forpligtelser.Tiden kan selvfølgelig fordeles forskelligt. Eksempelvis kan man (det gør mange af mine bekendte) skrive sine forelæsninger/seminaroplæg ned i sommerferien inden semestret, hvis man ellers afskriver sin ferie. Så sparer man stress og en del tid under semestret, men dem bruger man naturligvis på sin forskning.Så pengene er ikke let tjente, hvis man er samvittighedsfuld underviser/forsker, hvilket kun gør det mere fornærmeligt, at beløbene er så lusede i Danmark, plus at man skal gi over halvdelen til Kristian Jensen uden at få ret meget brugbart til gengæld.En grundskavank er naturligvis, at lønningerne er centralt aftalt, og at arbejdsgiverne (universiteterne) er bundet af overenskomsterne, selv overfor folk som mig der er radikale modstandere af overenskomster og absolut ikke ønsker at underkaste sig dem. Jeg er ganskevist ikke nu universitetsansat (det ville da også være et stort under), men da jeg var forsøgte jeg adskillige gange at få oplyst, HVORFOR det var nødvendigt at følge disse regler. Ingen var nogensinde i stand til at give mig et andet svar end “sådan gør vi her”. Nogen juridisk hjemmel til overenskomsttvangen har jeg aldrig kunnet få oplyst, og der er vel heller ingen.Jeg fornemmer at individuel løn er ved at snige sig ind hist og pist, det ved Nicolai nok en del mere om end jeg, men det har lange udsigter på humaniora, fordi der stort set intet reelt marked er for arbejdskraften og lønniveauet derfor afgøres ved planøkonomisk diktat og ikke i kraft af udbud og efterspørgsel.Der er imidlertid mere at sige end end det, men da jeg påtænker at skrive en bog om højere uddannelse, har jeg ikke tænkt færdig og vil derfor (måske) nøjes med foreløbig at komme med nogle indlæg i min egenskab af punditokrat.

    Svar
  12. Nicolai Foss

    CM skriver: “40-50.000 om måneden. Jeg synes det lød fantastisk at få den sum penge for at drikke kaffe og ryge smøger”.Jeg har også oplevet at mine studerende har haft, hmmmm, skæve opfattelser af arbejdsbyrden hos deres lærere. Jeg fortalte en gang et hold at jeg havde brugt 7 timer på at forberede dagens forelæsning. Latterbrøl. Ingen troede på det (det kunne selvfølgelig tænkes at afspejle deres opfattelse af kvaliteten af den leverede undervisning, men jeg tror det nu ikke). Da jeg spurgte dem hvor meget tid de da troede at der gik til at forberede en tre-timers forelæsning med 150 studerende svarede én, ovenikøbet en af de kvikkeste, at “det vel var noget jeg kunne alligevel og det kunne ikke tage mere end en time at lave plancher.” Right! Realiteten er — som David også bemærker (ganske vist med reference til US) — at langt, langt de fleste universitetslærere bruger endog væsentligt mere end 37 t om ugen. Jeg kender ingen der bruger under 50 t om ugen. Det hænger bl.a. sammen med at på fx CBS er der 1-1,5 dag om ugen til forskning. Resten går til undervisning/administration. Så hvis man mener noget med sin forskning, og ovenikøbet ønsker at formidle den, så er 50t om ugen i underkanten. Men mange “lægmænd” har virkelig den opfattelse at det primært handler om at “drikke kaffe og ryge smøger” og så er 30-40k om måneden ikke så dårligt, selvom Kristian Jensen forsyner sig. Som David bemærker er situationen ganske uholdbar, men lykkeligvis er markedskræfterne da også ved — særdeles langsomt, ganske vist — at sætte sig igennem i universitetssektoren. På CBS, som i denne forbindelse er et ekstremt eksempel, er det muligt at lægge op til 35 % på sin løn som resultatløn (ihvertfald som professor). Så får man ca. 80 % af hvad en en nyansat, grøn adjunkt på London Business School får, men det er da altid noget 😉

    Svar
  13. Nicolai Foss

    Nai skriver: “Professionalisering af ledelsen har betydet gevaldige løft i lønnnen.”Hmmm … Er det ikke primært til de eksisterende bureaukrat-kategorier, primært på top-niveau, samt til diverse nye job-kategorier (under-vice-over-universitets-direktører o.l.)?

    Svar
  14. Kimporator

    Hvad tjener en dansk håndværker? Kan vi virkelig være tjent med det? Og skyldes det ikke mafiatilstande?Er fjenden ikke den temmelig middelmådige smækforkælede danske arbejder?

    Svar
  15. Christian Bjørnskov

    @Nai: Som Nicolai påpeger, er de såkaldte ‘løft’ i lønninger sket i administrative funktioner. Almindelige universitetsforskere har ikke oplevet noget løft. Tværtimod har DJØFs overenskomster de sidste to gange betydet reallønsfald! Så jeg giver ikke meget for professionalisering af ledelsen, specielt da det typisk betyder, at den blander sig mere i ting – konkret forskning – som professionelle ledelser ikke har en bjælde forstand på.

    Svar
  16. nai

    Jeg er ikke ansat på universitet, så jeg kender ikke nærmere detaljer, men så vidt jeg ved, er der nu også honorar for ledelsesopgaver, fx. institutlederen. Fra mig gamle institut husker jeg hvordan denne tjans gik på omgang, da den ikke gav noget ekstra honorar men en masse irriterende papirarbejde inkl. det urimelige ansvar for økonomien. Med en post der går på omgang uden ekstra honorar kan man jo ikke undre sig over, at der aldrig blev truffet upopulære beslutninger, såsom afskedigelser af fordrukne nulforskere o.lign., man kunne jo risikere at stå i skudlinjen senere hen. Her ser det ud til at en “professionalisering” giver mening, da man vil kunne få en fast institutleder som kører administration uden at miste penge pga. manglende avancement qua forskningsresultater.Med fare for at lyde lidt fræk synes jeg nogen gange at meldingerne fra de universitetsansatte forskere lyder bare en lille bitte smule som om de er ansat i daginstitutionerne. Det man vil have er en højere løn uden detailstyring og dermed garantier for at der leveres noget som helst. Jeg kan jo med egne øjne observere at det hverken er åndelig eller fysisk dovenskab, der præger dette forums universitetsfolk, men det er jo en offentlig hemmelighed, at det er op til egen samvittighed, om man har tænkt sig at arbejde, når først man er nået lektorniveauet.Når der trods alt stadig er kilometerlange køer for at få de eftertragtede ph.d. stipendier, så tyder det også på at der til den tilbudte løn stadig er egnede kandidater (og endda rigeligt af dem). At kræve højere løn og derefter forvente højere kvalitet er vel ca. lige så kvalificeret, som at forvente bedre børnepasning hvis kommunerne får flere penge.Så længe vi har offentlig forskning i stedet for privat forskning vil man stå i den situation, så mon ikke det vi i virkeligheden trænger til er afvikling af hele den offentlige forskning (efter behov kunne denne jo købes hos private universiteter). Det ville sikkert blive dyrere uddannelser, men mon ikke kvaliteten mindst ville følge med prisstigningerne?

    Svar
  17. Nicolai Foss

    Nai, Nu våser du simpelthen big time: 1) “men det er jo en offentlig hemmelighed, at det er op til egen samvittighed, om man har tænkt sig at arbejde, når først man er nået lektorniveauet.” Rent vrøvl. Jeg og mine kolleger på CBS bliver kontrolleret meget nøje hvad angår vores undervisningsindsats. Der skal meget lidt til før det hedder samtale med institutleder og/eller dekan. Der har været flere fyringer på CBS på det sidste pga. manglende opfyldelse af undervisningsforpligtelse. Det samme gælder forskningen. Bare ét år uden et internationalt “nummer” er nok til at give én problemer. Der har ligeledes være fyringer på CBS pga. manglende forskningsproduktivitet. Det er muligt at vi er særligt gode til at monitorere medarbejderne på CBS, men jeg tror at det er meget det samme på andre universiteter. 2) “Når der trods alt stadig er kilometerlange køer for at få de eftertragtede ph.d. stipendier, så tyder det også på at der til den tilbudte løn stadig er egnede kandidater (og endda rigeligt af dem).” Vrøvl igen. Der er sammenlignet med langt de fleste andre akademiker-stillinger meget få ansøgere til PhD-stipendierne, selvfølgelig fordi potentielle ansøgere ved at det er hårdt og ifht. indsatsen dårligt betalt. 2)

    Svar
  18. nai

    Jeg kan da kun glæde mig over at CBS nærmer sig en rimelig standard på dette område, men dette er bestemt ikke gældende for hele universitetsområdet. På litt.vid. hvor jeg tog min grunduddannelse var der frit valg. Prøv en gang at se professorens publikationsliste http://www.staff.hum.ku.dk/pmadsen/publ.htmAlt efter 1985 er mere eller mindre optryk. Imagining Modernity var allerede på bedding i starten af 90erne og spøger stadig. På samme måde var der adskillige på lektor niveau, som ikke publicerede og kun underviste når de var ædru. Desuden var man generelt imponeret hvis en ph.d. blev færdig på aftalt tid.Dette betyder bestemt ikke at alle undervisere var dårlige eller ikke forskede, men der var ingen konsekvenser hvis det ikke var tilfældet. Det er nu et par år siden jeg har været i kontakt med institutet, men jeg har ikke indtrykket af at dette har ændret sig.Rent faktisk blev det ofte fremført hvor meget dybere europæisk forskning var end amerikansk, da man ikke var tvunget til at publicere før man havde resultater…Ang. ph.d. rekruttering har humaniora i hvert fald ikke vanskeligheder ved at rekruttere forskerspirer, men det handler nok i høj grad om manglende alternativ beskæftigelse. Beklager hvis jeg har gjort mig klog ud over det område jeg følger mest med i :-)Men det ændrer jo ikke den grundlæggende præmis, at når universitet melder ud at man ikke kan levere kvalitet for de penge man har, så mangler der reelt en benchmarking som fortæller om der reelt mangler penge eller om problemet ligger i ledelse, prioritering e.lign.

    Svar
  19. Christian Bjørnskov

    @Nai: Jeg vil godt tilslutte mig Nicolais kritik af dit indlæg som vås big time. Pointen med min post var ikke, at vi bare vil have flere penge, eller at danske universitetsforskere ikke vil måles og vejes eller acceptere kvalitetskrav. Hele pointen er, at man ikke SAMITIDIGT kan stille de samme krav som man gør til f.eks. britiske og amerikanske forskere – som jo er dem, Folketinget vil have os til at konkurrere mod – og give os en løn, der ofte ikke engang er den halve af, hvad konkurrenterne får. Det er simpelthen at blæse og have mel i munde på samme tid.Jeg er helt enig med dig i, at en del humanistiske fag måske ser lidt for stort på forskningskravene, men jeg kan love dig, at det gælder på ingen måde for mit institut. Her er situation ligesom på CBS, at et år uden en eller flere ordentlige internationale publikationer udløser massiv kritik! Men det er ikke just de økonomiske incitamenter, der driver værket.

    Svar
  20. Elev

    Forskerne i Danmark har det for godt.I kan åbenbart brokke jer over lønnen uden at blive fyret.Hvorfor skal en samfundsvidenskabelig forsker have mere i startløn end enfolkeskolelærer?

    Svar
  21. Kurt N.

    Der svines med skatteborgernes penge. Ingen ved, hvad diverse lektorer, professorer og forskere laver til en million om året

    Svar

Leave a Reply to Lennart Kiil Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.