Nederlag til frihandlen i EU – igen

Forleden kommenterede jeg i Berlingske på de da pågående forhandlinger i EU om at indføre en straftold på import af lædersko fra Kina og Vietnam. Beggrunden var, at Polen og den sædvanlige samling sydeuropæiske lande havde lobby'et for at få beskyttet deres producenter mod hvad de -i hvert fald officielt – mente var dumping af billige sko på de europæiske markeder. Onsdag endte forhandlingerne så med det forkerte, men måske forudsigelige, resultat: EU har med virkning fra i morgen indført en straftold på skoimport fra Kina og Vietnam.

 

 

Resultatet er dybt deprimerende for alle der arbejder for mere frihandel i verden, og ikke mindst for de af os der bor i EU. Unionen er som bekendt ikke verdens mindst protektionistiske område – faktisk lige modsat, som dokumenteret her – så ethvert skridt i den forkerte retning gør ekstra ondt. Det gør også ekstra ondt at forstå baggrunden for, hvordan EU kan komme til den mærkværdige konklusion, at to fattige lande kan dumpe deres produkter på det interne marked.

Hvordan når man den konklusion? Først skal man naturligvis vide, hvad dumping er. Det defineres ved at et land eller firma sælger sine varer på et marked til en pris, der er lavere end omkostningerne ved at producere varen. Det vil naturligvis være tabsgivende på kort sigt, medmindre en stat går ind med tilskud og dækker tabet. I forbifarten kan det nævnes, at det netop er det EU i stor stil gør for bl.a. de europæiske sukkerproducenter. I og med at man ganske let kan finde prisen på vare, er problemet at finde ud af, hvad omkostningerne har været – ellers kan man ikke vide, om der er tale om dumping.

Og det er her, kæden hopper af for EU's embedsmænd, eller at de sandsynligvis bare leverer et stykke bestillingsarbejde. Onsdag aften kunne Syed Kamal, britisk medlem af Eruopaparlamentet, oplyse BBC World hvordan det praktisk bliver gjort: Man 'benchmarker' simpelthen kinesisk og vietnamesisk produktion mod andre lande med stor produktion af lædersko, hvor man kender lidt mere til omkostningerne. Typisk for benchmark-landene er Brasilien, hvor producenternes omkostninger er rimeligt velkendte. Det er i denne detalje, djævlen ligger på skjul!

Brasilien er nemlig en helt forkert sammenligning! Ikke nok er Brasilien væsentligt rigere end Kina eller Vietnam, og lønninger og andre omkostninger er derfor betragteligt højere, men de brasilianske skoproducenter har gennem efterhånden mange år satset på at fremstille sko af ganske pæn kvalitet. Det i sig selv indebærer indlysende nok også højere omkostninger. Så EU har valgt at benchmarke producenter i to fattige lande med produkter fra et mellemindkomstland, hvor producenterne gennem at satse på højere kvalitet kan bære højere omkostninger. På den måde blander man kortene til sin egen 'fordel', så man uanset situationen i virkelighedens verden får det til at se ud som om Kina og Vietnam sælger sko til under produktionsprisen.

Bundlinien er, at man kommer til at beskytte ineffektiv polsk og sydeuropæisk produktion, der ikke er konkurrencedygtig. EU har endnu engang vist sig at være frugtbar jord for særinteresser, der for deres egen vindings skyld er villig til at pålægge forbrugerne uforholdsmæssige udgifter. Det er i sig selv ikke odiøst, men konkurrenceinstitutioner og politikere er til for i det mindste at balancere særinteresserne mod det brede samfunds totale interesser. Her har EU altså igen vist sig at fejle aldeles miserabelt. Resultatet bliver, at (ifølge BBC World) 11 procent af alle sko solgt i Europa bliver berørt af straftolden. Guderne må vide, hvor mange millioner den sydeuropæiske protektionisme denne gang kommer til at koste os alle sammen.

17 thoughts on “Nederlag til frihandlen i EU – igen

  1. René Andreasen

    Det EU-kraterne også glemmer at fortælle er hvorfor det er problematisk at asiatiske lande ‘dumper’ deres priser.Er det problematisk, at asiatiske skoproducenter sælge billigere sko til EU-borgerne?Er det problematisk, hvis asiatiske stater vælger at støtte deres skoproducenter, så de kan sælge billigere sko til EU-borgerne?Skotolden har udelukkende til hensigt at beskytte ineffektive EU-baserede skoproducenter. Og taberne? EUs forbrugere og de fattige lande.Hip Hip Hurra for det smukke projekt EU. Det har virkeligt bragt os meget godt:- et Orwellsk og vanvittigt dyrt flyttecirkus mellem Strassbourg og Bruxelles- uanede mængder regulering og bureaukrati- EUMC og andre meningspoliti-institutioner- skotold- kvoter på import af undertøj- en absurd landbrugspolitik, der koster de europæiske forbrugere mia. og som koster tredjeverdens lande deres levebrød (og liv)Jeg får vanskeligere og vanskeligere ved at se hvad fordelene er ved EU. Nogen der kan hjælpe?

    Svar
  2. Niels A Nielsen

    Til RenéNæhhh……Nåh jo: De små bananer, vi må nøjes med fordi Frankrig vil tilgodese sine tidligere kolonier på sydamerikanernes bekostning, kan nemmere være i børnenes rygsække…..Ellers kan jeg ikke komme i tanke om noget.

    Svar
  3. Martin Rannje

    Jeg synes efterhaanden ikke at man hoerer ret meget andet end skidt fra EU. Jeg kunne snart godt taenke mig at vide: Hvad faar vi reelt ud af EU? Er det vitterligt en fordel for os at en domstol i Bruxelles “regulerer” vores handelspolitik? Faar vi paa bundlinjen reelt mere frihandel, mindre protektionisme og faerre reguleringer i kraft af vores EU medlemskab, eller er det modsatte reelt tilfaeldet?Findes der nogen forsoeg paa at lave nettoopgoerelser af evt. frihandelsgevinster ved EU, vs. omkostninger ved nye reguleringer, protektionisme osv. osv.? Eller er det alt for komplekst…?Mvh

    Svar
  4. ML

    Hvad vi får ud af EU? Vi får et meget stort frihandelsområde, der trods alt fungerer ret godt internt. At velviljen så ikke strækker længere end EU-grænserne er en anden diskussion. Der er for mig at se ingen tvivl om, at en konkurrencedygtigt land som Danmark har overordentlig stor udbytte af EU.

    Svar
  5. Niels A Nielsen

    Selvom Danmark har udbytte af EU’s frihandelsområde i dag, så er unionen jo, som dukumenteret af Bjørnskov, ekstremt protektionistisk udadtil . Uden EU kunne man sagtens tænke sig, at Danmark ville kunne finde sammen med de andre frihandelsorienterede lande i EU og lave en god frihandelsaftale med dem, og at disse lande derudover kunne arbejde sammen om at skaffe fordelagtige frihandelsaftaler med andre dele af verden. Mon ikke Danmark ville drage større økonomisk fordel af sin konkurrencedygtighed i den situation?Man skal jo heller ikke glemme, at EU er en skrumpende økonomisk magt (og dermed også et skrumpende marked for danske produkter) i verden, og mon ikke den udvikling snarere accelererer end standser? Jeg tror faktisk, at Danmark (og i øvrigt Europa som helhed) i det lange løb vil være langt bedre tjent med EU’s sammenbrud end dets opretholdelse. Man kunne endda forestille sig, at f. eks. Frankrig i den situation ville være nødt til at stille sig langt mindre protektionistisk an end det gør nu. Det ville ikke have råd til andet.

    Svar
  6. Henrik Dahl Rasmussen

    Rene: “Jeg får vanskeligere og vanskeligere ved at se hvad fordelene er ved EU. Nogen der kan hjælpe?”Niels: “Jeg tror faktisk, at Danmark (og i øvrigt Europa som helhed) i det lange løb vil være langt bedre tjent med EU’s sammenbrud end dets opretholdelse”.Overser I ikke – i iver efter økonomiske argumenter – at EU har været en stabil sikkerhedspolitisk konstruktion efter at Tyskland to gange i det 20. århundrede smadrede Europa?

    Svar
  7. Lauge Skovgaard Poulsen

    Tak for et fint indlæg. Anti-dumping kan være berettiget, men det er helt rigtigt, at den måde EU administrerer det på er skadelig for alle parter. Det er EU dog ikke alene om, men det gør det jo ikke bedre. Det værste er dog nok, at det er i overensstemmelse med WTO-jura, hvis’ anti-dumping regler er en særdeles effektiv bagdør for skjult protektionisme. I øvrigt kan man stille spørgsmålstegn ved effektiviteten af antidumping-’straffe’. Som DI rigtig har sagt de sidste par dage, finder eksportører jo bare andre lande at sende deres varer fra for på den måde at omgå antidumping-tolden. Hvorvidt vi aggregeret set er bedre stillet som medlem af Unionen vil jeg ikke kommentere på. (Det er for resten interessant, at se at et indledende indlæg om anti-dumping kan ende i en kommentar om Tysklands ekspansion i starten af det 20’e århundrede..) Hvad angår handelspolitik er det svært at svare på. Men udover hvad der er blevet sagt hidtil kan følgende tilføjes:- Det er gammel sandhed at fordelene fra frihandel primært kommer fra øget import, og ikke eksport. DK bør derfor se bort fra international og regional magtpolitik og bøvl, og i stedet fokusere på det væsentlige: at åbne vores markeder. Det kan vi bare ikke pga. den fælles handelspolitik! Tag et land som Estland. Efter kommunismens fald førte landet en af de mest liberale handelspolitikker i verden. Uden tvang og af egen fri vilje. Men som medlem af EU går det jo selvfølgelig ikke da vi har fælles handelspolitik, og Estland blev derfor tvunget til at hæve sine handelsbarrierer i forskellige afskygninger (inkl. subsidier, toldtariffer, antidumping, etc. etc.). Om EU-medlemskab har været en fordel for Estland i andre sammenhænge skal jeg som sagt ikke kommenterer på (det har det sikkert). Desuden skal det retfærdigvis nævnes, at resten af østlandene sænkede deres toldbarrierer som resultat af EU-medlemsskab. Men eksemplet er ikke desto mindre klart: som medlem af EU opgiver du muligheden for at føre en liberal handelspolitik. Det er en skam. – Men hvad så med markedsadgang? Det ville selvfølgelig være fordelagtigt om regionale aftaler kunne medføre de gevinster, som Doha-runden ikke kunne – ikke mindst på serviceområdet. Her kan en stor politisk blok som EU selvfølgelig tvinge større markedsadgang igennem udadtil. Regionale handelsaftaler indgået af EU kan – hvis skåret ordentligt – derfor medfører genuine gevinster for Danmark. Det må man ikke glemme. Problemet er bare, at sådanne aftaler til dato, a) har ekskluderet følsomme sektorer (læs: sektorer hvor der ville være en massiv økonomisk gevinst ved liberalisering), b) er blevet pakket ind i diverse sideaftaler om regulerings-standarder til skade for den fri handel (og ikke mindst for udviklingslandene); c) lider af handelsforvridende regler om oprindelsesland (ligesom med antidumpting-bestemmelser ligger djævlen også her i detaljen). Og så videre. Desværre er der ingen tegn på, at EU vil stoppe denne praksis i fremtiden. Tværtimod. Om det så betyder at aftalerne samlet set er til skade for Danmark er svært at sige. Det er de nok ikke – de største tabere skal sandsynligvis findes på den anden side af forhandlingsbordet. Men det betyder, at markedsadgang ’via Bruxelles’ har sine ulemper. – Et område, hvor Danmark ville gavne af mere EU-aktivisme er dog på investeringsområdet, som jo bekendt bliver stadig tættere knyttet til handelspolitik. Igen ville den potentielle fordel ved at ’gå EU-vejen’ være i forbindelse med markedsadgang: en fornuftig dansk investeringspolitik kan jo ikke forhindre vores investorer i at bliver diskrimineret (direkte eller indirekte, før eller efter etablering) på udenlandske markeder. Jf. f.eks. den nuværende udvikling i Latin Amerika og Rusland. Der er to massive problemer ved tilstanden i dag. For det første betyder den nuværende arbejdsdeling mellem medlemslandende og Unionen, at hvert medlemsland indgår sine egne bilaterale investeringsaftaler, hvorimod investeringsbestemmelserne i f.eks. EU’s handels- og investeringsaftaler med Chile og Mexico er ret så sparsomme. Det er uheldigt, da langt den overvejende del af studierne indenfor dette område viser at bilaterale investeringsaftaler ikke har nogen som helst effekt på FDI-strømme. Det har ambitiøse regionale investeringsaftaler imidlertid, som vist i et nyligt studie fra OECD. Med den nu skrinlagte Forfatningstraktat fik Unionen mandat til at indgå sådanne aftaler uden at enkelte medlemslande længere kunne nedlægge veto hver gang de finder en detalje de er utilfredse med. Det ville have været en fordel for Danmark og resten af Unionen. For det andet er der uenighed om hvorvidt medlemslande har kompetence (i EU-jargon) til at inkludere bestemmelser om markedsadgang i bilaterale investeringsaftaler som f.eks. USA gør det. Det er et problem, da studier har vist at handels- og investeringsaftaler med markedsadgang har en langt større betydning for investorer. Så hvis ellers EU kan afholde sig fra at forurene investeringsaftaler (som de/vi har gjort med handelsaftaler), kan medlemslandene forhåbentlig gøre nogle fremskridt indenfor dette område de næste par år. Det ville selvfølgelig ikke kompensere for alle de andre problemer med EU’s handels- og investeringspolitik. Men lidt har vel også ret.

    Svar
  8. Martin Rannje

    Henrik: Jo da, det er jo et meget udbredt argument for EU, der er svaert at komme udenom. Og saafremt det er sandt, er der jo saadan set ogsaa en oekonomisk gevinst ved EU, i og med at et fredeligt kontinent alt andet lige vil vaere mere produktivt end et der bebyrdet med krig hver 10-20. aar. Men man maa blot spoerge sig selv om det reelt er EU der har skabt den fredelige udvikling vi har haft i Europa de seneste 60 aar, eller om det er andre faktorer der har haft den staerkeste effekt. EU har givetvis (maaske uden tvivl) bidraget med en form for stabilitet og fostret international harmoni og dialog, der har vaeret medvirkende til et internationalt klima i Europa, hvor det i dag (for mig) virker utaenkeligt at se en krig imellem de europaeiske nationer. Men der er bare enormt mange andre faktorer der skal medregnes, som intet specielt har med EU at goere – f.eks. den kolde krig og behovet for at staa sammen imod russerne, den gradvise demokratisering og liberalisering af de resterende Europaeiske lande og NATO samarbejdet. Personligt tror jeg at det vaesentligste element har vaeret demokratiseringen og liberaliseringen af Tyskland, hvor aeren nok i hoejere grad kan tilskrives USA end EU. Men det er jo altid et spoergsmaal om vurdering…Derudover er jeg ikke sikker paa at EU som politisk konstruktion er holdbar i laengden – pt. er den ikke specielt magtfuld, og EU opererer, trods snakken om det enorme bureaukrati, paa et forholdsvist snaevert budget. Men det der bekymrer mig en smule er de fremtidsperspektiver Unionen har. Unionen har jo potentiale til at udvikle sig i retning af en foederal stat, men med en befolkning under sig der ikke naerer noget naer den samme respekt for statsmagt som f.eks. den amerikanske goer. USA har traditionelt set vaeret rimeligt statsfjendsk, mens det naermest forholder sig omvendt i Europa. Ideen om en foederal stat i Europa der er ligesaa stor og staerk som en typisk Europaeisk stat er aerligt talt lidt af et mareridtsscenarie.Mvh

    Svar
  9. JC

    Det er dog utroligt så meget hyleri, EU giver anledning til.EKSF, EF og EU har givet fred i Europa i et halvt århundrede. Det er uden historisk sidestykke. Alene derfor er EU en gigantisk succes.Tyskland har historisk set på ingen måde været eneste aggressive magt – Danmark, Frankrig, England, Holland, Østrig-Ungarn, Spanien, Portugal, osv. har også haft ambitioner, som rakte ud over egne grænser, og viljen til at nå målene militært. Så hvorfor i alverden skulle tysk demokratisering være nok til at skabe fred i Europa?Selvom jeg er stærkt uenig i meget af det, det danske folketing og den danske regering foretager, og især noget af det disse institutioner undlader at foretage, betyder det da ikke, at jeg helst ser regeringen og folketinget nedlagt som institutioner. Tilsvarende med EU. En udskiftning af personerne, en ændring af strukturerne – det er nok.Ja, som bl.a. Christian Bjørnskov har vist, er EU et protektionistisk marked over for tredjelande. EU er tilmed meget udemokratisk. Også på andre områder er der ærgerlige EU-politikker.Hver gang der er fjollede regler om størrelsen af bananer eller krumningen af jordbær, skal vi høre den samme sang om, at EU skal nedlægges.Hvad med de mange succeser: Freden, liberalisering af tidligere statsindustrier, den fælles mønt, konkurrencereglerne, forbrugerbeskyttelsesreglerne, miljøbeskyttelsen, infrastrukturen i fattige regioner, harmoniseringsreglerne, det indre marked osv.?Problemet er ikke EU-samarbejdet. Problemet er de nationale særinteresser. Mere EU er løsningen. Mere demokrati. Flere flertalsbeslutninger.

    Svar
  10. JC

    @ Rasmus Ole HansenSkotolden er netop et eksempel på nationale særinteresser, vel primært portugisiske, spanske og italienske særinteresser.EU har ikke opfundet told eller tekniske handelshindringer. Uden EU havde mange lande sandsynligvis også haft toldmure over for kinesiske producenter af sko og andre varer. Når en kinesisk eksportør ville sælge i Europa, havde han skulle forholde sig til 25 landes forskellige toldregler i stedet for et sæt regler. Hvis den kinesiske regering ville forhandle toldmurene væk, skulle de have forhandlet med 25 landes regeringer i stedet for med EU.Selvfølgelig kunne de europæiske lande have indgået traktater, hvorefter de forhandlede samlet med kineserne. Men så ville franskmændene måske have forlangt told på vin, tyskerne velsagtens på biler og portugiserne på sko. Og så var vi havnet cirka hvor vi er i dag.Det er ikke EU som organisation, der er skyld i toldmurene. Det er de politikere, som stadig lytter til konkurrencesvage, hjemlige industriers krav om handelsbarrierer.Er der nogen undersøgelser, som har forsøgt at sammenligne de nuværende medlemslandes toldbarrierer over for nuværende tredjelande i tiden før EF og så i dag?

    Svar
  11. Rasmus Ole Hansen

    @ JCNu argumentere du jo blot for at det sikkert ville have været meget værre uden EU.Det ændrer vel intet ved at i dette tilfælde har flertals beslutningen i EU været at pålægge told på sko fra Vietnam og Kina, til skade for EU borgerne men til gavn for særintersser.

    Svar
  12. David G.

    “EKSF, EF og EU har givet fred i Europa i et halvt århundrede. Det er uden historisk sidestykke”Det er også nonsens (selvom Helmut Kohl elskede at gentage det). At der ikke har været åben krig i Europa siden 1945 har intet med fællesskaberne at gøre, men med at USA afskrækkede Sovjetunionen, og at tyskerne var blødt så hvide af krige og ødelæggelser, at de ikke havde demografisk eller politisk energi til at forsøge igen.Og øst for Jerntæppet var perioden efter 1945 ikke fred, som vi forstår det. De kommunistiske regimer førte i praksis 45 års krig mod deres egne undersåtter, en krig, som EU intet gjorde for at dæmpe eller hindre, tværtimod.”Freden, liberalisering af tidligere statsindustrier, den fælles mønt, konkurrencereglerne, forbrugerbeskyttelsesreglerne, miljøbeskyttelsen, infrastrukturen i fattige regioner,harmoniseringsreglerne, det indre marked osv”Ja, freden har jeg nævnt. De øvrige ting er enten af tvivlsom nettoværdi (miljøbeskyttelse), spild af penge og/eller foring af kriminelle lommer (infrastrukturer), bureaukratisk overregulering (den fælles mønt) eller i få tilfælde positive ting, som ikke kræver et stort magtapparat at gennemføre, blot sund fornuft (det indre marked).Jeg vil medgive at for enkelte af grundlæggerne (Schuman, Monnet) var fællesskaberne en fredsopgave. Men så var det jo også meningen, at kul og stål fællesskabet i løbet af ganske få år (3-5) skulle udvides til en militær og dernæst en politisk union, altså en rigtig, suveræn, forsvarsduelig og storpolitisk ansvarlig union, ikke det infantile vås, vi idag trækkes med.

    Svar
  13. JC

    @ Rasmus Ole HansenJa, EU’s beslutning var at indføre skotold. Men det havde næppe været anderledes uden EU. Så det er ikke EU, som er problemet.@ David GressNej, det er ikke nonsens. Koldkrigsspænding var en realitet mange andre steder end i Europa. USA og Sovjetunionen stod over for hinanden i Mellemøsten, Sydøstasien, Korea etc. De fleste andre steder førte det krig med sig. Men ikke i Europa, hvor EU gjorde forskellen. Du har utvivlsomt ret i, at en del penge til infrastruktur er gået i kriminelle lommer, men der er også konkrete resultater i form af jernbanelinier, motorveje osv.Hvorfor er den fælles mønt bureaukratisk overregulering? Jeg ser det som en kæmpe succes.Ja, det indre marked er sikkert blot gennemførelsen af sund fornuft, men det er det vel et faktum, at det først blev gennemført (eller er ved at blive gennemført, for der er lang vej endnu) med EU.Det ville styrke EU, hvis der skete et udenrigspolitisk og militært samarbejde, men det har vi bl.a. i Danmark været med til at forpurre. Mest sørgeligt var det vel i Jugoslavien, hvor EU så passivt til. Men også i Mellemøsten har EU svigtet.

    Svar
  14. David G.

    Hvis EF skulle have hindret krig, må man hypotetisk tænke sig, at krig var en mulighed uden EF. Den hypotese har jeg som historiker uendelig svært ved at se. Tyskerne (som var taberne og derfor havde en interesse i revanche) var for svage og den politiske kultur efter 1945 var pacifistisk og antimilitær. Det har intet med EF at gøre.Krigstruslen i Europa efter 1945 hed ikke Tyskland, men Sovjetunionen. Den trussel blev altså ikke afskrækket af EF. Der er mange grunde til at der ikke udbrød stedfortræderkrige i Europa, men EF er ikke blandt dem.Når jeg kalder den fælles mønt bureaukratisk er det nok en rest af Hayek-isme. Han gik som bekendt ind for konkurrerende valutaer inden for samme politiske enhed. Men OK, der kan tænkes værre ting end Euroen. Den er bare ikke særlig vigtig.

    Svar
  15. Niels A Nielsen

    Hayeks radikale idé om konkurrerende valutaer indebar vel at mærke en privatisering af pengeudstedelsen, en ophævelse af statens monopol på pengeudstedelsen! Euroen er en idé, der går i den diametralt modsatte retning, men den er da heller ikke primært økonomisk motiveret men tænkt som motor eller brækjern for yderligere _politisk_ integration imellem de europæiske lande. De økonomiske argumenter for konstruktionen er efter min mening yderst svage, og dens indførelse har da vist også snarere bidraget til Europas økonomiske deroute end bremset den. Med den økonomiske union og Euroen straffes de enkelte landes finanspolitiske uansvarlighed ikke i samme grad som før unionens indførelse (ulempen i form af inflation og højere rente deles af alle lande, fordelen i form af øget aktivitet i samfundet tilfalder landene med den lempelige finanspolitik), og smertefulde og upopulære strukturreformer udskydes derfor til fordel for de lette budgettekniske løsninger.I bogen “Denationalisation of money” (1978), hvor Hayek advokerer for en privatisering af pengeudstedelse, skriver han et sted, at denne idé om konkurrerende valutaer er “… both preferable and more practicable than the Utopian scheme of introducing a new European currency, which would ultimately only have the effect of more deeply entrenching the source and root of all monetary evil, the government monopoly on the issue and control of money” (s. 126).Jeg kan godt undre mig lidt over proklamationen af euroen som succes. Man kunne lige så godt kalde oprettelsen af Sovjetunionen en succes: det lykkedes at konstruere monsteret. Når det er sagt, så må jeg også sige, at jeg ikke kan afvise, at konstrutionen tjener sit primære formål som trojansk hest for en politisk bevægelse hen imod en egentlig europæisk statsdannelse, selvom noget tyder på, at Euroen ikke er nok til at forhindre integrationens “cykel” i at vælte. Virkeligheden ser ud til at trænge sig på fra alle sider.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.