Italiensk forretningskunst, paneuropæisk tænkning

Italien er på mange måder et sjovt land, eller i hvert fald et jeg med jævne mellemrum morer mig over. I dag var ingen undtagelse, da Berlingske Tidende igen skrev om landets nationale flyselskab, Alitalia, og dets genvordigheder. Som avisen pointerer, fik selskabet for et år siden et katastrofelån på 7½ milliarder kroner, som den italienske stat vel at mærke kautionerede for. Dengang lovede direktøren Giancarlo Cimoli, at netop dét lån ville sikre, at Alitalia fik sorte tal på bundlinien i år.

 

Og nu er den så gal igen på trods af, at den italienske stat – der i øvrigt ejer 49 % af aktierne – gennem de sidste ti år har givet erhvervsstøtte til selskabet på alt i alt cirka 35 milliarder. Staten var ifølge Berlingskes kilder også denne gang villig til at give 11 milliarder ekstra, indtil Europakommissionen advarede mod, at den slags støtte nok er i strid med EU-regler. Så nu gør man fra politisk hold hvad man kan, for på anden måde at redde nationens stolte selskab fra fallitten.

 

Og her er så dagens pointe: Man gør hvad man kan fra politisk hold. Alitalia er nemlig ikke blot halvvejs statsejet, men også gennempolitiseret. Til avisen udtaler en transportøkonom med særlig indsigt i sagen – Marco Ponti fra Politecnico di Milano – at selskabets problem er at "fagforeningerne og politikerne har i mange år lagt så stort pres på Alitalia, at omkostningerne er betydeligt højere, end de burde være". Er det et problem, man måske kan nikke genkendende til i SAS hvor alt skal deles broderligt mellem tre lande?

 

Hvis det blot var et italiensk problem, kunne man måske se bort fra det og blot hygge sig med, hvad idioterne nede sydpå nu har fundet på. Men tænk over situationen, som den i sin reneste form ser ud: 1) Et firma viser sig ikke at være konkurrencedygtig pga. politiske indgreb og stærke, traditionalistiske fagforeninger; 2) politikerne tager det op som en sag, hvor de kan vise deres 'sociale sindelag' og giver støtte til det skrantende firma; 3) firmaet og dets partnere såsom fagforeninger behøver ikke gøre det store for at rette op på situationen, for staten/EU har jo vist sig klar til at hjælpe.

 

Udskift nu ordet 'firma' med 'sydeuropæisk skotøjsindustri', 'værfter', eller 'landbrug', og min pointe bliver forhåbentlig klar: Italien er helt repræsentativ for hvordan men i EU fører erhvervspolitik. Og desværre bliver Alitalia nok også repræsentativ på lidt længere sigt for en del europæisk industri, som politikerne har fingrene i. I det øjeblik man rykker ind med en 'genopretningsplan' eller lignende, fjerner man industriens eget incitament til at gøre noget ved problemerne. Man skader også de konkurrenter, der reelt kan konkurrere på markedsvilkår, og giver dem incitament til at spille efter de politiske regler. Alt sammen betalt i eksorbitant dyre domme af skatteydere og forbrugere. Velkommen til det Europa, vi er så vilde efter at blive tættere integreret med.

12 thoughts on “Italiensk forretningskunst, paneuropæisk tænkning

  1. JC

    Jo, det er skidt. Det ville være rart at være statsstøtten foruden.Men et særligt europæisk problem er det ikke. I USA er luftfartsindustrien (og andre industrier) jo også heftigt subsidieret, og amerikanerne har også toldbarrierer.Du har undersøgt, hvilke lande, som var mest protektionistiske i WTO-forhandlingerne. Findes der generelle sammenligninger af protektionismen?

    Svar
  2. Lars J

    Måske er ligheden ikke så slående som jeg selv synes, men under den forrige valgkamp havde vi i Danmark også fornøjelsen af politikere fra hele spektret som ville hjælpe slagteriarbejdere fra Nordjylland. Der var i samme sag ikke ligefrem mange som stod frem og sagde at fremtidens nok så omtalte velfærd sandsynligvis ikke bygges på at kaste gode skattekroner efter døende erhverv i randområder. Så det spil kan vi jo også sagtens spille herhjemme 🙂

    Svar
  3. Christian Bjørnskov

    @ Lars J: Helt enig, men tag til Sydeuropa hvis du vil se denne særlige kunst i fuldt flor.@ JC: Ja, du kan f.eks. selv downloade Fraser Instituttets Economic Freedom of the World Rapport, der hvert år detaljeret redegør for hvordan det står til med friheden. Et af de fem områder der dækkes, er international handel. Der er data på både gennemsnitstold, variationen i toldsatser og tre indeks for højden af Non Tariff Barriers, dvs. diverse adminstrative og regulatoriske barriere man kan stille op når man ikke ‘synes’ told er nok.

    Svar
  4. Lars J

    @Christian Bjørnskov og René: På kort sigt kan jeg sagtens følge jeres argument om at EU kan virkende begrænsende, men i det store hele synes jeg (specielt mht. værfter f.eks.) da at indflydelsen fra EU har været positiv. At vi er tilhører flinkeskolen i EU har Christian ret i, men i min verden er det bedre at presse på indefra end kun at sidde og surmule i WTO.

    Svar
  5. Christian Bjørnskov

    @Lars J: Tja, vi sidder jo ikke ligefrem og surmuler i WTO jævnfør mit indlæg her på stedet i 28/7. Vi er qua vores medlemsskab i EU med til at bremse den multilaterale liberalisering af verdenshandelen til skade for både os selv og ulandene. Og de bilaterale aftaler EU indgår, kan på ingen måde opveje de globale eller europæiske velfærdstab de afstedkommer.

    Svar
  6. David Troels Garby

    @Lars J: Der er forskel på at ville hjælpe fyrede slagteriarbejdere med at finde nye jobs gennem en målrettet indsats med efteruddannelse og give kontante pengegaver til skrantende virksomheder. Der var vist ingen politikere fra hverken S, V, K eller R der ønskede at staten skulle holde slagteriet i live med penge fra statan (selv om flere politikere nok havde gjort det hvis de vidste at det havde sikret dem sejren).

    Svar
  7. JC

    @ BjørnskovTak for henvisningen :-)EU har hverken opfundet told, statsstøtte eller handelsrestriktioner. Situationen er den omvendte. De eksterne handelsrestriktioner og den eksterne told, har EU rigtigt nok ikke gjort meget ved, men der er vel ikke belæg for, at situationen ville være bedre uden EU? Det var jo ikke bedre før EU.EU-konstruktionen er ikke skyld i de handelsrestriktioner, som vi oplever, blot fordi EU qua sit forhandlingsmandat fra medlemslandene nu forhandler på Europas vegne over for resten af verden.Alt andet lige har EU snart skabt et indre frihandelsområde, hvor tolden er væk, og hvor statsstøtte og handelsrestriktioner er under en vis kontrol. For hver eneste ærgerlige lille historie, som kommer frem i MSM, er der flere små tiltag, der liberaliserer og fremmer samhandlen, som ikke rigtigt bliver omtalt. På mit eget område har forskellige EU-domme og nyere reguleringer gjort, at man i dag kan etablere f.eks. engelske selskaber med hovedsæde i Danmark og fusionere selskaber skattefrit på tværs af grænserne.Dette til trods for, at bl.a. danske myndigheder i årevis har kæmpet indædt mod denne udvikling og åbenbart har tilsidesat EU-reglerne. Det er som om, EU-domstolen – og såmænd også Europakommissionen og Rådet – på nogle områder har overtaget nationale domstolenes rolle som individets forsvarer over for nationale myndigheder, simpelthen fordi de nationale retssystemer er for svage eller træge over for nationale myndigheder.Med hensyn til det liberale Nord-EU, så har jeg svært ved at genkende Danmark som et liberalt land: Dansk Tipstjeneste, flaskepantsystemet, registreringsafgiften, sommerhusloven, værftstøtten, SAS, TV2, DSB. Der er knap nok et liberalt parti i Folketinget. Dit EU-topia må da blive uden os…

    Svar
  8. Christian Bjørnskov

    @JC: Jamen et Nord-EU ville da heller ikke være godt. Og Danmark er da ikke et liberalt land, men igen sammenlignet med Italien, Frankrig, Grækenland, Portugal…Jeg synes heller ikke, det er noget argument at EU ikke har opfundet handelsbarrierer – selvfølgelig har unionen ikke det. Men vores gennemsnitstold er 23 % sammenlignet med en amerikansk på 12 og en canadisk, der er noget mindre. Hvordan man end vender og drejer det, er EU den mest protektionistiske af de store økonomier i verden, og uden sammenligning den, der vil mindst i internationale forhandlinger. Jeg væmmes ret jævnligt ved at være del af en befolkning, der tillader det.

    Svar
  9. René Andreasen

    Jeg brugte min sommer på at læse Ayn Rand’s “Atlas Shrugs”.. Det er skræmmende så præcist hun har beskrevet virkeligheden og de absurditeter, der opstår, når politikere/fagforeninger vil blande sig i virksomhedsdrift. Jeg kommer jævnligt til at tænke på hende, når jeg læser avis eller indlæg her på denne udmærkede blog.Jeg er i tiltagende grad modstander af EU, den danske velfærdsstat, den nuværende regering og i det hele taget den omsiggribende fællesskabsbetragtning, der ikke rigtigt er til at slippe for i et “moderne europæisk samfund”.Der må da være steder i denne verden, hvor man kan leve for sin egen skyld og ikke skal betale til efterlønnere, skrantende virksomheder, statsbetalte og urimeligt ineffektive kollektive transportindustrier og deslige?

    Svar
  10. Peter Risager

    @Lars J:Det sjove ved den sag er at alle de fyrede slagteriarbejder kom igang med andre ting indenfor meget kort tid. Nogle medarbejdere fra slageteriet startede et initiativ netop med det formål at få folk igang med nye ting såsom job eller uddannelse, og det virkede. Drivkraften var således ikke politikerne, men de enkelte slageteriarbejdere, og var dermed langt mere effektivt.

    Svar
  11. Peter Nedergaard

    Men er sagen ikke, at det netop er EU-institutionernes svaghed, som gør, at man ikke griber hårdere ind i den ulovlige statsstøtte, som jo er i strid med EU’s konkurrenceregler. Og hvor var vi henne med hensyn til konkurrenceforvridning i Europa, hvis disse regler slet ikke fandtes, da de jo trods alt har en vis betydning?

    Svar
  12. Christian Bjørnskov

    Peter, min holdning er nærmere, at det er EU-institutionernes politisk bestemte opgaver, der er problemet, ikke at de er ‘svage’. Det er fint at Eu i princippet regulerer mod konkurrenceforvridning, men institutionerne har så mange andre opgaver, og den politiske indflydelse er så tydelig, at jeg er endt med en personlig vurdering af deres bidrag, der er negativ.I mine sødeste drømme har vi dannet et Nord-EU af lande med en liberal tradition. Så kan de sydeuropæiske protektionister/interventionister sejle deres egen vinsø. Det er selvfølgelig helt urealistisk, men jeg kan på den anden side heller ikke se hvordan vi på sigt kan knægtes til at føre sydeuropæisk politik.

    Svar

Leave a Reply to Peter Risager Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.