Magt korrumperer

I dagens Berlinger har Poul Høi en artikel om en republikansk politiker, Richard Pombo, valgt i Tracy i Californien.  Pombo ejer en masse jord og Tracy har været en by i eksplosiv vækst.  Pombo har derfor tjent mange millioner på udstykning og står nu til at tjene meget mere eftersom staten planlægger at anlægge en ny freeway, motorvej, ind i området for at lette trafikken til arbejdspladserne i San Francisco Bay Area.

Høis pointe er at Pombo har ladet sig korrumpere af magten til at fremme afgørelser, der tjener hans finansielle interesser.  Derfor vil han eksempelvis ikke støtte anlægget af en jernbane til Tracy, for så vil han ikke tjene så meget på udstykning som han vil, hvis det bliver en motorvej.

Høi:

Hver morgen og hver eftermiddag befinder 140.000 biler sig på motorvejene mellem San Francisco og Tracy og de omkringliggende byer, og himlen ser oftest ud, som den ser ud i dag – med det syntetiske orange skær, som en smoghimmel har. Knap hver tredje dag overtræder området Californiens ozon-grænser, én ud af seks indbyggere i dalen har astma, og astmaangreb er hvert år skyld i 808.000 mistede skoledage.

Eksperter har foreslået at forlænge pendlertoget fra San Francisco over Altamont-passet og hertil, men Richard Pombo er imod. Han tror ikke på tog, han tror på biler. Det er den amerikanske livsstil, siger han, og han og hans stab har tegnet to nye motorveje, som skal gå gennem et naturområde, som er det sidste levested for mindst tre af Californiens truede dyrearter, og derefter skal motorvejene slå et besynderligt sving omkring Tracy, og så fortsætte ind i baglandet.

Hvorfor det besynderlige sving? Fordi motorvejene dermed lægger sig op af familien Pombos jord på Lammers Road.

Richard Pombo har sørget for at få bevilget 120 mio. kr. til at undersøge hans motorveje, som i Tracy kaldes for »Pombo’s dårskab«, og i mellemtiden er hans jord allerede fordoblet i værdi, og det er bare begyndelsen. »Når motorvejene bliver vedtaget, vil jordprisen stige til vejrs som en raket,« skriver East Bay Express.

Høi spørger ikke, hvem det er i Tracy, der ikke ønsker de nye veje, og citerer et ekstremt liberalt blad for en iagttagelse, der skal kaste smuds på Pombo.  Hvor originalt.

Herefter følger hos Høi en lobhudling af det fhv kongresmedlem Pete McCloskey, kendt som stærk modstander af Israel, og som leverer en rørende og måske endda sand historie om, hvordan hans bedste kammerat John Ehrlichman, der i 2. Verdenskrig var heltemodig pilot, blev korrumperet af magten i Richard Nixons Hvide Hus.

Pointen her er ikke at magt ikke korrumperer, som Lord Acton sagde.  Selvfølgelig gør den det.  Om republikanske kongresmedlemmer er mere korrupte end demokratiske, er imidlertid tvivlsomt.  Det viser historien ikke, og vi vil formentlig få flere beviser herfor, hvis Demokraterne som ventet vinder flertal i Repræsentanternes Hus på tirsdag.

Pointen er en anden.  Navnet Tracy satte mig nemlig 20 år tilbage, til dengang jeg selv levede i San Francisco Bay Area.  Nærmere bestemt til en morgen jeg sad i en courtesy van på vej til at hente min bil, som var på værksted.  Chaufføren fortalte, at han hver dag pendlede til Palo Alto fra Tracy, som lå 90 miles (145 km) mod øst og stod op hver dag kl. 4.

Grunden?  Kun i Tracy var det muligt for en mand med normal løn at købe et hus, der var stort nok til en familie.  I Palo Alto levede vi dengang med tre børn i ét værelse, fordi den gennemsnitlige huspris var ca. 10 gange min akademiske årsløn.  Idag er billedet langt værre. Gennemsnitshusprisen i Palo Alto er omkring 1 mio. dollar.

Se, hvad skyldes nu det?  Det skyldes blandt andet, at indbyggerne i Palo Alto i 1971 stemte for, at størstedelen af byens område altid skulle forblive ubebygget.  Det var angiveligt for at skåne miljøet og redde udsigten til de solbrændte bjerge ud mod Stillehavskysten.  Det er også dejlige bjerge, som man kan vandre eller cykle i timevis uden at møde ret mange.

Men virkningen af vedtægten var naturligvis også at garantere permanente og stærke værdistigninger på boliger for dem, der allerede havde én, mens tilkommende, medmindre det var ægtepar hvor begge var læger eller jurister med samlet indtægt på mange hundrede tusinde dollar, ikke kunne komme ind på markedet.  Vedtægten var en klassisk rent-søgende operation.

Af samme grunde — miljø og bevaring — har delstatsmyndighederne i Californien i årtier ikke kunnet finde ud af at bygge tilstrækkelige nye veje til at betjene den tredobling af befolkningen, som har fundet sted alene i Bay Area siden 1970.  Vejnettet er stort set uforandret siden 1950rne.  Det eneste, man bygger, er commuter lanes, ekstra kørebaner forbeholdt biler med mere end to passagerer.  Men dem er der få, der bruger, for de fleste mennesker har mere end ét ærinde at løbe om dagen.  Ideologien overtrumfer imidlertid behovet, så derfor får pendlerne ikke de veje, de kan bruge.

At Pombo kan lukrere på, at folk er nødt til at bo i Tracy, hvis de vil arbejde i Bay Area og ikke har topjobs, er ikke hans skyld.  Der er tale om en sammenfiltring af ideologiske og økonomiske interesser, der er ligeglade med almindelige folks vilkår, men derimod stærkt optaget af at blive rost af liberale medier og akademikere, kort sagt af at føle sig gode og rigtige.

Høi gør behændigt Pombo til et miljøfjendtligt uhyre, fordi han vil tillade olieboringer langs Stillehavskysten og er kritisk overfor loven om truede dyrearter.  Høi citerer som neutrale vidner en grøn pressionsgruppe og det progressive blad Rolling Stone for, at Pombo er en fjende af miljøet og derfor nødvendigvis ond og korrupt.

Hvad Høi ikke kan eller vil se er, at loven om truede dyrearter udtrykker en ekstrem grøn ideologi, der konsekvent sætter “miljøet” over menneskenes interesser og som antager en illusorisk naturlig balance for det eneste antagelige politiske mål.  Lovens håndhævere ved formentlig ikke engang, at de store redwood-skove i Nordcalifornien ikke er “naturlige”, men følgen af indianske skovafbrændinger for tusinder af år siden og af en række andre forandringer.  Intet er stabilt, men loven antager, at der må findes en stabilitet, som skal opnås politisk, blandt andet ved at forbyde byggeri, veje og skovhugst.

Taberne er de mennesker uden luksusjobs, som ønsker at stifte familie og leve anstændigt i Californien.  De har få talsmænd og bliver ikke som McCloskey rost af Los Angeles Times.

Så der er masser af korruption i amerikansk politik.  Det er bare ikke den, vi mest hører om, og som er den ordinære slags illustreret af Jack Abramoff og hans transaktioner.  Det, vi hører, er styret af journalisternes ønske om at ramme Republikanere.  Det kan der være grund nok til, men hvorfor var journalisterne så ikke så nysgerringe, da Kina købte det meste af Clinton-administrationen eller da samme administration skabte de vilkår, der tillod Enron-banden at opbygge sit korthus?  Vil de være lige så nysgerrige, når Nancy Pelosi med sine 55 mio. dollars i formue begynder at pleje sine interesser i rollen som formand for Repræsentanternes Hus?  Næppe, for hun er en god mor og bedstemor og har sine vælgeres tarv på hjerte.

Slutpointe 1:  Ideologisk magt korrumperer også, og korruptionen i kraft af liberale mærkesager er mindst lige så farlig som den ordinære købe-stemmer-korruption, Abramoff og måske Pombo står for.

Slutpointe 2: Poul Høi fortæller en god historie, men han er som altid døv for den virkelige historie.  Han bevæger sig selv en atmosfære af elitær ideologi, som får de almindelige mennesker og deres interesser til ganske at forsvinde.

3 thoughts on “Magt korrumperer

  1. Niels A Nielsen

    Naivt spørgsmål: Skriver han ikke bare af efter liberale amerikanske main-stream medier, der “bevæger sig selv i en atmosfære af elitær ideologi, som får de almindelige mennesker og deres interesser til ganske at forsvinde.”?Mon det overhovedet er nødvendigt for ham at gøre sig døv? Den anden historie kommer måske slet ikke indenfor hans horisont. Han kender den ikke og føler sig heller ikke særlig forpligtet til at undersøge,om den findes. Han fortæller jo bare om en amerikansk sag med en korrupt republikaner. Kan man ikke sige, at det primære ansvar for historiens mangel på balance påhviler de medier, som Høi baserer sig på? Jeg mener, kan man forlange af Poul Høi, at han farer i marken for at finde den anden historie?

    Svar
  2. Flemming P

    Kære DavidDenne sætning fremstår ualmindeligt forvrøvlet for mig: “Slutpointe 1: Ideologisk magt korrumperer også, og korruptionen i kraft af liberale mærkesager er mindst lige så farlig som den ordinære købe-stemmer-korruption, Abramoff og måske Pombo står for”.Det forekommer mig at være en ting at købe stemmer= en ulovlighed (?).At have ideologisk magt skulle så være lige så farligt, fordi det korrumperer de, der har den. Måske, men det er vel usammenlignelige fænomener. Og hvori består korruptionen præcis? At mene det modsatte af dig?At den særligt farlige korruption skulle være et ekstra farlig når den er af af liberalt(i amerikansk forstand) tilsnit fremstår også både ulogisk og uargumenteret.

    Svar
  3. Johannes Gregersen

    @ DG:Det er da noget vrøvl at sætte lighedstegn mellem ideologiens fejl – at man sætter abstrakte idealer over virkeligheden – med magtens korrumpering – at man sætter egne interesser over de vælgere, man er sat til at repræsentere. Vælgerne vælger jo (af og til) en politiker på baggrund af hans/hendes ideologi og der af følgende politiske dispositioner. Således kan vælgerne i Silkeborg i teorien straffe deres folkevalgte, der valgte løvfrøers ve og vel over deres ditto. En økonomisk korruption er – al den stund den i modsætning til politiske holdninger er ulovlig – skjult for retssystemet og vælgerne, og tilgodeser hverken en ideel interesse eller vælgerne, men kun den enkelte politiker1På baggrund her af må jeg også spørge, om d’herrer bloggere og ideologer er sræligt korrumperede?

    Svar

Leave a Reply to Flemming PCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.