Valgets resultat

På denne blog skriver hver punditokrat for sig, så mens vi venter på bidrag fra de øvrige, der har politik som forskningsfelt, kommer her en vurdering fra en jurist, for hvem det kun er en kær borgerpligt.

Det forlyder her til morgen, at Demokraterne har vundet både huset og senatet i en jordskredssejr, der modsvarer Republikanernes i 1994. Det er godt.

Det er godt, fordi det viser demokratiets styrke, og fordi det gør det endnu vanskeligere at være konspirationstilhænger. Magthaverne i Washington er sat fra magten, fordi et flertal af befolkningen ønskede det. Karl Roves magt er ikke magisk. Der er ingen sammensværgelser, blot folkestyre. Lige så legitim, som Bush' sejr var i 2000 og 2004, lige så legitim er Demokraternes sejr nu.

Det er godt, fordi valgresultatet er entydigt. Demokraterne kontrollerer nu den lovgivende og bevillingsgivende magt. De har magten og dermed ansvaret. Deres valgsejr var endda så stor, at det må give håb hos en bred del af deres ledere om at vinde præsidentembedet og dermed også den udøvende magt. Det tvinger dem også til at vise ansvarlighed. Lieberman vandt over Lamont og viste dermed den begrænsede opbakning i befolkningen til de mere ekstreme dele af Demokratene (netroots). Det er et mønster, der også går igen i andre valgresultater. Selvom Pelosis kommentar om at skabe den "mest etiske kongres i historien" minder uheldigt om Nyrup Rasmussens tilsvarende udsagn i begyndelsen af 1990erne, er der grund til at tro, at Demokraterne vil være mere ansvarlige og fornuftige (naturligvis bedømt efter denne punditokrats opfattelse), end de mere larmende og medieeksponerede dele af partiet. Det bliver mere Lieberman og Clinton (fru, ikke hr.) end Howard Dean.

Det er godt, fordi Republikanerne fortjente at tabe. Bushs sejr i 2004 var den største valgsejr og Republikanerne stod stærkere end nogensinde. Men de lod sig gribe af magtens arrogance i deres indenrigspolitik. De ødslede penge ud på velfærdsprojekter og blandede sig i private forhold. De havde glemt Reagans gamle dogme om, at staten ikke er løsningen, men problemet. Hvis det kan medføre en tilbagevenden for dem, er nederlaget vejen til sejr i '08. Hvis ikke, må Demokraterne fortsætte.

Som alle andre politiske analyser er denne båret af sublimering, projektion og ønsketænkning, særligt med hensyn til vores venner på Slotsholmen.

Så lad os afslutte med en omskrivning af, hvad en anden gammel stor republikaner (nej, ikke Reagan, men ham den anden), Abraham Lincoln, ville have sagt, havde han kendt til velfærdsstatens fristelser:

Man kan bestikke noget af befolkningen hele tiden, og hele befolkningen noget af tiden, men man kan ikke bestikke hele befolkningen hele tiden.

6 thoughts on “Valgets resultat

  1. David G.

    “De ødslede penge ud på velfærdsprojekter og blandede sig i private forhold” skriver Mr. Law om Republikanerne.Sandt, men Demokraterne er værre, og skal man lytte til partiledelsen, kradser det i fingrene på dem om at vise sig endnu mere spenderende og formynderiske end Republikanerne. Så i de to henseender bliver det kun værre. Begge partiers politikere er gift med princippet om en voksende offentlig sektor og voksende formynderi. At niveauet stadig er langt lavere end herhjemme, er en ringe trøst.”demokraterne skulle til magten (nemlig ved at blive et pro-business party, dvs. egentlig liberalt), skal gå i opfyldense. :)” skriver en anonym.Det vil af mange grunde aldrig ske. De vigtigste grunde er de forandringer, partiet er undergået de sidste 40 år. Det er et parti uden nogen som helst seriøs kraft i ledelsen, der for alvor ønsker eller har interesse i at være et “pro-business” liberal(istisk)t parti. Med undtagelse af hver politikers helt egen personlige business, naturligvis.Demokraternes ledere er alle formuende (Pelosi er det rigeste medlem af Repr Hus med nettoformue på 55 mio USD), men det gør dem netop usårlige for og ligeglade med de økonomisk skadelige følger af de politikker, de påfører befolkningen. Der er ingen, zip, zilch, nulla, aucune chance for at Demokraterne for alvor vil overveje at føre liberal(istisk) politik. Men det vil Republikanerne heller ikke; forskellen er at Republikanerne i deres sjældne, gode øjeblikke er lidt mindre skadelige end Demokraterne. Men kun lidt.Den største opmuntring var at Michigan Civil Rights Initiative (mod kvotering) vandt stort i Michigan til trods for at begge partier, erhvervslivet og alle medier var imod og at nejsiden havde 20 gange så mange penge som jasiden. Desværre vil det nok lykkes Demokratiske dommere at forhindre at denne folkebeslutning træder i kraft. Men symbolsk er den forfriskende.Der er mange andre højst interessante ting i dette valg og de ledsagende folkeafstemninger i mange delstater, som Castro-spytslikkeren og miljøtyrannen Auken ikke vil lade danskerne vide, men dem skal vi punditokrater nok i fællesskab vende tilbage til.

    Svar
  2. Hajen

    Jeg er meget enig i kommentaren. Som Tom DeLay meget rigtig kommenterede, er valgresultatet mere et nederlag for GOP, end det er en sejr for det løst forbundne sammenrend, Demokraterne i virkeligheden er. Lad os håbe, at nederlaget giver Republikanerne anledning til at finde tilbage til deres konservative rødder, og lad os ikke mindst håbe, at den del af partiet, der står for personlig frihed, økonomisk ansvarlighed og internationalt samarbejde genvinder initiativet fra de religiøse nutcases a’la Katherine Harris.

    Svar
  3. Michael Gram

    Meget enig med Mr. Law. Republikanerne var blevet en flok fede katte, og Det Hvide Hus’ forsøg på at gøre midtvejsvalget til et valg om krigen mod terror var dumt, dumt, dumt. Sandsynligvis et forsøg på at få kernevælgerne til stemmeurnerne, men også et udspil der med sikkerhed ville få modstanderne frem på valgdagen.Problemet er måske, at der ikke er så forfærdeligt mange republikanske sællerter at stille frem for vælgerne, navnligt den republikanske base. Statsunderskuddet brager, krigen i Irak går ikke strålende, staten kigger med over skulderen og korruption og uduelighed i egne rækker har floreret.På den baggrund er der kun tørre tårer over republikanernes fald. Hvis de ikke får orden i eget hus, så er dette nederlag langt fra det sidste.Men det værste – det absolut værste – er, at demokraternes sejr giver skærm- og spalteplads til “USA-kenderen” og Castrobeundreren Svend Auken. Er Danmark virkeligt så fattigt på USA-kyndige, at gamle Svend er det bedste man kan finde frem? Eller handler det ikke så meget om hvad man rent faktisk ved om USA, men mere om hvad man mener om USA?

    Svar
  4. Repsak

    Jeg har en moderat tilgang til valgresultatet, som abolut ikke er den sejr for demokraterne, man kunne forvente. det er kun i Europa, man kalder det en jordskredssejr.Det er godt, Bush administrationen får modspil. Det var det også, da Fogh regeringen endelig fik modspil herhjemme sidste forår fra CEPOS og dette efterår fra socialdemokraterne.Jeg er ligeledes glad for, at det denne gang var glædestårer, der blev grædt på CNN. Det var så synd for dem i 2004. Og så har jeg ikke engang nævnt Svend Auken. Man kunne da ikke andet end at blive glad på hans vegne.Det er til gengæld skidt, hvis senatet falder i demokraternes hænder. Det vrimler med peacenicks alle vegne. Ikke også senatet? Det er også skidt, at republikanerne har tabt Colorado og Arizona. Ikke et godt perspektiv for 2008.Nu venter jeg på, at Nancy Pelosi, Kerry og Rodham Clinton folder sig ud. Det skal blive skægt at se og høre – og ikke mindst rigtig godt for republikanernes chance for at vinde præsidentposten i 2008.

    Svar
  5. NHS

    @ Maria: Som med så mange andre politikere i Amerika og her til lands, ligger senator Clintons synspunkter der, hvor meningsmålingerne siger de skal ligge – p.t. lige midt i det hele. Men det er jo en udpræget opfattelse, at hun er “liberal”.Men hvad hun er er jo ligegyldigt. For det bliver selvfølgelig McCain der vinder valget i ’08 🙂

    Svar

Leave a Reply to RepsakCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.