Baker is back!

I fortsættelse af postingen ndf. om udsigten til 2. runde i Libanon og den efterfølgende debat, kan jeg tilslutte mig Repsak.

Når Syrien føler sig selvsikker, myrder de politikere i Libanon.

Lige for tiden føler Syrien sig selvsikker, fordi James Baker og andre fra den realistiske skole efter sigende, i hvert fald efter MSM-sigende, er tilbage på mode igen. Man har udsendt budskabet om, at Syrien skal inddrages som en respekteret partner for at beskytte demokratiet i Irak, og her følger så Syriens svar.

Det forekommer mig, at betegnelsen "realistisk udenrigspolitik" for den tankegang er en contradictio in terminis.

Hvor "realistisk" er det, at Syrien skulle støtte demokratiseringen af Irak, der efter alt at dømme er enormt populær i den brede irakiske befolkning, når ideen med demokratiseringen helt åbenlyst er, at diktaturer som Assads i Syrien skal væltes, når syrerne også kræver den frihed, de kan se deres broderfolk nyde på tv?

Det må være den samme "realisme", der ligger bag FNs indsats i Dafur-konflikten, for nu at give folkemordet dér en mere folkeretlig neutral beskrivelse. Man spørger pænt den lokale diktator, om han har noget imod, at man griber ind og stopper den nedslagtning, han har iværksat. "Kom igen lidt senere" er det forudseelige svar, og det affinder man sig med. Det hele er meget pænt og diplomatisk, men er det realistisk?

Efter sigende spøger gamle Baker med, at der ikke længere er nogen, som betvivler det "realistiske" i beslutningen om at lade Saddam blive siddende efter Kuwait-krigen.

Når man læser MSM, tror man ham gerne. Men vi andre, der fortsat tænker kritisk, kan spørge, om det nu var så "realistisk" at lade Saddam blive ved magten på et tidspunkt, hvor man havde tropperne og muligheden for at vælte ham, hvor hans venner i Rusland og Kina var svækkede, hvor al-Qaeda ikke var startet endnu, og hvor Syrien var tvunget til passivitet. Dette set på baggrund af, at man ikke kunne styre Saddam, som senere smed våbeninspektørerne ud, at man ikke kunne få sanktionerne til at fungere ordentligt, fordi de blev gennemhullet af korruption, og at man overlod shia til en massiv nedslagtning, som de aldrig har tilgivet os og forklarer, hvorfor vi ikke blev modtaget med større entusiasme end som så. Man overlod et olierigt og strategisk uhyre vigtigt samfund til en diktator, der slagtede sin befolkning og kørte landet ned i total ruin hellere end at opgive sin stræben efter MWD; en befolkning der selv efter alle disse år og lidelser stadig støtter ønsket om demokrati og i endnu højere grad ville have støttet det den gang. Realisme?

Vi ved, at terrorismen og den fanatiske opfattelse af islam næres af diktaturer og den følelse af afmagt og misundelse over for Vesten, som den medfører. Alligevel søger man at genskabe forestillingen om, at araberne "ikke er klar" til demokrati og vil have det bedre med en fod i nakken. Det var den form for "realisme" som har givet os et Mellemøsten, der eksporterer olie og terrorister og ikke meget andet.

Det var den realisme, og ikke alle mulige skøre påfunde fra hvorfor-hader-de/vi-os-fløjen, der gav os 11. september.

Hvis vi for et øjeblik skal indlade os på den kynisme, som MSM finder så charmant ved realisterne, så lad os se på krigens stade. Vi har væltet Saddam og sikret os, at han ikke producerer MWD. Vi har indført et demokrati, der nyder massiv opbakning i befolkningen. Vi har derimod ikke skabt en sikkerhed for befolkningen, og den kamp pågår stadig. I hele forløbet har vi mister – skal vi sætte det til godt 5.000 dræbte samlet for de forskellige allierede - hvilket under WWII snildt kunne være tabstallet på en god dag. Det koster en hulens masse penge, men hvad er prisen i både penge og menneskeliv, hvis demokratiseringen af Mellemøsten igen opgives, og mørket igen får lov at sænke sig?

Man bør ikke undervurdere Baker & Co. Måske er de blevet klogere, selvom hans forsøg på at retfærdiggøre det store svigt tilbage fra Kuwaitkrigen ikke lover godt. Men hvis The Fabulous Baker Boys i Iraq Study Group ikke er blevet det, må man håbe, at det nye demokratiske flertal, de såkaldte blue dogs, der afviste Murtha som leder, er det.

Ellers får vi realismen og dens konsekvenser igen. Først libaneserne, så irakerne, så israelerne, så….

14 thoughts on “Baker is back!

  1. kgw

    Den måde dette indlæg behandler realisme-begrebet er, synes jeg, lidt under vanlig punditokrat-niveau. Mr. Law skriver ganske rigtig, at James Baker tilhører “den realistiske skole”. Inden for det samfundsvidenskabelige forskningsfelt international politik (IP) er ‘realisme’ betegnelsen for en fremtrædende retning. Der er en mængde, ofte ret forskelligeartede, forfattere, der tilskrives denne retning, men ifl. Ole Wæver ( professor i IP ved KU) har realisterne det tilfælles, at de afviser at international politik grundlæggende skifter karakter. Trods teknologisk og samfundsmæssig udvikling har verden altid været præget magter (bystater, nationalstater, imperier), der konkurrerer i et system uden nogen central instans – og det vil de blive ved med. Man er derfor typisk skeptisk over for forsøg på at revolutionere verdensordenen ved f.eks. at indføre demokrati i hele Mellemøsten. James Baker er, som Kissinger før ham, præget af den realistiske skole, og det er i den kontekst, at det giver mening at bruge begrebet. Det er derfor en smule plat at spørge, om den ene eller anden udenrigspolitiske handling er ‘realistisk’ i den betydning, vi bruger ordet på i hverdagen. Det svarer lidt til at tro, at ‘liberal’ altid betyder det samme, uanset om det er George W. Bush, der taler om Nancy Pelosi, eller Søren Pind, der taler om, hvad Venstre en gang var.Mr. Law spørger: “Hvor “realistisk” er det, at Syrien skulle støtte demokratiseringen af Irak, der efter alt at dømme er enormt populær i den brede irakiske befolkning, når ideen med demokratiseringen helt åbenlyst er, at diktaturer som Assads i Syrien skal væltes, når syrerne også kræver den frihed, de kan se deres broderfolk nyde på tv?” Det Mr. Law overser er, at hvis Baker anbefaler forhandlinger med Syrien, er det nok fordi han – som den realist han er – har droppet ideen om at demokratisere Irak, men i stedet satser på at stabilisere Irak. Hvis USA de facto omformulerer sin målsætning i Irak til stabilisering, er det – i begge betydninger af ordet – realistisk at inddrage Iraks udemokratiske naboer.

    Svar
  2. Repsak

    Ja, KGW, hvis James Baker, som i øvrigt er langt mere idealist end eksempelvis Kissinger (jeg kalder selv Baker for Reagan realist) anbefaler forhandlinger med Syrien, er det bestemt fordi han har droppet ideen om at demokratisere Irak, men i stedet satser på at stabilisere Irak.Det er jo præcis det Mr. Law såvel som undertegnede advarer imod. Ikke mindst i lyset af at irakerne allerede er igang med en demokratiseringsproces, der så sent som i dag betød, at den interessante nye britiske udenrigsminister, Margaret Beckett, meddelte, at fremskridtene i i det sydlige Irak, hvor danskerne også befinder sig, giver anledning til at tro, at man kan overgive provinsen til irakerne næste forår.

    Svar
  3. David G.

    Mr Law: betegnelsen “realistisk udenrigspolitik” for den tankegang er en contradictio in terminis.Ja ikke? Jf min post i foregående tråd.

    Svar
  4. David G.

    Og dette fra Henry the K skal I også have. Hvad man end mener om ham (og i 1970rne mente jeg han var en kapitulationist der havde accepteret Sovjetunionens overmagt og blot søgte at forhale Vestens endegyldige finlandisering) så har han også ofte ret, som når han her (i WaPo, men ikke online) advarer mod den klassiske fejltagelse at tro at diplomati per se er en løsning (og her glemmer vi, at han i 1970rne ofte syntes at mene netop det):Diplomacy — especially with an adversary — can succeed only if it brings about a balance of interests. Failing that, it runs the risks of turning into an alibi for procrastination or a palliative to ease the process of defeat without, however, eliminating the consequences of defeat.

    Svar
  5. Niels A Nielsen

    Mr Law skriver:”..en befolkning der selv efter alle disse år og lidelser stadig støtter ønsket om demokrati og i endnu højere grad ville have støttet det den gang.””Vi har indført et demokrati, der nyder massiv opbakning i befolkningen.”Hvordan ved du, hvilken styreform irakerne foretrækker? Den høje deltagelse i valghandlingen i det etnisk og sekterisk delte land kan jo også ses som den enkeltes forsøg på at sikre sin egen gruppes interesser så godt som muligt under de givne omstændigheder (det oprettede demokrati), som man vel godt samtidig kan ønske var helt anderledes?Ifølge den PIPA-undersøgelse, som du selv har refereret ivrigt fra andetsteds, ser et overvældende flertal på 86 % af sunnierne den demokratisk valgte regering som illegitim! Det støtter vel ikke ligefrem synspunktet om massiv opbakning til demokratiet?Shiamuslimerne synes godt nok, at den shiitisk dominerede regering er legitim, men det er vel heller ikke nødvendigvis en opbakning til demokratiet. Målingen kan lige så vel afspejle en glæde over, at den shiitiske majoritet nu endelig kom til magten. Den tolkning støttes af, at 64% ifølge PIPA kan sige, at de synes godt om Irans skingrende vanvittige præsident Mahmoud Ahmadinejad og af, at et massivt flertal på 91% af shiiterne har en positiv holdning til Hezbollah!Hvordan harmonerer disse sympatier med din tidligere karakteristik af den irakiske befolkning som moden, ansvarlig og frihedselskende?På spørgsmålet om Irak er på vej i den rigtige retning svarer 93% af sunnierne NEJ, ligesom 41% af shiitterne.Du har i Berlingske (ifølge Uriasposten) skrevet, at irakerne afviser terroristerne, men det er en sandhed med så kraftige modifikationer, at jeg ikke vil tøve med at kalde det en løgn.92% af sunnierne og 62% af shiitterne synes, at terrorhandlinger imod de folk, der skaffede dem af med Saddam Hussein og gav dem demokrati, er i orden (Modsat deler kun 15% af kurderne den holdning).Og nu angriber sunnier og shiiter hinandens ministerier… Vi har unægtelig bragt os i en ekstremt svær situation med dette uigennemtænkte demokratiprojekt. Jeg forstår godt, at strategien genovervejes, men jeg aner ikke, hvad jeg skal håbe om overvejelsernes udfald.Det er ikke for at være pernitten og fremhæve en uklar sætning, men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad du egentlig mener, vi ved om sammenhængene imellem demokrati, diktatur og islam, og hvorfra vi ved det: “Vi ved, at terrorismen og den fanatiske opfattelse af islam næres af diktaturer og den følelse af afmagt og misundelse over for Vesten, som den medfører.”

    Svar
  6. Mr Law

    Kære Niels A Nielsen,Det er lidt af en uskik at kommentere på sin egen posting, lidt som at kommentere på en dårlig anmeldelse, og desuden forbandet tidskrævende, men når du antyder, at min beskrivelse af irakerne nærmer sig det løgnagtige, må jeg vel hellere.Den del af målingen, du henviser til, angår opbakning til angreb på vores tropper.Selvom jeg bakker vores tropper op, har jeg forståelse for, at irakerne selv skelner mellem angreb på vores tropper og angreb på den irakiske civilbefolkning. De frygter for at blive en koloni, hvad de har prøvet før. Opbakningen hænger i PIPA-undersøgelsen nøje sammen med frygten for, at vi aldrig trækker os ud. Stillet spørgsmålet, hvordan de føler, hvis vi lover at trække os ud, falder opbakningen markant. Det er i øvrigt fremhævet i PIPA-undersøgelsen, men du skal være tilgivet, hvis du har overset det, for det gjorde hele MSM også, da de skulle referere resultatet.Man skal ikke blande de to ting sammen. Det er netop den sammenblanding, som jeg finder, er så usmagelig i MSM, hvor man prøver at give indtryk af, at irakerne bakker op om den hæmningsløse vold mod civile. Det gør de ikke.Læs PIPA-undersøgelsen igen, og du vil se, at irakerne tager massivt afstand fra angreb på civile, mens der – omsider – er opnået et flertal for angreb på vores tropper.Jeg skriver “omsider”, fordi den seneste PIPA-undersøgelse fra januar 06 viste, at kun 47 pct. støttede disse angreb. Men den måling blev naturligvis ikke omtalt af MSM. Når andelen nu er steget, er der dels en frygt for kolonialisering, dels en klar sammenhæng med en øget selvtillid, især blandt shia, til at irakiske styrker selv kan klare terroristerne. Det er nok en overdreven selvtillid, men den er der. Rigtigt interessant er det i øvrigt, at der selv blandt sunni er en øget tro på, at irakerne kan klare sig selv.Det her skrev jeg faktisk i Berlingeren, men du har måske overset det?Når jeg læser dit indlæg, får jeg også det indtryk, at du ikke er opmærksom på fordelingen af de forskellige grupper. Groft sagt udgør sunni 1/5, shia 3/5 og kurdere 1/5. Det gør ikke så stort indtryk på mig, hvad sunni-mindretallet på 20 pct. mener, som hvad de 80 pct. andre mener.Det er helt klart, og har gjort sig gældende siden befrielsen til og med den seneste PIPA-undersøgelse, at sunni er de mest negative. Small wonder. De plejede at styre Irak og undertrykte den øvrige befolkning. De savner de gamle dage på samme måde, som mange hvide i Sydafrika savner Apartheid og den ro og orden, som herskede (for de hvide), og sunni-gruppen viser da heller ingen større begejstring for demokratiet. Men det har den øvrige befolkning, der udgør det klare flertal. Igen: læs selv PIPA.Og ja, man kan selvfølgelig sige, at deltagelse i valg ikke i sig selv gør folk til demokrater. Jeg kender da en del danskere, som havde og har meget svært ved at sluge valgresultatet fra 2001.Men igen: læs PIPA, og du vil se, at befolkningen støtter et samlet Irak og ønsker en stærk centralregering, der kan afvæbne de upopulære og morderiske militser.Egentlig handler denne posting vel blot om den debat-tråd, vi har for noget tid siden, og som også går igen i postingen ndf. om 2. omgang i Libanon. Du og flere andre af vores læsere nægter at tro, at irakerne kan være demokrater på grund af deres kultur/udviklingsstade/religion/indsæt selv, og jeg er uenig. Men lyver, det gør jeg trods alt ikke.

    Svar
  7. Jens U. Hvidt

    Michael Young, libanesisk debatredaktør i den libanesiske The Daily Star, skriver tirsdag i WSJ (Her: http://www.opinionjournal.com/editorial/feature.html?id=110009280), at Syrien iflg. The Economist har 4 betingelser for at stoppe sin alliance med Iran:1) En afslutning på undersøgelsen Hariri-mordet.2) En garanti på ikke at underminere Assad’s regime.3)Mere syrisk indflydelse i Libanon.4) Overdragelgelse af Golan Højderne.Om en sådan handel imidlertid ville medføre, at Syrien ligefrem ville stille sig positivt over for demokrati i Iraq, hvilket ville true hans eget diktatur, stiller Michael Young sig dog skeptisk overfor.Men hvis man godtager præmissen om at Assad i så fald ville bakke op om demokrati i Iraq, hvilket jeg personligt ikke vil være helt afvisende overfor (hans 4 betingelser er trods alt ikke småting og Egypten fik man trods alt omvendt i sin tid på lignende præmisser), så synes det næste spørgsmål at være, hvilken indflydelse det vil have. Er problemerne i Iraq ikke mere et internt anliggende end noget Iran og Syrien har en altafgørende indflydelse på? At sætte den positive udvikling i Libanon over styr synes for mig at være en for høj pris at betale for at få en moderat allieret mod Iran. Kunne man imidlertid få Syrien til at støtte militært angreb på Irans atomfaciliteter og starte med Syrien, hvad Nixon satte i gang med Kina (som jeg personligt er meget optimistisk omkring), ville sagen måske se anderledes ud?

    Svar
  8. Niels A Nielsen

    Når jeg læser PIPA-svarene – igen, så får jeg ikke helt det samme indtryk som dig af en “moden”, “ansvarlig” og “frihedselskende” befolkning, men snarere af en ekstremt splittet befolkning. Svarerne afspejler hele vejen igennem, at ens egen gruppes interesser sættes over alle andre hensyn.Det er også interessant hvilke spørgsmål, der ikke stilles i PIPA. For eksempel ingen spørgsmål om holdningen til ideen om demokrati. Ingen spørgsmål om holdningen til terror begået af militser fra ens egen lejr (mon ikke den ville være temmelig positiv, givet svarmønstrene fra de andre spørgsmål – for eksempel støtten fra shiamuslimer til Hezbollah og Irans præsident?)Jeg læser ikke Berlingske ret ofte, og jeg forholdt mig derfor kun til en artikel lagt på Uriasposten med overskriften “Irakerne fortjener bedre”, hvor du uden forbehold skriver, at “terroristerne afvises af hele 94 pct., heraf 77 pct. af sunni, som ellers er deres trosfæller”. Det er da fint, at du har nuanceret denne påstand andetsteds, men artiklen skal vel kunne læses isoleret, uden at modtageren groft vildledes.Du har forståelse for, at en en frygt hos irakerne (på trods af forsikringer fra både USA og den irakiske regering) for, at USA skal blive i landet som kolonimagt, skulle kunne medføre en udbredt støtte til skruppelløse morderiske terrorister, der vil befrierne til livs. Den forståelse deler jeg ikke. Jeg kunne forstå det, hvis de havde vished for deres frygt.Du skriver, at befolkningen ønsker et samlet Irak. Det fremgår nu ingen steder af PIPA, så vidt jeg kan se.Om irakerne er demokrater, ved jeg ikke, men islams centrale dogmer er i konflikt med demokrati, og det er derfor naivt at tro, at det skulle være uproblematisk for irakerne at sige ja til den demokratiske styreform. I den udstrækning, at de holder fast i disse dogmer, afviser de samtidig demokratiets forudsætninger. Slækker de derimod (eller har de måske allerede slækket) på disse dogmer, kan de naturligvis sagtens være demokrater. Det siger sig selv.

    Svar
  9. Niels A Nielsen

    Et meget centralt spørgsmål, som PIPA-undersøgelsen rejste for mig er dette:Hvis man kan være lige så ekstremistisk og vanvittig, som man vil (shia: Ahmadinejad, Hezbollah; sunni: Osmama bin Laden), og alligevel opnå massiv (eller i tilfældet Osmama bin Laden ikke ubetydelig) støtte fra ens egne, blot fordi man tilhører den samme sekt(?), hvilke udsigter er der så for et demokrati i Irak?

    Svar
  10. CD

    Du har i Berlingske (ifølge Uriasposten) skrevet, at irakerne afviser terroristerne, men det er en sandhed med så kraftige modifikationer, at jeg ikke vil tøve med at kalde det en løgn.Niels, du har vel ikke gået på GG og haft Joel Strand i historie eller old?

    Svar
  11. CD

    Niels – ok. Det er bare fordi, at jeg ikke er stødt på det udtryk “en sandhed med så mange modifikationer, at det snarere må betegnes som en løgn” hverken før eller efter min gymnasietid, hvor bemeldte hr. Strand var vores old- og historielærer.Så derfor 🙂

    Svar
  12. Niels A Nielsen

    @Mr LawSå spørgsmålet om en samlet stat stilles altså ikke direkte.Kan man sige, om de forskellige irakiske befolkningsgrupper ønsker et samlet Irak eller hellere ville have deres egne stater ud fra svarene på følgende tre (videnskabeligt set tvivlsomme) spørgsmål, som du henviser til:Would you prefer to have a strong government that would get rid of all militias or do you think it would be better to continue to have militias to protect your security? Do you think that the new Iraqi system of government grants the central government too much power, too little power, or about the right amount of power?How likely do you think it is that 5 years from now Iraq will still be a single state?Det mener du, men det skriver end ikke PIPA selv i deres rapport om undersøgelsen. Igen synes jeg, at det mest påfaldende ved undersøgelsen er, at spørgsmål, som kunne risikere at give nogle for koalitionens sag alt for nedslående svar, er udeladt. Jeg tænker her på spørgsmål om en deling af Irak. Et spørgsmål om den ønskede magtfordeling i det nuværende samlede Irak giver efter min mening ikke svar på dette.Hvad tror du shiamuslimer ville svare på følgende spørgsmål: Foretrækker du det nuværende demokratiske system, eller ville du hellere have indført en islamisk stat som den i Iran? Mon ikke svaret ville være særdeles nedslående for ønsket om et demokrati (som jeg bestemt deler)?Eller hvad mon svarene ville være til dette spørgsmål: Hvad siger du til ideen om en selvstændig sunnimuslimsk stat i Sydirak?”Hvis du spurgte et repræsentativt udsnit af den danske befolkning om deres syn på Che, ville du formodentlig finde en ganske udbredt sympati for den gamle diktaturtilhænger og lystmorder.” Vi taler her om et romantiseret socialisk ikon, om hvem de fleste danskere kun har en forestilling om, at han var forkæmper for de fattiges sag i Sydamerika for mange år siden. Hvis de vidste, at han var diktaturtilhænger og lystmorder, ville sympatien nok være negligeabel, ligesom sympatien for Hizbollah er det – pånær måske i Dansk Journalistforbund.De irakiske shiamuslimer ved udmærket, hvad Ahmedinejad står for. Han er nabolandets den islamiske republik Irans leder og tilhører samme gren af islam som dem, og de kender helt sikkert også Hizbollahs ønske om at udradere Israel og oprette en islamisk gudestat. Du tror ikke, at de sympatiserer med disse mål. Næh, men en ting er sikkert: Vi får ikke svaret fra PIPA.

    Svar
  13. Mr Law

    Kære Niels,Du læser vist PIPA-undersøgelsen, som en vis herre læser din Bibel.Den med et samlet Irak fremgår af spørgsmålene under pkt. 5 på side 12.Jeg er enig med dig i det uheldige i, at så mange shia har sympati for både Ahmadinejad og Hezbollah. Men igen, lad være med at overfortolke disse tal.Hvis du spurgte et repræsentativt udsnit af den danske befolkning om deres syn på Che, ville du formodentlig finde en ganske udbredt sympati for den gamle diktaturtilhænger og lystmorder.Og du behøver formodentlig heller ikke kun spørge blandt medlemmerne af Dansk Journalistforbund for at finde udbredt sympati for Hizbollah. Næppe fremkaldt af egentlig jødehad som af en refleksmæssig sympati for den part, der for en overfladisk betragtning står som den svageste og mest anti-vestlige.Alligevel har jeg fuld tiltro til, at danskerne kan være gode demokrater.For at gentage mig selv en sidste gang: vores uenighed angår vist mere spørgsmålet, om irakere kan være gode demokrater eller ej. Jeg holder på det første, du er velkommen til at være skeptisk.

    Svar

Leave a Reply to David G.Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.