Desperate tider

Dagens forside på Berlingske bekræfter, at der i den seneste tid har været en stigende desperation at spore i avisens defaitistiske linje.

De fornemmer måske, at muligheden for at fremkalde en betingelsesløs opgivelse af demokratiet i Irak er ved at være forpasset. Midtvejsvalget gik ikke helt, som man havde håbet. Baker-rapporten synes heller ikke at blive så uansvarlig og naiv, som man kunne have frygtet. Regeringen og Dansk Folkeparti står fast på, at tropperne kun skal trækkes gradvist ud i takt med, at irakerne selv kan overtage. Og så længe Helle fører i meningsmålingerne – hvad hun bliver ved med, så længe hun og Fogh konkurrerer om at love den største velfærdsstat – kommer der ikke noget valg, og Lykketoft bliver ikke udenrigsminister.

For denne punditokrat er det kun gode nyheder, og tilmed her hvor den søde juletid med sit gigantiske materielle og kommercielle forbrugsræs melder sig. Det er lige til at komme i godt humør af.

For ikke helt at glemme sagens alvor kommer her et link til Christopher Hitchens, der stadig er bekymret. Desværre nok med god grund. Hitchens er som bekendt blevet udstødt af det gode journalistiske selskab, fordi han trods sin livslange trotskisme ikke var tilstrækkeligt rettænkende. Han deler skæbne med en række andre journalister, f.eks. Judith Miller (tidl. fra NYT), og Bob Woodward (efter hans to første bøger om Bush, dog taget til nåde efter sin tredje bog om samme emne). Poul Høi har  som altid beredvilligt videreformidlet karaktermordet på Hitchens og kan berette, at Hitchens drikker! Kan man tænke sig det. En journalist, der både ryger og drikker. Jamen dog. Men i betragtning af, at Hitchens i modsætning til Høi aldrig røg på Plame-historien og klokkede rundt i de primære kilder, kan det måske vise noget om alkohols gavnlige virkninger til at give klarsyn.

Her er et lille uddrag fra Hitchens artikel:

Barely five years after the eviction of the Taliban, three and a half years after the fall of Saddam Hussein, and a year and a half after the Syrian army was forced out of Beirut by a show of mass popular and democratic unity, the memory of those brave fingers marked with the purple ink of the franchise has almost vanished. Tribalism and gangsterism are back, in a big way, with heavy state support from across the frontiers. And the United States, it seems, cannot wait to confirm the impression that it would rather deal with the aggressors. If the latest assassination in Lebanon caused any embarrassment to the enthusiasm of the Baker-Hamilton team for direct talks with Damascus and Tehran, the embarrassment wasn’t evident. The Lebanese Cabinet may have bravely voted last week, in spite of a campaign of blackmail by Syria’s death squads and religious proxies, to establish a tribunal to investigate the murder of Rafik Hariri, but in Washington, the talk is of getting on better terms with the people who, on all the available evidence, blew up his car. You may have noticed the new habit in the media of referring to the government of Lebanon as “American-backed” or “Western-backed.” This is as if to imply that it is not an expression of Lebanon’s remaining autonomy. But it is also cruelly ironic: Where exactly is this “backing”? Once again, it is becoming more dangerous to be a friend of the United States than an enemy.

Også i danske MSM kan man iagttage, at Libanons demokratisk valgte regering nu omtales som “vestligt støttet”. Endvidere kan man se den klassiske fortolkning: “Hvis Syrien virkelig står bag, bliver vi nødt til at betragte Syrien som vores fjende. Det kan ikke være i Syriens interesse. Så det er nok alligevel ikke Syrien, der har gjort det.” Ak ja.

Læs restens af artiklen her.

God jul.

5 thoughts on “Desperate tider

  1. Jørgen Møller

    “Men i betragtning af, at Hitchens i modsætning til Høi aldrig røg på Plame-historien og klokkede rundt i de primære kilder, kan det måske vise noget om alkohols gavnlige virkninger til at give klarsyn”.I anledning af den kommende tids julefrokoster vil jeg lige påpege, at Mr. Laws tese om alkoholens gavnlige virkninger finder opbakning hos en så vægtig autoritet som Goethe:”Solang’ man nüchtern istGefällt das Schlechte;Wie man getrunken hatWeiss man das Rechte”Hvis vi skal være sobre, bogstaveligt talt, så er det nu nok en sandhed med modifikationer 🙂

    Svar
  2. David G.

    “Hvis Syrien virkelig står bag, bliver vi nødt til at betragte Syrien som vores fjende. Det kan ikke være i Syriens interesse. Så det er nok alligevel ikke Syrien, der har gjort det.”Tilsvarende argumenter mødte man i 1980rne: “Sovjetunionen har ingen interesse i at blive opfattet som fjendtlig; derfor kan de sovjetiske magthavere ikke have tænkt/gjort/ment det og det”.Ligesom dengang fatter jeg ikke, at nogen kan fremsætte så totalt infantile argumenter. De er i præcis betydning infantile, fordi deres ophavsmænd i ramme alvor mener, at det rager de andre en høstblomst, hvad “vi” mener om dem.De er også infantile derved, at de forudsætter, at “de” og “vi” må have sammenfaldende interesser. Med andre ord, at politik, der handler om at løse konflikter mellem uforenelige interesser, ikke findes, mens det eneste, der findes, er forhandlingsteknik.

    Svar
  3. Niels A Nielsen

    David G skriver: “De er også infantile derved, at de forudsætter, at “de” og “vi” må have sammenfaldende interesser. Med andre ord, at politik, der handler om at løse konflikter mellem uforenelige interesser, ikke findes, mens det eneste, der findes, er forhandlingsteknik.”Jo, men hvad forventer du, David G?Denne infantile måde at betragte enhver konflikt på er den eneste, som de stakkels journalister på MSM er blevet præsenteret for igennem hele deres uddannelsesforløb. Jeg mener fra børnehaven og frem. De kan vel nærmest ikke bebrejdes at være holdt i infantiliteten. De må da have mødt andre typer af konflikter i deres liv, kan du indvende. Ja, men er det ikke nærmest altid muligt at ty til ræsonnementer som det Mr Law så glimrende karikerer, jeg mener gengiver, herover? Som en sidebemærkning vil jeg tilføje, at en af de positive virkninger af konfrontationen med islam er, at vi før eller siden vil blive tvunget ud af infantiliteten. Det er tiltrængt på begge sider af Atlanten, men vist især på vores side.

    Svar
  4. RasmusE

    “Tribalism and gangsterism are back, in a big way, with heavy state support from across the frontiers.”Jeg synes måske Hitchens springer lidt for let hen over årsagen til denne udvikling.Siden hverken USA eller den irakiske regering har kunnet sørge for den mest basale sikkerhed, kunne man jo forestille sig at befolkningen i stor udstrækning rent faktisk støtter ganstervælde og militser, og at disse ikke bare er Irans marionetter.”the memory of those brave fingers marked with the purple ink of the franchise has almost vanished.”Øhh, ja nu var det jo ikke ligefrem de mest liberale kræfter der vandt valgene, men derimod meget USA-fjendtlige, særdeles Iran-venlige, og ikke mindst religiøse kræfter.USA er med Irak-invasionen ved at gøre Iran til en enorm regional magt. Det eneste der kan forhindre udviklingen er et autoritært styre i Irak, bakket op af USA (og det har man jo set før), for befolkningen i Irak vil tilsyneladende langt hellere være under iransk indflydelse end amerikansk. Og den virkelighed kan selv Hitchens ikke lave om på.

    Svar

Leave a Reply to RasmusE Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.