Årets Cavling-pris: Følelsesvrøvl?

I dag uddeles årets Cavling-pris til årets bedste stykke journalistik. Cavling-prisen, der er uddelt årligt siden 1944 og gennem mange år har været den suverænt mest prestigiøse danske journalistpris, har en broget historie. Nogle år har vinderne været ærlige, oplysende og vigtige historier, mens de andre år har været lidt mere sensationsprægede. Otte af de ni nominerede var da også en af disse to typer journalistik, og reflekterede også i en vis grad forskellige politiske vinklinger. De rakte fra traditionelle venstreorienterede approaches som freelanceren Tom Heinemanns DR1-dokumentar "Når tilbud dræber" om danske virksomheders 'sociale ansvar' overfor produktionsforhold i ulande, til Jyllandspostens Flemming Roses forsvar for ytringsfriheden, der på mystisk vis er endt med at blive en eksklusiv højrefløjssag i Danmark.

 

 

Men vinderne blev Politiken-journalisterne Olav Hergel (tekst) og Miriam Dalsgaard (foto) for deres artikelserie om flygtninges og specielt flygtningebørns forhold på danske asylcentre. Årets angiveligt fineste stykke journalistik er altså en serie historier, der primært lader flygtningebørn fortælle om deres oplevelser som afviste danske asylansøgere, ledsaget af noget, der i mine aldeles uprofessionelle øjne mest af alt ligner standard portrætfotos. Så mens artikelserien utvivlsomt har vakt stærke følelser – specielt blandt de Politiken-læsere, der er imod regeringens indvandringspolitik (cirka de fleste?) – har den næppe bragt større indsigt eller afsløret noget af dyb samfundsmæssig vigtighed.

Det første problem med årets uddeling er derfor, at Cavling-prisen med årets valg risikerer at miste sin troværdighed, for hvordan kan en sådan historie blive valgt frem for otte andre af klart mere journalistisk-fagligt tilsnit? Nyhedsavisens redaktør Simon Andersen har på denne baggrund på avisens blog klaget over valget, som han karakteriserer som et udslag af, at kriterierne for at modtage prisen er blevet tilfældige. Han påpeger problemet i, at Hergel "efterprøver ikke, han undersøger ikke, han vurderer ikke, han researcher, tør jeg sige det?, ikke". Andersen kalder ganske enkelt Cavling-vinderen for et stykke "mikrofonholderjournalistik".

Det første problem med årets uddeling er derfor, at Cavling-prisen med årets valg risikerer at miste sin troværdighed, for hvordan kan en sådan historie blive valgt frem for otte andre af klart mere journalistisk-fagligt tilsnit? Nyhedsavisens redaktør Simon Andersen har på denne baggrund på avisens blog klaget over valget, som han karakteriserer som et udslag af, at kriterierne for at modtage prisen er blevet tilfældige. Han påpeger problemet i, at Hergel "efterprøver ikke, han undersøger ikke, han vurderer ikke, han researcher, tør jeg sige det?, ikke". Andersen kalder ganske enkelt Cavling-vinderen for et stykke "mikrofonholderjournalistik".

 

Og det er sandelig svært at tage uddelingen alvorligt, når man overvejer på de mange elementer i situationen, der ikke bliver inddraget. Sidste efterår bragte stort set alle nyhedsmedier for eksempel historien om en kvinde fra Kosovo, der skulle udsendes efter at have fået sin asylansøgning afvist gentagne gange. TV viste billederne af den grædende mor og hendes ligeledes grædende børn, som hun skulle efterlade i Danmark. Men medierne glemte at fortælle, at hun skulle til Kosovo for derfra – som reglerne er – at ansøge om en almindelig familiesammenføring og arbejdstilladelse på lige fod med alle andre. Vigtigere endda glemte man også at spørge hende om, hvorfor hun var blevet ved med at få børn i Danmark efter at have fået sin ansøgning afvist.

 

 

Pointen er, at Cavling-prisen bliver givet til to journalister, der spiller på folks følelser, men som fuldstændigt – og sandsynligvis bevist, givet hvor dygtig en journalist Olav Hergel faktisk er – overser en serie væsentlige elementer i historien. En række anekdoter peger for eksempel på, at mange asylansøgere får børn, når de er i Danmark, og ofte når de har fået deres ansøgning afvist, fordi de tror, at de øger deres chancer for alligevel at blive i landet. Den del af historien vil journalisterne bare ikke fortælle, fordi så bliver deres ofre for en ond asylpolitik i stedet til skurkene i historien. Sagen er nemlig, at en del asylansøgere ikke blot tager deres børn som gidsler i en meget offentlig kamp for at blive i et land, hvis jurister ikke har fundet, at de har tilstrækkeligt asylmotiv. Visse ansøgere vælger faktisk at børn for at kunne bruge dem som gidsler. Jeg har svært ved at forestille mig mange mere nedværdigende roller at blive født til. Kærlighedsbørn bliver det i hvert fald ikke.

 

 

Den danske asylpolitik er utvivlsomt stram, og der er derfor al mulig grund til at drøfte den offentligt. Men årets Cavling-pris afslører desværre, at grundlaget den diskuteres på og journalisternes vinkling af asylhistorierne alt for ofte er misvisende, ensidig og – når man skal sige det ærligt – udtryk for dårlig journalistik. Man er glad for at fortælle om skyggesiderne ved den danske politik, men fortæller stort set aldrig om skyggesiderne ved asylansøgernes baggrund og opførsel (endsige om virkningen af at tillade bredere indvandring til en universel velfærdsstat a la den danske). Man skulle forvente, at en Cavling-vinder fortalte en nuanceret historie, der bragte noget nyt til debatten eller belyste den på en ny måde. Årets pris går i stedet til den historie, der mest af alt er symptomatisk for dækningen af en politik, der har mange flere nuancer end den avislæsende befolkning og deres skriversvende bryder sig om at tænke over.

8 thoughts on “Årets Cavling-pris: Følelsesvrøvl?

  1. Limagolf

    Er det ikke en del år siden vi holdt op med at tage Cavlingprisen alvorligt?Jeg har i hvert fald, hovedrystende, taget imod journalisternes fejring af egne evner, de senere år.Var der forøvrigt ikke en journalist der nægtede at modtage prisen for nogle år tilbage?/Limagolf

    Svar
  2. Henrik Dahl Rasmussen

    @LimagolfFra Politiken 26. november, 2000: Overskrift: “Jag säger nej tack!””Pressens magt og mediemastodonternes monopoler undergraver demokratiet, mener den svenske journalist og mediekritiker Dan Josefsson, der for nylig takkede nej til den ærefulde Stora Journalistpriset – Sveriges pendant til Cavlingprisen”.”Det er en stor anerkendelse, og måske ville jeg have sagt ja til den for et par år siden. Men nu kan jeg ikke stå begejstret og trykke formand Carl-Johan Bonnier i hånden, fordi det er mediekoncerner som Bonnier, der gennem ekspansion og opkøb af svenske medier lige fra TV 4 til svenske aviser som Dagens Nyheter er med til at udelukke smalle medier og dermed undergrave den alsidige og kritiske journalistik«, siger Dan Josefsson”.”Ingen dansk journalist har siden dens indstiftelse i 1945 takket nej til Henrik Cavling-statuetten. Det eneste, der minder lidt om Dan Josefssons reaktion, er, da tre tidligere Cavlingpris-modtagere i 1982 leverede deres priser tilbage i protest mod, at to af Ekstra Bladets journalister modtog det års Cavlingpris for deres dækning af Jan Bonde Nielsen-sagen”.

    Svar
  3. Lars Andersen

    Det er rimeligt åbentlyst at Cavlingprisen gives uden hensyn til kedelige ting som fakta.Det værste eksempel er ’98 prisen til Tonni Vinkel Sørensen for hans dækning af “Vadstrupgårdsagen”.I år har man tilsyneladende taget konsekvensen og givet prisen til en historie uden fakta…

    Svar
  4. Repsak

    Jeg er helt enig med Rasmus i, at det ikke giver mening at være tilhænger af den store og styrende velfærdsstat og samtidig gå ind for fri indvandring. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor man skal have en Cavling for at være naiv.Cavling-prisen gives som en udmærkelse, men der er så lidt dybdeborende, selvstændig journalistik i de danske medier, at man burde belønne den, der er. Jeg mener derfor, Cavling-prisen skulle have været gået til JPs journalister Thomas G. Svaneborg og Niels Sandøe for deres afsløringer af nepotisme og vennetjenester i Lærerstandens Brandforsikring.Når jeg ikke er enig med Simon Andersen i, at Flemming Rose skulle have haft den, er det simpelthen fordi nok var det selvstændigt og debatskabende at bringe de 12 tegninger, men var det dybdeborende journalistik? Det synes jeg ikke, selvom tegningerne endte med at kommunikere et vigtigt budskab og ikke bare provokere.

    Svar
  5. Rasmus Ole Hansen

    Jeg har intet imod, at Olav Hergel har fået Cavling prisen. Jeg elsker når velfærdsstat tilhængerne presser på få lempeligere indvandrer og flygtninge lovgivning, da det i sagens natur vil blive velfærdsstatens umyndiggørelse af voksne mennesker endeligt. I denne sammenhæng er Olav Hergels Cavlingpris et skridt i den rigtige retning.

    Svar
  6. Crass Børsting

    Gode gamle Henrik Cavling (1858-1933) var en revolver- og skandalejournalist med mottoet “kendsgerninger distraherer”.Han fortjener om nogen, at danske journalisters hæderspris bærer hans navn.

    Svar
  7. ML

    Det står mere og mere klar for mig, at humlen i debatten er, at der ikke er skyggen af stringens i uddelingskriterierne for en Cavling. Ingen aner, hvad kriterierne er, for de synes ikke at eksistere.

    Svar
  8. os

    Fin blog. Intet under at avisernes oplag falder og falder. Måske skal man gå over til at læse blogs i stedet for avisledere.

    Svar

Leave a Reply to Lars Andersen Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.