Danmarks bedste avis

Her på bloggen har vi nævnt det tit og ofte, og forleden blev det nok en gang bekræftet: Weekendavisen er Danmarks bedste avis, i hvert fald fik de Berlingskes pris. Den burde de få hvert år.

Deres indlæg er ganske simpelt bedre, og det øger både aftagerkredsen og den enkelte læsers interesse, at medarbejderne på avisen dækker et ganske bredt politisk spektrum. Selvom det er muligt at gætte den enkelte journalists personlige ståsted, det viser sig jo som alt overvejende hovedregel i valg af emne, vinkling og kilder, så er det ekstremt sjældent, at journalisten forfalder til den slags ensidig prædiken, der desværre er normen i de fleste andre aviser.

Den høje standard gælder normalt også læsernes indlæg. I denne uge mærker man sig især et større indlæg af David Pontoppidan og Christan Houlberg, der gør op med den historieforståelse, som desværre synes at præge store dele af de mediebærende klasser og som blev forseglet i Matador.

Der er m.a.o. noget for enhver smag. Det kan ikke undre de tålmodige læsere af denne blog, at jeg her fremhæver interviewet med Mikkel Vedby Rasmussen. Her bringes kun et par citater, for har I ikke købt eller abonneret på WEA, SÅ GØR DET.

Og Vedby er ikke bange for, at det bliver svært at komme pænt ud, for der har ifølge ham altid været to forskellige krige i Irak: Den der bliver ført i Irak, og den der bliver ført på den politiske bane i København, London og Washington.

"Og krigen nede i Irak kan de godt komme ud af på en god måde, for på mange måder har både danskere, briter og amerikanere gjort et ganske godt stykke arbejde, selvomm det er gået lidt upåagtet hen i den anden krig, den i hovedstæderne. Guderne skal vide, at de har begået masser af fejl, det gør man altid i krig, men det, de har gjort rigtigt, er, at de i vidt omfang har kunnet reducerede den opstand, der var i begyndelsen. Der, hvor Saddam Hussein lod sin hær forsvinde uden at komme i kamp, så den var bevaret til at lave guerillakrig. Den nedkæmpede de i vidt omfang uden de store problemer. Det, der så skete, var at Irak blev en magnet for alverdens islamister, som kom til og som også radikaliserede irakerne, så det blev en ny kamp. Og den kamp har de haft sværere ved at vinde. Det er så tæt på at være en borgerkrig, som det kan være, og den handler om mange andre ting, og det er en kamp, som vi fra Vesten aldrig rigtig kan vinde, for det er ikke vores kamp. Vi står midt i den, mens kuglerne flyver  hen over hovedet på os, men det er egentlig ikke vores kamp — den er det nok klogt at træde et skridt tilbage fra, som vi gør nu, og sige: Nu er vi her som en reserve, hvis det går galt, men derudover holder vi os væk."

Pointen er, mener Vedby Rasmussen, at det er gået okay. Det kunne være gået bedre, men det kunne sandelig også være gået værre.

Jeg kan især godt lide hans understatement om, at det er gået "lidt upåagtet hen". Jep, den "anden" krig er tabt ikke bare i Politiken og Information, hvor man kunne forvente det, men også i vores såkaldte public service-stationer DR og TV2, samt i de dele af Berlingske, der er ramt af Olav Hergel-syndromet.

Som kommentarspalten forneden måske vil vise, er der som nævnt altid noget for enhver smag i WEA. Det er under alle omstændigheder en god smag. Mums.

18 thoughts on “Danmarks bedste avis

  1. Poul Højlund

    Kunne dårligt være mere enig.Og så er WEA udrustet med landets klogeste chefredaktør. Til alle jer, der endnu ikke har læst hendes fantastiske skildring af den offentliges sektors formødring: skynd jer at læse “Her går det godt – send flere penge”.

    Svar
  2. Topper

    Helt sikkert enig. Det er efterhånden den eneste avis herhjemme, der tør at gå op mod den bedrevidende, venstresnoede, virkelighedsblinde linie der – som rigtigt nævnt – tegner sig for den redaktionelle linie hos størstedelen af de danske aviser. WA er saglig o intelligent og de forstår at bringe perspektiv i tingene uden at forfalde til primitiv tilsvining og fremmedfjendskhed, der desværre indimellem præger mange af de “kritiske” medier (kritiske skal her forstås som kritiske over for den sædvanlige venstredrejede, selvhadende linie der føres i DR, Pol osv.)… Hvis bare DR og TV2 kunne finde ud af at køre samme stil, så kunne det være vi kunne få nogle lidt mere kompetente “eksperter” til at udtale sig om USA, Irak, Islam etc. i stedet for de sædvanlige “tordenskjolds soldater” der altid hives frem. KEEP UP THE GOOD WORK W-A 🙂

    Svar
  3. Jarl Cordua

    Meget enig i, at Pontoppidan/Houlbergs indlæg var fremragende. Dertil var det oplysende, sobert og baseret på kendsgerninger. Den slags forstyrrende elementer er jo ikke noget som “kunstnere” er så meget for, når de skriver manus til TV-serier.

    Svar
  4. Rasmus Eliasen

    Jeg må altså ligesom Niels Wium Olsen også sige, at jeg stod af i rosen af Weekendavisen, da Pontoppidan/Houlbergs indlæg blev fremhævet som værende af høj standard.Når man i ramme alvor kan fremstille KU og DSU som omtrent lige fristede af totalitære systemer i trediverne, så synes jeg man skulle tage og læse Popper i stedet, som det anbefales andetsteds på punditokraterne. Eventuelt suppleret med Hartvig Frisch´s “Pest over Europa” eller Hans Hedtoft Hansens “Kommunisterne splitter”.mvh

    Svar
  5. Peter Kurrild-Klitgaard

    For de her, der ikke måtte vide det, så er jeg udover at være meget historisk interesseret person også gammel KU’er fra 1980erne. Grundet denne kombination var jeg dengang og lidt op i 1990erne tit ude at holde tale om KU’s historie, herunder 1930erne. Mit synspunkt er nu som til forn et sted imellem de mest anti-KU i 30erne og de mest pro KU.Lad os begynde med det sidste: Jeg mener, at KUerne i deres egen historiefortælling meget ofte har haft en tendens til at underspille de fascistoide træk hos organisationen netop ved at fremhæve de negative træk og sige, at “alle andre gik også i uniformer”, “at Hil-hilsnen iøvrigt også blev brugt af Rotary” (som jeg husker der står i KU’s 75 års skrift!), o.s.v., o.s.v., samt måske at gøre ekstra meget ud af den (iøvrigt beundringsværdige) indsats, som KU stod for under besættelsen. Der var helt klart tale om egentligt fascistiske træk hos en del KU-ledere (Kraft, Westergaard m.fl.). Det kommer man ikke udenom ved at fremhæve andres symboler, hilsner og uniformer. Så så langt er jeg enig i de kritiske ord fra Wium Olesen.Men … når det er sagt, og når jeg så alligevel–“få gammel venskaws skyld …”–vil slå et lille slag for KUernes historiske (u)skyld, er det fordi virkeligheden trods alt står i så skærende kontrast med det billede, der ofte bliver fremstillet blandt de radikale omkring Politikens Hus, og som “Matador” er et fornemt eksempel på.For det første: Det er sandt nok, at der “var noget i tiden”, så at sige. Beskrivelserne af slagsmålene m.v. fra samtiden og eftertiden (jf. Erhard Jakobsens erindringer) antyder, at det når det gjaldt den voldelige, militaristiske agitation absolut ikke var DKU/DSU der havde KU noget at lade høre. De var gale hele bundtet …, og man kan næppe helt forstå/bedømme KU uden at tage hele resten/samtiden med.For det andet: Det var i realiteten en relativt kort periode og i behagelig afstand af besættelsen. KU anlagde uniform i foråret 1934–og det var dét, som udløste uniformsforbudet umiddelbart efter. I op til to år efter omgik nogle dele af KU forbudet ved i stedet at optræde i (meget!) ensartet påklædning, uden at dette dog helt var uniformer. Senere så man dem ikke. Det er derfor helt misvisende, når man et par gange om året endnu ser henvisninger til, at KU gik i nazi-uniform under krigen, skulle have støttet tyskerne, samarbejdet med nazisterne, o.s.v. (En særligt paradoksal, men illustrativ, tegning fra ca. 1934 viser således en KU’er i ridebukser & -støvker, skrårem o.s.v., så fejer ikke bare hammer og sejl væk, men også et hagekors.) Det kulturradikale/kommunistiske billede af KU’erne som landsforræddere, kollaboratører o.l. er klart historieforfalskning; de var dybt autoritære, krypto-fascistoide, og Kraft og enkelte andre beundrede Mussolini–men de var (ulig de danske nazister og kommunister) først og fremmest nationale.Det tredje punkt er mere pragmatisk, men er bl.a. blevet argumenteret af historikeren Malene Djursaa og flere andre: Mens det sandt nok er tilfældet, at KU var den største organisation med en fascistoid strømning i begyndelsen af 1930erne, var det meget plausibelt også grunden til, at der aldrig blev en slagkraftig, folkelig fascistisk bevægelse. KU havde netop omkring 1932/34 over 30.000 medlemmer, hvilket var langt mere end nazisterne og andre kunne samle. Havde det ikke været for KU–har disse argumenteret–ville måske 10-20-30.000 flere være gledet over i og gjort en eller flere egentligt anti-demokratiske bevægelser mere stærke og succesrige. Dette punkt kan–efter min mening–aldrig tjene som en retfærdiggørelse af de meninger eller handlinger, som KU stod for, men pointen, som folk har forfægtet, er, at man set i bakspejlet formodentlig kan være glade for, at de pågældende blev KU’ere i stedet, fordi de så takket været Aksel Møller m.fl. efterfølgende kom på rette vej.

    Svar
  6. Rasmus Eliasen

    Jeg synes ikke det du siger behøver stå i modsætning til det Niels Wium Olsen fremhæver.Problemet er, at man i indlægget Weekendavisen kunne man altså bl. a. læse:”Ikke kun KU, men også i særlig grad DSU var tiltrukket af den totalitære fristelse”.Sådan en formulering kan godt få en lidt op af stolen, især når en punditokrat tilsyneladende synes sådan noget er “høj standard”.Man skal da helt sikkert høre historien om nogle socialdemokraters vej ud i totalitarismen, og jeg kan da godt forstå, hvis man synes Matadors historiefremstilling er ude i hampen, men det behøver vel ikke betyde, at man ryger helt over i den anden grøft, og smudser et ungdomsparti til, der som et af de få på denne tid rent faktisk formåede at afvise antiparlamentarismen.Nu skal jeg ikke bestemme hvad folk skal skrive om, men hvis jeg var konservativ ungdomspolitiker, tror jeg nok jeg ville have brugt kræfterne på at skrive om nogle af de konservative helte der reddede partiet fra Jack Westergaard og hans meningsfæller i stedet for at komme med temmelig grove og dårligt underbyggede anklager mod andre partiers ungdomsorganisationer, og dermed starte en ufrugtbar mudderkastning. John Christmas Møller er f. eks. den eneste politiker fra krigen, der står som en slags helt for mig, og det har jeg sørme lært i den gode danske folkeskole.Hmmm…mon jeg i den forbindelse har været udsat for højredrejet indoktrinering, hvor kan man melde en lærer 🙂

    Svar
  7. Niels Wium Olesen

    Som lejlighedsvis læser af Punditokraterne skriver jeg hermed på sitet for første gang. Jeg er ikke liberalist, men har det meste af mit liv øvet mig i at være frisindet og fordomsfri, og har haft megen glæde af at læse jeres site. Ikke blot af nysgerrighed og politisk interesse, men også fordi et ethvert menneske, der tror på frihed, demokrati og oplysning, må have en ”liberalistisk side” og en vis beundring for sider af tankegangen.Jeg er ganske enig i WA’s kvaliteter, og ja, dansk presse er i den grad nødlidende for tiden. Det tog vel for alvor fat under Muhammedkrisen, og har udviklet sig til det værre siden da. Segment-tankegangen har medført, at (det som redaktionerne tror) er kernelæseren tales efter munden, så han/hun ikke forstyrres med overraskende meninger. Resultatet er, at en normalbegavet føler sig talt ned til i en grad så man bliver i decideret dårligt humør. Det er værst, synes jeg, på de tre store dagblade. Med hensyn til Pontoppidan/Houlbergs indlæg var jeg dog ikke imponeret. Indlægget lider af en grel og for pointen helt afgørende proportionsforvridning. For KU’s vedkommende var der tale om, at en meget betydelig, toneangivende del af organisationen blev grebet af den totalitære fristelse. Ja, der var vel tale om et flertal af den dengang største politiske ungdomsorganisation med over 30.000 medlemmer. Og løjerne varede ved i flere år. Dele af moderpartiet var endda også inficeret af smitten (Victor Pürschel og kortvarigt også Ole Bjørn Kraft). Det var den modige, demokratiske og klartskuende Christmas Møller som fik KU på ret kurs i slutningen af 1930’erne, blandt med hjælp af Aksel Møller. For DSU’s vedkommende var der tale om et marginalt mindretal, som straks blev slået ned af ledelsen og af moderpartiet.Man kan og bør klandre Socialdemokratiet (og DSU) for meget. Men dets linje i 1930’erne var gennemført demokratisk. Det er rigtigt, at nogle af disse unge DSU-styrvolter senere blev nazister. Men det nazistiske partis omkring 20.000 medlemmer (da der var flest) måtte jo alle komme ”et eller andet sted fra”. Det er jo heller aldrig blevet lagt Det Konservative Folkeparti til last, at Frits Clausen i sin tid var medlem heraf.Jeg deler også kritikken af Matador som et udtryk for en irriterende, tandløs, salon-häfig, bedsteborgerlig selvtilfredshed med stærk påvirkning af den radikale historikertradition (kulturradikal mener jeg dog ikke serien er, med mindre det er i den moderne skældsords-betydning af begrebet). Men Matador har ret i, at KU var det danske eksempel – par excellence – på tredivernes benovelse for det totalitære. DKP og DNSAP skal naturligvis heller ikke glemmes, men deres indflydelse bliver først for alvor betydningsfuld under besættelsen.Eller kan jeg dog kun bifalde, at man aldrig glemmer det totalitære perspektiv i studiet af al politik. Det lurede som et POTENTIALE i mange politiske retninger i det 20. århundrede (jeg er historiker, så jeg skal her undlade at kommentere det 21. århundrede), også i ”socialdemokratismen”, velfærdsstaten, ja måske som en del af moderniteten i det hele taget.Jeg er medlem af Socialdemokratiet, men plejer ikke politiske interesser i denne sag. Jeg prøver blot, ydmygst. at dele ud af min faglighed. Jeg håber ikke den lejrtænkning og lurende konspirationstænkning, jeg lejlighedsvist ser her på sitet (se bare ovenfor), vil få jer til at sætte spørgsmålstegn herved.Med venlig hilsenNiels Wium Olesen

    Svar
  8. Rasmus Ole Hansen

    For mig at se er det mest interessante at se på hvordan tidensstrømning har påvirket forskellig foreninger. I den sammenhæng er det da ret underholdende at høre VUere fra 70`erne forklare hvorfor det rent faktisk gav mening at gå ind for økonomisk demokrati. Sådan er det jo så meget og 30`erne var om noget de totalitæres årti, så ikke underligt at der blev flirtet med totalitære tanker i frihedsorienterede organisationer. Om 70 år sider folk vel (forhåbentligt) også og more sig over dette årtis hæmningsløse brug af ordet demokratisk, hvor folketingspolitikerne over en bred fra højre til venstre i salen er enige om at alt er tillad når bare 90 i salen er for.Som eksempel. http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=849472/Bemærk Tom Benke (K) og Troels Lund Poulsen (V) besynderlige svar på Enhedslistens iøvrigt også ret besynderlige fortolkning af ejendomsret og civil ulydighed.

    Svar
  9. RasmusE

    Ja, med den logik må Tom Behnke og Troels Lund Poulsen ikke have noget imod en ophævelse af ejendomsretten når bare 90 mandater støtter det.Suk…

    Svar
  10. Christian H. Skov

    For en ydmyg kronikør er det altid en stor glæde, at man med et indlæg kan få så mange reaktioner. Særlig var jeg glad for det modspil, som Niels Wium Olesen her på sitet er kommet med. Jeg er naturligvis ikke enig med Niels Wium Olesen. For det første kan jeg ikke genkende påstanden om proportionsforvridning.Det proportonsforvridende har netop ligget i den skurkerolle, som historikere og i endnu højere grad senere toneangivende politiske modstandere har givet KU for dets opførsel i 1930’erne. Jeg er enig med Peter Kurrild Klitgaards kritik af den gængse KU version af historien, som i uforsvarlig grad underspiller indflydelsen fra fascismen på KU’s politik i 1930’erne, og blot hævder at det fascistiske element var et spørgsmål om form og metoder snarere end indhold. Et eksempel herpå er bl.a. den noget tvivlsomme forklaring om at de Københavnske KU’ere gik med langskaftede støvler fordi det simpelthen var mest praktisk når man skulle kravle rundt og sætte valgplakater op ( som efterhånden erfaren plakatopsætter spørger jeg mig selv, hvorfor jeg dog aldrig er kommet på den ide)Desværre synes jeg, at Niels Wium Olesen i sin store kærlighed til det socialdemokrati, han er medlem af, og som han også som forskningsemne holder af, falder i samme grøft. Frikender sit parti og sin bevægelse for al optræk til noget, der lugter grimt og retter kanonerne tilbage mod kopnservativ Ungdom.Jeg giver Niels Wium Olesen ret i, at de totalitære kræfter ikke fik overtaget i DsU. Det er endog en central pointe i kronikken. For man må naturligvis spørge, hvorfor ikke? Det var jo sket i starten af 20’erne da SUF blev til DKP. Svaret giver vi også. Det skyldes i høj grad dette, at DsU var forholdsvist svagt i det København, hvor den politiske ekstremisme mere end noget sted herskede. Det samme var ikke tilfældet med KU, hvor Københavns KU var toneangivende. Forsøget på at tenge et billede af de unge DsU’ere som de rene lam er i øvrigt mærkværdigt. Der kendes adskillige beretninger om overfald på KU’ere ( og ikke mindst på unge kommunister) fra DsU’s side. Man var ikke bange i det københavnske DsU miljø for at knytte næven, når socialismen skulle forsvares og fascismen bekæmpes med dens egne midler, ej heller var man blank for at kopiere den fascistiske symbolik og i kredsen omkring Tschachotin, hvori J.O Krag indgik, at søge samarbejde med kommunister, som må betegnes som totalitære.(oder was?) Det var pga disse ting, at H.C Hansen måtte slå fast at DsU var folkestyrets forreste front. Hvilket næppe er nødvendig at slå fast, hvis ikke der netop er tvivl om dette. Det var H.C Hansen der vandt, og den demokratiske linie, der sejrede og derfor er jeg da ikke som sådan uenig i at DsU som socialdemokratiet spillede en vigtig rolle for det danske demokrati, især i fronten mod kommunisterne. Men den totale afvisning af den totalitære fristelse og den totale negligering af denne gruppes indflæydelse bygger desværre på en meget lidt tilbungsgående analyse Mvh. Christian H. Skov

    Svar
  11. Niels Wium Olesen

    Undskyld, rettelse: “Men de radikale er altså ikke lig dr. Hansen fra Matador”. Der SKULLE have stået “Men de kulturradikale er altså ikke lig dr. Hansen fra Matador”

    Svar
  12. Niels Wium Olesen

    Det er god debatskik ikke at motivfortolke, og jeg gjorde mig umage med ikke at gøre det i forhold til indlægget i WA. Christian H. Skov ser åbenbart anderledes på det, idet han ovenfor skriver: “Desværre synes jeg, at Niels Wium Olesen i sin store kærlighed til det socialdemokrati, han er medlem af, og som han også som forskningsemne holder af, falder i samme grøft. Frikender sit parti og sin bevægelse for al optræk til noget, der lugter grimt og retter kanonerne tilbage mod kopnservativ Ungdom.” – Lige præcis dér står jeg bare af. Det gider jeg ikke at deltage i.Som mere opmærksomme læsere vil have bemærket ovenfor anerkender jeg fuldt ud, at det totalitære perspektiv stikker langt dybere i vestlig politisk tradition. I mine forskningsmæssige skriverier om Krag har jeg heller ikke skånet ham. Hvis al Matadorsnakken skal give mening – og hvis ikke man vil forlange af Lise Nørgaard, at hun skal beskrive SAMTLIGE fænomener i 30erne, hele Danmarkshistorien 1:1 (en oplagt absurditet) – så må det være i forhold til en vægtet betydning af fænomenerne, og i den forbindelse stikker KU ud som det “danske eksempel – par excellence – på tredivernes benovelse for det totalitære.”

    Svar
  13. Sune

    I jeres artikel får I det til at lyde som om, at den totalitære fristelse var lige så stor i DSU som i KU. Men der er dog en meget afgørende forskel på datidens KU og DSU.Linjen i Ku var støttet af formanden, og den stod på i flere år. Det oprør i skriver om til DSU’s landsmøde i 1934 (og som skulle være bevis for den totalitære fristelse), er en meget lille gruppe, og som ikke har nogen opbakning blandt langt størstedelen af DSU’erne, herunder formanden!Det giver ikke grundlag for at konkludere som I gør. Jeg tror at I ville kunne finde brodne kar i en hver ungdomsorganisation, også i dag, men det er jo ikke et udtryk for at det organisationens holdning.Der er vel nærmest mere at kritisere DSU for i dag. For mens en hver tanke om en totalitær stat blev stærkt fordømt i 30’erne, så er man i dagens Danmark både højreorienteret, egoistisk og ond, hvis man mener staten ikke skal blande sig i alt.

    Svar
  14. Peter Kurrild-Klitgaard

    “Jeg synes ikke det du siger behøver stå i modsætning til det Niels Wium Olsen fremhæver.”Det mente jeg det heller ikke som.”John Christmas Møller er f. eks. den eneste politiker fra krigen, der står som en slags helt for mig, og det har jeg sørme lært i den gode danske folkeskole. Hmmm…mon jeg i den forbindelse har været udsat for højredrejet indoktrinering,…”Næppe … Det har sikkert været den ganske gennemsnitlige, venstreorienterede af slagsen. John Christmas Møller (der sine enkelte kvaliteter ufortalt generelt, efter min mening, var en aldeles håbløs, ofte næsten irrationel politiker) har nemlig altid været venstrefløjens darling blandt de borgerlige. Lige siden han i 1945 lovede at komme hjem til Danmark “for at tæve de rige” og proklamerede, at “vi er alle socialister nu”, samt lagde op til at staten skulle udvande den private ejendomsret. Som Bent Jensen har skrevet om, har det siden murens fald og sovjetarkivernes åbning vist sig, at DKP herhjemme faktisk legede med planer om en befrielsesregering af den type, de ofte brugte som spydspids til at tage magten med: Med en svag, eftergivende borgerlig som kransekagefigur og med kommunister på alle nøgleposter. Og hvem havde DKP udset sig? Rigtigt gættet: JCM …Skulle man endelig prise en politiker eller to for deres indsats under besættelsen som en slags helt, så ville jeg personligt, som et par hurtige skud fra hoften, sætte både Per Federspiel (V) eller Poul Sørensen (C) højere på min liste.

    Svar
  15. Niels Wium Olesen

    Drop nu lejrtænkningen. Christmas Møller var ganske rigtig en kompliceret og på ingen måde konsistent politiker. Der er mange ganske usammenhængende handlinger og udtalelser fra perioden 1941-45, og reelt befandt han sig i hele perioden i en decideret personlig krise. Tilmed var han fuldstændig blind for magtambitioner i den kommunistiske del af modstandsbevægelsen. Men han skal ha’, hvad han skal ha’, når det gælder 30erne. Han indså KU’s vildfarelse og han reagerede ud fra et rent, demokratisk hjerte. Når jeg fremfører det, er det hverken ud fra kommunistiske ræsonnementer eller kulturradikale (og se nu – for dævlen da – at finde ud af hvad kulturradikalisme virkelig er og lad være at bruge det som et skældsord a’la Krarup. Det er – historisk – forfejlet måden det bruges på her på sitet. Sludder og vrøvl kom der masser af fra de kulturradikale, og i 30erne var der flere af dem, som havde et problematisk forhold til demokratiet. Men de radikale er altså ikke lig dr. Hansen fra Matador).Derudover skal jeg gerne medgive, at man ikke skal trække nazi-beskyldningerned mod KU for langt. Men mit ærinde var såmænd også at tale om DSU. Og demokrater, det var såvel DSU som Socialdemokratiet. Tilmed ud fra en meget stærk og gennemtænkt politisk analyse. Derfor – og det vil sikkert forekomme mange af jer paradoksalt – blev de også bærere af samarbejdspolitikken. Sådan tænkte de imidlertid. Jeg skal medgive, at det også medførte svære politiske/moralske problemer og medansvar for problematiske beslutninger. Men det politiske ræsonnement hang sammen og blev gennemført med konsekvens. Det største problem var, at de ikke stod ved det efter besættelsen. (Også det var der gode, realpolitiske grunde til … osv., osv. … og til sidst er man kompromitteret. That’s life, that’s politics – and in the end it becomes history).

    Svar
  16. kgw

    Christian Skov, I skal have ros for at studere de totalitære strømninger og det temmelig voldelige politiske miljø i trediverne. Men jeg er lidt mystificeret over jeres konklusion på indlægget i WA (som du gentager ovenfor). I skriver:”Når det ikke lykkedes de radikale kræfter at få magten i DSU i modsætning til KU, skyldtes det sandsynligvis, at KUs tyngdepunkt lå i København, hvor modsætningerne var størst, mens DSUs tyngdepunkt lå i provinsen, langt væk fra landets politiske epicenter.” I giver ikke nogen forklaring på, hvorfor DSU stod relativt svagt i København. Hvis det er rigtigt, at København i 30’erne var et sted “hvor den politiske ekstremisme mere end noget sted herskede” (som I skriver ovenfor) er en logisk forklaring vel, at DSU stod svagt netop, fordi de fasthold de demokratiske idealer, og derfor ikke appellerede til unge socialister med hang til totalitarisme (som så blev kommunister i stedet). Fastholder man antagelsen om, at København var væsentligt mere ekstremistisk end provinsen, vil jeg mene, at kausaliteten snarere er den omvendte: KU stod stærkt i København, fordi KU var radikaliseret – DSU stod stærkt i provinsen, fordi DSU ikke (i nær samme grad) var radikaliseret. At alle parter slog på tæven er vist indiskutabelt. Så er det jo godt, at vi i dag har et rigt udvalg af radikale fodboldfanfraktioner, som tiltrækker slagsbrødrene, så vi andre kan diskutere politik uden at bruge næverne.vhKasper G. Wulff

    Svar
  17. Historyman

    Det mest bemærkelsværdige er at ingen har pointeret i hvilken grad Lise Nørgaard hænger komunisterne (socialisterne ) ud. Her tænker jeg på Røde(Kurt Ravn), her er prototypen på den selv- og familie- opoferendene socialist der endda er ligeved at midste sit barn (Knud falder i brandammen). Ku`erne fremstår i tv serien altid som en støjende gruppe narhovder der via Gustav kommer ind i de pæne Varnnæske stuer. Men det er jo aldrigt noget alvorliget. Og nazisterne det var jo taberne som Holger. Endnu en mytologisering af nazisterne som kun beståendene af samfundets tabere. (se John T. Lauridsens bog Dansk Nazisme 2002) Nej…Lise Nørgaards vrede retter sig mod socialisterne, fordi de ikke passer det nære, deres familiere, de lever for utopien. Røde ender jo med at blive fremmedgjordt fra sin småborgelige kone Argnes. Og PS. Dr.Hansen er den eneste der ender allene ved seriens slutning, det lykkedes ham ikke at score Elisabet på trods af hendes 2 ” brud” med Kresten. Den (kultur)radikale læge er ikke seriens helt. Nej heltinden i serien Maud. Hendes udvikling, det at hun hjælper Hr. Stein, er det folk husker og værdsætter. Det borgerlige menneske der i nødens stund glemmer alt om klaser, stand og rang og gør det rigtige. Det der også burde diskuteres her på blogen er netop den hensynsløshed hvormed socialisterne ofrede alt for utopien. Mvh. Historyman

    Svar
  18. Rasmus Eliasen

    Siden mit indlæg er kommet i avisen, vil jeg gerne komme med lidt kritik af det, før andre gør det :-)”Til sidst postuleres det, at DSU var de første til at uniformere sig.”Da det jo mest drejer sig om forholdet DSU/KU, skal dette ikke dække over, at DSU´s blå trøjer fyldte gadebilledet før KU´s skråremme, så derfor kan man med god ret kritisere denne formulering.mvh

    Svar

Leave a Reply to Poul HøjlundCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.