Forhandlingerne fra helvede

Hvis nogen skulle være i tvivl, er overenskomstforhandlingerne gået i gang. Det giver nogle problemer, der er særegne for det danske system og for den særlige danske situation i øjeblikket. For som vores system er skruet sammen, bliver en betragtelig del af de danske lønmodtageres løn de næste to år besluttet centralt i forhandlinger mellem arbejdsgiverforeningen og fagforeningerne, og en stor del af det resterende arbejdsmarked vil have en tendens til at følge med den struktur, der besluttes centralt. Så på trods af den megen snak om decentrale forhandlinger og individuel løn, er de centrale overenskomstforhandlinger af særskilt vigtighed.

Først er der to parter i forhandlingerne med hver deres medlemsskare, der skal stilles tilfreds: 1) Arbejdsgiverforeningen, der repræsenterer en medlemsskare af danske virksomheder; og 2) Fagforeningerne, der repræsenterer en blandet medlemsskare af danske lønmodtagere. Begge hovedparter – arbejdsgivere og fagforeninger – har hver deres præferencer og hver deres konsekvensberegninger af forskellige outcomes af forhandlingerne. Hver part kan med andre ord finde ud af at regne på, hvilke nationaløkonomiske konsekvenser forskellige kombinationer af lønstigninger, ferieregler og andre tilbud til lønmodtagerne har.

Det er velkendt at de to parter ofte når til forskellige konsekvensberegninger, når scenarierne vurderes, men det er lige så velkendt, at specielt i de senere år er sådanne beregninger blevet kvalitativt ens. Om man er DA- eller LO-økonom er ens fundament nemlig det samme, så forskellene i konsekvensberegninger bliver nogle gange relativt subtile, mens parterne er enige om hovedlinierne.

Så langt så godt, kunne man fristes til at sige. For konsekvenserne er ikke det specielle problem i Danmarks situation for tiden. Det egentlige problem er i stedet, at enhver aftale, som de to parter kunne tænkes at nå, også skal kunne sælges til deres medlemmer. Derfor kommer man i en situation, der i økonomiske fagtermer kaldes et principal-agent problem, men med en særlig twist: Normalt er der en principal – en virksomhedsleder – og mange agenter – de ansatte, som man skal aflønne uden at kunne se direkte, hvor meget de laver, men i denne situation er hver forhandlingspart en agent, med mange principaler – medlemmerne – der muligvis ikke kan se, hvor god en aftale principalen når frem til.

Og deri ligger hele problemet. Arbejdsgiverforeningens medlemmer, de enkelte virksomheder, uden problemer kan forudse hvad enhver aftale betyder for deres egen virksomhed, og dens up- og downstream kontakter. Problemet er fagforeningernes medlemmer, som ingen mulighed har for at kunne overskue, hvilke konsekvenser lønstigninger osv. har for dem som helhed. Mens en lønstigning i første omgang kommer lønmodtagerne til gode og derfor fører til større efterspørgsel – folk skal jo bruge deres penge på noget – skal man ikke have den store indsigt for at se, at lønstigninger påvirker virksomhedernes omkostninger. For at dække de ekstra omkostninger, er der to muligheder, der begge bruges: Hæve priserne på slutprodukterne, og afskedige ansatte. For høje lønstigninger fører altså til højere arbejdsløshed, alt andet lige. Men alt andet er ikke lige i denne situation: Højere danske priser underminerer danske konkurrenceevne, og fører derfor til en forværret betalingsbalance. Her ligger ekstra problemer.

For det første har politikere, ikke mindst statsministeren, i længere tid reklameret med hvor godt det går for dansk økonomi, hvilket har givet vælgerne et indtryk af at 'vi har råd til det'. Men det er ikke helt præcist. OECD vurderer for eksempel, at den danske vækst om to år vil være en af de laveste i den vestlige verden, og på et mere overordnet plan, har man slet ikke løst en række strukturelle problemer som ældrebyrden – regeringens 'reform' løser i bedste fald halvdelen af problemet – og den tunge offentlige sektor, som bliver stadig dyrere. I stedet har man bildt vælgerne ind, at problemerne er løst, og valgt at øge det offentlige forbrug med 1,3 % næste år på trods af advarsler fra både OECD, vismændene og Nationalbanken.

For det andet ser dansk økonomi ikke så godt ud lige nu som man umiddelbart skulle tro. Et af de to elementer er, at danske arbejdspladser er blevet langt lettere at flytte ud. En svækkelse af dansk konkurrenceevne fører derfor væsentligt hurtigere til, at arbejdspladser flytter permanent ud af landet. I sidste overenskomstforhandlinger var dette et element, som de fleste tog alvorligt, da man på samme tid havde rapporter i medierne om danske slagterijobs, der flyttede til Tyskland og Polen. I den nuværende situation er der ingen avishistorier til at sensitere lønmodtagerne for dette problem. Det andet element er, at selvom Danmark har et meget stort overskud på handelsbalancen for tiden, bliver overskuddet stort set udelukkende genereret af to ting: Olieeksporten, pga. den høje oliepris, og søtransporten, som stort set ikke afhænger af danske forhold. En ny bankanalyse har vist det, en del af os frygtede, nemlig at uden de to elementer, ville den danske betalingsbalance være i minus.

Som jeg startede med at påpege, er forhandlingsparternes potentielle problem, at de skal sælge en aftale til deres medlemmer. For arbejdsgiverne er dette ikke et reelt problem, men for fagforeningerne er det meget virkeligt. De ovenfor nævnte problemer med dansk økonomi, og den væsentlige trussel som for store lønstigninger repræsenterer, er ikke noget fagforeningernes medlemmer – almindelige danskere – tager med i betragtning, når de vurderer, hvor store eller lave lønstigninger, de er villige til at acceptere som del af en ny overenskomst. I stedet betyder danske politikeres forsikringer om den danske økonomis sundhed, at de fleste tror på, at der er råd til store lønstigninger. Fra enkelte fagforeninger lyder der derfor krav om lønstigninger i omegnen af 5 % næste år.

For begge forhandlingsparter, og for fagforeningernes repræsentanter i særdeleshed, er dette års overenskomstforhandlinger derfor forhandlingerne fra helvede. Hvis de når til en ansvarlig aftale, der med begrænsede lønstigninger og byrder på virksomhederne bibeholder en allerede middelmådig national konkurrenceevne, er der meget små chancer for at lønmodtagerne vil acceptere aftalen. Hvis fagforeningerne i stedet forsøger at forhandle en aftale hjem, som deres medlemmer vil acceptere, ved de at de er med til at underminere dansk økonomi og tage jobbet fra mange medlemmer, og at arbejdsgiverne ikke vil acceptere udspillet. Hele miseren er skabt af, at danskerne på den ene side af indlysende grunde ikke er opmærksomme på alle problemerne, og på den anden side at politikerne har bildt dem ind, at det går ufatteligt godt. Overenskomstparterne skal af disse grunde finde en umulig balance mellem deres egen viden om hvad ansvarlighed er og lønmodtagernes stærkt uansvarlige krav. Jeg håber det ikke kommer så vidt, men det er meget nærliggende at sige ordet: Storkonflikt.

8 thoughts on “Forhandlingerne fra helvede

  1. nexø

    Jeg er ikke økonom, så det kan være at det her er noget, som dækkes i Economy 101 – og mit spørgsmål er heller ikke ment polemisk.Findes der nogen som helst situation, hvor en borgerlig økonom finder lønstigninger til arbejdstagerne uskadelige, måske endda gavnlige?Eller er det sådan at det, uanset hvordan den nationaløkonomiske situation ellers ser ud, altid er en fordel at arbejdstagerne får så lidt i løn som muligt? Og omvendt en ulempe, at de stiger i løn?

    Svar
  2. Lau

    “Problemet er fagforeningernes medlemmer, som ingen mulighed har for at kunne overse, hvilke konsekvenser lønstigninger osv. har for dem som helhed.”Menes der “overskue” i stedet for “overse”? At overse noget betyder jo at man ikke ser det.

    Svar
  3. JR

    Som modvilligt medlem af en fagforening har jeg et spørgsmål:Kan det dokumenteres empirisk, at fagforeninger forhandler en bedre gennemsnitlig løn end tilfældet ville være uden fagforeninger?Jeg har på et tidspunkt set, at amerikanske og danske virksomheder udbetaler ca. samme fraktion af produktionen til løn. Det tyder vel på, at fagforeninger “ikke virker”?

    Svar
  4. Mikael Thoustrup

    Fantastisk indlæg, Christian. Hvilken bank har lavet analyse om betalingsbalancen og er den rapport evt. til at finde et sted? Mvh

    Svar
  5. Peter Nedergaard

    Et kættersk synspunkt vedr. Christians sidste sætning: Ville et storkonflikt på en måneds tid i løbet af foråret ikke egentlig være ganske samfundsgavnlig? Det ville betyde en række mistede ordrer, som bremsede den nuværende overefterspørgsel efter arbejdskraft. Efter storkonflikten ville dansk økonomi være tilbage i en mindre overophedet ligevægt.

    Svar
  6. Søren Korsgaard

    Interessant indlæg!Dog en mere teknisk kommentar: Din beskrivelse af principal-agent-problemet i en virksomhedkontekst er noget upræcis. Typisk refereres der ikke til forholdet mellem en leder og de ansatte, men til forholdet mellem ejere (principals) og managers (agents). I tilfælde af spredt ejerskab er der adskillige principals, hvis interesser varetages af en bestyrelse – og i lighed med arbejderne i dit eksempel har sådanne småaktionærer vanskeligt ved at vurdere, hvorvidt bestyrelser reelt tjener deres interesser.Mvh Søren Korsgaard

    Svar
  7. David G.

    Nexø: lønstigninger er naturligvis berettigede, hvis de afspejler øget produktivitet. Det er tautologisk. Stiger lønningerne mere end produktiviteten, mister virksomheden markedsandele; gentager dette sig for mange virksomheder, vil det naturligvis negativt påvirke samfundsøkonomien.Det gælder jo ikke den offentlige sektor, som er langt den største i Danmark. Her afspejler lønstigninger andre og mindre gennemskuelige forhold.Iøvrigt er jeg enig med Christian, men vil dog påpege, at danske lønmodtagere i 1980rne syntes ganske rede til at forstå de samfundsøkonomiske virkninger af de kollektive beslutninger. Økonomien blev vitterligt saneret, fordi mange forstod, at det ikke lod sig gøre at lade som om Danmark var isoleret og tildele sig selv lønstigninger uden grundlag i produktivitet og produktion.Et grundproblem er vel, at vi overhovedet trækkes med disse dinosaurer, der kalder sig fagforeninger. De er bureaukratier, hvis formål er at holde sig selv i gang, og virker formentlig væksthæmmende. Hvorfor så mange danskere mener, at de er til gavn, og derfor villigt betaler milliarder i tilskud til dem, er snarere et kulturhistorisk og ideologisk spørgsmål end et økonomisk.JR: jeg tror der findes en hel del empirisk forskning om hvorvidt fagforeninger har nogen virkning for løndelens størrelse, men det må Christian nok vide besked med. Min intuition siger nej, fordi fagforeninger ikke er produktionsfaktorer og derfor ikke i sig selv kan skabe værdi. De kan muligvis (og det har i mange politologers øjne været deres berettigelse) skabe stabilitet og måske endda tryghed (skønt det forekommer mig at være noget, der gjaldt før og ikke nu), og de ting kan så i deres tur være psykiske faktorer, der befordrer produktivitet.

    Svar

Leave a Reply to LauCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.